Lånefirmaet LånLet ApS idømt bøde på 10.000 kroner

06. juni 2018

Retten på Frederiksberg har idømt lånefirmaet LånLet ApS en bøde på 10.000 kroner for ikke at oplyse prisen på et lån i markedsføringen af lånet. At markedsføringen blev foretaget af en af LånLets samarbejdspartnere fritog ikke LånLet for ansvaret for indholdet af markedsføringen. Forbrugerombudsmanden politianmeldte lånefirmaet i oktober 2016.

Retten på Frederiksberg har idømt LånLet ApS en bøde på 10.000 kroner for at have overtrådt markedsføringslovens oplysningskrav i en mail med lånetilbud til en forbruger. Mailen var skrevet og sendt af en af LånLets samarbejdspartnere.

I mailen til forbrugeren stod der blandt andet:

”lån 3.000 kr. – 75.000 kr.

Rente fra 9,99 %

ANSØG HER”

I sin dom fastslår Retten på Frederiksberg, at den pågældende mail må anses som markedsføring, og at mailen ikke indeholder de pris- og kreditoplysninger, som skal gives efter markedsføringsloven.

Ifølge markedsføringslovens § 18 skal virksomheder, der markedsfører lån til forbrugere og oplyser en rente eller en talstørrelse, vise bestemte kreditoplysninger klart, kort og på en fremtrædende måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel. Det drejer sig blandt andet om oplysninger om ÅOP, låneaftalens løbetid, det samlede beløb, der skal betales tilbage af forbrugeren, og størrelsen på ydelserne.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen siger:

”Retten har blandt andet slået fast, at mailen fra en af LånLets samarbejdspartnere var reklame for et lån, og at den ikke indeholdt de lovpligtige oplysninger om prisen for lånet. Det er i strid med markedsføringsloven.”

 ”Dommen viser, hvor vigtigt det er, at forbrugerne får alle de lovpligtige oplysninger om prisen, når de bliver præsenteret for et lån. I den her sag skal LånLet betale en bøde på 10.000 kroner for én mail, selv om det var en samarbejdspartner, der skrev og sendte mailen.”

For yderligere information, kontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98

 

Kunne du bruge siden?

Forbrugerombudsmanden

 

Ved at klikke på ”Tilmeld” giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbreve/pressemeddelelser.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage og opsige dit abonnement.

Du kan læse mere i Forbrugerombudsmandens privatlivspolitik.