Invitation til informationsmøde om skjult reklame

08. juni 2018

I foråret 2017 holdt Forbrugerombudsmanden et informationsmøde om vores praksis i sager om skjult reklame.

Efterfølgende er bestemmelsen i markedsføringsloven om skjult reklame blevet ændret, som følge af den nye markedsføringslov, der trådte i kraft den 1. juli 2017. Det afgørende er nu, om der er en ”kommerciel hensigt”.

Håndhævelse af forbuddet mod skjult reklame er fortsat et af vores fokusområder, og i løbet af sommeren forventer vi at undersøge markering af reklamer, bl.a. på sociale medier.

Vi modtager løbende spørgsmål om, hvornår der er en ”kommerciel hensigt” med opslag på sociale medier, og hvordan den kommercielle hensigt skal oplyses.

Derfor vil vi gerne invitere til et informationsmøde, hvor vi vil orientere om vores håndhævelse af forbuddet mod skjult reklame i forlængelse af vores senest offentliggjorte pressemeddelelser.

Informationsmødet vil være målrettet influenter og virksomheder, der anvender medarbejdere/influenter i markedsføringen samt virksomheder, der samarbejder med influenter.

Informationsmødet holdes torsdag den 28. juni 2018 kl. 15.00-16.30 hos Forbrugerombudsmanden, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby.

Der er tilmeldingsfrist fredag den 22. juni 2018 til sekretær Gunilla Svendsen på e-mail amgs@kfst.dk. Man vil ikke modtage en bekræftelse på tilmelding. Da der er et begrænset antal pladser, kan hver virksomhed, herunder tilknyttede influenter, maksimalt tilmelde fem deltagere.


Med venlig hilsen


Christina Toftegaard Nielsen
forbrugerombudsmand

Kunne du bruge siden?

Forbrugerombudsmanden

 

Ved at klikke på ”Tilmeld” giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbreve/pressemeddelelser.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage og opsige dit abonnement.

Du kan læse mere i Forbrugerombudsmandens privatlivspolitik.