Forbrugerombudsmanden advarer mod ny abonnementsfælde

02. november 2018

Forbrugerombudsmanden advarer mod, at Jensens Bøfhus’ navn, logo og billeder pt. bliver misbrugt til at lokke forbrugere i en abonnementsfælde på internettet.

Forbrugerne bliver via en e-mail og sms tilbudt en frokostbøf hos Jensens Bøfhus til en pris på 10 kroner for to personer. Forbrugerombudsmanden advarer mod abonnementsfælden, der misbruger Jensens Bøfhus navn, logo og billeder.

Forbrugerombudsmanden har modtaget en klage fra en forbruger, der oplyste, at hun fulgte et link, der fremgik af den mail, som hun modtog. Hun blev ledt ind på en hjemmeside, hvor Jensens Bøfhus’ navn, logo og billeder fremgik. Kun med meget lille skrift fremgik det af hjemmesiden, at forbrugeren, ved at takke ja til tilbuddet, blev bundet til et abonnement, og at forbrugeren alene deltog i en konkurrence om at vinde en frokostbøf. Jensens Bøfhus har også kontaktet Forbrugerombudsmanden og oplyst, at de er blevet kontaktet af en masse danskere, som har modtaget mailen, og at de ikke står bag mailen.

Forbrugerombudsmanden undersøger i øjeblikket sagen.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Vi ser her et eksempel på en typisk abonnementsfælde. Forbrugerne lokkes til at give deres betalingsoplysninger, hvorefter bagmændene hæver knap 600 kroner om måneden på deres konto. Det kan løbe op i store beløb, hvis ikke forbrugerne opdager det lige med det samme.”

”Bagmændene bag abonnementsfælderne bruger ofte kendte brands til at lokke forbrugerne i fælden. Mailen eller hjemmesiden kan se rigtig ud, fordi der er brugt det rigtige logo og navn, men vi er desværre nødt til at være meget kritiske og læse det med småt. Særligt hvis vi skal give vores betalingsoplysninger.”

Gode råd til at undgå at gå i fælden

Der er forskellige tips til at finde ud af, om et tilbud er ægte eller falsk:

  • Læs betingelser og vilkår igennem
  • Vær særlig varsom ved krav om betaling
  • Tjek felter, som er krydset af på forhånd
  • Tjek afsenderen. Hvis du ser et blåt eller gråt flueben på en Facebookside eller en Instagramprofil, betyder det, at afsenderen er verificeret af Facebook/Instagram, og at der derfor er tale om en autentisk side eller profil.
  • Tjek, om der findes anmeldelser af virksomheden

Gode råd til forbrugere, der er blevet snydt:

  • Kontakt firmaet med det samme. Meddel at:
    • du ikke mener, I har indgået en aftale
    • aftalen er ugyldig
    • at du vil have dine penge tilbage
  • Derudover skal du straks kontakte din bank, hvis du uberettiget har fået trukket penge fra din konto. Banken kan i visse tilfælde tilbageføre dine penge uden om den erhvervsdrivende.

For yderligere oplysninger, kontakt: Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.

Kunne du bruge siden?

Forbrugerombudsmanden

 

Ved at klikke på ”Tilmeld” giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbreve/pressemeddelelser.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage og opsige dit abonnement.

Du kan læse mere i Forbrugerombudsmandens privatlivspolitik.