Skip navigation

Ved slagtilbud skal det tydeligt oplyses, hvis der er en risiko for, at der ikke er nok varer til at møde efterspørgslen. Læs også om mængdebegrænsning og at markedsføre noget som gratis.

Et slagtilbud er et særligt godt tilbud, hvor forbrugerne kan opnå ekstra store besparelser. Derfor kan virksomheder i forbindelse med slagtilbud forvente en større efterspørgsel på den udbudte vare eller ydelse, sammenlignet med almindelige tilbud og udsalg.

Hvis der er risiko for, at virksomheden ikke har varer nok til den efterspørgsel, som annonceringen af slagtilbuddet forventes at medføre, skal forbrugerne tydeligt oplyses om det i forbindelse med annonceringen.

Det kan fx gøres ved at skrive ”begrænset mængde” eller ”så længe lager haves”. Det er ikke lovligt at skrive et generelt forbehold for udsolgte varer, eksempelvis på bagsiden af tilbudsavisen. Oplysningen skal stå i direkte forbindelse med annonceringen for det specifikke slagtilbud.

Læs om tilbudspriser >

Mængdebegrænsning

Det er lovligt at sætte en maksimumgrænse for, hvor mange eksemplarer af en given vare en forbruger må købe i forbindelse med et særligt godt tilbud. For at en mængdebegrænsning er lovlig, skal den være tydeligt oplyst i annoncerne og i den øvrige markedsføring af tilbuddet, så kunden ikke er i tvivl om denne betingelse.

Fx kan en forretning beslutte, at hver kunde kan købe maksimalt fire kasser sodavand til halv pris. Vil en kunde have flere end fire kasser, vil prisen på kasse nr. fem, seks og alle herefter være det fulde beløb (normalprisen).

"Gratis"

Hvis en vare bliver markedsført som ”gratis”, ”uden betaling” eller lignende, må kunden kun skulle betale for de uundgåelige omkostninger, det indebærer at reagere på tilbuddet. Det dækker fx over den pris, det koster at afhente varen eller få den leveret.

Det er dog tilladt at lave tilbud af typen ”køb 2, få 1 gratis”. I så fald må forretningen ikke hæve prisen eller sænke kvaliteten på den betalte vare.

Hvis der er betingelser for, hvordan en forbruger kan få det gratis produkt, skal det være tydeligt oplyst i annoncen og den øvrige markedsføring af tilbuddet. Det gælder fx, hvis kunden skal købe for et bestemt minimumsbeløb i forretningen, skal købe en specifik vare (”køb to par sko, få det billigste par gratis”), eller der er et begrænset antal gratis produkter, fx til de 100 første kunder. 

Læs om tekst og billede i prismarkedsføring >

Læs vejledningen "Salgsfremmende foranstaltninger og slagtilbud" (PDF) >

Læs Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring (PDF) >

 

Kunne du bruge siden?