Påstande skal kunne dokumenteres


Virksomheder skal kunne fremlægge dokumentation for de påstande, de bruger i markedsføringen af deres varer eller tjenesteydelser. Det er en god ide at have dokumentationen klar, når markedsføringen starter.

Det er et krav, at virksomheder kan dokumentere de påstande, de bruger om deres varer eller tjenesteydelser i reklamer og anden markedsføring. Det skal kunne bevises, hvis en virksomhed fx påstår, at et ur er vandtæt, eller en bilvask kan forebygge rust.

Når virksomheden begynder at markedsføre varen eller tjenesteydelsen, skal virksomheden have sikker viden om, at den kan fremlægge dokumentation for påstanden.

Dokumentationen skal til enhver tid kunne fremlægges, hvis det bliver nødvendigt at dokumentere påstanden. Derfor kan det være en god ide, at virksomheden har skaffet dokumentationen, allerede når markedsføringen af produktet eller tjenesteydelsen begynder.

Hvad er tilstrækkelig dokumentation?

 

Hvad dokumentationen skal indeholde, afhænger af den påstand, der er brugt til at markedsføre varen eller tjenesteydelsen. Påstanden behøver ikke nødvendigvis være videnskabeligt bevist, men kravene til dokumentationen er høje.

Hvis en virksomhed fx markedsfører sig med, at den er billigst, skal det kunne dokumenteres, at påstanden bygger på en repræsentativ og relevant sammenligning.

Hvis virksomheden ikke kan fremlægge dokumentation for påstanden, vil påstanden blive anset for at være i strid med markedsføringslovens krav om, at oplysninger i reklamer og anden markedsføring ikke må være forkerte eller vildledende.

Læs om etiske og miljømæssige påstande i markedsføringen >

Kunne du bruge siden?