Skip navigation

Virksomhed betalte bøde på 50.000 kr. for at have reklameret for elektroniske cigaretter

12. juli 2021

Sag

En virksomhed, der solgte elektroniske cigaretter, betalte en bøde på 50.000 kroner for at overtræde forbuddet mod at reklamere for elektroniske cigaretter. Virksomheden havde reklameret for elektroniske cigaretter og tilhørende produkter på sin hjemmeside og sociale medier, samt i et radiospot.

Forbrugerombudsmanden politianmeldte i december 2019 en virksomhed for at reklamere for elektroniske cigaretter og tilhørende produkter som genopfyldningsbeholdere og væsker på sin hjemmeside og på Facebook, Instagram og Pinterest, samt i et radiospot.

Al reklame for elektroniske cigaretter er som udgangspunkt forbudt. ”Reklame” er alle erhvervsmæssige aktiviteter, der har til formål at sælge elektroniske cigaretter, eller som har den direkte eller indirekte virkning.

Virksomheden havde bl.a. reklameret for elektroniske cigaretter ved:

  • At have haft salgsfremmende billeder af elektroniske cigaretter og udsagn som fx ”Kølende lækkert” på forsiden af virksomhedens hjemmeside,
  • at have haft en underside på hjemmesiden med titlen ”Tilbud”,
  • at have haft en kategori af produkter på hjemmesiden under overskriften ”Vi anbefaler” med teksterne ”Nyhed” og ”populær” henover billederne,
  • at have haft en Facebook-side og en Instagram- og Pinterest-profil, der var reklame for elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholder, og
  • at have haft en reklame for virksomheden i et radiospot.

Sagen blev afsluttet med, at virksomheden vedkendte sig ansvaret og accepterede at betale en bøde på 50.000 kroner. Ved fastsættelsen af bøden blev det bl.a. tillagt vægt, at sagen vedrørte en enkeltmandsvirksomhed, så ejeren hæftede personligt for betalingen af bøden.

Sagsnummer: 18/12959

Lovgrundlag:Legislations Tobaksreklameloven

KUNNE DU BRUGE SIDEN?