Sag


20/13487

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 5

Markedsføring af tøj med bæredygtighedsudsagn var vildledende

Det var vildledende, at en virksomhed, der sælger tøj og livsstilsprodukter, markedsførte deres tøj med udsagnene ”SUSTAINABLE CLOTHING” og ”100% BÆREDYGTIGT – Alt vores tøj er bæredygtigt og økologisk”.

Forbrugerombudsmanden blev som led i sin deltagelse i det europæiske forbrugerbeskyttelsessamarbejdes (CPC) årlige sweep i 2020 opmærksom på, at en virksomhed benyttede sig af udsagnene ”SUSTAINABLE CLOTHING” og ”100% BÆREDYGTIGT – Alt vores tøj er bæredygtigt og økologisk”.

Forbrugerombudsmanden anmodede derfor virksomheden om at dokumentere de markedsførte udsagn om bæredygtighed.

Bæredygtighedsudsagn er udsagn om faktiske forhold, og skal ifølge markedsføringslovens § 13 dokumenteres.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at en virksomhed, der benytter sig af bæredygtighedsudsagn, skal kunne dokumentere disse ud fra en livscyklusanalyse. Denne livscyklusanalyse skal dokumentere, at virksomheden ikke forringer kommende generationers mulighed for at opfylde deres behov.

Forbrugerombudsmanden har nærmere beskrevet kravene til dette i sin Kvikguide om miljømarkedsføring, som kan læses her.

Virksomheden kunne ikke fremlægge den nødvendige dokumentation for, at de anpriste produkter var bæredygtige. Det var derfor Forbrugerombudsmandens opfattelse, at virksomhedens markedsføring med bæredygtighedsudsagn var i strid med vildledningsforbuddet i markedsføringsloven § 5 sammenholdt med § 8.

Da virksomheden oplyste, at de var ophørt med brugen af udsagnene, afsluttede Forbrugerombudsmanden sagen med at indskærpe vildledningsforbuddet over for virksomheden.