Skip navigation

Telefonsalg var i strid med markedsførings- og forbrugeraftaleloven

28. oktober 2019

Sag

Et selskab anvendte vildledende og aggressiv markedsføring ved telefonsalg af antivirusprogrammer. Herudover havde selskabet ringet til forbrugerne uden at indhente et forudgående samtykke samt undladt at oplyse forbrugerne om, hvorvidt der var fortrydelsesret. Forbrugerombudsmanden indskærpede derfor reglerne over for selskabet.

Forbrugerombudsmanden havde gennem en længere periode modtaget en række henvendelser fra forbrugere, der klagede over selskabet, der solgte antivirusprogrammer gennem telefoniske henvendelser. Forbrugerne forklarede uafhængigt af hinanden, at

  • de ikke var klar over, hvad aftalen, som de indgik med selskabet, indebar,
  • selskabet påstod, at have et samarbejde med politiet i arbejdet mod it-kriminalitet og hacking,
  • selskabet truede med, at deres konti ville blive tømt af svindlere, hvis de ikke fik installeret selskabets antivirusprogram, og
  • at selskabet ikke oplyste, at de mistede deres fortrydelsesret, når telefonsælgeren under telefonsamtalen installerede antivirusprogrammet via fjernstyring af computeren.

Forbrugerombudsmanden vurderede på den baggrund, at selskabet havde anvendt en vildledende og aggressiv handelspraksis over for forbrugere i forbindelse med telefonsalg i strid med markedsføringslovens § 6, stk. 1, og § 7, sammenholdt med § 8 samt, at selskabet i strid med forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 9, havde undladt at oplyse forbrugerne om fortrydelsesrettens bortfald i forbindelse med telefonsælgerens installering af antivirusprogrammet på forbrugerens computer.

I forhold til at indhente samtykke til at kontakte forbrugerne telefonisk, oplyste selskabet, at forbrugerne havde givet samtykke ved at deltage i forskellige konkurrencer på internettet. Som dokumentation for samtykkerne fremsendte selskabet links til konkurrencer, der ikke længere var aktive, eller til konkurrencer, der ikke nødvendigvis så ud, som de gjorde, på de tidspunkter, hvor forbrugerne deltog.

Forbrugerombudsmanden vurderede på den baggrund, at selskabet ikke havde fremlagt dokumentation for, at forbrugerne havde givet samtykke til telefoniske henvendelser fra selskabet som krævet i forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1.

Forbrugerombudsmanden afsluttede sagen med en indskærpelse af reglerne over for selskabet. 

Sagsnummer: 18/06780

Lovgrundlag:Markedsføringsloven 2017 - gældende § 6, Markedsføringsloven 2017 - gældende § 7, Forbrugeraftaleloven 2013 - gældende § 8, Forbrugeraftaleloven 2013 - gældende § 4

Kunne du bruge siden?