Skip navigation

Markedsføring af køberrådgivning var vildledende

29. april 2019

Sag

Forbrugerombudsmanden vurderede, at to selskabers markedsføring af køberrådgivning var i strid med vildledningsforbuddet i markedsføringsloven ved, at selskaberne ikke i tilstrækkeligt omfang oplyste de korrekte priser for deres rådgivningsydelser.

Forbrugerombudsmanden modtog en klage over to selskabers prismarkedsføring af køberrådgivning ved køb af fast ejendom.

Det fremgik af det ene selskabs hjemmeside, at selskabet markedsførte sine ydelser i ”samlede pakkepriser”, men foruden selve pakkeprisen kom en opkrævning for prisen ved ”prisforhandlinger”.

Det fremgik af det andet selskabs hjemmeside, at selskabet markedsførte en pris for skødeskrivning i selskabets prisliste, mens der under et faneblad på hjemmesiden blev markedsført en til og fra-pris for skødeskrivningen.

Forbrugerombudsmanden tog sagerne op med henblik på at vurdere, om selskabernes markedsføring var i strid med markedsføringslovens forbud mod vildledende markedsføring.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at begge selskabers markedsføring var vildledende, hvilket selskaberne blev orienteret om.

Begge selskaber har på baggrund af Forbrugerombudsmandens henvendelser valgt at tilrette deres markedsføring, så det ikke længere er uklart, hvor prisen på ydelserne er.

Sagsnummer: 18/04927

Lovgrundlag:Markedsføringsloven 2017 - gældende § 6

Kunne du bruge siden?