Skip navigation

Indskærpelse for vildledende prisoplysninger ved opkrævning af fakturagebyr og miljøafgift

07. juli 2020

Sag

Forbrugerombudsmanden indskærpede over for en erhvervsdrivende, at oplysninger om kvartalsvise opkrævninger af fakturagebyr og miljøafgift ved indgåelse af en månedlig abonnementsaftale skal gives i umiddelbar tilknytning til prisen for det månedlige abonnement.

Forbrugerombudsmanden modtog klager over en erhvervsdrivendes oplysninger om opkrævning af fakturagebyr og miljøafgift ved indgåelse af en månedlig serviceabonnementsaftale. Forbrugerne havde inden aftaleindgåelsen modtaget et tilbud og en aftalekontrakt. Hverken i tilbuddet eller kontrakten blev det oplyst klart og forståeligt, at forbrugerne ved indgåelsen af serviceabonnementet også ville blive opkrævet et fakturagebyr og en miljøafgift.

Den erhvervsdrivende oplyste over for Forbrugerombudsmanden, at opkrævning af fakturagebyret og miljøafgiften skete pr. kvartal, hvorimod serviceabonnementsaftalen blev opkrævet på månedsbasis.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at der ikke kunne stilles krav om, at det kvartalsvise fakturagebyr og miljøafgift skulle indregnes i den oplyste månedspris, da de netop blev opkrævet pr. kvartal og ikke pr. måned. Oplysningerne om prisen for det kvartalsvise fakturagebyr og miljøafgift skulle i stedet gives i umiddelbar tilknytning til den oplyste månedspris, hvilket den erhvervsdrivende ikke havde gjort.

Forbrugerombudsmanden indskærpede derfor over for den erhvervsdrivende, at oplysningerne om den kvartalsmæssige opkrævning af fakturagebyr og miljøafgift skulle gives i umiddelbar tilknytning til den oplyste månedspris i både tilbuddet, aftalen og i ordrebekræftelsen, jf. markedsføringslovens § 6, stk. 1, og 3.

Den erhvervsdrivende tilrettede i overensstemmelse hermed sine prisoplysninger for fakturagebyr og miljøafgift i deres tilbud, aftale og ordrebekræftelse, så det fremgik i umiddelbar tilknytning til den oplyste månedspris.

Sagsnummer: 19/09796

Lovgrundlag:Legislations Markedsføringsloven 2017 - gældende, Markedsføringsloven 2017 - gældende § 6

Kunne du bruge siden?