Skip navigation

Bredbåndsudbyders markedsføring af abonnement var vildledende

06. juni 2019

Sag

En bredbåndsudbyders markedsføring af et abonnement om fibernet var vildledende, fordi udbyderen ikke oplyste tydeligt i umiddelbar tilknytning til prisen på abonnementet, at der kunne blive pålagt et installationsgebyr for etablering af fibernettet.

Forbrugerombudsmanden modtog en klage over, at en bredbåndsudbyder opkrævede et installationsgebyr i forbindelsen med salg af et abonnement om fibernet på sin hjemmeside, men at oplysningen om gebyret ikke blev givet i forbindelse med oplysning om prisen i bindingsperioden.

Bredbåndsudbyderen oplyste, at abonnementer om fibernet både blev solgt på udbyderens egen hjemmeside og på andre selskabers hjemmeside, og at nogle selskaber tog et variabelt gebyr for at etablere fibernet, mens andre tog et standard-gebyr eller slet ikke opkrævede et gebyr.

Forbrugerombudsmanden indskærpede over for bredbåndsudbyderen, at det skulle oplyses i umiddelbar tilknytning til prisen i bindingsperioden, hvis der kunne være uundgåelige ekstraomkostninger forbundet med køb af et abonnement, som ikke med rimelighed kunne beregnes på forhånd, og som derfor heller ikke kunne indregnes i den samlede pris i bindingsperioden.

Forbrugerombudsmanden indskærpede også, at oplysning om ekstraomkostningerne skulle gives med samme meddelelseseffekt - dvs. fremgå lige så tydeligt – som prisen i bindingsperioden.

På udbyderens hjemmeside blev prisen på abonnementet i bindingsperioden fremhævet, mens oplysningen om at der kunne blive pålagt et installationsgebyr alene fremgik neden under prisen i bindingsperioden med lille skrift i forbindelse med en række øvrige oplysninger. Derfor vurderede Forbrugerombudsmanden, at oplysning om installationsgebyret var vildledende, fordi oplysningen ikke blev givet i umiddelbar tilknytning til prisen i bindingsperioden og med samme meddelelseseffekt.

Bredbåndsudbyderen ændrede markedsføringen, så oplysningen om installationsgebyret blev vist i umiddelbar tilknytning til de øvrige prisoplysninger og fremgik lige så tydeligt, som prisen i bindingsperioden. Forbrugerombudsmanden afsluttede herefter sagen.

Sagsnummer: 18/04989

Lovgrundlag:Markedsføringsloven 2017 - gældende § 5, Markedsføringsloven 2017 - gældende § 6

Kunne du bruge siden?