Optikerkæde havde sendt reklamebreve ud til en række forbrugere, hvori optikerkæden reklamerede for, at der var 50 procents rabat på brilleglas. Selve tilbuddet blev vist i en rød boks med stor hvid skrift. Lodret langs højre side af den røde boks stod med væsentlig mindre skrift, at tilbuddet gjaldt ”alle glas ved køb af stel”.
Forbrugerombudsmanden behandlede sagen efter en klage fra en forbruger. Forbrugeren havde henvendt sig i en af optikerkædens butikker med reklamebrevet i hånden. Først da forbrugeren stod i butikken, forstod hun, at rabatten på brilleglassene forudsatte, at hun købte et brillestel til fuld pris.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at de forbrugere, der modtog reklamebrevet, nemt havde kunnet overse vilkåret om køb af et brillestel til fuld pris for at opnå rabatten.
Forbrugerombudsmanden anmeldte optikerkæden til politiet for overtrædelse af markedsføringslovens § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1, sammenholdt med § 8. Sagen blev afsluttet ved, at optikerkæden betalte et bødeforlæg på 300.000 kroner.