Skip navigation

Ulovligt at bruge barns SoMe-profil til markedsføring

18. juni 2020

Sag

Forbrugerombudsmanden vurderede, at det var i strid med god markedsføringsskik, at ni virksomheder anvendte en 13-årigs profil på de sociale medier til markedsføring.

Forbrugerombudsmanden blev via pressen gjort opmærksom på, at ni virksomheder havde sendt gratis skønhedsprodukter, makeup-produkter, smykker mv. til en 13-årig med henblik på at få omtalt produkterne og/eller virksomheden på barnets profil på de sociale medier. Barnets profil blev dermed anvendt som markedsføringskanal til andre børn i samme aldersgruppe – også barnets skolekammerater og venner, som barnet havde en personlig relation til.

Efter markedsføringslovens § 3, stk. 1 og 2, skal virksomheder udvise god markedsføringsskik, og retter en virksomheds markedsføring sig mod børn og unge, skal markedsføringen tage særligt hensyn til børns naturlige godtroenhed og manglende kritiske sans, som gør børn lettere at påvirke og nemmere at præge. Markedsføringen bliver således underlagt en strengere vurdering, og der skal mindre til at overtræde en bestemmelse i markedsføringsloven, når markedsføringen retter sig mod børn og unge.

Efter forarbejderne til § 3, stk. 2, bør virksomheder endvidere være tilbageholdende med at benytte børn i deres markedsføring.

Endelig fremgår det af Forbrugerombudsmandens vejledning om børn, unge og markedsføring fra 2014:

  • At det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at erhvervsdrivende som udgangspunkt ikke må benytte børn og unge i deres markedsførings- og salgsarbejde (afsnit 3.11.).
  • At det vil kunne være i strid med god markedsføringsskik, hvis en virksomhed, der ønsker at indgå aftale med en mindreårig om, at den mindreårige skal markedsføre virksomheden og/eller dennes produkter, ikke har indhentet forældrenes samtykke forinden (afsnit 3.5.1.).
  • At virksomheder som udgangspunkt ikke må sende gaver i form af vareprøver m.v. eller stille varer til rådighed for børn og unge, hvis dette sker i håbet om, at barnet eller den unge i videre omfang vil udbrede kendskabet til det modtagne på vegne af virksomheden til en bredere kreds af andre børn og unge (afsnit 3.5.3).

Det var Forbrugerombudsmandens vurdering, at det var i strid med god markedsføringsskik, at de ni virksomheder anvendte den 13-årigs profil på de sociale medier til markedsføring.

Sagsnummer: 19/01607

Lovgrundlag:Legislations Markedsføringsloven 2017 - gældende, Markedsføringsloven 2017 - gældende § 3, stk. 1, Markedsføringsloven 2017 - gældende § 3, stk. 2

KUNNE DU BRUGE SIDEN?