Forbrugerombudsmanden modtog en henvendelse fra en borger, der oplyste, at hun var blevet ringet op af en virksomhed, som foretog analyser til statistiske formål, bl.a. ved telefoniske rundspørger. Efter klagers udsagn havde en ansat i virksomheden skaffet hendes kontaktoplysninger ved at ringe til hendes bror og udgive sig for at være klagers tidligere kollega i stedet for at oplyse, at vedkommende ringede på vegne af en virksomhed med henblik på at stille klager spørgsmål til brug for en analyse.
Virksomheden oplyste, at klagers udsagn ikke stemte overens med virksomhedens praksis, og at virksomheden ved løbende kvalitetsopfølgninger og stikprøvevise medlyt på deres ansattes opkald sikrede sig, at misforståelser som dem, klager beskrev, ikke opstod. Virksomheden oplyste desuden at den ville slette klagers kontaktoplysninger.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at det vil være i strid med kravet om god markedsføringsskik i markedsføringslovens § 3, hvis en virksomhed skaffer adgang til borgeres kontaktoplysninger ved at afgive urigtige oplysninger om virksomhedens eller denne ansattes identitet. Den konkrete sag afsluttedes uden yderligere behandling, da der ikke forelå dokumentation for klagers påstand.