Skip navigation

Mails sendt via affiliates var spam

12. november 2021

Sag

Det er i strid med spamforbuddet, hvis en virksomhed sender e-mails med direkte markedsføring uden at have samtykke fra modtagerne. Det er også tilfældet, selvom virksomheden får underleverandører, fx affiliates, til at sende e-mailene ud.

21 personer havde klaget til Forbrugerombudsmanden over i alt 70 e-mails med markedsføring fra en kreditgivningsvirksomhed. E-mailene var sendt fra en række forskellige domæner.

Virksomheden kunne identificere afsenderne af nogle men ikke alle e-mailene. Virksomheden havde et samarbejde med flere medie-og markedsføringsbureauer om e-mailmarkedsføring. Bureauerne havde via affiliates sendt e-mailene ud.

Kreditgivningsvirksomheden kunne ikke dokumentere, at e-mailene med markedsføring fra virksomheden var sendt efter samtykke fra modtagerne.

Virksomheder må ikke sende e-mails, sms’er og anden elektronisk post til nogen med henblik på direkte markedsføring, medmindre modtageren har givet sit samtykke til henvendelsen. Det fremgår af det såkaldte spamforbud i markedsføringslovens § 10, stk. 1.

Forbrugerombudsmanden vurderede derfor, at virksomheden havde overtrådt markedsføringslovens spamforbud. Forbrugerombudsmanden oplyste virksomheden, at den kan ifalde et strafansvar ved overtrædelse af spamforbuddet, uanset om den lader underleverandører og eventuelle affiliates stå for e-mailmarkedsføringen.

Sagen blev afsluttet med, at Forbrugerombudsmanden indskærpede spamreglerne over for kreditgivningsvirksomheden. Forbrugerombudsmanden orienterede desuden et af de medie- og markedsføringsbureauer, som kreditgivningsvirksomheden oplyste at have anvendt til e-mailmarkedsføringen og gjorde bureauet opmærksom på, at de kan ifalde et medvirkensansvar, hvis de medvirker til at sende markedsføring til modtagere, der ikke har givet samtykke til det.

Sagsnummer: 19/12445

Lovgrundlag:Legislations Markedsføringsloven 2017 - gældende, Markedsføringsloven 2017 - gældende §10

KUNNE DU BRUGE SIDEN?