Skip navigation

Virksomheder, der anvender fiberambassadører, er ansvarlige for, at ambassadørerne overholder lovgivningen

14. december 2018

Sag

Hvis fiberambassadører handler på vegne af en virksomhed, skal virksomheden sikre, at ambassadørerne ikke overtræder forbuddet mod dørsalg og i øvrigt overholder den forbrugerbeskyttende lovgivning i markedsføringsloven og forbrugeraftaleloven.

Virksomheder må kun henvende sig til personer på deres privatadresse med henblik på at indgå en aftale, hvis personen har givet samtykke til at blive kontaktet af virksomheden. Det samme gælder, hvis private agerer på vegne af en virksomhed. Det skal også være tydeligt, at personen markedsfører produkter på vegne af virksomheden som privatperson.

Virksomheden har ansvaret for at sikre, at private, der handler på virksomhedens vegne, overholder de forbrugerbeskyttende regler, som hvis de var ansat hos virksomheden.

Efter at have modtaget klager over, at en fibernetudbyder anvendte såkaldte ”fiberambassadører”, understregede Forbrugerombudsmanden over for fibernetudbyderen, at denne var ansvarlig for at sikre, at fiberambassadørerne overholdt forbrugeraftaleloven og markedsføringsloven.

Fiberambassadørerne henvendte sig til beboere i deres lokalområde med henblik på at opnå tilslutning til at få etableret fibernet.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at fiberambassadørerne handlede på vegne af fibernetudbyderen, bl.a. fordi ambassadørerne modtog instruktioner og materiale fra udbyderen.

Fibernetudbyderen havde udarbejdet en vejledning til fiberambassadører om, hvordan ambassadørerne skulle agere for ikke at overtræde lovgivningen.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at fibernetudbyderen overtrådte god markedsføringsskik, da dele af vejledningen ikke var i overensstemmelse med forbrugeraftaleloven og markedsføringsloven. Forbrugerombudsmanden understregede bl.a., at det skulle være tydeligt, hvordan fiberambassadørerne skulle agere for ikke at overtræde forbuddet mod dørsalg, og at det skulle være tydeligt, når ambassadørerne handlede på vegne af fibernetudbyderen, fx på sociale medier.

Fibernetudbyderen ændrede sin vejledning i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens anvisninger og oplyste, at virksomheden ville sørge for, at alle ambassadører modtog vejledningen og blev oplyst om vigtigheden af at overholde lovgivningen.

Sagsnummer: 18/05153

Lovgrundlag:Markedsføringsloven 2017 - gældende § 3, stk. 1

Kunne du bruge siden?