Skip navigation

Mindreårige kan ikke blive forpligtede til at betale for løbende abonnementer

11. maj 2020

Sag

En virksomhed ønskede med et aftalevilkår at forpligte mindreårige til at betale for løbende abonnementer. Aftalevilkåret var ugyldigt, da en mindreårig ikke kan forpligte sig til at indgå en løbende abonnementsaftale.

En virksomhed, der solgte ydelser via løbende abonnementsaftaler, havde et aftalevilkår i sine handelsbetingelser, hvorefter virksomheden ikke kunne drages til ansvar for mindreårige. Virksomheden ønskede hermed at forpligte mindreårige til at betale for løbende abonnementer i de tilfælde, hvor mindreårige havde oplyst, at de var over 18 år.

Efter værgemålslovens § 42, stk. 2, 2. pkt., kan mindreårige ikke påtage sig gældsforpligtelser. En mindreårig kan derfor ikke forpligte sig til at betale et beløb i fremtiden, herunder indgå abonnementsaftaler. Hvis en sådan aftale indgås med en mindreårig, er aftalen ugyldig. Dette gælder også, selvom den mindreårige ikke giver korrekte oplysninger om sin alder.

Forbrugerombudsmanden vurderede derfor, at selskabet aftalevilkår var ugyldigt.

Virksomheden oplyste bl.a., at de havde fjernet vilkåret fra deres handelsbetingelser, og at de fremadrettet ville frafalde alle krav mod mindreårige.

Sagsnummer: 19/02369

Lovgrundlag:Legislations Markedsføringsloven 2017 - gældende, Markedsføringsloven 2017 - gældende § 3, stk. 1

Kunne du bruge siden?