Skip navigation

Uansvarlig långivning medførte at låneaftaler blev ugyldige

25. maj 2020

Sag

To banker og tre andre udbydere af forbrugslån havde efter Forbrugerombudsmandens opfattelse bevilget lån til en forbruger uden på forhånd at have vurderet, om forbrugeren var kreditværdig. Det medførte en overgældsætning af forbrugeren og Forbrugerombudsmanden vurderede at låneaftalerne var ugyldige.

En forbruger havde ifølge sin årsopgørelse et negativt månedligt rådighedsbeløb, når forbrugeren havde betalt skat, boligudgifter, renteudgifter, afdrag på eksisterende gæld, a-kasse og fagligt kontingent.

Heraf skulle forbrugeren betale ydelserne på de nye lån samt sine løbende faste udgifter til fx el, vand, varme, renovation, transport, medicin, børnepasning samt forsikring, internet og telefoni. Hertil kom uforudsete udgifter, andre løbende udgifter samt mad, tøj og andre fornødenheder.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at långiverne ikke havde fortaget en kreditværdighedsvurdering på grundlag af fyldestgørende oplysninger om forbrugerens økonomi. Derfor havde långiverne overtrådt kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, og god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens

  • 3, stk. 1. Forbrugerombudsmanden vurderede også, at der var tale om uansvarlig långivning og at låneaftalerne var ugyldige i henhold til aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Virksomhederne valgte at frafalde deres krav på renter og omkostninger, selvom de ikke var enige i Forbrugerombudsmandens vurdering.

En tredje bank havde bevilget et forbrugslån på 30.000 kr. til inddækning af forbrugerens overtræk. Den månedlige ydelse var på 1.500 kr. og løbetiden på 2 år. Kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1 og 2, gælder ikke for kreditaftaler, ifølge hvilke långiveren og forbrugeren aftaler henstand med betalingen eller aftaler, hvorledes lånet tilbagebetales. Det gælder dog kun hvis forbrugeren allerede har misligholdt den oprindelige låneaftale, og hvor sådanne ordninger kan forventes at afværge en retssag om den pågældende misligholdelse, og forbrugeren ikke dermed stilles ringere end som fastsat i den oprindelige låneaftale. Ifølge lovforarbejderne til kreditaftaleloven har långiveren bevisbyrden for, at forbrugeren blev bedre stillet med den nye låneaftale.

Forbrugerombudsmanden kunne ikke på det foreliggende grundlag vurdere, om lånebeløbet på forbrugslånet væsentligt oversteg kassekreditten og overtrækkene på forbrugerens konti, eller om forbrugeren blev stillet ringere økonomisk, da kassekreditten og overtrækkene blev konverteret til et forbrugslån, hvilket var afgørende for, om kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1 og 2, fandt anvendelse.

Forbrugerombudsmanden bemærkede dog, at i det omfang § 7 c, stk. 1 og 2, fandt anvendelse, ville de RKI-oplysninger samt oplysninger om forbrugerens adfærd og indtægter, som banken havde indhentet, ikke være tilstrækkeligt fyldestgørende til, at den lovpåbudte kreditværdighedsvurdering kunne foretages.

Efter bevillingen af forbrugslånet var der indført en ny § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder, hvorefter der kræves kreditværdighedsvurdering allerede ved overtræk på en konto. Forbrugerombudsmanden besluttede derfor af ressourcemæssige grunde ikke at foretage yderligere undersøgelser af sagen med henblik på at få afklaret, om § 7 c, stk. 1 og 2, fandt anvendelse ved bevillingen af forbrugslånet.

Sagsnummer: 20/00846

Lovgrundlag:Kreditaftaleloven, Markedsføringsloven 2017 - gældende § 3, stk. 1, Aftaleloven § 38 c, Aftaleloven § 36

Sidst opdateret: 25. maj 2020

KUNNE DU BRUGE SIDEN?