Skip navigation

Pantelånere skal overholde kreditaftaleloven

22. maj 2019

Sag

Pantelånere skal kreditvurdere låneansøgere. Forbrugerombudsmanden meddelte en pantelånervirksomhed, at selskabet er omfattet af reglerne i kreditaftaleloven og derfor er forpligtet til at kreditvurdere forbrugere i overensstemmelse med kreditaftaleloven.

Forbrugerombudsmanden modtog en klage over, at en pantelåner på sin hjemmeside skrev, at selskabet ikke foretog kreditvurderinger.

Det fremgik blandt andet af hjemmesiden, at ”hos [pantelåneren] blander vi os ikke i din privat økonomi”, ”RKI ingen hindring”. Endelig var Københavns Politi og Justitsministeriet nævnt under fanen ”samarbejdspartnere”.

Kreditaftaleloven gælder også for pantelånere. Forbrugerombudsmanden meddelte derfor, at pantelåneren skal foretage en kreditvurdering af forbrugeren inden udstedelse af forbrugslån, som er sikret ved håndpant i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7 c. Ved foretagelsen af kreditvurdering kan det ifølge forarbejderne til § 7 c tillægges betydning om forbrugeren på baggrund af dennes økonomiske situation ved fx realisation af aktiver vil være i stand til at afvikle lånet rettidigt i overensstemmelse med låneaftalen.

Det var derfor i strid med god markedsføringsskik jf. markedsføringslovens § 3, stk. 1, at skrive at RKI ikke var nogen hindring, og at pantelåneren ikke blandede sig i låneansøgerens økonomi. Desuden gjorde Forbrugerombudsmanden pantelånervirksomheden opmærksom på, at de også skulle overholde reglerne om pligten til at give forbrugeren bestemte oplysninger i forbindelse med indgåelsen af kreditaftalen samt i selve kreditaftalen.

Pantelånervirksomheden oplyste, at den var i gang med at opdatere sine handelsbetingelser og sit markedsføringsmateriale som følge af Forbrugerombudsmandens henvendelse, og at virksomheden foretager en generel kreditvurdering og værdiansættelse af pantet. På den baggrund afsluttede Forbrugerombudsmanden sagen.

Sagsnummer: 18/05934

Lovgrundlag:Markedsføringsloven 2017 - gældende § 3, stk. 1, Kreditaftaleloven

Kunne du bruge siden?