Forbrugerombudsmanden modtog en klage over en reklame for et alkoholholdigt produkt. Reklamen bestod bl.a. af et billede af produktet og et billede af en letpåklædt ryg, bagdel og ben på en kvinde.
Forbrugerombudsmanden udtalte, at den kommercielle ytringsfrihed giver et betydeligt spillerum for kreativitet i reklamer. En reklame, hvor nøgne eller lettere påklædte personer indgår, er som udgangspunkt ikke ulovlig, også selvom nøgenhed ikke har en naturlig sammenhæng med den vare eller tjenesteydelse, der reklameres for. Ifølge Forbrugerombudsmandens retningslinjer om kønsrelateret reklame, skal en reklame som udgangspunkt utvivlsomt være egnet til at vække forargelse, for at den vil kunne blive anset for at være uanstændig og dermed i strid med god markedsføringsskik.
Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at reklamen ikke var specielt opsigtsvækkende i forhold til det generelle medie- og modebillede. Forbrugerombudsmanden vurderede derfor, at den ikke var i strid med markedsføringslovens § 3, stk. 1, om god markedsføringsskik.