Skip navigation

Diskotek fik bøde for reklame med alkohol rettet mod unge

06. august 2021

Sag

Et diskotek blev af Retten i Kolding idømt en bøde på 2.500 kr. for på Facebook at have markedsført et arrangement med alkohol rettet mod unge.

Et diskotek markedsførte på diskotekets Facebookside et arrangement, hvor der indgik omtale af alkohol. I opslaget skrev diskoteket, at der var fri entré for ”alle med studiekort”, og at diskoteket glædede sig til at se ”alle nye elever fra [byens] uddannelsessteder”. Derfor vurderede Forbrugerombudsmanden, at markedsføringen også rettede sig mod 16- og 17-årige.

I opslaget indgik alkohol med denne tekst: ”Halv pris på alle Øl, drinks & shots!”.  

Efter markedsføringslovens § 11, stk. 2, er enhver omtale eller billeder af eller henvisninger til alkohol i markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år forbudt. Det gælder uanset, om markedsføringen vedrører salg af alkohol, eller om alkohol anvendes som virkemiddel til at sælge andre produkter.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at opslaget var en overtrædelse af markedsføringslovens § 11, stk. 2, da det omtale af alkohol, og fordi opslaget også rettede sig mod personer på 16-17 år.

Diskoteket blev politianmeldt og idømt en bøde på 2.500 kr.

Sagsnummer: 20/07042

Lovgrundlag:Legislations Markedsføringsloven 2017 - gældende, Markedsføringsloven 2017 - gældende §11

Sidst opdateret: 06. august 2021

KUNNE DU BRUGE SIDEN?