Et diskotek markedsførte 13 begivenheder på et socialt medie, der rettede sig mod forskellige gymnasier. En af begivenhederne blev omtalt med følgende tekst:
”[Gymnasiets navn] TAKEOVER – FREDAG D. 15 SEPTEMBER FRIE SJUSSER OG SHOTS FRA 23.00-00.00 FOR ALLE PÅ ”[gymnasiets navn]”.
En anden begivenhed blev beskrevet med denne tekst:
”[Diskotekets navn] PRÆSENTERER – FREDAG D. 26 JANUAR FRIE SJUSSER OG SHOTS FRA 23.00-00.00 FOR [navnene på to gymnasier] – BOOK DIT NU BORD PÅ +45 [telefonnummer] – Denne begivenhed er ikke et samarbejde med hverken festudvalg eller gymnasierne, vi er bare i fest humør – [diskotekets navn] –”.
Efter markedsføringslovens § 11, stk. 2, er enhver omtale eller billeder af eller henvisninger til alkohol i markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år forbudt.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at alle opslagene var overtrædelser af markedsføringslovens § 11, stk. 2, da de indeholdt omtale af alkohol, og fordi de rettede sig mod gymnasieelever, hvor over halvdelen af alle elever er i alderen 15 til 18 år.
Diskoteket blev politianmeldt og betalte en bøde på 130.000 kr.