Skip navigation

Elektronikforhandlers prisforhøjelse i forbindelse med en tilbudskampagne var ikke vildledende

08. december 2020

Sag

En elektronikforhandler blev i byretten frifundet for at kræve 700 kroner mere for en smartphone, end den var annonceret med i elektronikforhandlerens fysiske tilbudsavis.

Forbrugerombudsmanden politianmeldte en elektronikforhandler for overtrædelse af vildledningsforbuddet ved i en landsdækkende fysisk tilbudsavis at markedsføre en smartphone til en pris, som allerede inden tilbudsugen blev sat 700 kroner op. Forbrugere, der mødte op i elektronikforhandlerens butikker for at benytte sig af tilbuddet, skulle derfor betale 700 kr. mere for telefonerne end det, som fremgik af tilbudsavisen for den pågældende uge.

Elektronikforhandleren gjorde i byretten gældende, at prisstigningen skyldtes, at producenten af telefonerne havde hævet prisen, efter tilbudsavisen var sendt i trykken og ikke længere kunne tilbagekaldes.

Københavns Byret frifandt elektronikforhandleren, da der ikke var noget på tidspunktet for tilbudsavisens udformning, som for elektronikforhandleren kunne indikere, at forudsætningerne for tilbudsprisen på den pågældende telefon ville ændre sig. Forhandleren kunne ikke nå at ændre eller tilbagekalde annoncen i tilbudsavisen. Byretten bemærkede også, at det ikke kunne bebrejdes elektronikforhandleren, at vedkommende valgte at sætte prisen op på den annoncerede smartphone som følge af producentens prisstigning, selvom elektronikforhandleren i sin tilbudsavis havde annonceret med en lavere pris på telefonen.   

Sagsnummer: 18/04508

Lovgrundlag:Legislations Markedsføringsloven 2017 - gældende, Markedsføringsloven 2017 - gældende § 5, Markedsføringsloven 2017 - gældende § 6

KUNNE DU BRUGE SIDEN?