Idrætsforenings salg af strømper omfattet af forbrugeraftaleloven

11. december 2018

Sag

En frivillig idrætsforening måtte ikke rette personlig henvendelse til forbrugere på bopælen for at sælge strømper påtrykt klubnavn. Salget var omfattet af forbrugeraftaleloven, som indeholder et forbud mod dens slags henvendelser.

Idrætsforeningen bad Forbrugerombudsmanden tage stilling til, om den ville være omfattet af forbrugeraftaleloven, hvis foreningen/foreningens medlemmer 1-2 gange om året solgte strømper påtrykt klubnavn. Foreningen ønskede at sælge strømperne ved at rette personlig henvendelse til forbrugere på bopælen. Salget skulle vare i op til 2 måneder pr. salgsperiode. Til det kommende salg havde foreningen indkøbt 1.200 par strømper. 

Forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1, indeholder et forbud mod, at erhvervsdrivende retter uanmodet personlig henvendelse til forbrugere på bopælen med henblik på at indgå en aftale.

Foreninger kan anses som erhvervsdrivende for så vidt angår aktiviteter, der kan karakteriseres som erhvervsmæssige aktiviteter. Det vil i vurderingen af, om aktiviteten er erhvervsmæssig, være afgørende, om aktiviteten har et erhvervsmæssigt præg. I vurderingen ses bl.a. på transaktionshyppighed- og kontinuitet. Aktiviteten skal med andre ord have en vis fortsat karakter og et vist ikke helt ubetydeligt omfang. Det er ikke afgørende, om aktiviteten er momsfritaget.

Forbrugerombudsmanden meddelte foreningen, at salget af strømper påtrykt klubnavn er en erhvervsmæssig aktivitet omfattet af forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1. Det vil derfor være ulovligt, hvis foreningen/foreningens medlemmer retter personlig henvendelse til forbrugere på bopælen med henblik på salg af strømperne.

I vurderingen lagde Forbrugerombudsmanden vægt på varigheden og omfanget af salget.

Sagsnummer: 18/19384

Lovgrundlag:Forbrugeraftaleloven 2013 - gældende § 1, Forbrugeraftaleloven 2013 - gældende § 4

Kunne du bruge siden?