Skip navigation

Udbyder af parkeringsapp kunne ikke hæve penge på kundernes konti, uden at kunderne havde givet samtykke til det

24. august 2020

Sag

En virksomhed, der udbyder en parkeringsapp, besluttede efter forhandlinger med Forbrugerombudsmanden at tilbagebetale penge til kunder, der uretmæssigt havde fået opkrævet penge af virksomheden i forbindelse med indførslen af et nyt forudbetalingssystem.

En udbyder af en betalingsapp indførte i juli 2020 et nyt forudbetalingssystem, der betød, at brugere af app’en fik trukket 300 kroner fra deres bankkonti uden at have givet samtykke til det. Pengene kunne herefter bruges til at betale for parkering via appen. Tidligere skulle kunderne først overføre penge til virksomheden, når de skulle betale for en parkering via app’en.

Virksomheden havde siden maj 2020 varslet sine kunder flere gange om, at selskabet ville indføre det nye forudbetalingssystem. Ændringen skulle ske med udgangspunkt i et aftalevilkår, der tillod virksomheden at foretage ændringer i aftalen ved såkaldt negativ aftalebinding, dvs. uden kundernes aktive accept. Forbrugerombudsmanden vurderede dog, at aftalevilkåret var urimeligt og derfor ugyldigt, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36. Derfor kunne virksomheden ikke gennemføre denne ændring uden kundernes accept.

Forbrugerombudsmanden vurderede desuden, at der var tale om uautoriserede betalingstransaktioner efter betalingslovens § 82, fordi virksomheden havde hævet beløbet på kundernes konti, uden at kunderne havde givet samtykke til det.

Efter forhandlinger med Forbrugerombudsmanden besluttede virksomheden at tilbagebetale penge, der ikke allerede var blevet brugt på at betale for parkeringer via app’en, til kunderne.

Sagsnummer: 20/08011

Lovgrundlag:Legislations Betalingsloven - gældende, Betalingsloven - gældende § 82, Legislations Aftaleloven, Aftaleloven § 38 c, Aftaleloven § 36

KUNNE DU BRUGE SIDEN?