Canal Digital idømt bøde på 250.000 kroner

06. juni 2017

Retten i Glostrup har idømt tv-udbyderen Canal Digital en bøde på 250.000 kroner for at have vildledt forbrugerne i sin markedsføring af tv-pakker.

Canal Digital skal betale en bøde på 250.000 kroner for at have reklameret for tv-pakker til 99 kroner og 149 kroner om måneden uden at oplyse forbrugerne tilstrækkeligt klart om, at de også skulle betale en halvårlig kortservice på 389 kroner.

I sin dom har Retten i Glostrup blandt andet lagt vægt på, at udgiften til den månedlige kortservice udgjorde en ikke ubetydelig merpris i forhold til den samlede pris på abonnementet.

Forbrugerombudsmanden politianmeldte i januar 2010 Canal Digital for at have overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledning. Byrettens dom har bl.a. afventet EU-domstolens besvarelse af syv spørgsmål om de EU-retlige regler på området, som Canal Digital ønskede besvaret inden straffesagens afslutning. EU-dommen indgår i byrettens samlede vurdering af sagen.

Markedsføringen havde fundet sted i to tv-reklamer, tre bannerreklamer på nettet samt på Canal Digitals hjemmeside. Alle reklamerne blev vist i efteråret 2009.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Prisen er vigtig, når forbrugerne skal vælge tv-abonnement. Derfor var det vildledende markedsføring, at Canal Digital ikke oplyste klart og tydeligt om den halvårlige kortservice. Det fik tv-pakkerne til at se billigere ud, end de var.”

Se hele dommen fra EU-domstolen.

Sagen vedrørte følgende reklamer:

  • En tv-reklame der fra den 1. september 2009 til den 23. november 2009 blev vist flere gange på TV 2 og på YouTube. I speaket lød det blandt andet: ”Før 149 kr. Nu til kampagnepris kun 99 kr. om måneden,”. I en grøn cirkel stod der ” Før 149,- Nu 99,- pr. md.*.” og herunder med mindre skrift ”Pris 1. år: 1.966,-.” Oplysningen om den halvårlige kortservice fremgik med mindre skrifttype i hvid farve på en lys baggrund i bunden af skærmbilledet.
  • En tv-reklame der fra den 1. september 2009 til den 23. november 2009 blev vist flere gange på TV 2 og på YouTube. I speaket lød det blandt andet: ”Få Danmarks billigste digitale tv-pakke… til kun 149 kr. om måneden”. I en rød cirkel stod der: ”149 kr./md,*.” og herunder med mindre skrift ”Samlet pris 1. år 2.566 kr.” Oplysningen om den halvårlige kortservice fremgik med mindre skrifttype i bunden af skærmbilledet.
  • Bannerreklame, der fra den 1. september 2009 til den 31. oktober 2009 blev vist på krak.dk, og hvor der stod: ” Før 149,- Nu 99,- Pr. md.*.” og herunder med mindre skrift ” Pris 1. år: 1867”, uden at der samtidig blev oplyst om den halvårlige kortservice.
  • Bannerreklame, der fra den 1. september 2009 til den 31. oktober 2009 blev vist på Facebook, og hvor der stod: ”Nu kun 99kr./måned”, uden at der samtidig blev oplyst om den halvårlige kortservice og den samlede pris på abonnementet.
  • Bannerreklame, der fra den 1. september til den 19. december 2009 blev vist på berlingske.dk, og hvor der stod: ”Canal Digital - TILBUD. 23 digitale kanaler og 3 HD-kanaler i stjernekvalitet – 99 kr./md. www.canaldigital.dk”, uden at der samtidig blev oplyst om den halvårlige kortservice og den samlede pris på abonnementet.
  • Canal Digitals hjemmeside den 12. oktober 2009, hvor selskabet udbød en tv-pakke med teksten: ” Før 149 kr,- . Nu 99,- pr- md-*.” og herunder med mindre skrift ”Pris 1. år: 1867,-”. Oplysningen om den halvårlige kortservice fremgik med mindre skrifttype længere nede på siden samt i bunden af siden under forudsætninger for tilbuddet.

For yderligere oplysninger:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på telefon 41 71 50 98.

Sidst opdateret: 06. juni 2017

Kunne du bruge siden?