Det er ikke i strid med god skik at fastsætte en regnings betalingsfrist i samme måned, som regningen udstedes

05. juli 2017

Sag

Forbrugerombudsmanden udtalte, at det ikke er i strid med markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik, at regningen skal betales i den samme måned, som regningen sendes. Med udtalelsen ændrer Forbrugerombudsmanden sin praksis, som har været gældende siden 1995.

Forbrugerombudsmanden modtog en klage over, at en virksomhed ikke havde et månedsskifte mellem regningens udstedelse og regningens betalingsfrist. Klageren henviste til, at Forbrugerombudsmanden i en afgørelse fra 1995 havde anført, at dette var i strid med god markedsføringsskik.

Forbrugerombudsmanden besluttede at ændre sin praksis således, at det ikke længere er et krav, at der er et månedsskifte mellem regningens udstedelse og regningens betalingsfrist. Forbrugerombudsmanden udtalte, at det skyldes den udvikling, der har været på betalingsområdet.

Forbrugerombudsmanden lagde i sin afgørelse fra 1995 vægt på, at forbrugerne skulle have mulighed for at foretage én samlet betaling af deres regninger på fx posthuset, så de kunne lave betalingerne, uden det var for stor en gene for dem og uden at være tvunget til at tilslutte sig forskellige betalingsordninger.

Forbrugerne har i dag mulighed for at betale deres regninger hjemmefra ved hjælp af en række forskellige betalingsordninger. Hertil kommer, at forbrugerne fra 1. januar 2018 ikke længere kan betale deres regninger på posthuset.

Det var derfor Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det ikke er i strid med markedsføringslovens § 1 om god skik, at en virksomhed ikke har et månedsskifte mellem regningernes udstedelse og regningernes betalingsfrist.

Forbrugerombudsmanden orienterede den erhvervsdrivende om sin praksisændring og afsluttede herefter sagen.

Sagsnummer: 16/12274

Lovgrundlag:Markedsfoeringsloven § 1

Kunne du bruge siden?