Gå til resume Gå til indhold

Rækkevidden af markedsføringslovens § 9

Underside

Rækkevidden af markedsføringslovens § 9

Gå til indhold

I slutningen af 2002 anlagde Forbrugerombudsmanden retssager mod to erhvervsdrivende, som efter Forbrugerombudsmandens opfattelse overtrådte forbuddet mod købsbetingede konkurrencer i markedsføringslovens § 9 [nu § 11].

Retssagerne var kulminationen på et forløb, hvor Forbrugerombudsmanden over et par år havde konstateret, at erhvervsdrivendes brug af konkurrencer som led i markedsføringen havde udviklet sig i en uheldig retning. Således sås mange konkurrencer, hvor brug af den erhvervsdrivendes produkt indgik som et væsentligt element i konkurrencen, og ofte blev der kun i meget begrænset omfang – om overhovedet – gjort opmærksom på, at man også kunne deltage i konkurrencen uden at købe produktet.

Forsøg fra Forbrugerombudsmandens side på at præcisere grænserne for lovlige konkurrencer hjalp ikke på sagen, og Forbrugerombudsmanden besluttede derfor at udvælge et antal prøvesager med henblik på at få fastlagt grænserne for en lovlig konkurrence efter markedsføringslovens § 9 [nu § 11].

Efter at have vurderet en række erhvervsdrivendes konkurrencer, valgte Forbrugerombudsmanden at anlægge retssager mod to erhvervsdrivende. De erhvervsdrivende havde forinden tilkendegivet, at de ikke var enige i, at konkurrencerne var ulovlige, og de var derfor ikke indstillede på at ophøre med de pågældende former for konkurrencer.

I begge sager indgik sagsøgtes produkt som et element i konkurrencen, idet deltagerne i den ene konkurrence skulle indsende kapsler for hvert rigtigt svar, mens de i den anden konkurrence skulle bruge nogle koder, som stod på et kort, der lå inde i produktpakken. I begge tilfælde havde man dog mulighed for at deltage i konkurrencerne uden at købe produkterne, hvilket der i forskelligt omfang blev gjort opmærksom på. De erhvervsdrivende anså dette for tilstrækkeligt til, at der ikke var tale om en overtrædelse af § 9 [nu § 11].

Forbrugerombudsmanden søgte under de to retssager, der er anlagt ved Sø- og Handelsretten, at få rettens ord for, at konkurrencerne hverken må omtales på eller i de produkter, der søges solgt, ligesom køb og brug af produktet heller ikke må indgå som et element i konkurrencen.

I den ene sag havde et stort bryggeri afholdt en konkurrence, hvor forbrugerne kunne deltage i en lodtrækning ved at samle og indsende kapsler. Jo flere kapsler, jo flere lodder deltog man med. Man kunne også deltage ved at ringe ind til en voice respons. Man kunne dog kun ringe til nummeret en gang om dagen. Forbrugerombudsmanden fandt, at gevinstchancerne ved de to måder at deltage på – den købsbetingede deltagelse via kapslerne og den ikke-købsbetingede deltagelse via voice respons – ikke var lige store, da man altid ville kunne forbedre sine vinderchancer, hvis man sendte kapsler ind.

Forbrugerombudsmanden fandt derfor, at konkurrencen var delvis købsbetinget og i strid med markedsføringslovens § 9 [nu § 11], men flertallet afdommerne var uenig, da de mente, at den teoretiske mulighed for at forbedre sine vinderchancer var uden betydning for vurderingen af, om konkurrencen var købsbetinget, og da det var både lettere og billigere at deltage i konkurrencen via voice respons.

Den anden konkurrence var en voice respons konkurrence om emnet Ringenes Herre, hvor deltagerne skulle ringe ind og svare på en række spørgsmål. Man kunne deltage i spillet enten via nogle koder, som man kunne finde i pakkerne med morgenmadsprodukt eller deltage via et nummer, som fremgik af kuponer, placeret i butikkerne i nærheden af morgenmadspakkerne.

Sø- og Handelsretten var enig med Forbrugerombudsmanden i, at deltagelsen via kuponerne ikke var noget reelt alternativ til deltagelse gennem køb af pakkerne, hvorfor konkurrencen som udgangspunkt var købsbetinget. Imidlertid fandt retten, at en del af spørgsmålene krævede et vist kendskab til Ringenes herre, og da der ydermere skulle svares på tid, var der ikke tale om tilfældighedskonkurrence.

I begge sager blev selskaberne derfor frifundet.

Sidst opdateret:   19. maj 2004
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Find flere oplysninger om, hvad du som erhvervsdrivende kan bruge Forbrugerombudsmandens hjemmeside til.
Læs mere om hvad du kan bruge hjemmesiden til som jurist eller rådgiver.
Forbrugerombudsmanden behandler sager om erhvervsdrivende, der ikke markedsfører sig korrekt over for forbrugere. Læs mere om hvad du kan finde på hjemmesiden som forbruger.

Forbrugerombudsmanden er en uafhængig myndighed, der bl.a. fører tilsyn med, at erhvervsdrivende overholder reglerne for markedsføring.