Domsomtale
7. juni 2002
Østre Landsret 18. afdeling afsagde i går dom i 3 sager anlagt af Forbrugerombudsmanden som mandatar for 3 forbrugere mod Fona Gruppen A/S.
Sagerne:
I 1990'erne annoncerede bl.a. Fona Gruppen A/S med et koncept, hvorefter forbrugerne kunne leje i 5 år og derefter købe for 1 krone.
Forbrugerklagenævnet fandt, at dette koncept var i strid med kreditaftaleloven. Forbrugerklagenævnet mente, at der ikke var tale om en lejeaftale, men om en maskeret købsaftale, da det fra starten var meningen, at forbrugerne skulle blive ejer af varen. Derfor forelå der et køb med ejendomsforbehold.
Forbrugerne havde ikke fået alle de oplysninger, de skulle have haft efter kreditaftaleloven og skulle derfor kun betale, hvad der svarer til kontantprisen og en årlig rente på diskontoen + 5%. De forbrugere, der havde betalt mere i leje, havde krav på at få penge tilbage.
Også Forbrugerombudsmanden har tidligere udtalt sig om ordninger, hvor leje af radio/tv-produkter blev markedsført med oplysning om, at lejeren havde forkøbsret inden for de første 24 måneder.
Forbrugerombudsmanden fandt, at de pågældende ordninger indebar en stor risiko for, at kreditaftaleloven blev overtrådt. De var derfor uforenelige med god markedsføringsskik.
Fona Gruppen A/S ville ikke efterleve Forbrugerklagenævnets afgørelser. Forbrugerombudsmanden valgte derfor som mandatar for tre forbrugere at anlægge de tre prøvesager.
Østre Landsrets domme
I de to sager, der angik konceptet lej i 5 år og køb for 1 krone, fik Forbrugerombudsmanden medhold i, at det var en omgåelse af kreditaftalelovens ufravigelige regler.
Retten udtalte bl.a. at Fona Gruppen A/S ved at anvende dette koncept opnåede det bedste af to verdener, som både udlejer og sælger. Fona Gruppen A/S ville i første omgang være udlejer og dermed ejer af varen i 5 år og dernæst - når det overdragne ikke længere repræsenterede nogen værdi for Fona - kunne de opretholde en køberet, som havde motiveret forbrugerne til at overholde lejevilkårene og betale til tiden.
Østre Landsret fandt, at forbrugerne skulle have de penge de havde betalt for meget tilbage. Det vides endnu ikke om sagerne vil blive anket af Fona Gruppen A/S.
Østre Landsrets dom
B1236002 - SK
UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
____________
D O M
Afsagt den 6. juni 2002 af Østre Landsrets 18. afdeling
(landsdommerne Kallehauge, Linde Jensen og Hanne Kjærulff (kst.).
18. afd. nr. B-1236-01:
Forbrugerombudsmanden som mandatar for Harry Madsen
(Kammeradvokaten v/advokat Henrik Nedergaard Thomsen)
mod
FONA Gruppen A/S
(Advokat Ole Damsbo)
Denne sag, der er anlagt den 19. december 2000, blev ved kendelse af 26. april 2001 fra Retten i Hvidovre efter retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 2 og 3, henvist til behandling ved Østre Landsret. Sagsøger, Forbrugerombudsmanden som mandatar for Harry Madsen, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Fona Gruppen A/S, tilpligtes at anerkende, at ejendomsretten til det fjernsyn, som sagsøger har lejet i henhold til lejeaftale nr. 6011572, er overgået til sagsøger den 19. september 1997 samt at betale til sagsøger kr. 1.543,01 med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.
Sagsøgte (i det følgende: Fona) har påstået frifindelse.
Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt en lejeaftale af et TV indgået den 19. september 1997, bl.a. med ret til efter senest 24 måneder efter aftalens indgåelse at erhverve apparatet, mod at 100%, 75% eller 50% af det indbetalte lejebeløb godskrives, alt afhængigt af købstidspunktet, kan tilsidesættes som stridende mod kreditaftalelovens bestemmelser, navnlig § 6, stk. 2.
Forbrugerklagenævnet traf afgørelse i sagen den 6. juli 2000. Forbrugerklagenævnet fandt, at lejeaftalen var indgået i strid med bl.a. kreditaftalelovens § 6, stk. 2. Fona har bestridt, at lejeaftalen omfattes af kreditaftaleloven og har derfor ikke efterkommet afgørelsen. Der er ikke tvist om den beløbsmæssige opgørelse, såfremt kreditaftalelovens bestemmelser finder anvendelse.
Sagens omstændigheder
Sagens omstændigheder fremgår i alt væsentligt af Forbrugerklagenævnets afgørelse. Som en del af denne indgår bl.a. kopi af den aftale, der blev indgået i denne sag. Af aftalen, der angav at være en ”Lejeaftale”, fremgik i den individuelle tekst, at lejeperioden var aftalt til mindst 12 måneder. De fortrykte ”Lejebetingelser” var i deres helhed følgende:
”1. Det lejede apparat er Fonas ejendom og kan derfor ikke anvises til genstand for udlæg m.m.
2. Lejeren er objektiv ansvarlig for enhver skade på det lejede apparat, der ikke skyldes funktionsfejl opstået ved normalt brug af apparatet, og forpligter sig til at holde det lejede assuranderet mod enhver skade, der opstår som følge af forsætlig eller uforsætlig, delvis eller hel ødelæggelse af det lejede, herunder brand, tyveri og vandskade, til et beløb svarende til værdien i henhold til nærværende lejeaftale. FONA er til enhver tid berettiget til at kræve dokumentation for forsikringsdækningen.
3. Lejeren bærer omkostningerne ved enhver skade, der opstår som følge af forsætlig eller uforsætlig, delvis eller hel ødelæggelse af det lejede apparat, herunder ødelæggelse ved tab, hærværk eller lignende, der ikke normalt dækkes af indboforsikringen.
4. FONA leverer og installerer det lejede efter aftale.
5. FONA forpligter sig til at holde det lejede i funktionsdygtig stand. FONA har dog intet ansvar for dårlige antenne- og modtageforhold.
6. Enhver skade på det lejede skal meddeles FONA omgående.
7. Eventuelle reparationer foretages af FONA indenfor Service Centrets normale åbningstid.
8. Eventuel antenneinstallation og/eller –tilretning, ophængning af højttalere o.l. er ikke omfattet af Fonas forpligtelser.
9. Der er aftalt et gensidigt skriftligt opsigelsesvarsel på 1 måned, idet lejeaftalen dog tidligst kan opsiges til ophør efter det på forsiden angivne antal måneder.
10. ved opsigelse inden lejeperiodens udløb er lejer forpligtet til at betale et opsigelsesgebyr.
11. Alle priser er inklusive moms.
12. Dersom momssatsen øges, eller der pålægges nye eller forøgede afgifter til det offentlige, øges lejen i overensstemmelse hermed.
13. Lejeaftalen kan ikke overdrages til andre uden Fonas skriftlige samtykke.
14. Lejer må ikke uden Fonas skriftlige samtykke benytte det lejede erhvervsmæssigt.
15. Det lejede må ikke flyttes til udlandet. Grønland og Færøerne betragtes i denne forbindelse som udland.
16. Dersom lejer flytter, skal adresseændring meddeles skriftligt til FONA senest 7 dage før flytningen.
17. FONA skal underrettes, såfremt det lejede henstår andet sted end på lejers adresse.
18. FONA er uden ansvar for eventuelle skader, som skyldes fejl i det lejede, herunder skader på indholdet af video- og kassettebånd samt PC-programmel.
19. Dersom lejer misligholder lejeaftalen væsentligt, er FONA berettiget til at ophæve lejeaftalen, tilbagetage det lejede samt kræve forfalden leje og omkostninger betalt.
20. Følgende er væsentlig misligholdelse:
- Hvis leje udebliver mere end 8 dage efter forfaldsdato.
- Hvis lejer undlader at holde det lejede forsikret.
- Hvis lejer flytter uden at give skriftlig meddelelse til FONA.
- Hvis det lejede flyttes til udlandet.
- Hvis lejer vanrøgter det lejede.
21. Alle omkostninger hidrørende fra lejers misligholdelse af lejeaftalen skal betales af lejer, der ligeledes er forpligtet til at betale rykkergebyrer, inkassoomkostninger samt gebyr ved manglende flyttemeddelelse.
22. Aktuelle gebyrsatser kan oplyses ved henvendelse til FONA. FONA er til enhver tid berettiget til at ændre gebyrer.
23. Ved leje af TV-, video- og radioudstyr udreder lejer selv licens samt eventuelle gebyrer som følge af kabel-tv etc.
24. Et eventuelt stillet depositum tjener til dækning af ethvert krav FONA måtte få i henhold til nærværende aftale.
25. Lejeren har ret til at købe det lejede senest 24 måneder efter denne lejeaftales underskrivelse til den på omstående side angivne værdi. Såfremt lejeren gør brug af denne mulighed bortfalder nærværende lejeaftale. I forbindelse med udnyttelsen af købsretten får lejer godskrevet nedenstående procentsatser af det samlede indbetalte lejebeløb.
- Når købsretten gøres gældende inden 7. måned godtgøres 100%.
- Når købsretten gøres gældende fra 7. til 12. måned godtgøres 75%.
- Når købsretten gøres gældende fra 13. til 24. måned godtgøres 50%.
Såfremt lejer ikke gør brug af købsretten senest 24 måneder efter lejeaftalens underskrivelse, bortfalder købsretten, men øvrige vilkår er gældende”.
Af Forbrugerklagenævnets afgørelse fremgår bl.a. følgende:
Klagerens fremstilling
Klagen vedrører: Klageren lejede den 19. september 1997 et tv af indklagede. Kopi af lejekontrakten er vedhæftet sagsfremstillingen.
I kontrakten er tv'ets værdi angivet til 3.998; kr. Fra 19. september 1997 til 30. september 1997 skulle klageren betale 63,- kr. i leje. Desuden skulle lejeren betale et administrationsgebyr på 250,- kr. Fra 1. oktober 1997 skulle betales en månedlig leje på 159, kr. Lejeperioden var aftalt til mindst 12 måneder. Af kontraktens lejebetingelser, pkt. 25 fremgår følgende: "Lejeren har ret til at købe det lejede senest 24 måneder efter denne lejeaftales underskrivelse til den på omstående side angivne værdi. Såfremt lejeren gør brug af denne mulighed bortfalder nærværende lejeaftale. I forbindelse med udnyttelsen af købsretten får lejer godskrevet nedenstående procentsatser af det samlede indbetalte lejebeløb. Når købsretten gøres gældende inden 7. måned godtgøres 100 %. Når købsretten gøres gældende fra 7. til 12. måned godtgøres 75 %. Når købsretten gøres gældende fra 13. til 24. måned godtgøres 50 %. Såfremt lejer ikke gør brug af købsretten senest 24 måneder efter lejeaftalens underskrivelse, bortfalder købsretten, men øvrige vilkår er gældende."
Klageren har oplyst, at der ikke ved lejekontraktens underskrift blev talt om pris ved ophævelse i tilfælde af lejeraters udligning af værdien, ligesom der heller ikke blev talt om levering på kreditvilkår/købekontrakt.
I forbindelse med at de i henhold til lejekontrakten indbetalte beløb svarede til den i lejekontrakten nævnte værdi af tv'et, 3.998,- kr., henvendte klageren sig den 28. oktober 1999 hos indklagede og spurgte, til hvilket beløb klageren kunne købe tv'et. Indklagede svarede, at klageren kunne købe tv'et for 2.495 kr.
I brev af den 29. november 1999 skrev klageren til indklagedes hovedsæde og anførte, at beløbet på 2.495,- kr. efter klagerens opfattelse var for høj en pris for tv'et. Indklagede svarede i brev af 1. december 1999 til klageren, at indklagede ikke så sig i stand til at sælge tv'et billigere end 2.495 kr.
Klageren har pr. 1. marts 2000 betalt i alt 5.083,- kr. i leje (incl. administrationsgebyr).
...
Klagerens krav: At kunne købe tv'et til et lavere beløb end de 2.495, kr., indklagede har tilbudt. Hvis det kan lægges til grund, at lejeaftalen reelt er et maskeret kreditkøb, ønsker klageren at få tilbagebetalt, hvad han har betalt ud over kontantprisen og en årlig rente.
Indklagedes fremstilling
Bemærkninger til sagen: Den pågældende lejeaftale er ikke af den type, der er indgået med køberet. Dette ses af, at der ikke foreligger det skriftlige "bevis", som altid er bilagt lejeaftaler med køberet.
Indklagede har ved opslag i indklagedes lejebase konstateret, at den pågældende aftale er en almindelig lejeaftale uden køberet. Indklagede mener derfor, at Forbrugerstyrelsen bør afvise sagen, medmindre klageren kan fremlægge dokumentation for, at der er aftalt en køberet.
Det købstilbud, klageren har fået til det pågældende tv, er ikke sket som en del af lejeaftalen, men er derimod den markedspris, klageren kan købe apparatet til, såfremt lejeaftalen opsiges.
Klagerens svar
Indklagede har indrømmet, at der på tidspunktet for lejeaftalens indgåelse fandtes to typer lejeaftaler, henholdsvis med og uden aftalt køberet. Indklagede burde have gjort opmærksom på begge muligheder, så klageren selv kunne vælge.
Indklagedes gensvar
Indklagede har i brev af 28. december 1999 oplyst, at der er tale om en lejekontrakt uden købsret. Dette er beklageligvis ikke korrekt, da klageren har haft mulighed for at købe produktet inden for de første 24 måneder af lejeperioden, hvor der ville være blevet ydet kompensation i forhold til indbetalt leje, jf. lejekontraktens punkt 25.
Da lejekontrakten er oprettet den 19. november 1997 og klageren først henvendte sig i november 1999, er muligheden for at købe det omtalte apparat med refusion af den indbetalte leje bortfaldet. Derefter prissættes apparatet i forhold til afskrivnings- og markedsværdi, i dette tilfælde 2.495 kr.
Nævnets bemærkninger
Parterne har den 19. september 1997 indgået aftale vedrørende et tv værdisat til 3.998 kr. Aftalen er betegnet "lejeaftale".
Af kontraktens lejebetingelser, pkt. 25, fremgår følgende:
"Lejeren har ret til at købe det lejede senest 24 måneder efter denne lejeaftales underskrivelse til den på omstående side angivne værdi. Såfremt lejeren gør brug af denne mulighed, bortfalder nærværende lejeaftale. I forbindelse med udnyttelsen af købsretten får lejer godskrevet nedenstående procentsatser af det samlede indbetalte lejebeløb. Når købsretten gøres gældende inden 7. måned godtgøres 100 %. Når købsretten gøres gældende fra 7. til 12. måned godtgøres 75 %. Når købsretten gøres gældende fra 13. til 24. måned godtgøres 50 %. Såfremt lejer ikke gør brug af købsretten senest 24 måneder efter lejeaftalens underskrivelse, bortfalder købsretten, men øvrige vilkår er gældende”.
Var det ved aftalens indgåelse meningen, at klageren skulle blive ejer af den genstand, som aftalen angår, foreligger der uanset aftalens betegnelse køb med ejendomsforbehold omfattet af kreditaftaleloven, jf. herved lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler med senere ændringer, § 6, stk. 2, som er sålydende:
"Som køb med ejendomsforbehold anses også en aftale, der er betegnet som lejekontrakt, eller hvorefter betalingen i øvrigt fremtræder som vederlag for brug af tingen, såfremt det må antages at have været meningen, at modtageren af tingen skal blive ejer af den."
Kreditaftalelovens § 6, stk. 2, svarer fuldstændig til § 2, stk. 2, i lov nr. 275 af 9. juni 1982 om køb på kredit, som bestemmelsen har afløst. En helt tilsvarende bestemmelse fandtes allerede i § 1, stk. 2, i lov nr. 244 af 8. maj 1917 om køb på afbetaling. Bestemmelsen var indsat i loven med følgende begrundelse, jf. Rigsdagstidende 1916 17, tillæg A, sp. 2522:
"...giver den selvfølgelige Regel, at man ikke kan unddrage en Transaktion, der i Virkeligheden er et Salg på Afbetaling, fra Lovens Regler ved at give den en anden Benævnelse eller Form. Loven vil således være at bringe i anvendelse på en Aftale, hvor Vederlaget erlægges under Navn af Leje, og der gives Lejeren Ret til efter Lejekontraktens Opfyldelse at erhverve Ejendomsret over Tingen ved Betaling af et ubetydeligt Beløb".
Der er i forarbejderne til kreditkøbslovens § 2, stk. 2, bl.a. anført følgende, jf. betænkning nr. 839/1978 om køb på kredit, s. 59:
"Til stk. 2. Udkastets § 2, stk. 2, svarer i realiteten fuldstændig til den gældende afbetalingslovs § 1, stk. 2, om hvilken der henvises til Torben Jensen, Afbetaling (1970), p. 397 414,…"
Om afgrænsningen mellem kontrakter, som henhørte under aftalingslovens § 1, stk. 2, og andre kontrakter, er af Torben Jensen i Afbetaling, s. 402 403, bl.a. anført følgende:
...
Beskyttelsen af køberen i forbrugerkøb med ejendomsforbehold blev udvidet væsentligt med gennemførelsen i 1983 af kreditkøbsloven, og denne beskyttelse blev i 1991 videreført med gennemførelsen af kreditaftaleloven. Samtidig med gennemførelsen af denne øgede beskyttelse blev der indført "et enstrenget kreditsikringssystem" med forbud mod, at kreditsælgeren i forbrugerkøb kunne tage pant i det solgte, jf. kreditkøbslovens § 9, som er afløst af kreditaftalelovens § 21. Baggrunden herfor var, at det blev anset for ønskeligt, at sælgerne (og evt. tredjemænd) blev henvist til at tage ejendomsforbehold, hvis de ønskede sikkerhed i det solgte for deres krav, jf. herved betænkning nr. 839/78 om køb på kredit, s. 40.
Kreditaftalelovens § 6, stk. 2, skal sikre, at kreditsælgeren heller ikke kan komme uden om den øgede køberbeskyttelse i forbrugerkøb med ejendomsforbehold ved at lade aftalen fremstå som en aftale om leje.
Efter en samlet vurdering, herunder på baggrund af bestemmelsen i lejekontrakten om, at lejeren har en køberet i de 24 måneder, hvor den indbetalte leje godskrives helt eller delvis, samt kontraktens mindsteløbetid på 12 måneder, lægger nævnet til grund, at det ved indgåelsen af den aftale, som sagen vedrører, må antages at have været meningen, at klageren skulle blive ejer af det lejede, men at aftalen blev indgået i form af en lejeaftale, hvor lovgivningen ikke stiller krav om en mindsteudbetaling. Det følger herefter af kreditaftalelovens § 6, stk. 2, at der uanset aftalens betegnelse som lejekontrakt foreligger et køb med ejendomsforbehold omfattet af kreditaftaleloven, hvis bestemmelser ikke ved forudgående aftale kan fraviges til skade for forbrugeren, jf. lovens § 7, stk. 1.
Efter kreditaftalelovens § 34, stk. 1, nr. 4, er et ejendomsforbehold i forbrugerkøb kun gyldigt, såfremt sælgeren ved overgivelsen af det købte er fyldestgjort for mindst 20 % af kontantprisen. Værdien af tv'et er i kontrakten angivet til 3.998 kr., og der blev ifølge kontrakten ved oprettelsen betalt 313 kr. Det lægges derfor til grund, at tv'et blev solgt for en kontantpris på 3.998 kr. med en udbetaling på 313 kr. Da klageren dermed har fået genstanden overgivet, uden at der blev betalt den nødvendige mindsteudbetaling, er den ikke solgt med et gyldigt ejendomsforbehold, og ejendomsretten over genstanden er derfor overgået til klageren.
Da der foreligger forbrugerkreditkøb, har klageren ved kontraktens indgåelse samtidig haft krav på at få de oplysninger vedrørende kreditomkostninger og kreditvilkår, som fremgår af kreditaftalelovens § 9.
Retsvirkningen af at klageren ikke som påbudt efter § 9, stk. 1, nr. 3, har fået samtlige kreditomkostninger angivet som et samlet beløb, er efter § 23, stk. 1, at klageren ikke kan tilpligtes at betale mere end kontantprisen og en årlig rente af den til enhver tid værende restgæld svarende til Nationalbankens diskonto med et tillæg på 5 %.
Forbrugerstyrelsen har beregnet det samlede rentebeløb, som klageren skal betale efter § 23, stk. 1, til ca. 325,99 kr. Udregningen er sket med udgangspunkt i, at betalingsforløbet har været som angivet i kontrakten.
Det lægges på denne baggrund til grund, at klageren alene har haft pligt til at betale 3.998 kr. + 325,99 kr. eller i alt 4.323,99 kr. for fjernsynet. Det følger heraf, at indklagede skal tilbagebetale til klageren, hvad denne har betalt derudover. Da klageren 1. marts 2000 i alt har betalt 5.083 kr. (inklusiv oprettelsesgebyr), udgør klagerens tilbagebetalingskrav 759,01 kr.
Indklagede skal endvidere refundere klageren gebyret på 80 kr. for sagens behandling ved Forbrugerklagenævnet, jf. forbrugerklagelovens § 9, stk. 3.”
Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af Harry Madsen.
Harry Madsen har forklaret, at han, der i en årrække havde lejet et TV i Fona, i 1997 henvendte sig i en Fonaforretning for at leje et nyt TV-apparat. Han fik tilbud om at købe det gamle for 1 kr., og det accepterede han. Han blev henvist til en anden Fona-forretning, hvor han kunne leje et TV, og han tænkte ikke på, om der var andre kontraktmuligheder. Han lejede herefter det TV-apparat, som denne sag vedrører. Han læste ikke kontraktsvilkårene igennem men regnede med, at de var som forrige gang. I efteråret 1999 ønskede han at få lejeforholdet gjort op, men da han i oktober 1999 henvendte sig i Fona-forretningen, var der ingen mulighed for at købe apparatet billigt. Forretningen forlangte 2.495 kr. for apparatet, og det fandt han alt for dyrt. Han er derfor fortsat lejer i henhold til kontrakten og betaler fortsat den månedlige leje for at undgå, at kontrakten bliver nødlidende under denne sag. Han ved ikke, om han fortsat er forpligtet til at betale. Han husker ikke at have set en TV-udsendelse ”Rene Ord for Pengene”. Han klagede i oktober 1999 til Forbrugerstyrelsen, fordi han var utilfreds med den høje pris, som forretningen forlangte, hvis han skulle købe apparatet.
Procedure
Sagsøger har til støtte for påstanden anført, at aftalen mellem sagsøger og sagsøgte er en kreditaftale vedrørende køb med ejendomsforbehold omfattet af kreditaftaleloven, jf. lov nr. 398 af 13. juni 1990 med senere ændringer, uanset at den er betegnet som en "leje aftale", idet det allerede ved aftalens indgåelse var. meningen, at sagsøger skulle blive ejer af fjernsynet, jf. herved lovens § 6, stk. 2.
Efter kreditaftalelovens § 6, stk. 2, anses således også en lejeaftale for at være et kreditkøb med ejendomsforbehold, "... såfremt det må antages at have været meningen, at modtageren af tingen skal blive ejer af den". Formålet med bestemmelsen er at sikre forbrugeren mod omgåelse af kreditaftalelovens krav om, at køber skal præstere en mindsteudbetaling som betingelse for, at sælger kan tage ejendomsforbehold.
Det beror på en skønsmæssig vurdering, hvornår dette kriterium er opfyldt. Alle kontraktens elementer samt omstændighederne ved dens indgåelse skal tages i betragtning. Efter retspraksis lægges der bl.a. vægt på købslignende elementer i kontrakten, en eventuel opsigelsesadgang og selve produktet, samt om "lejeren" ved købet opnår reduktion i prisen ved godskrivning af de hidtidige lejeindbetalinger.
Det afgørende er dermed, at sagsøgte ved aftalens indgåelse tilbød sagsøger at købe fjernsynet for den nedskrevne værdi efter en nærmere fastlagt plan, at sagsøger ved godskrivning af lejeindbetalingerne ville få et nedslag i prisen, dvs. den oprindelige værdi af produktet (den reelle værdi på købstidspunktet er uden betydning), og at sagsøger ved aftalens indgåelse reelt må anses for at have til hensigt at købe produktet.
Det kan hverken tillægges betydning, om aftalen måtte indebære visse fordele for forbrugeren, hvorledes sagsøgte måtte have håndteret aftalen regnskabsmæssigt, eller om aftalen måtte imødekomme et behov hos en kundegruppe, der sætter fleksibilitet og forsyningssikkerhed højere end ejerskab. Sagsøger ville uanset nedskrivningen og hvis han havde udnyttet købsretten, faktisk have betalt et højere beløb for apparatet end svarende til den kontante købspris tillagt kreditomkostninger efter § 9, stk.1, nr. 3.
Det kan heller ikke tillægges betydning, at sagsøger ikke har udnyttet køberetten. Da sagsøger i oktober 1999 efter at have betalt en samlet leje svarende til fjernsynets købspris rettede henvendelse til sagsøgte med anmodning om at købe fjernsynet, blev han afkrævet en købesum, der væsentligt oversteg, hvad han med rette skulle betale. I hvert fald under disse omstændigheder har sagsøger ikke fortabt sit tilbagesøgningskrav.
Endelig er sagsøgers og sagsøgtes gensidige opsigelsesadgang ikke afgørende for, om aftalen retligt skal kvalificeres som en lejeaftale eller som en kreditaftale.
Uopsigelighedsperioden på i alt 12 måneder forekommer i øvrigt så lang, navnlig set i forhold til den samlede lejeperiode, at dette i sig selv støtter købshensigten.
Der er således ikke sådanne fordele ved lejeaftalen, der gør den mere attraktiv end kreditkøbsaftalen, og som derfor modsiger sagsøgers oprindelige købshensigt.
Sagsøgte skal derfor tåle, at aftalens vilkår ændres i overensstemmelse med kreditaftalelovens regler, jf. herved lovens § 7, stk.1.
Aftalen opfylder ikke kreditaftalelovens bestemmelser om gyldigt ejendomsforbehold, jf. lovens § 34.
Sagsøgte blev ved overgivelsen af fjernsynet til sagsøger ikke fyldestgjort for mindst 20% af kontantprisen på 3.998 kr., idet sagsøger ved oprettelsen af lejekontrakten alene betalte kr. 313. Ejendomsforbeholdet er herefter ugyldigt, og ejendomsretten over fjernsynet overgik derfor til sagsøger allerede ved aftalens indgåelse.
Sagsøger modtog ikke ved aftalens indgåelse samtlige de i kreditaftalelovens § 9 opregnede oplysninger vedrørende kreditomkostninger og kreditvilkår. Sagsøger er derfor alene forpligtet til at betale kontantprisen amortiseret i overensstemmelse med aftalens bestemmelser samt en årlig rente svarende til diskontoen tillagt 5 % af den til enhver tid værende restgæld.
Sagsøger betalte i lejeperioden leje m.v. med i alt 5.867,00 kr. Sagsøger skal imidlertid kun betale 3.998 kr., tillagt renter med 325,99 kr., eller i alt 4.323,99 kr. Sagsøger har derfor krav på at få tilbagebetalt 1.543,01 kr. Der er mellem parterne enighed om den beløbsmæssige opgørelse af kravet.
Kreditaftalelovens § 23 samt reglerne om condictio indebiti fører ikke til, at sagsøger helt eller delvist er afskåret fra at gennemføre sit tilbagesøgningskrav. Sagsøger vil med tilbagesøgningskravet heller ikke opnå en berigelse.
Sagsøgte Fona har til støtte for frifindelsespåstanden navnlig anført, at den under sagen omhandlede lejeaftale såvel formelt som reelt er en lejeaftale, og derfor ikke er omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 2.
Det bestrides, at selve eksistensen af en købsoption er tilstrækkeligt til, at aftalen er omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 2. Hvorvidt en aftale er omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 2, beror på en individuel, skønsmæssig vurdering, hvorunder ikke mindst parternes subjektive forhold ved aftaleindgåelsen med hensyn til en eventuel ejendomsovergang ved aftalens udløb er af afgørende betydning.
Lejeaftalen er indgået på Fonas standardlejeaftale, som alene indeholder bestemmelser, der er almindelige i lejeaftaler, herunder en betinget og tidsbegrænset købsoption. Købsoptionen giver lejer en ret, men ikke en pligt, til at erhverve lejegenstanden på nærmere bestemte vilkår inden for de første to år af lejeperioden. Ifølge Fonas faste praksis kan lejekunder også efter de 24 måneder købe udstyret til en individuelt fastsat pris.
Det er af afgørende betydning for den rette retlige kvalifikation af lejeaftalen som enten en lejeaftale eller en kreditkøbsaftale, at denne indeholder en for begge parter gældende opsigelsesadgang. En opsigelsesadgang er ganske naturlig i lejeaftaler, men vil derimod være aldeles unaturlig og uden mening i en kreditkøbsaftale.
Det gøres gældende, at produktets art i det foreliggende tilfælde ikke har nogen betydning for den juridiske vurdering efter kreditaftalelovens § 6, stk. 2, i hvert fald hvor der som her ikke kan gælde nogen formodning for hverken det ene eller det andet, da både køb og leje er helt sædvanlige anskaffelsesmetoder.
Det bestrides, at der i relation til spørgsmålet om godskrivning af de hidtidige lejeindbetalinger, skal foretages en sammenligning mellem den oprindelige købspris og den pris, som lejeren kan købe genstanden for (i denne sag forskellen mellem kr. 3.998 og kr. 2.090 (efter 24 måneder)). Den relevante sammenligning må være mellem den tilbudte købspris og den tillempede, gennemsnitlige markedsværdi for det pågældende produkt på tidspunktet for udnyttelse af købsoptionen.
Det gøres gældende, at den i lejeaftalen forudsatte godskrivning af lejeindbetalinger ikke kan tages til indtægt for, at der reelt er tale om et køb. Den pris, som kunden kan erhverve produktet til inden for de første 24 måneder, er udtryk for en på forhånd skønnet, gennemsnitlig markedsværdi. Det forhold, at det i kontrakten, af kundepsykologiske årsager, er udtrykt som en godskrivning af lejebeløb, gør ingen ændring heri. Dette ses også af, at "godskrivningerne" er faldende over tid, og at optionen er tidsbegrænset.
Til støtte for at der er tale om et reelt lejeforhold, gøres det yderligere gældende, at der er en række væsentlige forskelle mellem et købeforhold og denne lejeaftale, der i hvert fald efter det første år af lejeperioden stiller lejeren bedre end en tilsvarende køber. Disse omfatter bl.a. adgangen til opsigelse med en måneds varsel (efter udløbet af bindingsperioden på 12 måneder), muligheden for at ombytte det lejede apparat til en anden model på et hvilket som helst tidspunkt, og dermed mulighed for omkostningsfrit at drage fordel af den teknologiske udvikling, og gratis levering og installation, service og reparation samt adgang til et gratis låneapparat i hele lejeperioden.
En lejeaftale er således for mange kunder en foretrukken, meget fleksibel og hensigtsmæssig ordning, og det er på ingen måde på forhånd givet, at køberetten vil blive udnyttet indenfor fristen, hvilket denne sag jo også viser.
Det gøres endvidere gældende, at det er uden betydning for nærværende sag og for vurderingen af fordelene ved leje frem for køb om en beregnende forbruger (på grund af kreditaftalelovens bestemmelser om begrænset adgang til tilbagetagelse) kunne have spekuleret i gratis mangelsafhjælpning gennem misligholdelse af en kreditkøbsaftale.
Det gøres på ovenstående baggrund gældende, at den heromhandlede lejeaftale er en selvstændig, relevant kontrakttype med et specifikt indhold, sammensat for at imødekomme et behov hos en kundegruppe, som prioriterer fleksibilitet og forsyningssikkerhed højere end ejendomsret.
Det gøres derfor gældende, at lejeaftalen både formelt og reelt fremtræder som, og af såvel sagsøger som sagsøgte også er blevet behandlet som, et lejeforhold, hvorfor bevisbyrden for, at der på trods heraf reelt skulle være tale om en kreditkøbsaftale, må påhvile sagsøger.
Efter kreditaftalelovens § 6, stk. 2, er det en forudsætning for, at der i realiteten foreligger et kreditkøb, at "det må antages at have været meningen, at modtageren af tingen skal blive ejer af den".
Det gøres gældende, at denne antagelse skal være opfyldt for såvel sagsøger som sagsøgte. Det er ikke tilstrækkeligt, at sagsøger ved indgåelse af lejeaftalen havde til hensigt at blive ejer af tingen, hvilket i øvrigt ikke er dokumenteret. Også sagsøgte skal allerede på tidspunktet for aftalens indgåelse have haft til hensigt, at sagsøger inden for de første to år skulle blive ejer af lejegenstanden. Dette var ikke tilfældet.
Lejeaftalen indeholder alene en betinget købsoption for sagsøger, som denne frit kunne vælge at udnytte inden for de to første år. Sagsøgte tog ved aftaleindgåelsen hverken positivt eller negativt stilling til en eventuel ejendomsovergang, men lod det være et åbent tilbud til lejeren. I den konkrete sag udnyttede sagsøger endda aldrig sin købsoption. Dette indicerer i sig selv, at køberetten i hvert fald for sagsøger ikke udgjorde noget væsentligt incitament til køb. Det er så meget mindre sandsynligt, at det oprindeligt skulle have været begge parters mening, at sagsøger skulle blive ejer. Der er intet hold i en sådan påstand.
Den pris, til hvilken det solgte kan overtages i køberetsperioden, er en gennemsnitlig, tillempet markedsværdi opgjort på en måde, der er overskuelig for kunden. Det heromhandlede fjernsyn kunne med udgangen af køberetsperioden (medio september 1999) have været erhvervet af sagsøger for kr. 2.000. En måned senere kunne han købe det for kr. 2.495. I betragtning af at de i lejekontrakten angivne værdier nødvendigvis må være gennemsnitsværdier, må det lægges til grund, at de i lejekontrakten angivne købsværdier er udtryk for tilnærmede markedsværdier. Det er et legitimt kundehensyn samtidig ved en faldende, men på forhånd kalkulerbar, godskrivning i køberetsperioden at give kunden en udvidet "glidende fortrydelsesret".
Det bestrides, at en uopsigelighedsperiode på 12 måneder der er helt sædvanlig i branchen - på nogen måde understøtter sagsøgers købshensigt. Dette må så meget desto mere gælde, når købsoptionen alene kunne udnyttes mod sagsøgers erlæggelse af en ikke ubetydelig restbetaling svarende til lejegenstandens markedsværdi.
Heller ikke regnskabsmæssigt behandles lejeaftalen af sagsøgte som et salg, idet genstanden i hele lejeperioden er bogført som et aktiv.
Den indgåede lejeaftale er i hele lejeperioden af såvel sagsøger som sagsøgte blevet betragtet og behandlet som en egentlig, reel lejeaftale med alle de fordele for lejer (og udgifter/risici for sagsøgte), der er knyttet til en lejeaftale sammenlignet med en kreditkøbsaftale.
Sagsøger har ikke indenfor lejeforholdets første 24 måneder, det vil sige inden d. 19. september 1999, udnyttet denne køberet. Tværtimod har sagsøger fortsat lejeforholdet. Dette viser med al ønskelig tydelighed, at det ikke har været meningen, at sagsøger skulle blive ejer af den lejede genstand. For at en tilsagt køberet skal kunne tages til indtægt for, at det allerede på tidspunktet for lejeforholdets indgåelse skulle have været meningen, at lejer skulle blive ejer af genstanden, må det som minimum kræves, at lejer også har udnyttet denne køberet.
Købsoptionen har været indeholdt i sagsøgtes standardlejeaftale i en årrække og blev hverken indsat eller opretholdt for at omgå kreditaftalelovens minimumsudbetalings eller oplysningskrav. Optionen blev derimod indsat for på rimelig måde at tilgodese de kunder, som efter en kortere lejeperiode måtte ønske at erhverve lejegenstanden i stedet for at fortsætte lejeforholdet. Lejen var den samme, uanset om købsoptionen blev udnyttet eller ej, reduktionen i købsprisen var rimelig i forhold til lejegenstandens værdiforringelse, og ved udnyttelse af købsoptionen blev lejen afskrevet i den totale købesum og ikke i en eventuel udbetaling. Under disse omstændigheder har sagsøgte ikke nogen økonomisk interesse i at sælge frem for at udleje, også fordi købsprisen var betalt efter 26 måneders leje. Fona har således ikke haft nogen interesse i eller haft til hensigt gennem indføjelse af købsoptionen at omgå kreditaftalelovens bestemmelser.
Formålet med § 6, stk. 2 er ikke at sikre udlejers overholdelse af oplysningspligten i § 9, stk. 1 nr. 3, men alene at ramme omgåelsestilfælde og regulere ejendomsretten til genstande omfattet af et "lejekøb", jf. sagsøgers replik side 2, andet afsnit.
Bestemmelsens formål understøtter derfor ikke sagsøgers tilbagesøgningskrav, hvorved bemærkes, at spørgsmål om, hvorvidt der foreligger et gyldigt ejendomsforbehold er irrelevant for spørgsmålet om sagsøgers tilbagesøgningskrav efter § 23, stk. 1.
Det gøres endvidere gældende, at sagsøgers tilbagesøgning af erlagte lejebetalinger vil være i strid med principperne om condictio indebiti, og at sagsøger ifølge sagens natur ikke vil kunne opleve nogen skuffelse af en berettiget forventning ved ikke at kunne gøre tilbagesøgning gældende, idet sagsøger ikke var bekendt med muligheden herfor på tidspunktet for indgåelse af lejeaftalen.
Sagsøger har været i stand til på en meget enkel og forsvarlig måde at beregne de samlede kreditomkostninger, hvorfor der i medfør af kreditaftalelovens § 23, stk. 3, jf. § 9, stk. 1, nr. 3, ikke er noget tilbagesøgningskrav.
I forbindelse hermed gøres det videre gældende, at sagsøger netop ville have været tilskyndet til selv at beregne sine kreditomkostninger, i fald sagsøger på daværende tidspunkt virkelig havde til hensigt at købe det lejede.
Det gøres tillige gældende, at sagsøger under alle omstændigheder må fralægge sig værdien af de særlige fordele, sagsøger har haft som lejer i lejeperioden, idet der i fald aftalen henføres under kreditaftalelovens § 6, stk. 2, og tilbagesøgningskravet samtidig tillades, vil være tale om, at sagsøger tillægges en ugrundet berigelse. Det er ikke muligt konkret at kvantificere denne berigelse, men berigelsen kan som udgangspunkt passende sættes til forskellen mellem de betalte beløb efter lejeaftalen og et krav opgjort efter kreditaftaleloven svarende til påstandsbeløbet.
Det gøres slutteligt gældende, at såfremt sagsøger havde den ovenfor nævnte fornødne subjektive hensigt til at blive ejer af det lejede, og i øvrigt var bekendt med de økonomisk neutrale alternativer, og på trods heraf alligevel indgik lejeaftalerne, må dette skyldes, at sagsøger samtidig ønskede at drage nytte af de fordele, der er knyttet til lejeforholdene. Under sådanne omstændigheder vil sagsøger med sit tilbagesøgningskrav opnå en ugrundet berigelse.
Landsrettens begrundelse og resultat
Indledningsvis bemærkes, at landsretten samtidig med afgørelsen i denne sag har truffet afgørelse i to andre sager, hvor spørgsmålet om betydningen af navnlig kreditaftalelovens § 6, stk. 2, forelå i forhold til aftaler om leje af TV og videoapparater købt hos sagsøgte med ret til at blive ejer for 1 kr. efter 5 års leje (B-1235-01 og B-1237-01).
Denne sag adskiller sig fra disse sager ved, at Harry Madsens køberet var tidsbegrænset, ikke kunne ske til en rent symbolsk pris og ikke blev søgt udnyttet rettidigt i henhold til købekontrakten.
Harry Madsen indgik den 19. september 1997 en kontrakt med Fona vedrørende et TV-apparat til 3.998 kr. Kontrakten, som betegnes som lejeaftale, indeholdt bl.a. en bestemmelse om, at lejeperioden var mindst 12 måneder, og at lejeren havde ret til at købe TV-apparatet inden for de første 24 måneder til 3.998 kr. med et vist med tiden faldende fradrag af den betalte leje, ved køb inden 7 måneder 100% fradrag, fra 7. til 12. måned 75%, og fra 13. til 24. måned 50% fradrag.
Både et års uopsigelighed fra lejerens side og hel eller delvis godskrivning af leje ved køb er elementer, som både hver for sig og i forening er egnede til at fastholde en kunde og til at give denne tilskyndelse til at vurdere, om det eventuelt bedre kan svare sig at købe end at fortsætte lejemålet. Begge disse kontraktselementer var imidlertid tidsbegrænsede og bortfaldt efter henholdsvis 1 og 2 år fra kontraktens dato at regne.
Afgørelsen af, om der er tale om et lejeforhold eller en maskeret kreditaftale, som ikke overholder kreditaftalelovens ufravigelige krav til bl.a. udbetaling og oplysning om kreditomkostninger m.v., jf. lovens §§ 8-9 og § 34, afhænger af, om det må antages at have været meningen, at modtageren af tingen skal blive ejer af denne, jf. lovens § 6, stk. 2.
Ikke enhver tidsbegrænset mulighed for køb kan i sig selv gøre en lejekontrakt til et maskeret kreditkøb.
Om dette er tilfældet må bero på en konkret vurdering af kontraktens indhold og køberettens nærmere udformning herunder den pris, hvortil erhvervelse kan finde sted, sammenholdt med parternes gensidige tilkendegivelser, herunder udlejers reklamer og andre markedsføringsforanstaltninger, samt lejerens efterfølgende købstilbud.
I det foreliggende tilfælde bestyrker Harry Madsens forklaring og adfærd ikke, at det fra kontraktforholdets begyndelse var hans egentlige hensigt eller ønske at blive ejer af TV-apparatet, dels fordi han også tidligere havde haft et langtidslejemål med Fona og således var kendt med denne form for kontrakter, dels fordi hans henvendelse til Fona med begæring om en opgørelse af mellemværendet først kom efter mere end 2 års forløb. Harry Madsen handlede således ikke i overensstemmelse med den køberet, som kontrakten hjemlede, og hans efterfølgende utilfredshed skyldtes alene, at han fandt Fonas salgspris for høj. Der blev ikke indgået aftale om køb, og lejekontrakten er fortsat gældende. Det må endvidere tillægges vægt, at køberetten ikke kunne ske til en symbolsk pris, men i perioden 13-24 måneder fra kontraktdatoen til en pris på 2.000 kr. Prisen afveg således ikke mere end ca. 25 % i forhold til den pris, som Fona ca. 2 måneder senere beregnede sig som en anslået markedsværdi for det pågældende TV-apparat.
Der ses i det foreliggende tilfælde herefter ikke at være tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at det har været meningen – den egentlige mening med kontrakten – at Harry Madsen skulle købe TV-apparatet, hverken efter kontraktens indhold eller parternes efterfølgende adfærd.
Herefter tages Fonas frifindelsespåstand til følge.
Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Fona Gruppen A/S, frifindes for den af Forbrugerombudsmanden som mandatar for Harry Madsen under denne sag nedlagte påstand.
Inden 14 dage fra dato betaler Forbrugerombudsmanden som mandatar for Harry Madsen sagsomkostninger med 20.000 kr. til Fona Gruppen A/S.
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes. Østre Landsrets kontor, den
P.j.v.