Sagen kort
Forbrugerombudsmanden anlagde i 2002 3 sager ved Østre Landsret mod Jensen Finans af 1. februar 2002 K/S om Bokredits lejesager.
I 2001 traf Forbrugerklagenævnet afgørelse i 16 sager, hvor forbrugeren havde lejet radio/tv-udstyr. I alle sagerne fik forbrugerne medhold i, at aftalen skulle anses som en kreditkøbsaftale, uanset om den var benævnt som "lejeaftale". Endvidere var der tale om et oprindeligt trepartsforhold, efter kreditaftalelovens bestemmelser.
Eftersom Bokredit (nu Jensen Finans K/S) ikke ville rette sig efter Forbrugerklagenævnets afgørelser, anlagde Forbrugerombudsmanden på vegne af to forbrugere to "prøvesager" ved Østre Landsret.
Østre Landsret afsagde dom den 3. september 2003.
Forbrugerombudsmanden har fået Østre Landsrets ord for, at lejekontrakter med tilknyttet købsret (konceptet "lej i 3 år og køb for 1 kr.") er maskerede kreditkøb. Landsretten fastslog også, at forbrugeren kan rette sit krav mod såvel finansieringsselskabet som sælgeren.
Landsretten fastslog - i overensstemmelse med Klagenævnets afgørelser - at aftalerne skal anses som kreditkøbsaftaler, uanset om de er blevet benævnt som "lejeaftaler". Eftersom forbrugerne ikke ved aftalens indgåelse havde modtaget kreditaftalelovens pligtige oplysninger om kreditomkostninger og kreditvilkår, var forbrugerne alene forpligtet til at betale kontantprisen og en årlig rente svarende til diskontoen med tillæg af 5 %. Dommen betyder, at forbrugeren dels har et krav på at få det for meget betalte tilbage, dels at forbrugeren er ejer af det pågældende produkt.
Bokredit (nu Jensen Finans K/S) ankede alle tre domme til Højesteret.
Selskabet har efterfølgende valgt at indgå forlig med Forbrugerombudsmanden og hæve ankesagen.
Forliget betyder, at Østre Landsrets domme står ved magt. Som led i forliget vil også forbrugere, der har fået medhold i deres klage hos Forbrugerklagenævnet, få tilbagebetalt de for meget betalte beløb fra finansieringsselskabet.
Retssag 1:
Retssag 2:
Retssag 3:
B2476004 - MRS
UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
D O M
Afsagt den 3. september 2003 af Østre Landsrets 9. afdeling
(landsdommerne Østerborg, Bloch Andersen og Christina Breinstrup (kst.)).
9. afd. nr. B-2476-02:
Forbrugerombudsmanden som mandatar for Wicky Vang Pedersen
(Ka. v/advokat Henrik Nedergaard Thomsen)
mod
Jensen Finans K/S (tidligere Bokredit K/S) (advokat Frank Bøggild)
Denne sag, der er anlagt den 21. maj 2002, blev ved kendelse af 23. august 2002 fra Civilretten i Glostrup efter retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 1-3, henvist til behandling ved Østre Landsret. Sagsøger, Forbrugerombudsmanden som mandatar for Wicky Vang Pedersen, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Jensen Finans K/S (tidligere Bokredit K/S), tilpligtes at betale sagsøgeren 2.282,00 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens anlæg.
Sagsøgte, Jensen Finans K/S (tidligere Bokredit K/S), (i det følgende kaldet Bokredit) har påstået frifindelse.
Sagen er behandlet sammen med to sager om tilsvarende spørgsmål under j.nr. B-3398-01, Jørgen Steen Nielsen mod Jensen Finans K/S, og B-2477-02, Forbrugerombudsmanden som mandatar for Nikolaj Vilner mod Jensen Finans K/S.
Sagen angår spørgsmålet, om en aftale om leje af en video og et musikanlæg, der er indgået den 29. marts 1996 mellem Bokredit og Wicky Vang Pedersen, er omfattet af kreditaftaleloven, jf. lovens § 6, stk. 2, idet forhandleren af effekterne, Valby Radio ApS, i forbindelse med indgåelsen af lejekontrakten tilbød Wicky Vang Pedersen, at forhandleren efter en lejeperiode på 48 måneder ville tilbagekøbe effekterne fra Bokredit, hvorefter Wicky Vang Pedersen kunne erhverve effekterne for en krone, og i bekræftende fald om Wicky Vang Pedersens tilbagebetalingskrav kan gøres gældende mod Bokredit, jf. lovens § 33, stk. 2, jf. § 5, nr. 2.
Forbrugerklagenævnet traf afgørelse i sagen den 4. april 2001. Forbrugerklagenævnet fandt, at der med bindende virkning også for Bokredit var indgået et kreditkøb omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 2, og § 5, nr. 2. En følge heraf var, at aftalen mellem Wicky Vang Pedersen og Bokredit bedømmes som et forbrugerkreditkøb omfattet af kreditaftaleloven, hvorfor Wicky Vang Pedersen ved aftalens indgåelse havde krav på at få oplysninger om kreditomkostninger og kreditvilkår i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 9. Retsvirkningerne af manglende iagttagelse af oplysningspligten er, at Wicky Vang Pedersen ikke kan tilpligtes at betale mere end kontantprisen og en årlig rente af den til enhver tid værende restgæld, svarende til Nationalbankens diskonto med tillæg af 5%. Forbrugerklagenævnet har opgjort Wicky Vang Pedersens tilbagebetalingskrav til 2.282 kr. Forbrugerklagenævnets afgørelse er ikke enstemmig.
Bokredit har ikke ønsket at efterkomme afgørelsen.
Der er ikke tvist om den beløbsmæssige opgørelse, såfremt kreditaftalelovens bestemmelser finder anvendelse.
Sagens omstændigheder
Sagen angår nærmere en lejeaftale, som Wicky Vang Pedersen indgik den 29. marts 1996. Aftalen blev indgået med forhandleren Valby Radio ApS på vegne udlejer Bokredit. Forholdet mellem Valby Radio ApS og Bokredit blev reguleret af en samarbejdsoverenskomst. Af overenskomsten fremgår følgende:
Generelt
§ 1
Nærværende overenskomst regulerer BO-KREDIT K/S's virksomhed som udlejer i samarbejde med Forhandleren, som på BO-KREDIT K/S's vegne har formidlet udlejningsvirksomheden og stiller sin salgs-, service- og lagerkapacitet til rådighed herfor.
Overenskomsten suppleres med bilag, der nærmere angiver de af overenskomsten omfattende aktiver og minimumsbeløb for de enkelte køb, ligesom BO-KREDIT K/S kan udstede supplerende forskrifter gældende for overenskomsten.
......
Købsvilkår/forhandlerfortjeneste
§ 2
BO-KREDIT K/S forpligter sig til på de i nærværende overenskomst anførte vilkår at afkøbe Forhandleren de aktiver, om hvilke denne på vegne BO-KREDIT K/S som udlejer har indgået lejeaftaler.
Overenskomsten omfatter alene nye aktiver. BO-KREDIT K/S er forpligtet til at købe disse til Forhandlerens indkøbspris tillagt 10 % avance udgørende det endelige vederlag for Forhandlerens formidling af udlejningsvirksomhed på BO-KREDIT K/S´s vegne, jfr. om service m.v. dog nedenfor § 8 og § 12.
Købesummen forfalder til betaling ved udgangen af løbende måned plus 8 dage. BO-KREDIT K/S kan til enhver tid forlange efter dets skøn fornøden dokumentation for den anførte indkøbspris.
Nærværende overenskomst omfatter alene aktiver udlejet til lejere med fast bopæl i Danmark. Aftale om udlejning på BO-KREDIT K/S´s vegne skal være foretaget gennem Forhandlerens egen detailforretning, således at Forhandleren ikke optræder som mellemhandler for andre.
......
Standardkontrakter
§ 4
ved indgåelse af lejemål på de af nærværende overenskomst omfattende aktiver, er Forhandleren forpligtet til at anvende de af BO-KREDIT K/S udformede kontraktsæt, som indeholder en lejekontraktformular med genpart til lejeren, en faktura fra Forhandleren til BO-KREDIT K/S. Kontraktsæt leveres af BO-KREDIT K/S uden beregning.
Kontraktsæt, der ikke opfylder de af BO-KREDIT K/S til enhver tid fastsatte bestemmelser samt nærværende overenskomst, kan afvises af BO-KREDIT K/S. Lejekontrakten tiltransporteres i så fald Forhandleren.
Anvendte/udfyldte kontraktsæt skal tilstilles BO-KREDIT K/S senest 3 hverdage efter kontraktdato.
Forhandleren er ansvarlig for, at der sker anmeldelse til Danmarks Radio.
Fastsættelse og hæftelse for leje
§ 5
Lejekontrakten jfr. § 4, skal have en minimumslejeperiode på 6 måneder, som Forhandleren ikke er berettiget til at ændre. Ved genudlejning kan minimumslejeperioden dog være kortere end 6 måneder. For det enkelte aktiv gælder, at de på lejekontrakten anførte månedlige lejebeløb (excl. moms) altid minimum skal tilsvare 3,7 % af aktivets oprindelige indkøbspris, jfr. § 2 (excl. moms). Er den på lejekontrakten anførte leje mindre, reduceres BO-KREDIT K/S' købspris forholdsmæssigt tilsvarende, således at lejen stadig udgør 3,7 % af aktivets oprindelige indkøbspris.
Såfremt et aktiv periodevis ikke er udlejet, betaler Forhandleren ovennævnte minimumsbeløb til BO-KREDIT K/S jfr. § 9, indtil genudlejning på de nærværende overenskomst gældende vilkår finder sted.
Det anførte minimumslejebeløb kan ændres ved skriftlig meddelelse fra BO-KREDIT K/S med 1 måneds varsel og er da gældende for kontrakter indgået efter varslets udløb.
Lejeindbetalinger
§ 6
Måtte lejeindbetalinger ved en fejltagelse og i strid med lejekontrakten ske til Forhandleren, er denne forpligtet til straks at videresende disse til BO-KREDIT K/S, og indbetalingerne kan ikke af Forhandleren anvendes til nogen form for modregning overfor BO-KREDIT K/S.
Administration af lejekontrakter
§ 7
Al administration af lejekontrakter forestås alene af BO-KREDIT K/S og er Forhandleren uvedkommende.
Service
§ 8
Forhandleren er overfor BO-KREDIT K/S og overfor lejeren ansvarlig for al service af det lejede i den i § 9 anførte periode, jfr. tillige den i § 4 anførte lejekontrakts bestemmelser herom.
For påtagelse af denne forpligtelse samt den i § 12 anførte forpligtelse tilkommer der Forhandleren et vederlag på 10 % af de til BO-KREDIT K/S indgåede månedlige lejeindbetalinger på de af nærværende overenskomst omfattede aktiver (excl. moms). Vederlaget vil blive udbetalt den 20. i hver måned vedlagt specifikation, jfr. § 10.
Selvskyldnerkaution/garanteret lejeperiode/tilbagekøb
§9
Forhandleren indestår som selvskyldnerkautionist for lejebetalinger, rykkergebyr m.v. for de med hans medvirken i henhold til nærværende overenskomst indgåede lejekontrakter. Såfremt lejebetalingerne m.v. ikke indgår, er BO-KREDIT K/S berettiget til at foretage modregning i ethvert beløb Forhandleren måtte have til gode hos BO-KREDIT K/S.
Forhandleren indestår BO-KREDIT K/S for, at denne på hvert aktiv, herunder ved eventuel genudlejning, opnår en lejeperiode på minimum 52 måneder. Som alternativ til denne forpligtelse er Forhandleren til enhver tid, inden udløbet af de 52 måneder, berettiget til at afkøbe BO-KREDIT K/S aktivet til dettes internt nedskrevne værdi.
Denne værdi beregnes som BO-KREDIT K/S’s bruttoindkøbspris (excl. moms) minus de indgåede lejeindbetalinger plus de udbetalte servicevederlag. Det herefter fremkomne beløb tillægges hver måned et rentebeløb beregnet af samme beløb med 1,68%/md. Af det herefter fremkomne beløb beregner BO-KREDIT K/S sig en avance på 10%.
Uanset anførte beregningsmetode er Forhandleren dog altid pligtig til at betale mindst 5% af BO-KREDIT K/S’s bruttoindkøbspris (excl. moms) for det aktiv, han agter at tilbagekøbe.
Den ovenfor anførte månedlige rentesats kan løbende ændres gennem meddelelse fra BO-KREDIT K/S i takt med ændringer i hovedbankernes almindelige udlånsrente og ændringer i valutakurser for de af BO-KREDIT K/S optagne finanslån i EMS-valutaer. Ændringen af rentesatsen er gældende fra meddelelsesdatoen.
.......
Lejers misligeholdelse og kontraktudløb
§12
Såfremt lejeren ikke betaler rettidigt, udsender BO-KREDIT K/S rykkerskrivelse. Hvis betalingen stadig udebliver efter anden rykkerskrivelse, som udsendes 14 dage efter første rykkerskrivelse, udsendes meddelelse om, at aktivet vil blive afhentet. Genpart af meddelelsen sendes til Forhandleren, der på BO-KREDIT K/S vegne foranlediger aktivet afhentet og indestår for betryggende opbevaring herunder forsikring, indtil genudlejning finder sted. Tilsvarende gælder ved normal udløb af lejekontrakt, idet ydelsen herfor er inkluderet i vederlaget for service, jfr. §8. BO-KREDIT K/S er til enhver tid berettiget til at kontrollere aktivets tilstedeværelse hos Forhandleren og kan udstede forskrifter for dettes opbevaring.
.......
Mærkning
§ 14
Da ejendomsretten til de af nærværende overenskomst omfattende aktiver, jfr. tillige det i § 4 anførte standardkontraktsæts bestemmelser herom, tilhører BO-KREDIT K/S, er Forhandleren pligtig til at påføre alle udlejede genstande BO-KREDIT K/S's navnemærkat samtidig med standardskontraktsættes undertegnelse af parterne, såvel som når dette måtte befinde sig hos Forhandler, jfr. § 12.
......
Forhandlers misligeholdelse
§ 17
Nærværende aftale kan af BO-KREDIT K/S øjeblikkeligt og uden varsel hæves som misligholdt, såfremt Forhandleren standser sine betalinger, indleder akkordforhandlinger eller andre gældsordninger med sine kreditorer, eller træder i konkurs.
......
Tilsvarende overenskomst blev af Bokredit anvendt som en standardaftale i forhold til alle Bokredits samarbejdspartnere.
Lejeaftalen, som blev indgået med Wicky Vang Pedersen, blev udarbejdet på en standardlejekontrakt i overensstemmelse med overenskomstens § 4. På standardlejekontraktens side 1 i rubrikken ”Udlejer hvem ejendomsretten til det lejede tilhører” er angivet Bokredits navn, logo, adresse og telefonnummer. I næste rubrik med teksten ”Forhandleren til hvem al henvendelse om eventuel service på det lejede rettes:” er der ikke fortrykt noget navn.
Nederst på kontrakten umiddelbart over underskriften er som standardtekst anført:
”Lejeren bekræfter ved sin underskrift at have gennemlæst og godkendt såvel ovenstående betingelser som de på bagsiden anførte vilkår, og særligt at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede
...”
Lejevilkårene, som er anført på bagsiden af standardkontrakten, er følgende:
”Lejerens forpligtelser ...
1.
Det lejede er og forbliver BOKREDIT’s ejendom. Lejeren kan på ingen måde sælge, pantsætte, fremleje eller udlåne det lejede. Ligeledes må lejeren ikke anvise det i lejede til genstand for udlæg eller pantsætning.
2.
Lejerens rettigheder og forpligtelser i henhold til nærværende lejekontrakt kan ikke overdrages til trediemand uden BOKREDIT’s skriftlige samtykke.
3.
Lejeren forpligter sig til at overtage alt ansvar for det lejede og holde det forsikret mod enhver skade til nyværdi i hele lejeperioden.
....
5.
Lejekontrakten er oprettet for en minimumsperiode på 12 måneder, medmindre andet er anført på forside. I de første 12 måneder af kontraktens løbetid kan den aftalte leje kun reguleres med ændringer i merværdiafgiften eller andre lovmæssige afgifter.
6.
Lejeren er pligtig at indbetale lejen til BOKREDIT enten pr. giro eller PBS.
....
BOKREDIT og forhandlerens forpligtelser...
7.
Lejen omfatter transport og opstilling af det lejede
8.
SERVICE: Forhandleren er forpligtet til at holde det lejede i fuld funktionsdygtig stand og udføre nødvendig service uden udgift for lejeren. Enhver henvendelse om service kan alene rettes til forhandleren.
Såfremt denne uanset sig forpligtelse hertil ikke udfører den rekvirerede service kan henvendelse rettes til BOKREDIT, som så vil anvise et servicefirma.
....
9.
Forhandleren er forpligtet til at udføre påkrævet service hurtigst muligt.
....
Iøvrigt....
12.
Da BOKREDIT ikke er producent af eller iøvrigt foretager service på det lejede, fraskrives ethvert produktansvar, ligesom indirekte skader og følgeskader af enhver art er undtaget. Dette forhindrer dog ikke lejeren i at rette eventuelle krav mod fabrikanten og/eller forhandleren af apparatet, idet den BOKREDIT i så henseende tilkommende ret tiltransporteres lejeren.
13.
Lejeren har ikke købsret eller forkøbsret til det lejede.
....
Opsigelse...
15.
Der er i øvrigt aftalt et gensidigt, skriftligt opsigelsesvarsel på 1 måned til en forfaldsdag medmindre andet er anført på forsiden. BOKREDIT er altid berettiget til uden varsel at ophæve lejekontrakten og tilbagetage det lejede, såfremt lejeren misligholder nærværende kontrakts bestemmelser med vanrøgt, manglende forsikring af det lejede eller udebleven, forfalden lejebetaling udover 8 dage efter forfald. Endvidere er BOKREDIT berettiget til at opsige kontrakten uden varsel til øjeblikkeligt ophør, såfremt lejeren standser sine betalinger, erklæres konkurs, indleder akkordforhandlinger eller der foretages udlæg/udpantning i lejerens løsøre.
16.
Ophæves lejekontrakten som følge af nogen af de i kontrakten anførte grunde skal forfalden leje med tillæg af morarente, omkostninger ved tilbagetagelse af det lejede, samt uforfalden leje frem til opsigelse normalt kan finde sted (jævnfør lejekontraktens bestemmelser) og eventuelt inddrivelsesomkostninger betales til lejeren.
17.
Ophævelse af lejekontrakten eller anden tilbagegivelse af det lejede må ikke ske uden BOKREDIT’s forudgående samtykke.
18.
Kunden er forpligtet til at påsætte mærkat med teksten: Tilhører BOKREDIT. Mærkater udleveres af forhandleren.”
Sagens nærmere omstændigheder fremgår i det væsentlige af Forbrugerklagenævnets afgørelse. Heraf fremgår blandt andet følgende:
”....
Klagerens fremstilling
Klagen vedrører: Klageren lejede den 26. juli 1994 et musikanlæg af indklagede. Kopi af lejekontrakten er vedhæftet sagsfremstillingen.
På lejekontrakten står indklagede 1, Valby Radio ApS, som forhandleren, til hvem al henvendelse om eventuel service på det lejede skal rettes, og indklagede 2, Bokredit, står som udlejer, hvem ejendomsretten til det lejede tilhører.
Af kontrakten fremgår det, at anlæggets samlede værdi er i alt 12.370 kr. Ved lejekontraktens oprettelse er klageren faktureret for 250 kr. i oprettelsesgebyr, 0 kr. i leje fra datoen for kontraktens indgåelse til 1. september 1994, således at der ved leveringen blev betalt 250 kr., jf. den vedhæftede kontrakt. Fra 1. september 1994 udgjorde den månedlige leje 400 kr. Ifølge lejevilkår pkt. 5 er kontrakten ”oprettet for en minimumsperiode på 12 måneder, medmindre andet er anført på forsiden”. På kontrakten var opsigelsesvarslet anført til 1. september 1996.
Det er i lejekontrakten fremhævet, at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede, hvilket tillige fremgår af punkt 13 i kontraktens lejebetingelser. Ligeledes fremgår det, at det lejede er og forbliver indklagede 2´s ejendom.
Klageren fik ved oprettelsen af kontrakten et dokument af indklagede, hvorpå der stod, at klageren kunne købe det lejede efter 48 måneder for 1 kr.
Den 29. marts 1996 lejede klageren desuden en video og et musikanlæg af indklagede. Kopi af lejekontrakten er vedhæftet sagsfremstillingen.
På lejekontrakten står indklagede 1, Valby Radio, som forhandleren, til hvem al henvendelse om eventuel service på det lejede skal rettes, og indklagede 2, Bokredit, står som udlejer, hvem ejendomsretten til det lejede tilhører.
I kontrakten er videoens værdi angivet til 1.995 kr., tv-soklens værdi er angivet til 295 kr. og musikanlæggets samlede værdi er angivet til 2.490 kr., i alt 4.780 kr. Ved lejekontraktens oprettelse er klageren faktureret for 250 kr. i oprettelsesgebyr, 0 kr. i leje fra datoen for kontraktens indgåelse til 1. maj 1996. Klageren har oplyst, at hun i forbindelse med indgåelsen af kontrakten ikke betalte det fakturerede oprettelsesgebyr på 250 kr. Grunden til dette var, at hun ikke fik udleveret tv-soklen. Indklagede oplyste, at så gik det lige op. Således blev der ved leveringen betalt 0 kr. og ikke 250 kr., jf. den vedhæftede kontrakt.
Fra 1. maj 1996 udgjorde den månedlige leje 144 kr. Ifølge lejevilkår pkt. 5 er kontrakten ”oprettet for en minimumsperiode på 12 måneder, medmindre andet er anført på forside”. På kontrakten var opsigelsesvarslet anført til 1. maj 1996.
Det er i lejekontrakten fremhævet, at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede, hvilket tillige fremgår af punkt 13 i kontraktens lejebetingelser. Ligeledes fremgår det, at det lejede er og forbliver indklagedes 2´s ejendom.
Klageren fik ved kontraktens oprettelse oplyst, at hun kunne købe det lejede efter 48 måneder for 1 kr. Dette tilsagn om køberet fik klageren ikke skriftligt.
Umiddelbart efter indgåelsen af lejekontrakten fik klageren et velkomstbrev af indklagede 2. Kopi af brevet af vedhæftet sagsfremstillingen.
Klageren henvendte sig den 30. september 1998 hos indklagede 1 og købte musikanlægget, som hun havde lejet i 1994, for 1 kr., jf. ophævelse af lejekontrakt og faktura nr. 12460, som er vedhæftet. I forbindelse med indfrielsen af kontrakten afleverede klageren dokumentet med tilsagn om køberetten til indklagede 1.
Ved samme lejlighed bad klageren om at få køberetten, som hun var blevet lovet i forbindelse med indgåelse af kontrakten i 1996, på skrift. Klageren modtog således et dokument af indklagede tilknyttet lejekontrakten indgået i 1996, hvori der stod:
”Vicky Vang Pedersen
Valby 30/9-98
Vedr. lejekontrakt 62262071554
DD 30/9-98 mangler 23 mdr. leje á kr. 144,-
Da kan kontrakten indfries med kr. 1,-”
Dokumentet er underskrevet af indklagede 1.
Den 1. maj 2000 henvendte klageren sig hos indklagede 1 for at indfri lejekontrakten af 1996 mod samlet at betale de sidste afdrag frem til 1. september 2000 + 1 kr. Indklagede oplyste, at klageren først kunne overtage videoen efter 58 måneder. Dette ville klageren ikke acceptere, og meddelte i brev af 3. august 2000 til indklagede 1, at hun ville henholde sig til den indgåede aftale af 30. september 1998.
Om forhandlingerne i forbindelse med indgåelse af lejekontrakterne har klageren forklaret: ”Jeg har bestilt leje med forkøbsret efter 48 måneder med to kontrakter. Klageren har desuden forklaret, at hendes veninde havde indgået lejeaftale med indklagede, og at hun i forbindelse med indgåelsen af kontrakten havde fået at vide, at hun kunne købe det lejede for 1 kr. efter 48 måneder. Klageren henvendte sig hos indklagede, og spurgte om hun kunne få en kontrakt magen til. Dette bekræftede indklagede og oplyste, at de kun havde den form for lejekontrakt med forkøbsret efter 48 måneder.
Klageren har i brev af 2. maj 2000 til indklagede 1 bedt om at få det for meget betalte tilbage. Indklagede 1 bekræftede i brev af 4. maj modtagelsen af klagerens brev med besked om, at klageren ville modtage nærmere besked fra Bokredit. Bokredit afviste i brev af 9. maj 2000 klagerens anmodning om tilbagebetaling af det for meget betalte under henvisning til, at ejendomsretten til det lejede tilhører Bokredit, og at det fremgår af lejekontrakten, at der alene af tale om en lejekontrakt, samt at klageren har skrevet under på, at hun ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede.
Klageren oplyste, at hun har betalt som forudsat i kontrakterne.
For så vidt angår lejekontrakten vedrørende musikanlægget indgået den 26. juli 1994 har Forbrugsstyrelsen på baggrund heraf beregnet klagerens indbetalinger til 19.600 kr. (svarende til 49 måneder á 400 kr.) i leje, samt 250 kr. i oprettelsesgebyr. Den 30. september 1998 købte klageren musikanlægget for 1 kr. af indklagede, jf. ophævelse af lejekontrakt og faktura nr. 12460. Efter Forbrugerstyrelsens beregninger har klageren således i alt betalt 19.851 kr. til indklagede for så vidt angår denne lejekontrakt.
For så vidt angår lejekontrakten vedrørende videoen og musikanlægget indgået den 29. marts 1996 har klageren oplyst, at hun betalte sidste afdrag i september 2000, og at klageren efterfølgende har fået flere rykkere fra indklagede 1. Forbrugerstyrelsen har på baggrund af klagerens oplysninger beregnet klagerens indbetalinger til 7.632 kr. (svarende til 53 måneder á 144 kr.) i leje. Efter Forbrugerstyrelsens beregninger har klageren således pr. 1. september 2000 i alt betalt 7.632 kr. til indklagede for så vidt angår denne lejekontrakt
....”
Der har under sagen været fremlagt nogle skrivelser og notater til belysning af Bokredit’s forhold.
Af skrivelse af 9. november 1993 fra Bokredit fremgår følgende:
”Til vores samarbejdspartnere i 2tal kæden.
Da vi er bekendt med, at 2tal i øjeblikket har iværksat en annoncekampagne, hvori 2tal tilbyder lejekunder, at såfremt de lejer hos 2tal, kan de købe et tilsvarende apparat for 1 krone efter nedenstående regler:
Efter 12 måneder såfremt lejen udgør 9,3 % af udsalgsprisen.
Efter 24 måneder såfremt lejen udgør 5,2 % af udsalgsprisen.
Efter 36 måneder såfremt lejen udgør 3,8 % af udsalgsprisen.
Efter 48 måneder såfremt lejen udgør 3,1 % af udsalgsprisen.
Efter 60 måneder såfremt lejen udgør 2,7 % af udsalgsprisen.
Det er en forudsætning, at lejer binder sig for en hel lejeperiode ved udfyldelse af lejekontrakten – ligesom betalingen skal ske via PBS, og at der tegnes en garantiforsikring.
Da apparatet ikke i alle tilfælde vil være nedskrevet til 0 kroner, indenfor førnævnte periode, har vi valgt at bidrage til kampagnen, ved ikke at beregne os avance, jævnfør overenskomstens § 9.
Det er dog en betingelse, at lejekontrakten fra oprettelsestidspunktet indeholder opsigelsesperioden på henholdsvis 12 – 24 – 36 – 48 – 60 måneder, samt at lejebeløbet udgør førnævnte procenter.
Vi skal ligeledes gøre opmærksom på, at vi ikke kan udbetale servicevederlag på lejekontrakten
Med venlig hilsen
BOKREDIT
Kjeld Pedersen”.
Af notat dateret ll. maj 1995 fra medarbejder hos Bokredit, Jytte Nielsen, fremgår følgende:
”BOKREDIT
HVIS NOGEN SKULLE FINDE PÅ AT GODKENDE EN KONTRAKT SOM VEDLAGTE KOPI – ELLER HVIS DER STÅR NOGET SOM HELST MED FORKØBSRET, KØB EFTER X ANTAL MDR. ELLER LIGENENDE – BEHØVER I IKKE AT KOMME MERE.
mvh
JYTTE NIELSEN”.
Af en skrivelse af 3. september 1996 fra Bokredit til Cadeau Electronic Aps fremgår følgende:
”Vedr.: lejekontraktnr. 6715.2081634 – Stig Andersen.
Via fogedretten i Gladsaxe erfarer vi, at De tilbyder lejer, at købe aktiverne påført vor lejekontrakt – for DKK 1,00 efter 36 måneder.
Da De har solgt aktiverne til os jvf. fakturanr. 6715.2081634 af 9. maj 1996, kan De ikke samtidig tilbyde 3. mand, at købe aktiverne hvori vi har ejendomsforbehold.
Vi skal henstille til, at De omgående ophører med denne fremgangsmåde – idet vi modsat ser os nødsaget til omgående, at opsige overenskomsten som misligholdt.
Med venlig hilsen
BOKREDIT
Kjeld Pedersen”.
Af et udateret håndskrevet notat, fremlagt under sagen og skrevet af en medarbejder hos Bokredit, Susanne Feiffer, fremgår:
”Hvis der står 8 på originalfakt skal der ikke være 5 i service og der skal stå 8 i frivillig forlig. Skal ikke betale avance ved tilbagekøb på disse (Skjuldt købekontrakt)”.
Under sagens behandling ved Forbrugerklagenævnet har Bokredits advokater i to breve af 9. oktober 2000 nærmere redegjort for samarbejdet med forhandlerne. Indholdet af brevene er af Forbrugerklagenævnet gengivet således:
”....
.... når en forbruger ønsker, at leje et produkt, køber Bokredit produktet af forhandleren. Herudover underskrives en standardlejekontrakt af forbrugeren og forhandleren på vegne af Bokredit. Kontraktsparterne i lejeforholdet er således forbrugeren og Bokredit, ikke forhandleren, som derimod modtager den fulde butikskøbesum for produktet af Bokredit. Herefter indsendes lejekontrakten i udfyldt stand til Bokredit, der journaliserer sagen og efter lejerens ønske fremsender girokort eller foretager tilmelding til PBS.
Bokredit er udlejer af det lejede, og Bokredit har ejendomsretten til det lejede. Det er i lejekontrakten med fremhævet skrift umiddelbart ovenfor det sted, hvor lejeren skriver under på lejekontrakten anført, at lejer bekræfter ”at have gennemlæst og godkendt såvel de ovenstående betingelser som de på bagsiden anførte vilkår, og særligt at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede”, samt at lejeren bekræfter ”at have modtaget genpart af nærværende kontrakt”. Det er under punktet ”i øvrigt 13.” på bagsiden af lejekontrakten gentaget, at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede. Under punktet ”lejerens forpligtelser 1.” på bagsiden af lejekontrakten er anført, at ejendomsretten til det lejede er og forbliver Bokredits.
For at Bokredit kan opnår den fornødne sikkerhed for lejebetalingen, garanterer forhandlerne overfor Bokredit, at selskabet opnår en lejeperiode på 48 måneder for det lejede produkt. Dette indebærer, at forhandlerne er forpligtet til at betale leje til Bokredit, såfremt lejeforholdet ophører inden 48 måneder.
For at give forhandlerne mulighed for at blive frigjort for deres garantiforpligtelser over for Bokredit, har forhandlerne ret til at købe de lejede produkter til en af Bokredit beregnet værdi, jf. samarbejdsaftalens § 10. Denne ret er indrømmet forhandlerne, således at de har mulighed for at tilbagekøbe et konkret produkt og derved begrænse et tab ved egen genudleje af produktet i garantiperioden/salg af dette som led i forhandlernes sædvanlige detailsalg. Forhandlernes tilbagekøbsret er således ikke som antaget af Forbrugerklagenævnet led i et låneforhold, hvorved Bokredit og forhandlerne skulle have aftalt, at første nævnte ved aftaleindgåelse skulle yde lejeren et lån, som gennem betaling af leje skulle tilbagebetales til Bokredit.
Der er ikke aftalt en tidsmæssig begrænsning i lejeforholdet mellem forhandleren og Bokredit, eller at ejendomsretten til det lejede senere skal gå tilbage til forhandlerne. Ejendomsretten går alene tilbage til forhandleren, hvis denne udnytter sin tilbagekøbsret i den periode (48 måneder), hvori forhandlerne indestår Bokredit for betaling af lejen, jf. herom ovenfor. Der er derimod ikke tale om, at ejendomsretten i henhold til aftale pr. automatik og efter en given lejeperiode tilbagegår til forhandlerne.
Det afvises, at forholdet er omfattet af kreditaftalelovens § 5 og § 6, stk. 2, idet der henvises til:
1. Ved indgåelse af aftalen med forbrugeren tilkommer ejendomsretten til det relevante produkt Bokredit. Der er ikke tale om et salg fra forhandleren til forbrugeren, og Bokredit yder ikke lån til finansiering af en købesum: Bokredit køber produktet af forhandleren og udlejer det til forbrugeren. Herefter er forholdet ikke omfattet af kreditaftalelovens § 5.
2. I lejekontrakten mellem forbrugeren og Bokredit er umiddelbart over forbrugerens underskrift fremhævet med versaler, at ”LEJEREN IKKE HAR KØBSRET ELLER FORKØBSRET TIL DET LEJEDE.” Det kan vanskeligt tydeliggøres yderligere, at det ikke har været meningen ved lejeforholdets etablering, at forbrugeren senere skulle blive ejer af produktet. Der har følgelig foreligget et reelt lejeforhold, der ikke er omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 2.
3. Anvendelse af kreditaftalelovens § 33 forudsætter eksistensen af ”en anden kreditor”, og at § 5, nr. 2, finder anvendelse. Dette er ikke tilfældet i Bokredits sager, jf. punkt 1 ovenfor. Forhandleren er ikke part i lejeforholdet. Forbrugerens medkontraktent er alene Bokredit, og forhandleren underskriver alene lejeaftalen på vegne af Bokredit. Måtte en forhandler have stillet forbrugeren ejerskab til det lejede i udsigt, er dette i strid med forhandlerens aftale med Bokredit og lejeaftalens klare ordlyd, jf. punkt 2 ovenfor, der indebærer, at forbrugeren ikke kan have haft en berettiget forventning om at kunne blive ejer af det lejede.
....”
Forbrugerklagenævnet har afgjort sagen med følgende bemærkninger:
”....
Sagen er behandlet på et nævnsmøde sammen med 11 tilsvarende sager med Bokredit K/S som indklaget eller medindklaget. I alle sagerne havde klageren rettet henvendelse til en forretning, der forhandlede genstande af den slags, som klageren efterspurgte. Klagerne underskrev ved aftaleindgåelsen en fortrykt kontrakt betegnet ”Lejekontrakt” med angivelse af Bokredit som ”udlejer” og forretningen som ”forhandleren” samt fortrykt et vilkår om, at ”at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede”.
I alle 12 sager har klagerne imidlertid forklaret, at de ved aftaleindgåelsen af forhandleren fik løfte om, at de efter at have overholdt kontrakten i et aftalt antal år, som i de enkelte sager varierer fra 3 til 5 år, kunne købe det lejede for 1 kr. Klagernes forklaring underbygges i halvdelen af sagerne af, at forhandleren skriftligt har bekræftet den indgåede aftale om køberet, ligesom der i to sager er fremlagt dokumentation for, at forhandleren i annoncer har reklameret med retten til at købe for 1 krone efter lejeperiodens udløb.
I den foreliggende sag har klageren forklaret, at hun såvel ved indgåelsen af aftalen i 1994 som ved indgåelsen af aftalen i 1996 af forhandleren fik løfte om, at hun efter 4 års leje kunne købe det lejede for 1 krone. Forhandleren, som ikke har besvaret Forbrugerstyrelsens henvendelse i sagen, har ikke bestridt klagerens forklaring herom. Klagerens forklaring understøttes samtidig bl.a. af, at det er dokumenteret, at hun den 30. september 1998 købte effekterne omfattet af kontrakten fra 1994 for 1 krone, ligesom forklaringen understøttes af, at forhandleren i en erklæring af 30. september 1998 har bekræftet, at der på dette tidspunkt resterede 23 måneders leje vedrørende kontrakten indgået i 1996, hvorefter kontrakten kunne ”indfries med kr. 1.-”.
Forhandleren var, da kontrakterne med klageren blev indgået, ejer af de apparater, som kontrakterne vedrører. Apparaterne blev herefter ”købt” af Bokredit, jf. forhandlersamarbejdsaftalens § 2, men da det følger af samarbejdsaftalens § 10, at forhandleren er berettiget til at ”tilbagekøbe” apparaterne, var mellemværendet med Bokredit ikke til hinder for, at forretningen kunne opfylde sine løfter om køberet.
Nævnet lægger på denne baggrund efter en samlet vurdering til grund, at det ved kontrakternes indgåelse var meningen, at klagerne skulle blive ejer af apparaterne.
I forholdet mellem klageren og Valby Radio foreligger der derfor utvivlsomt køb med ejendomsforbehold, jf. herved § 6, stk. 2, i lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler med senere ændringer, hvori det hedder:
”Som køb med ejendomsforbehold anses også en aftale, der er betegnet som lejekontrakt, eller hvorefter betalingen i øvrigt fremtræder som vederlag for brug af tingen, såfremt det må antages at have været meningen, at modtageren af tingen skal blive ejer af den.”
Denne bestemmelse, som svarer fuldstændig til § 1, stk. 2, i afbetalingslovens fra 1917, og § 2, stk. 2, i kreditkøbsloven fra 1982, omfatter således ifølge forarbejder, teori og praksis bl.a. tilfælde, hvor en lejer ved aftalens indgåelse er indrømmet ret til senere at købe det lejede for et symbolsk beløb eller til en reduceret pris som følge af hel eller delvis godskrivning af de hidtidige lejeindbetalinger, jf. herved bl.a. Torben Jensen, Afbetaling, 1970, s. 402-403, betænkning nr. 839/1978 om køb på kredit s. 59, og betænkning nr. 876/1979 vedrørende udlejning af løsøre, s. 6.
I forbrugerkøb forudsætter et ejendomsforbeholds gyldighed imidlertid, at sælgeren ved overgivelsen af det købte er fyldestgjort for mindst 20% af kontantprisen, jf. kreditaftalelovens § 34, stk. 1, nr. 4. Værdien af anlæggets samlede værdi er i kontrakten fra 1994 angivet til 12.370 kr., og der blev ifølge kontrakten ved oprettelsen betalt 250 kr. I kontrakten fra 1996 er værdien af effekterne angivet til i alt 4.780 kr., og der blev ifølge kontrakten ved oprettelsen betalt 0 kr. Da klageren dermed har fået apparaterne overgivet, uden at der blev betalt den nødvendige mindsteudbetaling, foreligger der herefter et forbrugerkreditkøb, hvori der er taget et ugyldigt ejendomsforbehold, og klageren har derfor været rette ejer af apparaterne siden henholdsvis juli 1994 og marts 1996, hvor hun fik apparaterne overgivet.
Forhandleren var, da klageren indgik aftalen, ejer af apparaterne, hvorfor klagerens ejendomsret er støttet på en aftale indgået med den materielt berettigede. Da klageren samtidig har fået apparaterne overgivet, er klageren beskyttet imod, at andre – og herunder Bokredit – kan ekstingvere hans ejendomsret.
At aftalerne mellem klageren og forhandleren skal bedømmes som et forbrugerkreditkøb omfattet af kreditaftaleloven, betyder endvidere, at klageren ved kontrakternes indgåelse har haft krav på at få de oplysninger vedrørende kreditomkostninger og kreditvilkår, som fremgår af kreditaftalelovens § 9. Retsvirkningerne af, at klageren ikke som påbudt efter § 9, stk. 1, nr. 3, har fået oplyst samtlige kreditomkostninger angivet som ét samlet beløb, er efter § 23, stk. 1, at klageren ikke kan tilpligtes at betale mere end kontantprisen og en årlig rente af den til enhver tid værende restgæld svarende til Nationalbankens diskonto med et tillæg på 5%.
Vedrørende kontrakten indgået i 1994 finder nævnet imidlertid, at klageren, der først reagerede ca. 5 år og 10 måneder efter kontraktens indgåelse og ca. 1 ½ år efter at have overtaget det lejede, ved den udviste passivitet har afskåret sig fra at kræve de for meget betalte kreditomkostninger tilbage. Nævnet har herved lagt vægt på, at parternes mellemværende vedrørende denne kontrakt blev endeligt afviklet den 30. september 1998 uden noget forbehold fra klagerens side, og at de indklagede i den forløbne tid må anses for med føje at have indrettet sig på, at parternes mellemværende var endeligt afviklet.
Vedrørende kontrakten indgået i 1996 har Forbrugerstyrelsen beregnet det samlede rentebeløb, som klageren skal betale efter § 23, stk. 1, til ca. 650 kr. Udregningen er sket med udgangspunkt i en kontantpris på 4.780 kr. og ud fra en forudsætning om, at betalingsforløbet har været som angivet i kontrakten.
Det lægges på denne baggrund til grund, at klageren alene har haft pligt til at betale 4.780 kr. + 650 kr., eller i alt 5.430 kr. for videoen og musikanlægget. Det følger heraf, at Valby Radio er pligtig til at tilbagebetale til klageren, hvad denne har betalt derudover. Da klageren pr. 1. september 2000 i alt har betalt 7.632 kr., udgør klagerens tilbagebetalingskrav pr. denne dato 2.202 kr.
Vedrørende spørgsmålet, om klageren også kan gøre et tilbagebetalingskrav gældende mod Bokredit, udtaler 3 nævnsmedlemmer – Lene Pagter Kristensen, Kirsten Nielsen og Grethe Viborg – følgende:
Kreditkøb er i kreditaftalelovens § 5 defineret på følgende måde:
”§ 5. Som kreditkøb betegnes en kreditaftale med henblik på køb af løsøre, hvorefter
1) køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med betalingen af købesummen eller en del af denne eller
2) købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren.”
I den nugældende forhandlersamarbejdsaftale – som ifølge Bokredits advokat ikke er undergået væsentlige ændringer – hedder det om Bokredits samarbejde med forhandlerne bl.a.:
.....
Samarbejdsaftalen sikrer således, at forhandleren ved at formidle en ”lejekontrakt” mellem en kunde og Bokredit får varens kontantpris dækket igennem en finansiering ydet af Bokredit på samme måde, som sælgeren ved at formidle en låneaftale mellem en forbruger og et finansieringsselskab straks får kontantprisen udbetalt af finansieringsselskabet. Det fremgår endvidere af samarbejdsaftalen, at Bokredits eneste reelle opgave er at stille kapital til rådighed. Bokredits ”køb” af de aktiver, som den enkelte kontrakt omfatter, finder som nævnt først sted efter, at forhandleren har indgået kontrakten med kunden, al service af det ”lejede” i en garanteret lejeperiode på (p.t.) 52 måneder påhviler forhandleren, som samtidig over for Bokredit indestår for lejebetalingerne m.v., og forhandleren kan til enhver tid inden for den garanterede lejeperiode ”tilbagekøbe” aktivet til dettes nedskrevne værdi – en værdi i hvis beregning bl.a. indgår Bokredits ”bruttoindkøbspris (excl. moms)” med fradrag af de indgåede lejebetalinger excl. moms, idet den herefter fremkomne sum hver måned tillægges ”et beløb beregnet af summen med 1,54% pr. md.” Bokredit får med andre ord sine penge forrentet og tilbagebetalt gennem lejebetalingerne.
Vi finder efter en samlet vurdering, at arrangementet reelt indeholder de samme elementer, som indgår i et såkaldt lånekøb, d.v.s. køb hvor købesummen helt eller delvis tilvejebringes ved lån til køberen fra tredjemand, med hvem sælgeren har truffet aftale om finansiering af købet. Når dette er tilfældet, bringer det ikke arrangementet uden for kreditaftalelovens bestyttelsespræceptive bestemmelser om lånekøb, at arrangementet er kamufleret som en aftale om leje eller leasing, hvis det må antages at have været meningen, at modtageren af tingen skulle blive ejer af den, og finansieringen er baseret på en aftale mellem sælgeren og finansieren, jf. kreditaftalelovens § 6, stk. 2, sammenholdt med § 5, nr. 2.
Spørgsmålet er dog, om Bokredit har været berettiget til at forudsætte, at den indgåede kontrakt er en reel lejekontrakt, som falder uden for kreditaftalelovens § 6, stk. 2, som følge af kontraktens fortrykte bestemmelse om, ”at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede”. Vi finder, at dette som minimum må forudsætte, at Bokredit kan dokumentere, at man udtrykkeligt havde instrueret Valby Radio om, at forretningen ikke ved kontrakternes indgåelse måtte stille kunderne en købe- eller forkøbsret i udsigt – heller ikke med henblik på effektuering efter forretningens udnyttelse af sin egen køberet.
Bokredit har ikke godtgjort, at man har instrueret forretningen på den anførte måde, men uanset om det måtte have været tilfældet, finder vi, at det bør være Bokredit – og ikke klageren – som må bære risikoen for, at såfremt forretningen har handlet i strid med Bokredits instrukser. Bokredits forretningskoncept er således baseret på et samarbejde, som er til fordel for såvel Bokredit som forhandlerne: Bokredit får gennem forhandlernes formidling af kontakten til kunderne øget sin finansieringsvirksomhed samtidig med, at forhandlerne får øget deres salg. Forhandlerne har efter samarbejdsaftalen selv tilbagekøbsret og dermed mulighed for at indfri de tilsagn om køberet, som de har givet kunderne, og den omsætningsforøgelse, som forhandlerne opnår igennem sådanne tilsagn, kommer også Bokredit til gode. Bokredit har samtidig af de indgåede kontrakter kunnet se, at disse som oftest er indgået på vilkår om lang uopsigelighed – hvilket i sig selv indicerer, at hovedformålet er varig anskaffelse og ikke leje – ligesom i hvert fald nogle af forhandlernes markedsføring af køberetten er foregået åbenlyst gennem annoncering m.v.
Det forhold, at kontrakten er fortrykt et vilkår om, ”at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede”, ændrer derfor efter vores opfattelse ikke, at der under de i sagen foreliggende omstændigheder med bindende virkning også for Bokredit er indgået et kreditkøb omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 2, og § 5, nr. 2.
Klageren kan derfor gøre samme tilbagebetalingskrav gældende mod Bokredit som mod Valby Radio efter reglerne i kreditaftaleloven § 33, stk. 2, hvor i det hedder:
”Stk. 2. I de tilfælde, som er nævnt i § 5, nr. 2, kan forbrugeren også over for anden kreditor rejse samme pengekrav på grundlag af købet som over for sælgeren. Forbrugeren må dog først sandsynliggøre, at sælgeren ikke opfylder sine forpligtelser, og kravet kan ikke overstige, hvad vedkommende kreditor har modtaget som betaling fra forbrugeren i anledning af købet.”
To nævnsmedlemmer – Bent Madsen og Ebbe Lauritzen – finder, at der mellem Valby Radio og Bokredit alene er indgået aftale om Bokredits finansiering af lejeaftaler. Disse medlemmer finder derfor, at arrangementet ikke kan anses som omfattet af kreditaftalelovens § 5, nr. 2, og at klageren som følge heraf ikke har noget krav mod Bokredit.
Der træffes vedrørende dette spørgsmål afgørelse efter stemmeflertallet.
....”
Forklaringer
Der er under sagen afgivet forklaringer af Wicky Vang Pedersen, Kjeld Pedersen og Merethe Larsen. Der er endvidere dokumenteret forklaringer afgivet af Tonny Børme, Kjeld Pedersen, Michael Larsen, Bo Abenth og Susanne Feiffer for Københavns Byret den 11. september 2001 under behandlingen af sagsnr. 17152/01. Der er endvidere dokumenteret forklaringer afgivet af Kjeld Pedersen, Susanne Feiffer, Morten Larsen, Jytte Nielsen, Jørgen Clausen, Peter Nielsen og Niels Tiedjen for Københavns Byret den 19. august 2002 og af Michael Larsen, Bo Abenth, Merethe Larsen, Morten Larsen og Susanne Feiffer, afgivet for Københavns Byret den 28. april 2003 under behandlingen af sagsnr. 31.6978/02.
Wicky Vang Pedersen har forklaret bl.a., at hun rettede henvendelse til forretningen Valby Radio i 1994 for at få et musikanlæg. Hun havde ikke penge til at købe for, men ønskede at indgå en aftale med køb efter 48 måneder. Hun kendte til denne mulighed gennem en veninde, som havde tilsvarende aftale. Indehaveren af forretningen, Tonny Børme, var klar over, at hun ønskede at købe efter de 48 måneder. Hun læste kontrakten og spurgte, hvorfor der stod lejekontrakt. Tonny Børme sagde, at det skulle hun ikke tænke over. Hun bemærkede også, at der stod, at der ikke var køberet. Men Tonny lovede, at hun kunne købe efter 48 måneder. Hun antog, at hun kunne stole på de oplysninger, hun fik fra Tonny Børme. Det var ham, hun havde kontakten med. Hun talte ikke med Bokredit. Hun var opmærksom på, at Bokredit og ikke Valby Radio stod som udlejer, men hun hæftede sig ikke nærmere ved det.
I 1996 indgik hun en tilsvarende aftale om et fjernsyn. Også denne gang fik hun mundtligt bekræftet, at hun kunne købe for en krone efter 48 måneder. I september 1998 købte hun musikanlægget for en krone. Hun fik samtidig en skriftlig bekræftelse på, at hun kunne indfri kontrakten om fjernsynet for en krone efter yderligere 23 måneders lejebetaling. Hun bad om denne skriftlige bekræftelse, idet hendes veninde havde haft problemer, da hun skulle indfri sin kontrakt. Efter yderligere 23 måneders betaling rettede hun i efteråret 2000 henvendelse i Valby Radio for at købe fjernsynet for 1 krone. Der var en ny mand i forretningen. Hun har senere hørt, at det var en fra Bokredit. Han sagde, at hun skulle betale i yderligere 10 måneder, før hun kunne købe fjernsynet. Da hun sagde, at hun ville gå videre med sagen, tilbød han hende køb efter yderligere 5 måneders leje. Herefter gik hun til Forbrugerstyrelsen. Hun har fortsat musikanlægget og fjernsynet.
Kjeld Pedersen har vedstået sin forklaring, som fremgår af retsbogen for Københavns Byret af 11. september 2001 i sag 17152/01 og af 19. august 2002 i sag 31.6798/02 og har supplerende forklaret bl.a., at han har en håndværksmæssig baggrund, men har taget regnskab og virksomhedsøkonomi på Niels Brock. Han har været administrerende direktør i Jensen Finans K/S siden 1983. Bokredit, som var ejet af Jensen Finans K/S, er solgt, og Jensen Finans K/S er i dag et afviklingsselskab for den portefølje, som køberne af Bokredit ikke ville overtage. Køberne har rejst et krav mod Jensen Finans K/S foranlediget af problemerne omkring disse kontrakter. I forbindelse med overdragelsen af Bokredit har de nye ejere kasseret store dele af arkivet, herunder også arkiv tilhørende Jensen Finans K/S. Derfor mangler der blandt andet regnskabsmateriale til dokumentation under denne sag.
Bokredits vedtægtsbestemte formål var udlejning og handel. Virksomheden startede omkring 1983, hvor han via en kontakt i radiobranchen var blevet opmærksom på, at der var et stort uudnyttet potentiale med hensyn til udlejning af radio/tv-udstyr. Bokredit har gennem årene haft op til 250 samarbejdspartnere i form af radio/tv-forhandlere over hele landet. Forholdet til forhandlerne reguleres af en overenskomst, som har været stort set uændret siden 1973. Desuden er der udarbejdet en guide, som skulle tage højde for enhver situation, som forhandlerne kan opleve.
Når en kunde henvendte sig til en af disse samarbejdspartnere med ønske om at leje, kunne forhandleren indgå en aftale på en fortrykt lejekontrakt, som de havde liggende. Det var vigtigt, at disse standardkontrakter blev brugt, da de var udarbejdet i samarbejde med en advokat og overholdt gældende regler. Kontraktsættet havde været sendt til Forbrugerombudsmanden til godkendelse, og der havde blot været en enkelt lille rettelse. Hvis der var rettet i standardkontrakten, blev den ikke accepteret hos Bokredit, men blev returneret. Lejekontrakten var første side i et kontraktsæt. Udover den originale lejekontrakt bestod sættet af en kopi af kontrakten til lejer og en til forhandleren. Endelig indeholdt sættet en faktura og en fakturakopi. Bokredit har på forhånd forpligtet sig til at købe produkterne af forhandleren i forbindelse med udlejning. Bokredit købte produkterne til butiksprisen. Bokredit fik således ejendomsretten og afskrev på produktet. Salgsprisen blev anført på lejekontrakten af forsikringsmæssige årsager. Forhandleren underskrev lejekontrakten på vegne udlejer.
Forhandleren var ikke part i sagen. Der er ikke noget egentligt krav om underskrift fra forhandlerens side. Underskrift mangler eksempelvis på lejekontrakten i sag B-2477-02 vedrørende Nikolaj Vilner, men den er accepteret alligevel. Forhandleren var ikke bemyndiget ud over, hvad der stod i lejekontrakten, og således heller ikke til at tilbyde en køberet. Lejekontrakten blev indsendt samme dag til Bokredit, som administrerede lejekontrakten. Når kunden var oprettet, afsendtes et velkomstbrev. Bokredit stod for opkrævning af lejen. Der stod ikke noget om nedskrevet værdi eller lignende på giroblanketterne. Service på produktet blev ydet af forhandleren, som fik et servicevederlag.
Lejeforhold ophørte typisk, fordi kunden ikke ønskede at leje mere og derfor opsagde lejekontrakten. Forhandleren modtog eller hentede apparatet. Hvis kunden misligholdt, blev der rykket 3 gange. Hvis det ikke hjalp, bad Bokredit forhandleren hente apparatet. Hvis det var nødvendigt, rekvirerede Bokredit bistand fra fogedretten.
Forhandleren indestod Bokredit for lejeindtægten i 52 måneder. Hvis et apparat eksempelvis blev taget tilbage efter et år, skulle forhandleren betale minimumsleje til Bokredit, indtil han kunne genudleje apparatet. Forhandleren kunne inden for perioden på 52 måneder vælge at købe apparatet til den nedskrevne værdi og herefter sælge det eventuelt til lejeren. Hvis en forhandler eksempelvis gik konkurs, måtte Bokredit selv hente apparatet. I sådan et tilfælde kunne de eventuelt lave en aftale om køb, hvis det var for dyrt at hente apparatet.
Bokredit har ikke på forhånd lavet aftaler med kunden om køb af apparater efter en lejeperiode. Bokredit havde jo ingen kontakt med kunden.
Ved samarbejdsaftalens § 2 påtog Bokredit sig en købsforpligtelse. Denne forpligtigelse påtog Bokredit sig allerede inden der var indgået en lejeaftale. Ved § 6 var minimumslejeperioden for nye aktiver sat til 6 måneder. Da det af afskrivningsmæssige hensyn ikke var tilstrækkeligt, var der i lejekontrakten anbefalet minimum 12 måneder med mulighed for, at forhandleren kunne fastsætte en længere lejeperiode.
Gennemsnitligt var produkterne udlejet i 22-24 måneder. Derfor blev de typisk genudlejet. I en periode havde Bokredit flere genudlejninger end nyudlejninger.
Nogle produkter afskrives hurtigere end andre, hvorfor lejen skulle være tilsvarende højere. Vejledning herom fandtes i guiden.
Der eksisterer ikke andre papirer på aftalen mellem Bokredit og forhandlerne end overenskomsten og guiden.
Forhandlerne var forpligtet til at sikre en minimumslejeperiode. Der var ikke noget loft. I en enkelt situation havde en forhandler forlangt en minimumslejeperiode på 40 måneder. Dette var blevet kritiseret af Forbrugerombudsmanden, der fandt maksimalt 24 måneder for passende.
Når en lejekontrakt blev oprettet i edb-systemet, kontrollerede systemet selv, at kravet om en minimumsleje på 3% var opfyldt, og at det udlejede produkt ikke havde samme serienummer som et andet udlejet produkt.
Forhandlerne var interesseret i en leje højere end 3% pr. måned, idet der herved skete en hurtigere nedskrivning. Dels sikrede de sig herved servicevederlaget i samarbejdsaftalens § 9. Dels ville de kunne tjene penge på de brugte apparater.
Forkøbsret og køberet indgår ikke i Bokredit’s koncept. Når Valby Radio ApS eller – som i sag nr. B-3398-01 vedrørende Jørgen Steen Nielsen – Cadeau Electronic ApS har givet en køberet, er det ikke sket efter aftale med Bokredit. Vidnet ved ikke, hvornår de pågældende er begyndt på dette. I forbindelse med en fogedforretning i 1996 blev Bokredit bekendt med, at Cadeau Electronic ApS havde tilbudt køb for 1 krone efter 36 måneder. I den anledning havde Bokredit meddelt Cadeau Electronic ApS, at samarbejdet ville ophøre, hvis de fortsatte med denne praksis. Cadeau Electronic ApS havde dog på dette tidspunkt også et eget finansieringsselskab, og i det selskab kunne han jo gøre, hvad han ville.
Foreholdt en annonce fra kuponhæfte med overskriften ”Lej JVC Hi-Fi i 36 mdr. og køb for 1 krone!” indrykket af Cadeau har vidnet forklaret, at han ikke har set denne annonce. Han havde ikke kendskab til, at Cadeau Electronic ApS brugte dette koncept. Han blev først bekendt med dette gennem advokat Ulrik Bayer i forbindelse med fogedsagen i Gladsaxe, og fik i den anledning udarbejdet et responsum herom. Det var offentligt kendt, at Fredgaard og Fona brugte dette koncept, men Bokredit ville ikke se det hos sine forhandlere. Hvis der kom sådanne kontrakter, blev de returneret til forhandlerne. Medarbejderne risikerede opsigelse. Vidnet kender til det notat, som hans medarbejder Jytte Nielsen har skrevet om, at hvis en medarbejder godkender en sådan kontrakt, ”behøver I ikke at komme mere”. Notatet blev skrevet på baggrund af et konkret eksempel med en lejekontrakt fra Valby Radio med en lejer Kim Schnabelrauch.
Når Tonny Børme under en sag ved Københavns Byret (sag nr. 17152/01) har forklaret anderledes, kan det betragtes som gengældelse. Tonny Børme blev i 1999 erklæret konkurs med virksomheden Valby Radio efter en begæring fra Bokredit. Efter konkursen blev der indsat en konsulent fra Bokredit til at videreføre forretningen. Han havde problemer med disse 1 krones kontrakter, og i nogle situationer har Bokredit måtte acceptere aftalen for at få ro om situationen.
Situationen var tilsvarende for Bo Abenth, som stod bag Cadeau Electronic ApS, idet dette selskab også blev erklæret konkurs efter begæring fra Bokredit.
Om Susanne Pfeiffer har vidnet forklaret, at hun var ansat hos Bokredit, men havde oparbejdet et meget nært samarbejde med Tonny Børme. De 8-taller, som hun har forklaret om, findes ikke.
Om brevet af 9. november 1993 vedrørende 2tal-kæden har vidnet forklaret, at Mogens Bendler, direktør for 2tal-kæden, havde kontaktet ham, efter at annoncekampagnen var iværksat. Vidnet havde accepteret at hjælpe 2tal i den konkrete situation for at bevare det gode forhold til Mogens Bendler. Der var tale om en kortvarig annoncekampagne. På det tidspunkt havde han ikke forudset, at det gav problemer for andre end Bendler.
Vidnet har ikke selv udøvet nogen kontrol med, hvordan medarbejderne forvaltede lejekontrakterne. Det sorterede under Jytte Nielsen, som stod for administrationen af kontoret. Hun administrerede udfra de foreliggende rutiner. Der var udarbejdet en medarbejderhåndbog. Hvis en medarbejder havde afvist en kontrakt eksempelvis på grund af angivelse af ”køb for en krone”, blev en ny kontrakt mellem samme parter ikke særligt kontrolleret. Der var ingen funktion i systemet, der ”fangede” en ny kontrakt mellem samme parter.
Foreholdt at lejeaftalen i B-2477-02 Nikolaj Vilner-sagen er med en leje på 3,8% over 36 måneder svarende til beregningen i brevet af 9. november 1993 til 2tal’s forhandlere, har vidnet oplyst, at han ikke nærmere kan forklare dette. Det beror på renteniveauet, hvornår værdien er nedskrevet til 1 kr. Det er under bestyrelsesmøder drøftet og præciseret, at dette ikke er en del af Bokredits koncept. Bestyrelsesmødereferater er også gået tabt i forbindelse med overdragelsen af Bokredits aktiviteter.
I 1980’erne var det normalt med 36 eller 48 måneders kontrakter. Forhandlerne var interesserede i denne ordning for at begrænse deres egen risiko i relation til den garanterede lejeperiode. Fordelene for kunden var, at der var fri service.
Merethe Larsen har forklaret bl.a., at hun har været ansat i Jensen-koncernen siden 1980 og været tilknyttet Bokredit siden 1983. Hun er opsagt. Hun har været sekretær for Kjeld Pedersen og foretaget incassosager vedrørende lejekontrakterne. Hun har ikke siddet som sagsbehandler vedrørende lejekontrakterne, men har haft berøring med alle medarbejdergrupper. Det har aldrig været et led i Bokredits koncept, at lejere havde køberet. Hvis forhandlere eller kunder har spurgt, er det blevet afslået. Bokredit har ikke været bekendt med Cadeau Electronic ApS’s og Valby Radios procedure. Hvis Bokredit modtog lejekontrakter med sådant indhold, blev de returneret. Det kunne ikke accepteres. Det vidste alle medarbejdere, og det var også en stående bemærkning over for nye medarbejdere. Bokredit solgte ikke noget til kunderne, det gjorde kun forhandlerne.
Notatet fra Jytte Nielsen var kendt af medarbejderne og har ofte været omtalt på grund af den specielle formulering: ”behøver i ikke at komme mere”, som ikke var til at misforstå.
Hun erindrer ikke at have skrevet brevet af 9. november 1993 til 2tal-kæden. Der er ikke blevet arbejdet efter et sådant koncept. Det ville have krævet en ændring i systemet og ville også have krævet en ændret instruks til medarbejderne. En sådan blev ikke givet. Vidnet mener ikke, at der kom mange lejekontrakter på baggrund af 2tals annoncering. Vidnet erindrer ikke at have set nogen kontrakt lavet efter disse retningslinier.
Brevet af 3. september 1996 til Cadeau Electronic ApS kan vidnet godt have skrevet. Det er klart udtryk for Kjeld Pedersens holdning. Vidnet kan ikke forestille sig, at der skulle være en skjult dagsorden.
Af retsbogen for Københavns Byret af 11. september 2001 i sag nr. 17152-01 fremgår bl.a. følgende:
Tonny Børme forklarer, at hans samarbejde med Bokredit blev indledt i 1993. Ved samarbejdets start indgik Tonny Børme med Bokredits direktør en mundtlig aftale om salg af varer på lejekontrakter.... Aftalen var til gensidig fordel, idet Tonny Børme kunne få forøget sin omsætning og Bokredit kunne få en større finansieringsindtægt. Baggrunden for aftalen var kreditkøbslovens regler, om mindsteudbetaling på afbetalingskontrakter for at omgå dette lavede man konstruktionen med salg i lejekontrakter. Bokredits direktør Kjeld Pedersen fortalte Tonny Børme, at konstruktionen var i strid med kreditkøbsloven, men det var jo ikke Tonny Børmes problem. Tonny Børme fik besked på, kun at skrive bestemmelsen om kundens mulighed for at købe apparatet for 1 kr. efter en periode på kundens og Tonny Børmes egen kopi. Det stod således ikke på den originale lejekontrakt. Lejeperiodens længde blev fastsat på baggrund af en almindelig renteberegning. Det var efter drøftelse med Kjeld Pedersen.
Hvis lejeperioden var 48 måneder blev lejen fastsat til 3 procent af nyværdien og ved 36 måneder til 4 procent. Tonny Børme fik senere af en bogholderichef i Bokredit at vide, at der ikke var plads til avance og de aftalte, at lejeperioden blev forlænget med et par måneder på efterfølgende kontrakter. Det gav altid overskud til Bokredit. Hvis kunderne misligholdte kontrakterne blev Tonny Børme faktureret. Det kunne forekomme, at lejen blev fastsat til mindre end 3 procent. Dette kunne ske når der var tale om genudlejede enheder. Men af hensyn til forsikringen blev nyprisen anført i kontrakten. Lejen kunne også være højere end 4 procent. Det kunne den være hvis kunden ønskede en kortere lejeperiode. I sådanne tilfælde er det sket, at Tonny Børme er blevet ringet op af Bokredit, der ville tjekke om der var sket en fejl, og Tonny Børme har så oplyst, om den kortere lejeperiode. Fra 1993 - 1997 indgik Tonny Børme ca. 1.300 kontrakter med Bokredit. Ved hans første konkurs i 1997 var kontrakternes godskrevne værdi på ca. 6 mill. Tonny Børme fik hver måned fra Bokredit en oversigt over kontrakterne.
Tonny Børme gennemgik de såkaldte hvilelejekontrakter, hvor kontrakten var ophævet af kunden og overvejede evt. tilbagekøb. Den enkelte kontrakts nedskrevne værdi kunne blive meget høj ved kundens misligholdelse, og overstige effekternes værdi betydeligt. Tonny Børme kunne ikke få beregningsmåden oplyst. Når en kontrakt ved lejeperiodens udløb var nedskrevet til 0, var det efter aftale med Bokredit op til kunden selv at henvende sig. Tonny Børme annoncerede i Valby-bladet om denne købsform. Han sendte kopi af annoncen til Bokredit, der ikke reagerede herpå. Da Tonny Børme i sommeren 1997 genåbnede efter konkursen måtte han aftale med Bokredit, at alle den tidligere forretnings kontraktsforpligtelser blev overført til det nye selskab. Den første måned indgik Tonny Børme kontrakter med Bokredit for ca. 150.000 kr. Beløbet blev ikke afregnet, idet Bokredit modregnede gammel gæld. Herefter indgik Tonny Børme kun Bokreditkontrakter, hvis han blev presset til det. Der blev måske indgået 15 kontrakter i de følgende 2 år. Samarbejdet med Bokredit gav Tonny Børme underskud. I 1999 var restgælden på kontrakterne 1,2 mill. Det var Bokredit der indgav konkursbegæringen.
....
Kjeld Pedersen forklarer, at han er direktør i Bokredit…. Tonny Børmes praksis med 1-kroneskontrakterne var i strid med standardlejekontrakten og med samarbejdsaftalen og der er ikke indgået nogen mundtlig aftale herom. Bokredit var ikke bekendt med, at Tonny Børme skaffede kunder på denne måde. Bokredit ville aldrig have accepteret sådanne kontrakter. Man er bekendt med både købeloven og de skattemæssige konsekvenser. Bokredit etablerede virksomhed med udlejning i 1983. Man har i dag 150-250 samarbejdspartnere. Der er 12 sager hos Forbrugerombudsmanden. 1 vedrører Valby-Radio og de 11 andre en forhandler der hedder Cado. Den sag, der er tabt i Forbrugerklagenævnet skal prøves ved domstolene.
Kjeld Pedersen blev foreholdt bilag 17-1, andet afsnit sidste punktum. Kjeld Pedersen forklarer, at forhandlerne jo også har andre samarbejdspartnere. De fleste kontrakter har en længde på et år. 36 måneder vil typisk ikke være nok til nedskrivning af effekterne. Når Bokredit har modtaget en kontrakt tilskrives kunden, og der gøres opmærksom på, at der er tale om lejede apparater. Kjeld Pedersen har ikke set Tonny Børmes annonce i Valby-bladet og har ikke fået den tilsendt. Han ville have gjort indsigelse, hvis han havde set den, men på den anden side kan Tonny Børme jo gøre hvad han vil. Bokredit har opsagt samarbejdet med Cado, Cado har også haft sit eget finansieringsselskab, og har her kunnet gøre som de ville. Bokredit har tilskrevet Cado, om at man ikke ville medvirke til 1-kronesaftalerne. Bokredit har ikke haft aftale med forhandlerne om underretning om markedsføring. Minimumslejeperioden har været 6 måneder, men man har anbefalet 12 måneder. Det er det typiske i dag. Tidligere kunne det være længere. En periode på 52 måneder vil give en nedskrivning til 0.
Foreholdt sagens bilag 12-3 5. sidste side tabel over nedskrivningsprocenter forklarer Kjeld Pedersen at tabellen er nyttig for forhandlerne, når de skal vurdere om de skal bruge deres tilbagekøbsret. Afgørende for om lejen fastsættes til 3 eller 4 procent er hvad markedet kan bære. Hvis en forhandler har lavet en kontrakt med en leje på 12 ½ procent har han været dygtig. Det er et frit marked, og Bokredit ville ikke reagere heroverfor.
Foreholdt bilag 15 sidste side kontrakt over 62262071521 forklarer Kjeld Pedersen, at en månedlig leje, som anført på 12 ½ procent ville kunne opnås i dele af landet. Man skal ikke fokusere på procenten, men på at en video kan bære en leje på 250 kr. om måneden. Der er meget service på en video. Kjeld Pedersen vil nødig tro, at en medarbejder hos ham har fået oplyst, at en høj lejeprocent har skyldtes, at der har været indgået aftale om en lejeperiode på 12 måneder, og ret til køb for 1 kr. herefter.
.....
Michael Larsen forklarer, at han var ansat hos Tonny Børme fra 1993 til 1998. Han var beskæftiget med kundeekspedition. Allerede da Michael Larsen startede hos Tonny Børme var det normal kotume med lejeaftaler, med mulighed for køb for 1 kr. efter en periode. I midten af 1993 havde Tonny Børme og Michael Larsen et møde med Kjeld Pedersen fra Bokredit. Tonny Børme ville lave købekontrakter, men det var ikke nogen god ide på grund af kravet om mindsteudbetaling. De spurgte om konstruktionen med 1-kronesaftalerne kunne lade sig gøre og det var der ingen problemer i. Det gjorde alle de andre forhandlere. Tommelfingerreglen var en leje på 3 procent ved en 4-årsperiode og 4 procent ved en 3- årsperiode. Overfor kunden sammenlignede de med ydelserne hos f.eks. Uni-Finans og det kom normalt til at passe så ydelsen blev nogenlunde det samme.
De blev enige med Kjeld Pedersen om kunne at skrive om 1-kronesaftalen på kontraktkopien. Kjeld Pedersen ville ikke have det til at stå på den originale kontrakt, da det ikke var ”helt efter bogen”. Proceduren blev drøftet flere gange under løbende møder med Kjeld Pedersen i hele perioden. Han kom ind imellem på besøg i forretningen, hvis de ikke havde haft så mange kontrakter. Michael Larsen kan huske, at de annoncerede med 1-kronesaftalerne. Han kan ikke huske, om de sendte kopi af annoncen til Bokredit. Der blev lavet mange aftaler med en månedlig leje på op til 10-12 procent, hvis kunden ønskede en kortere nedskrivningsperiode. Denne mulighed fik de sat på plads med Bokredit fra starten.
....
Bo Abenth forklarer, at han drev firmaet Cado-eletronic fra 1982 til 1998. Han annoncerede i kuponhæfter der blev omdelt i hele landet. Han solgte tv-radio og pc-udstyr pr. postordre. Han finansierede oprindelig selv, og fik senere aftale med Icano-finans og så omkring 1996 med Bokredit. I starten annoncerede han med køb uden udbetaling, men da samarbejdet med Bokredit blev indledt annoncerede han med overskriften ”Lej i 3 år – køb for 1 kr.”. Han havde samarbejdet med Bokredit indtil 1998. Under dette samarbejde finansierede han enkelte kontrakter selv, men han havde ikke aftale med andre finansieringsselskaber.
På et tidspunkt henvendte Kjeld Pedersen sig til Bo Abenth om formuleringen i Bo Abenths ordrebekræftelser. Bo Abenth skrev her til kunden, at når effekterne havde været lejet i 3 år, kunne de købes for 1 kr. På et møde opponerede Kjeld Pedersen mod formuleringen, og de aftalte at Bo Abenth fremover skulle skrive, at kunden efter 3 år, kunne købe tilsvarende udstyr for 1 kr. Kjeld Pedersen gav også Bo Abenth et eksempel fra en anden forhandler om, hvordan det skulle formuleres. Kjeld Pedersen sagde, at tilføjelser på Bokredits standartkontrakt ikke kunne accepteres. Bokredit indgive sammen med andre kreditorer konkursbegæring mod Cado. Det er Bo Abenths opfattelse, at man hos Bokredit vidste alt om, hvad der foregik i Tonny Børmes forretning. Bo Abenth var på en forretningsrejse til Norge sammen med Kjeld Pedersen, hvor de drøftede om et tilsvarende koncept kunne bruges i Norge.
....
Susanne Feiffer forklarer, at hun var ansat hos Bokredit fra 1. januar 1996 til 31. august 1998. Hun var sagsbehandler. De var 6 i det hele. De havde hver sit område og hun havde med Tonny Børme at gøre. Det forekom, at de modtog kontrakter med en væsentlig højere leje end 3 procent. Første gang Susanne Feiffer så sådan en kontrakt henvendte hun sig til Jytte Nielsen i Bokredits bogholderi og spurgte, om det var i orden. Jytte Nielsen sagde, at der var tale om en skjult købekontrakt, og det var tilsyneladende OK. Jytte Nielsen forklarede, at der måske var en aftale om, at kunden kunne købe effekterne efter en periode.
Susanne Feiffer modtog også sådanne kontrakter fra Tonny Børme og hun talte løbende med Tonny Børme om, når den nedskrevne værdi på et tidspunkt var i 0, skulle kontrakten stoppe. Andre forhandlere gjorde det samme herunder Cado. De kunne ikke undgå at være opmærksomme på Cados annoncering. Kjeld Pedersen skal være blind, for ikke at have vidst om det. Tonny Børmes kampagne med 1-kroneskøbene startede vist i 1996. Hun kan ikke huske, om forhandlerne indsendte annoncer til Bokredit. Da Tonny Børme startede op igen efter sin konkurs, lå det i luften at han ikke skulle have for meget.
....”
Af retsbogen for Københavns Byret af 19. august 2002 i sag nr. 31.6978-02 fremgår følgende:
Kjeld Pedersen ... forklarer, at han har været direktør for Bokredit fra 1983 frem til år 2002, hvor selskabet blev solgt. Han var også direktør for Mediakanalen A/S. Selskabet Bokredits virksomhed bestod i udlejning af tv og videoer. Lejekontrakterne blev indgået af radioforhandlerne, som herefter solgte det lejede til Bokredit, som fortsatte lejeforholdet.... Han har dog ikke beskæftiget sig med konkret sagsbehandling, idet han jo alene har det overordnede ansvar for selskabet. Han har således ikke været inde i de enkelte kontrakter. Gennemsnitligt blev der betalt 2,9 procent af salgsprisen i leje. Han kender Tonny Børme tilbage fra 1993, men indledte et nærmere samarbejde… Det var en medarbejder i selskabet, der hed Susanne Feiffer, der behandlede de lejekontrakter, der kom fra Tonny Børmes radioforretning.
Selskabet havde en regnskabschef, der hed Jytte Nielsen, og det var hende, der forestod de direkte henvendelser fra medarbejderne, hvis der er problemer. Der har ikke været en aftale om, at Bokredits kunder kunne overtage det lejede til en krone. Dette kunne simpelthen ikke lade sig gøre, idet der så var to, der kunne købe det lejede til en krone. Han er ikke bekendt med Tonny Børmes markedsføring. Herunder bilag 12. Han kender Michael Larsen og Bo Abenth, men han har ikke indgået aftaler med dem om, at det lejede kunne erhverves for en krone. Det er forekommet, at ejendomsretten er overgået til en lejer. Kjeld Pedersen bekræfter således, at dette er sket jf. ... 1, bilag 17, side 3.
Kjeld Pedersen understreger, at Bokredit på dette tidspunkt, havde overtaget driften af Tonny Børmes forretning, idet Tonny Børme på dette tidspunkt var gået konkurs. Der har således været tale om en lejekontrakt, som senere er overgået til et egentlig køb. Foreholdt Bokredits skrivelse af 9. november 1993 ”Til vore samarbejdspartnere i 2tal kæden.” forklarer Kjeld Pedersen, at den fremgangsmåde, der er beskrevet er lavet på foranledning af Mogens Bendler, som var direktør for 2-tal kæden. Man valgte da i Bokredit at acceptere, at kunder kunne købe det lejede for en krone… det drejede sig kun om en ganske kort periode. Ulrik Bayer er advokat for selskabet vedr. mindre sager og inkassosager. Selskabet havde et tilgodehavende hos, Tonny Børme, som der ikke rigtigt skete noget med, idet der ikke blev betalt, hvilket slutteligt førte til konkursen.
Efter konkursdekretet var afsagt, tog Kjeld Pedersen bl.a. sammen med advokat Ulrik Bayer og den advokat, der skulle forestå bobehandlingen ud i forretningen. De mødte da Tonny Børme, som da havde oplyst Kjeld Pedersen om, at han havde solgt 30 tv-apparater. Det tilgodehavende, som selskabet herved fik, havde Tonny Børme sagt kunne modregnes i momsbeløbet, hvilket var uforstående for Kjeld Pedersen…. Tonny Børme kunne få finansieret lejekontrakter hos andre end Bokredit. Når der skulle betales, blev der fremsendt girokort fra Bokredit, ligesom Bokredit forinden havde sendt meddelelse til kunden, om at det var Bokredit, der var udlejer. Undertiden betalte kunderne lejen i den forretning, de have lejet tv-apparatet. Lejen blev herefter sendt til Bokredit.
Der blev rykket for betalingen 3 gange. Ved betalingsmisligholdelse var det forhandleren, der tog ud for at hente apparatet, hvis man kunne finde en frivillig ordning ellers var det Bokredit, der gik til fogeden og fik apparatet tilbage gennem fogedretten. Med hensyn til bilag 17, side 3, oplyser Kjeld Pedersen, at Tonny Børme ikke var forhandler på det tidspunkt. Lejekontrakten var fra lejerens side uopsigelig de første 12 måneder og løb derefter en måned af gangen. Kjeld Pedersen vil ikke afvise, at selskabet har opfyldt en kroners kontrakter, efter at Tonny Børme var gået konkurs, idet Kjeld Pedersens melding til medarbejderne i den periode var, at man skulle skabe ro omkring Valby butikken, også selv om dette måtte medføre, at en krones kontrakter blev opfyldt. Han ved ikke om bilag 17, side 3, er en af disse.
....
Susanne Feiffer forklarer, at hun var ansat hos Bokredit fra januar 1996 til september 1998, som sagsbehandler, hvor hun servicerede et antal radioforhandlere. Det forekom, at lejekontrakterne fungerede som en skjult købekontrakt. Hvis dette var tilfældet, var dette markeret på lejekontrakten med et 8 tal. I disse situationer, blev der betalt et højere lejebeløb end det sædvanlige Hun mener, at det sædvanlige lejebeløb var 3 procent. De havde en liste, der viste, hvilken procentsats lejen skulle være. I begyndelsen havde hun studset over 8 tallet, og havde spurgt Jytte Nielsen, som var den, hun havde kontakt med om disse forhold og Jytte Nielsen havde forklaret hende hvorfor.
Endvidere havde Jytte Nielsen forklaret, at forhandlerne ikke fik et servicebeløb, hvis der var angivet et 8 tal. Undertiden forekom det, at der stod købekontrakt på den lejekontrakt, der kom ind. Denne blev så sendt tilbage til forhandleren idet, der ikke måtte stå købekontrakt. Forhandlerne fremsendte herefter en ny kontrakt, som var betegnet lejekontrakt. Hun har talt med Tonny Børme om dette. Hun mener, at Kjeld Pedersen var bekendt med fremgangsmåden med 8 tallet. I den periode hun var ansat var, der i alt 6 ansatte, inklusiv Kjeld Pedersen. Hun er bekendt med, at Cado Electronics annoncerede i et postordrekatalog, om at man kunne indgå lejekontrakt og senere købe det lejede tilbage for en krone.
Lejekontrakten blev indgået med Bokredit. Det var noget man talte om i selskabet, idet det formentlig ville medføre yderligere arbejde. Postordrekataloget lå fremme i firmaet. Hun mener, at Kjeld Pedersen var bekendt hermed, idet var Kjeld Pedersen, der havde kontakten med Cado. Foreholdt sagens ... 1, bilag 14, side 2, 3. sidste afsnit oplyser Susanne Feiffer, at det korrekt, som der står anført der. Hun har aldrig hørt Jytte Nielsen udtalt, at det var fyringsgrund, hvis man godkendte en lejekontrakt, hvor det var angivet at man kunne købe det lejede for en krone. Susanne Feiffer forklarer supplerende, at hun aldrig har set Jytte Nielsens notat af 11. maj 1995 med bilag. Susanne Feiffer forklarer yderligere, at 8 tallet var anført øverst ved siden af radioforhandlerens navn og adresse. Med hensyn til Cado havde Kjeld Pedersen fortalt om kontakten. Foreholdt Bokredits skrivelse af 3. september 1996 til Cadeau oplyser Susanne Feiffer, at hun ikke kender den pågældende skrivelse.
....
Morten Larsen forklarer, at han medejer og direktør for Bokredit I/S, der bl.a. udlejer tv og hårde hvidevarer. Endvidere har selskabet enkelte købekontrakter. Han overtog Bokredits virksomhed pr. 1. januar 2002. I forbindelse med overtagelsen af virksomheden var han på besøg hos nogle forhandlere, som foreviste ham Bokredits skrivelse af 9. november 1993, og han blev således bekendt med, at der var en krones kontrakter. Han har set dette hos en forhandler. Det var Bokredits skrivelse af 9. november 1993 han fik forevist. Han har fået samme oplysning hos en anden forhandler. Han tog hjem på kontoret og fortalte medarbejderne om det, og de kunne ligeledes vise et bilag svarende til dette brev, men uden modtager med overskriften, der formentlig lyder ”Til vores samarbejdspartner i 2-tal kæden”. Han mener, at brevet, som han fik forevist hos forhandleren var underskrevet af Kjeld Pedersen. Forhandleren oplyste, at man havde anvendt denne fremgangsmåde, indtil for et par år siden. De to forhandlere, der oplyste ham om denne fremgangsmåde var Boyes Radio på Frederiksberg og en radioforhandler i Skibby. Han har talt med sin advokat om dette og overvejer om han på den baggrund har givet for høj pris for virksomheden.
....
Jytte Nielsen forklarer, at hun var ansat i Bokredit fra august 1992 indtil november 1998 som bogholder. Hun har set selskabets lejekontrakter, fordi forhandlerne skulle have udbetalt vederlag. Der blev anført kode 8 på nogle af lejekontrakterne. Det var de lejekontrakter, hvor forhandlerne ikke skulle have servicevederlag. Det var Kjeld Pedersen, der gav instruks, om hvorledes sager som var anderledes end mængden skulle behandles. Hvis der på en lejekontrakt stod, at man kunne købe det lejede tilbage for en krone, skulle lejekontrakten sendes tilbage til forhandleren. Det er hende, der har skrevet notat dateret 11. maj 1995. Når der nederst i bilaget er anført ”Behøver I ikke at komme mere” menes der, at det er fyringsgrund, hvis man godtager en lejekontrakt, hvor der står, at det lejede kan købes tilbage for en krone. Hun har skrevet det på Kjeld Pedersen foranledning.
Kontrakten blev så sendt tilbage til forhandleren, som ofte sendte en ny kontrakt frem, uden at anføre, at effekterne senere kunne købes tilbage. Medarbejderen kunne ikke foretage sig noget uden, at Kjeld Pedersen vidste det. Hun vidste, at Kjeld Pedersen skulle til Valby og tale med Tonny Børme om hans annoncering, idet Kjeld Pedersen havde sagt, at den skulle se anderledes ud. Hun har været ude hos Tonny Børme for at hjælpe ham med bogføring, men har ikke talt med ham om hans annoncering og heller ikke om en krones kontrakter. Foreholdt sagens bilag 18, side 3, 3. sidste afsnit oplyser Jytte Nielsen, at hun har snakket løst med Tonny Børme om annonceringen. Foreholdt 2. sidste afsnit, samme side og bilag oplyser Jytte Nielsen, der aldrig er talt direkte om en krones kontrakter, men at disse er omtalt mere generelt. Kjeld Pedersen havde således orienteret om, at det var Bokredit uvedkommende, hvad forhandleren og kunde havde aftalt. 8 tallerne var anført på den originale lejekontrakt.
Det var typisk på lejekontrakter, der kom fra 2-tal kæden. Hun husker 8 taller på lejekontrakter, der kom fra Boyes radio og Clausens radio. Kjeld Pedersen havde således sagt at 8 tallet skulle anføres på en lejekontrakt, når der var en højere leje end den sædvanlige, og så skulle der ikke udbetales serviceydelse til forhandleren. Dette var i hvert fald sagt i begyndelsen af 1994. Merethe Larsen, Anne Thiim og Gert Frost, havde bl.a. været tilstede ved sådan et møde. I slutningen af ansættelsesperioden kom, der ikke så mange kontrakter med 8 taller. Kjeld Pedersen har omtalt samarbejdet med Cado, men ikke nævnt noget om en krones kontrakter, så vidt Jytte Nielsen husker.
....
Jørgen Clausen forklarer, at han er radio og tv forhandler i Dragør. Han er med i 2-tal kæden. Han har haft et samarbejde med Kjeld Pedersen – formentlig siden 1983. Det var Jørgen Clausen, der lavede lejekontrakten, hvorefter det lejede blev overdraget til Bokredit. Han har aldrig drøftet en krones kontrakter med Kjeld Pedersen. Hvis kunden misligholder lejekontrakten, er det Jørgen Clausen, der skal forsøge, at få lejeforholdet til at køre videre eller hente det lejede. Hvis man skal have bistand af fogden er det Bokredit, der foretager dette, idet det er Bokredit, der er ejer. Han har aldrig drøftet køb til en krone med kunderne. Hvis en kunde henvender sig og siger, at vedkommende heller ville købe, forsøger han at sælge et helt nyt tv eller et passende brugt. Han erindrer ikke at have modtaget Bokredits skrivelse af 9. november 1993, ligesom han ikke husker, at der skulle have været kampagner om at tilbagekøbe det lejede for en krone.
....
Peter Nielsen forklarer, at han er radioforhandler i Skagen og Aalbæk. Han har haft et forretningsmæssig samarbejde med Kjeld Pedersen formentlig siden 1983. Peter Nielsen lejer tv og hvidevarer ud til kunder. Det lejede bliver senere solgt til Bokredit. Han har ikke indgået købsaftaler til en krone, og han har heller ikke turde gøre dette, idet han da ville være bange for, at samarbejdet med Bokredit som han ellers har været tilfreds med, ville ophøre. Der er i øvrigt ikke stor forskel på, om man indgår en lejekontrakt eller en købekontrakt, idet der ved lejeaftalen skal betales en måneds leje forud, depositum samt oprettelsesafgift. Han har aldrig set Bokredits skrivelse af 9. november 1993.
....
Niels Tiedjen forklarer, at han er radioforhandler på Borups Alle. Han har samarbejdet med Kjeld Pedersen gennem mange år. Det foregår på den måde, at Niels Tiedjen indgår lejekontrakt med en kunde. Han sælger efterfølgende det lejede til Bokredit. Kunderne har ikke fået køberet til det lejede, fordi man ikke må i henhold til lovgivningen, og man må heller ikke ifølge aftale med Bokredit. Hvis en kunde efter, at have lejet nogle effekter, meddeler at vedkommende gerne ville købe effekterne, ringer Niels Tiedjen til Bokredit og får den nedskrevne værdi oplyst. Til dette beløb lægger han et eller andet beløb for den service, der efterfølgende ydes. Han har aldrig aftalt, at kunden kunne købe det lejede til en krone. Han har set, at formentlig Fona brugte denne fremgangsmåde på et tidspunkt, hvor han ringede til Bokredit for, at høre deres holdning til spørgsmålet. Han fik da at vide, at det måtte han ikke. Han husker ikke, hvem talte med hos Bokredit herom. Han husker, at han har talt med Kjeld Pedersen 6-7 gange under deres samarbejde. Niels Tiedjen forklarer supplerende, at han ikke har noget kendskab til Tonny Børme, udover, at han har mødt ham en enkelt gang.
....”
Af retsbogen for Københavns Byret af 28. april 2003 i sag nr. 31.6978-02 fremgår følgende:
”…
Michael Larsen ...forklarer, at han har været ansat hos Tonny Børme fra 1993 til 1999. Han har efter ophøret af ansættelsesforholdet alligevel hjulpet til under ferie og sygdom indtil 2001. Michael Larsen var bekendt med 1-krones kontrakterne. Det var aftalt med Bokredit, at man kunne købe det lejede for 1-kr. efter 3-4 år. Han har været med til diverse møder sammen med Tonny Børme i forretningen på Valby Langgade, hvor 1-krones kontrakterne har været diskuteret, idet man var usikker på, om man kunne gøre dette. Kjeld Pedersen havde meddelt dem, at det kunne lade sig gøre. Kjeld Pedersen var deres kontaktperson hos Bokredit, og det er vidnets opfattelse, at Kjeld Pedersen var bekendt med den kampagne, hvor 1-krones kontrakterne er omtalt. Man havde bl.a. diskuteret hvilken leje, der skulle betales for på den måde hurtigere at lade kunden købe det lejede. Vidnet opfattede det som en let måde at lave en afbetalingskontrakt på, idet man her slap for kreditvurdering af kunden og betaling af udbetaling.
Man ringede undertiden til Bokredit og hørte, hvad det lejede var nedskrevet til. Hvis kunden ønskede at købe på et tidligere tidspunkt, blev lejekontrakten ophævet, og kunden købte det lejede for den nedskrevne værdi. Han har på flere lejekontrakter tilføjet på side 2, som var deres kopi, at man kunne købe det lejede til 1-kr., når lejeperioden var udløbet. Det blev ikke skrevet på det eksemplar, der blev fremsendt til Bokredit, idet Bokredit ikke ville have dette. … Michael Larsen husker ikke, om de sendte kopier af bilag 12 eller tilsvarende til Kjeld Pedersen. Hvis der ikke var en aftale om, at man kunne købe det lejede for 1-kr., var der alligevel nogle som fortsatte som lejere og andre kom under lejeforholdets forløb ind i forretningen og spurgte, om de kunne få lov til at købe på dette tidspunkt, hvilket var tilfældet. Michael Larsen har således også efterfølgende skrevet på lejeaftaler, at det lejede senere kunne købes for 1 kr. Tonny Børme havde kontakt til diverse finansieringsselskaber i forbindelse med oprettelse af købekontrakter, og Tonny Børme fik da udbetalt hele købesummen på én gang. Vidnet bekræfter, at det er ham, der har underskrevet lejekontrakt af 26. september 1995 med Lasse Hansen.
Foreholdt lejekontrakt af 26. maj 1997 med Lars Mikkelsen, påtegning om at det lejede kan købes for 1 kr., er dette underskrevet af Tonny Børme. Michael Larsen kan ikke se eller er ikke bekendt med, hvornår dette er skrevet.
...
Bo Abenth … forklarer, at han har drevet firmaet Cadeau fra 1982 til 1998, hvor det gik konkurs. Han har haft et samarbejde med Kjeld Pedersen siden 1995. En af ideerne i samarbejdet med Kjeld Pedersen var, at Bo Abenth ønskede at leje elektronikting ud, hvorefter kunderne kunne købe de pågældende effekter efter 3 år for 1 kr. Kjeld Pedersen var bekendt med dette, idet det var baggrunden for hele deres samarbejde. Der blev omdelt kuponhæfter til samtlige husstande med denne reklame.
Kjeld Pedersen var bekendt med disse annoncer. De havde drøftet, hvordan salget skulle foregå. Han har således korresponderet med Kjeld Pedersen herom både mundtligt og skriftligt. Det fremgik ikke af selve lejekontrakten, at kunden kunne købe det lejede tilbage for 1 kr. Dette fik kunden at vide i et følgebrev. Senere ændrede man teksten i følgebrevet således, at kunden kunne købe et tilsvarende apparat for 1 kr. og ikke nødvendigvis det apparat, kunden tidligere havde lejet, men tanken var, at kunden kunne beholde det apparat, der var lejet. … Med hensyn til Bokredits skrivelse af 9. november 1993 mener han ikke, at han har set den. Han husker det i hvert fald ikke.
Han har fået eksemplarer fra Kjeld Pedersen på breve, som han kunne anvende til kunderne, og som var anvendt af Bokredits samarbejdspartnere. Han var tilfreds, hvis lejeformålet holdt i den angivne lejeperiode. Forevist skrivelse af 3. september 1996, oplyser vidnet, at han formentlig har fået brevet, når det er stilet til ham, men husker det ikke. Samarbejdsaftalen med Bokredit blev i hvert fald ikke opsagt efter nærværende skrivelse. Han vil ikke afvise, at der har været breve, der er blevet sendt for at opretholde formalia, men som parterne ikke har tillagt betydning.
…
Merethe Larsen ... forklarer, at hun har været ansat i Bokredit siden starten i 1985 eller 1987 indtil den 1. marts 2002, hvor hun selv sagde op. Hun har været sekretær for Kjeld Pedersen. Der var 5-8 personer ansat i virksomheden. Hun lavede endvidere inkassoarbejde. Det var Bokredit, der købte diverse fjernsyn og radioer af radioforhandlerne. Lejeren havde indgået aftale direkte med radioforhandleren, men lejeren fik at vide, at det var Bokredit, der var ejer, og at der skulle betales til Bokredit. Hun er bekendt med lejeaftaler jf. eksempelvis bilag 31-3 og -4. Hvis hun har set 1 kr. kontrakter, hvilket er tilfældet, så er disse sendt tilbage til de forhandlere, der havde fremsendt dem.
Hun mener, at der er tilfælde, hvor der er lejere, der er blevet ejer af det lejede. Det er sket, at der er nogle, der har rettet henvendelse til Bokredit for at spørge, om de kunne købe det lejede. Hun har da henvist dem til forhandleren. Forhandleren kunne løbende få oplyst, hvad der skyldtes på lejekontrakten. Hun har i forbindelse med det økonomiske sammenbrud hos Valby Radio set kontrakter, hvor der stod, at disse kunne købe det lejede tilbage for 1-kr. Hun har set tilsvarende fra firmaet Cado. De havde ca. 100 forhandlere. Hun arbejder stadig som sekretær for Kjeld Pedersen nu i et andet firma. Det var ikke hende, der forestod den konkrete sagsbehandling. Forevist Bokredits skrivelse af 9. november 1993, oplyser vidnet, at hun er bekendt med brevet, men det var kun en kortvarig kampagne, hvor man valgte at bidrage til den. Hvis der var skrevet et 8-tal på en lejeaftale, har hun fået oplyst af en forhandler, at det var noget forhandleren skulle bruge til sin egen statistik. De beholdt den pågældende lejekontrakt.
Foreholdt bilag 33-1 [udateret, håndskrevet notat] oplyser Merethe Larsen, at hun ikke er bekendt med denne notits. Hun vil tro, at det er Susanne Feiffers håndskrift. Det var Kjeld Pedersen eller bogholderen, der instruerede nye medarbejdere.
…
Morten Larsen ... forklarer, …, at han ikke fandt nogen tilbagekaldelse på Bokredits skrivelse af 9. november 1993.... Advokatfirmaet Reumert & Kromann meddelte ham, at de mente, at der slet ikke havde fundet en sådan kampagne sted. I forbindelse med at han ledte efter en tilbagekaldelse af det nævnte brev, fandt han imidlertid bilag 33-1 [udateret, håndskrevet notat]. Han fandt - endvidere nogle sager - 36 - eksisterende sager, hvor der er angivet et 8-tal. De eksisterende sager kommer fra Skibby Radio, Cadeau og Bøjes Radio. Morten Larsen oplyser, at det er korrekt, at der har været uenighed mellem ham og Bokredit K/S om en refusionsopgørelse. Der var således uenighed om et beløb på ca. 3/4 mio. kr. … For så vidt angår de 36 eksisterende kontrakter kan det dreje sig om et beløb på 1-300.000 kr., som Morten Larsen sammen med de to medinteressenter evt. kan blive erstatningsansvarlige for. Der er konkret kommet krav om betaling af 41.000 kr. samt et mindre beløb, men Morten Larsen har nu valgt at se fremad og ønsker ikke at gå tilbage vedrørende de gamle kontrakter. Han mener, at han har talt med Tonny Børme, der ringede til ham forud for nærværende sag, hvor Tonny Børme bad om nogle gamle kontoudtog, og det var i den sammenhæng, de kom til at tale om nærværende sag.
…
Susanne Feiffer forklarer, at det er korrekt, at det er hende, der har skrevet bilag 33-1 [udateret, håndskrevet notat]. Hun husker ikke, hvornår hun har skrevet notitsen. Den er sikkert skrevet på grundlag af, hvad Jytte Nielsen har forklaret hende. Hun skriver ofte lapper for at huske, hvordan tingene forholder sig.
Parternes procedure
Forbrugerombudsmanden har til støtte for Wicky Vang Pedersens påstand i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 26. maj 2003.
Forbrugerombudsmanden har således gjort gældende, at aftalen af 29. marts 1996 om leje af videoapparat og musikanlæg reelt er en kreditaftale vedrørende køb med ejendomsforbehold, omfattet af kreditaftaleloven, jf. lov nr. 398 af 13. juni 1990 med senere ændringer, uanset at den er betegnet som en lejeaftale. Der er tale om et lejekøb efter kreditaftalelovens § 6, stk. 2, og et lånekøb i et oprindeligt trepartsforhold efter kreditaftalelovens § 5, nr. 2.
Efter kreditaftalelovens § 6, stk. 2, anses også en lejeaftale for at være et kreditkøb med ejendomsforbehold, ”… såfremt det må antages at have været meningen, at modtageren af tingen skal blive ejer af den”. Formålet med bestemmelsen er at sikre forbrugeren mod omgåelse af kreditaftalelovens krav om, at køber skal præstere en mindsteudbetaling som betingelse for, at sælger kan tage ejendomsforbehold. Udbetalingskravet i kreditaftaleloven er begrundet i et ønske om at beskytte køberne mod at foretage letsindige køb, jf. betænkning nr. 839/1978, s. 87.
Ved at indgå sådanne lejekøb ville udlejer kunne opnå det bedste af to verdener. Som udlejer er man ejer og har således ejendomsretten. Man kan undlade at følge kreditaftalelovens regler, herunder om mindsteudbetaling, hvorved man kommer i kontakt med de forbrugere, der ikke har råd til at betale en udbetaling. Samtidig kan man tilbyde forbrugeren apparatet for en krone på et tidspunkt, hvor apparatet er fuldt afskrevet og ikke længere repræsenterer en værdi for udlejer. Denne mulighed er afskåret ved kreditaftalelovens § 6, stk. 2.
I denne sag var det allerede ved aftalens indgåelse meningen, at Wicky Vang Pedersen skulle blive ejer af det lejede, dels fordi Wicky Vang Pedersen ved købet i forretningen tilkendegav, at hun agtede at benytte sig af køberetten, og dels fordi købesummen på 1 kr. efter lejeperioden på 48 måneder gjorde det utænkeligt, at Wicky Vang Pedersen ikke ville købe det ”lejede”. Købesummen blev reelt dækket ved lån til Wicky Vang Pedersen indrømmet af Bokredit på grundlag af en forudgående aftale mellem Valby Radio ApS og Bokredit, jf. kreditaftalelovens § 5, nr. 2, hvor den månedlige leje var udtryk for amortisering af lånet. Uanset at aftalen betegner sig som en lejeaftale, og at Bokredit efter sit formål driver udlejningsvirksomhed og ikke lånefinansieringsvirksomhed, er aftalen under disse omstændigheder omfattet af kreditaftaleloven, jf. kreditaftalelovens § 6, stk. 2, om lejekøb og kreditaftalelovens § 5, nr. 2, om kreditkøb i oprindelige trepartsforhold.
Retsvirkningerne heraf er, at aftalen skal opfylde de præceptive bestemmelser i kreditaftaleloven, jf. herved lovens § 7, stk. 1, og at Bokredit i modsat fald skal tåle, at aftalens vilkår ændres i overensstemmelse med kreditaftalelovens regler.
Aftalen opfylder ikke kreditaftalelovens bestemmelser om gyldigt ejendomsforbehold, jf. kreditaftalelovens § 34, stk. 1, nr. 4, idet hverken Bokredit eller Valby Radio ApS ved overgivelsen af videoapparatet og musikanlægget til Wicky Vang Pedersen blev fyldestgjort for mindst 20 % af kontantprisen på 8.495 kr. Ejendomsforbeholdet er ikke gyldigt, og ejendomsretten overgik derfor til Wicky Vang Pedersen allerede ved aftalens indgåelse. Valby Radio ApS udleverede det lejede til Wicky Vang Pedersen før overdragelse af ejendomsretten til Bokredit. Wicky Vang Pedersen er derfor også beskyttet imod ekstinktion af sin ejendomsret, jf. kreditaftalelovens § 32.
Wicky Vang Pedersen modtog ved aftalens indgåelse ikke samtlige de i kreditaftalelovens § 9 opregnede oplysninger vedrørende kreditomkostninger og kreditvilkår. Wicky Vang Pedersen er herefter alene forpligtet til at betale kontantprisen amortiseret i overensstemmelse med aftalernes bestemmelse samt en årlig rente svarende til diskontoen tillagt 5% af den til enhver tid værende restgæld, jf. kreditaftalelovens § 23.
Forbrugerombudsmanden har videre gjort gældende, at Bokredit er bundet af Valby Radio ApS’s dispositioner, idet Valby Radio ApS handlede som fuldmægtig for Bokredit. Aftalen om at kunne købe for 1 kr. efter 48 måneders leje lå inden for legitimationens grænser. Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at Bokredit var bekendt med og havde accepteret, at Valby Radio ApS kunne give køberet samtidig med oprettelsen af en lejekontrakt. Overenskomstens bestemmelse om den garanterede lejeperiode sammenholdt med forhandlerens mulighed for at købe til apparatets nedskrevne værdi indeholder det egentlige incitament for forhandleren til at indgå i et arrangement om leje med købsret. Bokredits positive viden om forholdene fremgår ligeledes af de forklaringer, der er afgivet for byretten. Om Valby Radio ApS handlede uden intern bemyndigelse kan ikke føre til andet resultat, idet Bokredit som anført i Forbrugerklagenævnets afgørelse er nærmest til at bære risikoen for, at Valby Radio ApS i givet fald har handlet i strid med Bokredits instrukser, og at der således under de foreliggende omstændigheder med bindende virkning også for Bokredit er indgået et kreditkøb omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 3, og § 5, nr. 2.
Forbrugerombudsmanden har desuden gjort gældende, at Wicky Vang Pedersen endvidere kan rejse samme krav over for Bokredit, som hun kunne rejse mod Valby Radio ApS, idet hun ved Valby Radio ApS’s konkurs og deraf følgende manglende betaling har sandsynliggjort, at Valby Radio ApS ikke opfylder sine forpligtelser, jf. kreditaftalelovens § 33, stk. 2.
Sagsøgers krav på tilbagebetaling udgør 2.282 kr., hvilket beløb størrelsesmæssigt er anerkendt af Bokredit.
Bokredit har til støtte for sin påstand i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 26. maj 2003.
Bokredit har således gjort gældende, at aftaleforholdene mellem Wicky Vang Pedersen og Bokredit reguleres alene af standardlejekontrakten fra 1996. Heri er det fremhævet med versaler lige over Wicky Vang Pedersens underskrift, at ”LEJER IKKE HAR KØBSRET ELLER FORKØBSRET TIL DET LEJEDE”. Samme bestemmelse er gengivet i standardbetingelserne på bagsiden af kontrakten. Wicky Vang Pedersen har ikke hævdet, at Bokredit har lovet en køberet.
Kreditaftalelovens § 5, nr. 2, finder ikke anvendelse. I 1996 skete der ikke et salg fra Valby Radio ApS til Wicky Vang Pedersen, og Bokredit ydede ikke lån til finansiering af en købesum. Bokredit drev ikke sådan lånefinansieringsvirksomhed. Bokredit drev udlejningsvirksomhed og købte produkterne af forhandlerne og udlejede dem til Wicky Vang Pedersen. Ved indgåelsen af standardlejeaftalen med Wicky Vang Pedersen tilkom ejendomsretten til de lejede produkter Bokredit, der forinden havde forpligtet sig til at købe de lejede effekter af Valby Radio ApS, jf. overenskomstens § 2.
Kreditaftalelovens § 6, stk. 2, finder ikke anvendelse. Det har aldrig været Bokredits mening, at lejerne skulle blive ejere af produkterne. En aftale herom strider mod Bokredits koncept og har været ukendt for Bokredit. Heller ikke Wicky Vang Pedersen kan med rette have ment, at hun havde en aftale med Bokredit om, at hun skulle blive ejer af produkterne. Det fremgår klart af lejekontrakten, at Bokredit ejer produkterne, og at Wicky Vang Pedersen ikke har køberet til det lejede.
Breve og notater med en køberet er ikke fra Bokredit men fra Valby Radio ApS, der imidlertid hverken er part i lejekontrakterne eller ejer af det lejede. Bokredits samarbejde med forhandlerne bestod i, at forhandlerne solgte produkterne til Bokredit og som en praktisk foranstaltning underskrev standardlejekontrakten med lejerne på vegne af Bokredit. Forhandlerne har derimod hverken haft fuldmagt eller bemyndigelse til at indrømme lejerne en køberet på Bokredits vegne. Wicky Vang Pedersen kan ikke have troet, at Bokredit havde lovet hende en køberet, jf. ovenfor.
Den køberet, som er tilsagt Wicky Vang Pedersen, er derfor en selvstændig og uafhængig aftale mellem forhandleren og Wicky Vang Pedersen. Kreditaftalelovens §§ 32 og 33 giver ikke Wicky Vang Pedersen et krav mod Bokredit, da bestemmelserne forudsætter eksistensen af ”anden kreditor”, og at § 5, nr. 2, finder anvendelse. Dette er ikke tilfældet, jf. ovenfor, og det vil have uoverskuelige konsekvenser for Bokredits koncept, hvis Bokredit bindes af aftaler mellem en lokal radioforhandler og en lejer – aftaler som Bokredit ikke kender til og ikke kan gardere sig mod.
Forhandlerne og Bokredit har ikke haft et sådant interessefællesskab, at forhandlernes salgsskridt bør binde Bokredit. Synspunktet er uhjemlet. Der har alene bestået et sædvanligt kommercielt forhold som beskrevet i overenskomsten. Bokredit har gjort, hvad der har stået i dennes magt for at undgå, at forhandlerne indrømmer lejere en køberet, jf. overenskomstens § 4, notat af 11. maj 1995, brev af 3. september 1996, ordlyden af den udarbejdede standardkontrakt og de fakturaformularer, som forhandlerne er forpligtet til at anvende ved salg af udlejede effekter til Bokredit, hvorefter ”det er en udtrykkelig forudsætning for købers accept af nærværende leverance/faktura, at sælger har udlejet ovennævnte effekter på sagsøgtes lejekontrakt til 3. mand”.
Endelig bestrides det, at forhandleren kan anses som befuldmægtiget, og hvis dette var tilfældet har forhandleren ved at tilsige en køberet klart handlet uden for sin bemyndigelse.
Det afgørende er altså, hvad der er realiteten og substansen i de indgående aftaler. Det fremgår klart og utvetydigt, at der er tale om et lejeforhold. Det har ikke været parternes mening, at Wicky Vang Pedersen skulle blive ejer. Bokredit har gjort, hvad der stod i deres magt for at sikre dette, og Wicky Vang Pedersen kan ikke have været i god tro om andet, når dette fremgår direkte af kontrakten.
Landsrettens bemærkninger
Det forretningskoncept, som Bokredit har tilrettelagt, indebærer efter kontraktsgrundlaget, at Bokredit driver udlejningsvirksomhed. På baggrund af kontraktsgrundlaget vil det imidlertid i visse situationer være nærliggende, at forbrugeren og forhandleren aftaler, at forbrugeren på trods af den klare formulering af standardlejeaftalen bliver ejer af de udlejede apparater.
I den foreliggende sag har Wicky Vang Pedersen efter en lejeperiode på 48 måneder betalt en samlet leje af en sådan størrelse, at apparatets værdi må antages internt at være nedskrevet til 0 kr. eller i hvert fald en meget begrænset værdi. Overenskomsten indebærer, at forhandleren har ret til at tilbagekøbe de lejede apparater for den begrænsede værdi på dette tidspunkt.
Da forhandleren imidlertid også gennem overenskomsten er forpligtet til at betale leje i 52 måneder til Bokredit, er det åbenbart, at forhandleren, såfremt forbrugeren opsiger lejeaftalen på et tidspunkt, hvor værdien er nedskrevet til 0 kr., gør brug af sin køberet over for Bokredit for derved at frigøre sig fra den fortsatte pligt til lejebetaling. Denne situation kunne såvel forhandleren som Bokredit givet forudse allerede ved forbrugerens indgåelse af lejeaftalen hos forhandleren.
Det er herefter nærliggende, at forhandleren i sin markedsføring, således som det er sket hos Valby Radio, Cadeau Electronic ApS og 2tal, anvender konceptet ”lej i 3 år og køb for 1 kr.” eller tilsvarende, og således aftaler med forbrugeren, at denne kan købe de lejede apparater efter udløbet af opsigelsesperioden.
Bokredit var da også opmærksom på, at der i radiobranchen, Fona og Fredgaard, anvendtes denne markedsføring, og Bokredit accepterede under det foreliggende kontraktsgrundlag, ifølge Kjeld Pedersens forklaring for en kort periode, at 2tal anvendte denne markedsføring, jf. således Bokredits skrivelse af 9. november 1993. Under disse omstændigheder, og da Bokredit ikke har ført nogen kontrol med, om forhandlerne uden for standardkontraktsgrundlaget aftalte med forbrugerne, at disse kunne købe apparaterne for et symbolsk beløb, finder landsretten, at Bokredit i disse sager må identificeres med forhandleren ved bedømmelsen efter kreditaftalelovens § 5, nr. 2, og § 6, stk. 2.
Det bemærkes i den forbindelse, at det ved brug af EDB og stikprøvekontrol ville være ganske nemt for Bokredit at lave en sådan kontrol, navnlig af de lejeaftaler, hvor der var særlig risiko for, at forhandleren og forbrugeren havde aftalt, at forbrugeren skulle blive ejer af apparatet.
Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at det i forholdet mellem Valby Radio ApS og Wicky Vang Pedersen har været meningen, at Wicky Vang Pedersen efter en periode skulle blive ejer af de lejede apparater, hvilket af de oven for nævnte grunde må anses for at gælde i forhold til Bokredit. Lejeaftalen må således anses for et køb med ejendomsforbehold, jf. kreditaftaleloven § 6, stk. 2.
Efter en samlet vurdering af kontraktsgrundlaget, navnlig bestemmelserne om Bokredits købspligt og den garanterede lejeperiode/lejebetaling sammenholdt med forhandlerens ret til at tilbagekøbe det lejede til nedskreven værdi, har Bokredits eneste reelle opgave været at stille kapital til rådighed for forbrugeren. Der er således tale om et køb med ejendomsforbehold, hvor købesummen reelt blev dækket ved lån til sagsøger indrømmet af Bokredit på grundlag af en aftale mellem Valby Radio ApS og Bokredit, jf. kreditaftalelovens § 5, nr. 2.
Ved indgåelse af en kreditaftale har forbrugeren krav på at modtage kreditoplysninger i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 9. Disse oplysninger er ikke givet Wicky Vang Pedersen. Retsvirkningerne af manglende iagttagelse af § 9 er efter kreditaftalelovens § 23, stk. 1, at forbrugeren ikke har pligt til at betale mere end kontantprisen og en årlig rente, svarende til diskontoen med tillæg af 5 %. Wicky Vang Pedersens tilbagebetalingskrav er opgjort til 2.282 kr. Valby Radio ApS er erklæret konkurs.
Efter kreditaftalelovens § 33, stk. 2, hæfter Bokredit herefter for betaling af Wicky Vang Pedersens tilbagebetalingskrav.
Sagsøger, Wicky Vang Pedersens, påstand, hvorom der er beløbsmæssig enighed mellem parterne, tages herefter til følge.
Thi kendes for ret:
Sagsøgte, Jensen Finans K/S, skal inden 14 dage betale 2.282,00 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 21. maj 2002 til sagsøger, Forbrugerombudsmanden som mandatar for Wicky Vang Pedersen.
Inden samme frist skal sagsøgte betale sagsomkostninger til sagsøger med 20.000 kr.
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes. Østre Landsrets kontor, den
P.j.v.
B2477004 - MRS
UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
D O M
Afsagt den 3. september 2003 af Østre Landsrets 9. afdeling
(landsdommerne Østerborg, Bloch Andersen og Christina Breinstrup (kst.)).
9. afd. nr. B-2477-02:
Forbrugerombudsmanden
som mandatar for
Nikolaj Vilner
(Ka. v/advokat Henrik Nedergaard Thomsen)
mod
Jensen Finans K/S (tidligere Bokredit K/S)
(advokat Frank Bøggild)
Denne sag, der er anlagt den 21. maj 2002, blev ved kendelse af 23. august 2002 fra Civilretten i Glostrup efter retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 1-3, henvist til behandling ved Østre Landsret. Sagsøger, Forbrugerombudsmanden som mandatar for Nikolaj Vilner, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Jensen Finans K/S (tidligere Bokredit K/S), tilpligtes at betale sagsøgeren 4.556,00 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens anlæg.
Sagsøgte, Jensen Finans K/S (tidligere Bokredit K/S), (i det følgende kaldet Bokredit) har påstået frifindelse.
Sagen er behandlet sammen med to sager om tilsvarende spørgsmål under j.nr. B-3398-01, Jørgen Steen Nielsen mod Jensen Finans K/S, og B-2476-02, Forbrugerombudsmanden som mandatar for Wicky Vang Pedersen mod Jensen Finans K/S.
Sagen angår spørgsmålet, om en aftale om leje af et stereoanlæg, der er indgået den 22. august 1996 mellem Bokredit og Nikolaj Vilner, er omfattet af kreditaftaleloven, jf. lovens § 6, stk. 2, idet forhandleren af stereoanlægget, Cadeau Electronic ApS, i forbindelse med indgåelsen af lejekontrakten tilbød Nikolaj Vilner, at forhandleren efter en lejeperiode på 36 måneder ville tilbagekøbe stereoanlægget fra Bokredit, hvorefter Nikolaj Vilner kunne erhverve stereoanlægget for en krone, og i bekræftende fald om Nikolaj Vilners tilbagebetalingskrav kan gøres gældende mod Bokredit, jf. lovens § 33, stk. 2, jf. § 5, nr. 2.
Forbrugerklagenævnet traf afgørelse i sagen den 4. april 2001. Forbrugerklagenævnet fandt, at der med bindende virkning også for Bokredit var indgået et kreditkøb omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 2, og § 5, nr. 2. En følge heraf var, at aftalen mellem Nikolaj Vilner og Bokredit bedømmes som et forbrugerkreditkøb omfattet af kreditaftaleloven, hvorfor Nikolaj Vilner ved aftalens indgåelse havde krav på at få oplysninger om kreditomkostninger og kreditvilkår i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 9.
Retsvirkningerne af manglende iagttagelse af oplysningspligten er, at Nikolaj Vilner ikke kan tilpligtes at betale mere end kontantprisen og en årlig rente af den til enhver tid værende restgæld, svarende til Nationalbankens diskonto med tillæg af 5%. Forbrugerklagenævnet har opgjort Nikolaj Vilners tilbagebetalingskrav til 4.556 kr. Forbrugerklagenævnets afgørelse er ikke enstemmig.
Bokredit har ikke ønsket at efterkomme afgørelsen.
Der er ikke tvist om den beløbsmæssige opgørelse, såfremt kreditaftalelovens bestemmelser finder anvendelse.
Sagens omstændigheder
Sagen angår nærmere en lejeaftale, som Nikolaj Vilner indgik den 22. august 1996. Aftalen blev indgået med forhandleren Cadeau Electronic ApS på vegne udlejer Bokredit. Forholdet mellem Cadeau Electronic ApS og Bokredit blev reguleret af en overenskomst, som blev indgået mellem parterne i december 1995. Af overenskomsten fremgår følgende:
” GENERELT
§ 1
Nærværende overenskomst regulerer BO-KREDIT K/S´s virksomhed som udlejer i samarbejde med Forhandleren, som på BO-KREDIT K/S´s vegne har formidlet udlejningsvirksomheden og stiller sin salgs-, service- og lagerkapacitet til rådighed herfor.
Overenskomsten suppleres med bilag, der nærmere angiver de af overenskomsten omfattende aktiver og minimumsbeløb for de enkelte køb, ligesom BO-KREDIT K/S kan udstede supplerende forskrifter gældende for overenskomsten.
......
KØBSVILKÅR/FORHANDLERFORTJENESTE
§ 2
BO-KREDIT K/S forpligter sig til på de i nærværende overenskomst anførte vilkår at afkøbe Forhandleren de aktiver, om hvilke denne på vegne BO-KREDIT K/S som udlejer har indgået lejeaftaler.
Overenskomsten omfatter alene nye aktiver. BO-KREDIT K/S er forpligtet til at købe disse til Forhandlerens indkøbspris tillagt 10 % avance udgørende det endelige vederlag for Forhandlerens formidling af udlejningsvirksomhed på BO-KREDIT K/S´s vegne, jfr. om service m.v. dog nedenfor § 8 og § 12.
Købesummen forfalder til betaling ved udgangen af løbende måned plus 8 dage. BO-KREDIT K/S kan til enhver tid forlange efter dets skøn fornøden dokumentation for den anførte indkøbspris.
Nærværende overenskomst omfatter alene aktiver udlejet til lejere med fast bopæl i Danmark. Aftale om udlejning på BO-KREDIT K/S´s vegne skal være foretaget gennem Forhandlerens egen detailforretning, således at Forhandleren ikke optræder som mellemhandler for andre.
......
STANDARDKONTRAKTER
§ 4
ved indgåelse af lejemål på de af nærværende overenskomst omfattende aktiver, er Forhandleren forpligtet til at anvende de af BO-KREDIT K/S udformede kontraktsæt, som indeholder en lejekontraktformular med genpart til lejeren, en faktura fra Forhandleren til BO-KREDIT K/S. Kontraktsæt leveres af BO-KREDIT K/S uden beregning.
Kontraktsæt, der ikke opfylder de af BO-KREDIT K/S til enhver tid fastsatte bestemmelser samt nærværende overenskomst, kan afvises af BO-KREDIT K/S. Lejekontrakten tiltransporteres i så fald Forhandleren.
Anvendte/udfyldte kontraktsæt skal tilstilles BO-KREDIT K/S senest 3 hverdage efter kontraktdato.
Forhandleren er ansvarlig for, at der sker anmeldelse til Danmarks Radio.
FASTSÆTTELSE OG HÆFTELSE FOR LEJE
§ 5
Lejekontrakten jfr. § 4, skal have en minimumslejeperiode på 6 måneder, som Forhandleren ikke er berettiget til at ændre. Ved genudlejning kan minimumslejeperioden dog være kortere end 6 måneder. For det enkelte aktiv gælder, at de på lejekontrakten anførte månedlige lejebeløb (excl. moms) altid minimum skal tilsvare 3,7 % af aktivets oprindelige indkøbspris, jfr. § 2 (excl. moms). Er den på lejekontrakten anførte leje mindre, reduceres BO-KREDIT K/S´ købspris forholdsmæssigt tilsvarende, således at lejen stadig udgør 3,7 % af aktivets oprindelige indkøbspris.
Såfremt et aktiv periodevis ikke er udlejet, betaler Forhandleren ovennævnte minimumsbeløb til BO-KREDIT K/S jfr. § 9, indtil genudlejning på de nærværende overenskomst gældende vilkår finder sted.
Det anførte minimumslejebeløb kan ændres ved skriftlig meddelelse fra BO-KREDIT K/S med 1 måneds varsel og er da gældende for kontrakter indgået efter varslets udløb.
LEJEINDBETALINGER
§ 6
Måtte lejeindbetalinger ved en fejltagelse og i strid med lejekontrakten ske til Forhandleren, er denne forpligtet til straks at videresende disse til BO-KREDIT K/S, og indbetalingerne kan ikke af Forhandleren anvendes til nogen form for modregning overfor BO-KREDIT K/S.
ADMINISTRATION AF LEJEKONTRAKTER
§ 7
Al administration af lejekontrakter forestås alene af BO-KREDIT K/S og er Forhandleren uvedkommende.
SERVICE
§ 8
Forhandleren er overfor BO-KREDIT K/S og overfor lejeren ansvarlig for al service af det lejede i den i § 9 anførte periode, jfr. tillige den i § 4 anførte lejekontrakts bestemmelser herom.
For påtagelse af denne forpligtelse samt den i § 12 anførte forpligtelse tilkommer der Forhandleren et vederlag på 10 % af de til BO-KREDIT K/S indgåede månedlige lejeindbetalinger på de af nærværende overenskomst omfattede aktiver (excl. moms). Vederlaget vil blive udbetalt den 20. i hver måned vedlagt specifikation, jfr. § 10.
SELVSKYLDNERKAUTION/GARANTERET LEJEPERIODE/TILBAGEKØB
§9
Forhandleren indestår som selvskyldnerkautionist for lejebetalinger, rykkergebyr m.v. for de med hans medvirken i henhold til nærværende overenskomst indgåede lejekontrakter. Såfremt lejebetalingerne m.v. ikke indgår, er BO-KREDIT K/S berettiget til at foretage modregning i ethvert beløb Forhandleren måtte have til gode hos BO-KREDIT K/S.
Forhandleren indestår BO-KREDIT K/S for, at denne på hvert aktiv, herunder ved eventuel genudlejning, opnår en lejeperiode på minimum 52 måneder. Som alternativ til denne forpligtelse er Forhandleren til enhver tid, inden udløbet af de 52 måneder, berettiget til at afkøbe BO-KREDIT K/S aktivet til dettes internt nedskrevne værdi.
Denne værdi beregnes som BO-KREDIT K/S’s bruttoindkøbspris (excl. moms) minus de indgåede lejeindbetalinger plus de udbetalte servicevederlag. Det herefter fremkomne beløb tillægges hver måned et rentebeløb beregnet af samme beløb med 1,68%/md. Af det herefter fremkomne beløb beregner BO-KREDIT K/S sig en avance på 10%.
Uanset anførte beregningsmetode er Forhandleren dog altid pligtig til at betale mindst 5% af BO-KREDIT K/S’s bruttoindkøbspris (excl. moms) for det aktiv, han agter at tilbagekøbe.
Den ovenfor anførte månedlige rentesats kan løbende ændres gennem meddelelse fra BO-KREDIT K/S i takt med ændringer i hovedbankernes almindelige udlånsrente og ændringer i valutakurser for de af BO-KREDIT K/S optagne finanslån i EMS-valutaer. Ændringen af rentesatsen er gældende fra meddelelsesdatoen.
.......
LEJERS MISLIGEHOLDELSE OG KONTRAKTUDLØB
§12
Såfremt lejeren ikke betaler rettidigt, udsender BO-KREDIT K/S rykkerskrivelse. Hvis betalingen stadig udebliver efter anden rykkerskrivelse, som udsendes 14 dage efter første rykkerskrivelse, udsendes meddelelse om, at aktivet vil blive afhentet. Genpart af meddelelsen sendes til Forhandleren, der på BO-KREDIT K/S vegne foranlediger aktivet afhentet og indestår for betryggende opbevaring herunder forsikring, indtil genudlejning finder sted. Tilsvarende gælder ved normal udløb af lejekontrakt, idet ydelsen herfor er inkluderet i vederlaget for service, jfr. §8. BO-KREDIT K/S er til enhver tid berettiget til at kontrollere aktivets tilstedeværelse hos Forhandleren og kan udstede forskrifter for dettes opbevaring.
.......
MÆRKNING
§ 14
Da ejendomsretten til de af nærværende overenskomst omfattende aktiver, jfr. tillige det i § 4 anførte standardkontraktsæts bestemmelser herom, tilhører BO-KREDIT K/S, er Forhandleren pligtig til at påføre alle udlejede genstande BO-KREDIT K/S´s navnemærkat samtidig med standardskontraktsættes undertegnelse af parterne, såvel som når dette måtte befinde sig hos Forhandler, jfr. § 12.
......
FORHANDLERS MISLIGEHOLDELSE
§ 17
Nærværende aftale kan af BO-KREDIT K/S øjeblikkeligt og uden varsel hæves som misligholdt, såfremt Forhandleren standser sine betalinger, indleder akkordforhandlinger eller andre gældsordninger med sine kreditorer, eller træder i konkurs.
......”
Tilsvarende overenskomst blev af Bokredit anvendt som en standardaftale i forhold til alle Bokredits samarbejdspartnere.
Lejeaftalen, som blev indgået med Nikolaj Vilner, blev udarbejdet på en standardlejekontrakt i overensstemmelse med overenskomstens § 4. På standardlejekontraktens side 1 i rubrikken ”Udlejer hvem ejendomsretten til det lejede tilhører” er angivet Bokredits navn, logo, adresse og telefonnummer. I næste rubrik med teksten ”Forhandleren til hvem al henvendelse om eventuel service på det lejede rettes:” er der ikke fortrykt noget navn.
Nederst på kontrakten umiddelbart over underskriften er som standardtekst anført:
”Lejeren bekræfter ved sin underskrift at have gennemlæst og godkendt såvel ovenstående betingelser som de på bagsiden anførte vilkår, og særligt at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede.
...”
Lejevilkårene, som er anført på bagsiden af standardkontrakten, er følgende:
”Lejerens forpligtelser ...
1.
Det lejede er og forbliver BOKREDIT’s ejendom. Lejeren kan på ingen måde sælge, pantsætte, fremleje eller udlåne det lejede. Ligeledes må lejeren ikke anvise det i lejede til genstand for udlæg eller pantsætning.
2.
Lejerens rettigheder og forpligtelser i henhold til nærværende lejekontrakt kan ikke overdrages til trediemand uden BOKREDIT’s skriftlige samtykke.
3.
Lejeren forpligter sig til at overtage alt ansvar for det lejede og holde det forsikret mod enhver skade til nyværdi i hele lejeperioden.
....
5.
Lejekontrakten er oprettet for en minimumsperiode på 12 måneder, medmindre andet er anført på forside. I de første 12 måneder af kontraktens løbetid kan den aftalte leje kun reguleres med ændringer i merværdiafgiften eller andre lovmæssige afgifter.
6.
Lejeren er pligtig at indbetale lejen til BOKREDIT enten pr. giro eller PBS.
....
BOKREDIT og forhandlerens forpligtelser...
7.
Lejen omfatter transport og opstilling af det lejede
8.
SERVICE: Forhandleren er forpligtet til at holde det lejede i fuld funktionsdygtig stand og udføre nødvendig service uden udgift for lejeren. Enhver henvendelse om service kan alene rettes til forhandleren.
Såfremt denne uanset sig forpligtelse hertil ikke udfører den rekvirerede service kan henvendelse rettes til BOKREDIT, som så vil anvise et servicefirma.
....
9.
Forhandleren er forpligtet til at udføre påkrævet service hurtigst muligt.
....
Iøvrigt....
12.
Da BOKREDIT ikke er producent af eller iøvrigt foretager service på det lejede, fraskrives ethvert produktansvar, ligesom indirekte skader og følgeskader af enhver art er undtaget. Dette forhindrer dog ikke lejeren i at rette eventuelle krav mod fabrikanten og/eller forhandleren af apparatet, idet den BOKREDIT i så henseende tilkommende ret tiltransporteres lejeren.
13.
Lejeren har ikke købsret eller forkøbsret til det lejede.
....
Opsigelse...
15.
Der er i øvrigt aftalt et gensidigt, skriftligt opsigelsesvarsel på 1 måned til en forfaldsdag medmindre andet er anført på forsiden. BOKREDIT er altid berettiget til uden varsel at ophæve lejekontrakten og tilbagetage det lejede, såfremt lejeren misligholder nærværende kontrakts bestemmelser med vanrøgt, manglende forsikring af det lejede eller udebleven, forfalden lejebetaling udover 8 dage efter forfald. Endvidere er BOKREDIT berettiget til at opsige kontrakten uden varsel til øjeblikkeligt ophør, såfremt lejeren standser sine betalinger, erklæres konkurs, indleder akkordforhandlinger eller der foretages udlæg/udpantning i lejerens løsøre.
16.
Ophæves lejekontrakten som følge af nogen af de i kontrakten anførte grunde skal forfalden leje med tillæg af morarente, omkostninger ved tilbagetagelse af det lejede, samt uforfalden leje frem til opsigelse normalt kan finde sted (jævnfør lejekontraktens bestemmelser) og eventuelt inddrivelsesomkostninger betales til lejeren.
17.
Ophævelse af lejekontrakten eller anden tilbagegivelse af det lejede må ikke ske uden BOKREDIT’s forudgående samtykke.
18.
Kunden er forpligtet til at påsætte mærkat med teksten: Tilhører BOKREDIT. Mærkater udleveres af forhandleren.”
Sagens nærmere omstændigheder fremgår i det væsentlige af Forbrugerklagenævnets afgørelse. Heraf fremgår blandt andet følgende:
”....
KLAGERENS FREMSTILLING:
Klagen vedrører: Klageren lejede den 22. august 1996 et stereoanlæg af indklagede. Lejeaftalen blev formidlet af Cadeau Electronics ApS, der senere er gået konkurs. Kopi af lejekontrakten er vedhæftet sagsfremstillingen.
På lejekontrakten står Cadeau Electronics ApS, som forhandleren, til hvem al henvendelse om eventuel service på det lejede skal rettes, og indklagede, Bokredit, står som udlejer, hvem ejendomsretten til det lejede tilhører.
I kontrakten er stereoanlæggets værdi angivet til 8.990 kr. Ved lejekontraktens oprettelse er klageren faktureret for 295 kr. i oprettelsesgebyr, 0 kr. i leje fra datoen for kontraktens indgåelse til 1. oktober 1996, således at der ved leveringen blev betalt 295 kr., jf. den vedhæftede kontrakt. Fra 1. oktober 1996 udgjorde den månedlige leje 351 kr. Ifølge lejevilkår pkt. 5 er kontrakten ”oprettet for en minimumsperiode på 12 måneder, medmindre andet er anført på forside.” På kontrakten er opsigelsesvarslet anført til 1. oktober 1999.
Det er i lejekontrakten fremhævet, at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede, hvilket tillige fremgår af punkt 13 i kontraktens lejebetingelser. Ligeledes fremgår det, at det lejede er og forbliver indklagedes ejendom.
Umiddelbart efter indgåelsen af lejeaften fik klageren et brev underskrevet af Cadeau Electronics ApS. Brevet, der er stilet til klageren og dateret den 28. august 1996 indeholder blandt andet følgende ordlyd:
”Vi skal samtidig bekræfte følgende: Når De har lejet varen i 36 måneder, og betalt månedslejen som aftalt, vil vi tilbagekøbe varen fra BOKREDIT, og derefter tilbyde Dem at købe det lejede for KUN 1 krone.”
Brevet er vedhæftet sagsfremstillingen in extenso.
Klageren lejede stereoanlægget på baggrund af en annonce fra Cadeau Electronics ApS, hvori overskriften lyder: ”Lej JVC Hi-Fi i 36 mdr. og køb for 1 krone!”. Kopi af annoncen er vedhæftet sagsfremstillingen.
Om forhandlingerne i forbindelse med indgåelse af lejekontakten har klageren oplyst:”Det var et køb med 36 afdrag, og at de ville kontakte mig (Cadeau) og ”tilbyde” mig anlægget for 1,- kr.”
Klageren oplyser, at han har betalt det på lejekontrakten fakturede beløb på 295 kr., og at han derudover har betalt 14.040 kr. (svarende til 40 afdrag á 351 kr.) i leje. Klageren har således i alt betalt 14.335 kr. for stereoanlægget. I januar 2000 modtog klageren et brev fra Bokredit, hvoraf det fremgik, at klageren havde overtaget de lejede apparater, jf. indklagedes brev af 17. januar 2000, som er vedhæftet. Klageren har oplyst, at han ikke betalte 1 kr. i forbindelse med overtagelsen.”
Der har under sagen været fremlagt nogle skrivelser og notater til belysning af Bokredit’s forhold.
Af skrivelse af 9. november 1993 fra Bokredit fremgår følgende:
”Til vores samarbejdspartnere i 2tal kæden.
Da vi er bekendt med, at 2tal i øjeblikket har iværksat en annoncekampagne, hvori 2tal tilbyder lejekunder, at såfremt de lejer hos 2tal, kan de købe et tilsvarende apparat for 1 krone efter nedenstående regler:
Efter 12 måneder såfremt lejen udgør 9,3 % af udsalgsprisen.
Efter 24 måneder såfremt lejen udgør 5,2 % af udsalgsprisen.
Efter 36 måneder såfremt lejen udgør 3,8 % af udsalgsprisen.
Efter 48 måneder såfremt lejen udgør 3,1 % af udsalgsprisen.
Efter 60 måneder såfremt lejen udgør 2,7 % af udsalgsprisen.
Det er en forudsætning, at lejer binder sig for en hel lejeperiode ved udfyldelse af lejekontrakten – ligesom betalingen skal ske via PBS, og at der tegnes en garantiforsikring.
Da apparatet ikke i alle tilfælde vil være nedskrevet til 0 kroner, indenfor førnævnte periode, har vi valgt at bidrage til kampagnen, ved ikke at beregne os avance, jævnfør overenskomstens § 9.
Det er dog en betingelse, at lejekontrakten fra oprettelsestidspunktet indeholder opsigelsesperioden på henholdsvis 12 – 24 – 36 – 48 – 60 måneder, samt at lejebeløbet udgør førnævnte procenter.
Vi skal ligeledes gøre opmærksom på, at vi ikke kan udbetale servicevederlag på lejekontrakten
Med venlig hilsen
BOKREDIT
Kjeld Pedersen”.
Af notat dateret ll. maj 1995 fra medarbejder hos Bokredit, Jytte Nielsen, fremgår følgende:
”BOKREDIT
HVIS NOGEN SKULLE FINDE PÅ AT GODKENDE EN KONTRAKT SOM VEDLAGTE KOPI – ELLER HVIS DER STÅR NOGET SOM HELST MED FORKØBSRET, KØB EFTER X ANTAL MDR. ELLER LIGENENDE – BEHØVER I IKKE AT KOMME MERE.
mvh
JYTTE NIELSEN”.
Af en skrivelse af 3. september 1996 fra Bokredit til Cadeau Electronic Aps fremgår følgende:
”Vedr.: lejekontraktnr. 6715.2081634 – Stig Andersen.
Via fogedretten i Gladsaxe erfarer vi, at De tilbyder lejer, at købe aktiverne påført vor lejekontrakt – for DKK 1,00 efter 36 måneder.
Da De har solgt aktiverne til os jvf. fakturanr. 6715.2081634 af 9. maj 1996, kan De ikke samtidig tilbyde 3. mand, at købe aktiverne hvori vi har ejendomsforbehold.
Vi skal henstille til, at De omgående ophører med denne fremgangsmåde – idet vi modsat ser os nødsaget til omgående, at opsige overenskomsten som misligholdt.
Med venlig hilsen
BOKREDIT
Kjeld Pedersen”.
Af et udateret håndskrevet notat, fremlagt under sagen og skrevet af en medarbejder hos Bokredit, Susanne Feiffer, fremgår:
”Hvis der står 8 på originalfakt skal der ikke være 5 i service og der skal stå 8 i frivillig forlig. Skal ikke betale avance ved tilbagekøb på disse (Skjuldt købekontrakt)”.
Under sagens behandling ved Forbrugerklagenævnet har Bokredits advokater i to breve af 9. oktober 2000 nærmere redegjort for samarbejdet med forhandlerne. Indholdet af brevene er af Forbrugerklagenævnet gengivet således:
”....
.... når en forbruger ønsker, at leje et produkt, køber Bokredit produktet af forhandleren. Herudover underskrives en standardlejekontrakt af forbrugeren og forhandleren på vegne af Bokredit. Kontraktsparterne i lejeforholdet er således forbrugeren og Bokredit, ikke forhandleren, som derimod modtager den fulde butikskøbesum for produktet af Bokredit. Herefter indsendes lejekontrakten i udfyldt stand til Bokredit, der journaliserer sagen og efter lejerens ønske fremsender girokort eller foretager tilmelding til PBS.
Bokredit er udlejer af det lejede, og Bokredit har ejendomsretten til det lejede. Det er i lejekontrakten med fremhævet skrift umiddelbart ovenfor det sted, hvor lejeren skriver under på lejekontrakten anført, at lejer bekræfter ”at have gennemlæst og godkendt såvel de ovenstående betingelser som de på bagsiden anførte vilkår, og særligt at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede”, samt at lejeren bekræfter ”at have modtaget genpart af nærværende kontrakt”. Det er under punktet ”i øvrigt 13.” på bagsiden af lejekontrakten gentaget, at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede. Under punktet ”lejerens forpligtelser 1.” på bagsiden af lejekontrakten er anført, at ejendomsretten til det lejede er og forbliver Bokredits.
For at Bokredit kan opnår den fornødne sikkerhed for lejebetalingen, garanterer forhandlerne overfor Bokredit, at selskabet opnår en lejeperiode på 48 måneder for det lejede produkt. Dette indebærer, at forhandlerne er forpligtet til at betale leje til Bokredit, såfremt lejeforholdet ophører inden 48 måneder.
For at give forhandlerne mulighed for at blive frigjort for deres garantiforpligtelser over for Bokredit, har forhandlerne ret til at købe de lejede produkter til en af Bokredit beregnet værdi, jf. samarbejdsaftalens § 10. Denne ret er indrømmet forhandlerne, således at de har mulighed for at tilbagekøbe et konkret produkt og derved begrænse et tab ved egen genudleje af produktet i garantiperioden/salg af dette som led i forhandlernes sædvanlige detailsalg. Forhandlernes tilbagekøbsret er således ikke som antaget af Forbrugerklagenævnet led i et låneforhold, hvorved Bokredit og forhandlerne skulle have aftalt, at første nævnte ved aftaleindgåelse skulle yde lejeren et lån, som gennem betaling af leje skulle tilbagebetales til Bokredit.
Der er ikke aftalt en tidsmæssig begrænsning i lejeforholdet mellem forhandleren og Bokredit, eller at ejendomsretten til det lejede senere skal gå tilbage til forhandlerne. Ejendomsretten går alene tilbage til forhandleren, hvis denne udnytter sin tilbagekøbsret i den periode (48 måneder), hvori forhandlerne indestår Bokredit for betaling af lejen, jf. herom ovenfor. Der er derimod ikke tale om, at ejendomsretten i henhold til aftale pr. automatik og efter en given lejeperiode tilbagegår til forhandlerne.
Det afvises, at forholdet er omfattet af kreditaftalelovens § 5 og § 6, stk. 2, idet der henvises til:
1. Ved indgåelse af aftalen med forbrugeren tilkommer ejendomsretten til det relevante produkt Bokredit. Der er ikke tale om et salg fra forhandleren til forbrugeren, og Bokredit yder ikke lån til finansiering af en købesum: Bokredit køber produktet af forhandleren og udlejer det til forbrugeren. Herefter er forholdet ikke omfattet af kreditaftalelovens § 5.
2. I lejekontrakten mellem forbrugeren og Bokredit er umiddelbart over forbrugerens underskrift fremhævet med versaler, at ”LEJEREN IKKE HAR KØBSRET ELLER FORKØBSRET TIL DET LEJEDE.” Det kan vanskeligt tydeliggøres yderligere, at det ikke har været meningen ved lejeforholdets etablering, at forbrugeren senere skulle blive ejer af produktet. Der har følgelig foreligget et reelt lejeforhold, der ikke er omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 2.
3. Anvendelse af kreditaftalelovens § 33 forudsætter eksistensen af ”en anden kreditor”, og at § 5, nr. 2, finder anvendelse. Dette er ikke tilfældet i Bokredits sager, jf. punkt 1 ovenfor. Forhandleren er ikke part i lejeforholdet. Forbrugerens medkontraktent er alene Bokredit, og forhandleren underskriver alene lejeaftalen på vegne af Bokredit. Måtte en forhandler have stillet forbrugeren ejerskab til det lejede i udsigt, er dette i strid med forhandlerens aftale med Bokredit og lejeaftalens klare ordlyd, jf. punkt 2 ovenfor, der indebærer, at forbrugeren ikke kan have haft en berettiget forventning om at kunne blive ejer af det lejede.
....”
Forbrugerklagenævnet har afgjort sagen med følgende bemærkninger:
”....
Sagen er behandlet på et nævnsmøde sammen med 11 tilsvarende sager med Bokredit K/S som indklaget eller medindklaget. I alle sagerne havde klageren rettet henvendelse til en forretning, der forhandlede genstande af den slags, som klageren efterspurgte. Klagerne underskrev ved aftaleindgåelsen en fortrykt kontrakt betegnet ”Lejekontrakt” med angivelse af Bokredit som ”udlejer” og forretningen som ”forhandleren” samt fortrykt et vilkår om, at ”at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede”.
I alle 12 sager har klagerne imidlertid forklaret, at de ved aftaleindgåelsen af forhandleren fik løfte om, at de efter at have overholdt kontrakten i et aftalt antal år, som i de enkelte sager varierer fra 3 til 5 år, kunne købe det lejede for 1 kr. Klagernes forklaring underbygges i halvdelen af sagerne af, at forhandleren skriftligt har bekræftet den indgåede aftale om køberet, ligesom der i to sager er fremlagt dokumentation for, at forhandleren i annoncer har reklameret med retten til at købe for 1 krone efter lejeperiodens udløb
I 4 af sagerne – herunder den foreliggende – var forhandleren Cadeau Electronics ApS. Da dette selskab er blevet tvangsopløst, har det ikke været medindklaget i sagerne. Forretningen har i 3 af sagerne i forbindelse med kontrakternes indgåelse skriftligt bekræftet, at klagerne efter en lejeperiode på 36 måneder kunne købe det lejede for kun én krone, og klageren har reageret på følgende annonce fra Cadeau Electronics: ”Lej JVC Hi-Fi i 36 mdr. og køb for 1 krone!”.
Cadeau Electronics var, da kontrakterne med klagerne blev indgået, ejer af de apparater, som kontrakterne vedrører. Apparaterne blev herefter ”købt” af Bokredit, jf. forhandlersamarbejdsaftalens § 2, men da det følger af samarbejdsaftalens § 10, at forhandleren var berettiget til at ”tilbagekøbe” apparaterne, var mellemværendet med Bokredit ikke til hinder for, at Cadeau Electronics kunne opfylde sine løfter om køberet.
Nævnet lægger på denne baggrund efter en samlet vurdering til grund, at det ved kontrakternes indgåelse var meningen, at klagerne skulle blive ejer af apparaterne, et resultat, som tillige støttes af apparaternes karakter af mere varige forbrugsgoder og kontrakternes bestemmelser om en mindstelejetid på 3 år.
I forholdet mellem klageren og Cadeau Electronics foreligger der derfor utvivlsomt et køb med ejendomsforbehold, jf. herved § 6, stk. 2, i lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler med senere ændringer, hvori det hedder:
”Som køb med ejendomsforbehold anses også en aftale, der er betegnet som lejekontrakt, eller hvorefter betalingen i øvrigt fremtræder som vederlag for brug af tingen, såfremt det må antages at have været meningen, at modtageren af tingen skal blive ejer af den.”
Denne bestemmelse, som svarer fuldstændig til § 1, stk. 2, i afbetalingslovens fra 1917, og § 2, stk. 2, i kreditkøbsloven fra 1982, omfatter således ifølge forarbejder, teori og praksis bl.a. tilfælde, hvor en lejer ved aftalens indgåelse er indrømmet ret til senere at købe det lejede for et symbolsk beløb eller en reduceret pris, som følge af hel eller delvis godskrivning af de hidtidige lejeindbetalinger, jf. herved bl.a. Torben Jensen, Afbetaling, 1970, s. 402-403, betænkning nr. 839/1978 om køb på kredit s. 59, og betænkning nr. 876/1979 vedrørende udlejning af løsøre, s. 6.
I forbrugerkøb forudsætter et ejendomsforbeholds gyldighed imidlertid, at sælgeren ved overgivelsen af det købte er fyldestgjort for mindst 20% af kontantprisen, jf. kreditaftalelovens § 34, stk. 1, nr. 4. Værdien af stereoanlægget er i kontrakten angivet til 8.990 kr., og der blev ifølge kontrakten ved oprettelsen betalt 295 kr. Da klageren dermed har fået apparatet overgivet, uden at der blev betalt den nødvendige mindsteudbetaling, foreligger der herefter et forbrugerkreditkøb, hvori der er taget et ugyldigt ejendomsforbehold, og klageren har derfor været rette ejer af apparaterne siden august 1996, hvor han fik apparatet overgivet.
Cadeau Electronics var, da klageren indgik aftalen, ejer af stereoanlægget, hvorfor klagerens ejendomsret er støttet på en aftale indgået med den materielt berettigede. Da klageren samtidig har fået apparatet overgivet, er klageren beskyttet imod, at andre – og herunder Bokredit – kan ekstingvere hans ejendomsret.
At aftalen mellem klageren og Cadeau Electronics skal bedømmes som et forbrugerkreditkøb omfattet af kreditaftaleloven, betyder endvidere, at klageren ved kontraktens indgåelse har haft krav på at få de oplysninger vedrørende kreditomkostninger og kreditvilkår, som fremgår af kreditaftalelovens § 9. Retsvirkningerne af, at klageren ikke som påbudt efter § 9, stk. 1, nr. 3, har fået oplyst samtlige kreditomkostninger angivet som ét samlet beløb, er efter § 23, stk. 1, at klageren ikke kan tilpligtes at betale mere end kontantprisen og en årlig rente af den til enhver tid værende restgæld svarende til Nationalbankens diskonto med et tillæg på 5%.
Forbrugerstyrelsen har beregnet det samlede rentebeløb, som klageren har haft pligt til at betale efter kreditaftalelovens § 23, stk. 1, til ca. 869 kr. Udregningen er sket med udgangspunkt i en kontantpris på 8.990 kr. og ud fra en forsætning om, at klageren har betalt i overensstemmelse med kontraktens bestemmelser.
Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at klageren alene har haft pligt til at betale 8.990 kr. + 869 kr., eller i alt 9.859 kr. Klageren kunne derfor over for Cadeau Electronics have krævet tilbagebetaling af, hvad klageren har betalt derudover. Da klageren ifølge sine oplysninger i sagen i alt har betalt 14.335 kr., udgør klagerens tilbagebetalingskrav 4.476 kr.
Vedrørende spørgsmålet, om klageren også kan gøre et tilbagebetalingskrav gældende mod Bokredit, udtaler 3 nævnsmedlemmer – Lene Pagter Kristensen, Kirsten Nielsen og Grethe Viborg – følgende:
Kreditkøb er i kreditaftalelovens § 5 defineret på følgende måde:
”§ 5. Som kreditkøb betegnes en kreditaftale med henblik på køb af løsøre, hvorefter
1) køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med betalingen af købesummen eller en del af denne eller
2) købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren.”
I den nugældende forhandlersamarbejdsaftale – som ifølge Bokredits advokat ikke er undergået væsentlige ændringer – hedder det om Bokredits samarbejde med forhandlerne bl.a.:
.....
Samarbejdsaftalen sikrer således, at forhandleren ved at formidle en ”lejekontrakt” mellem en kunde og Bokredit får varens kontantpris dækket igennem en finansiering ydet af Bokredit på samme måde, som sælgeren ved at formidle en låneaftale mellem en forbruger og et finansieringsselskab straks får kontantprisen udbetalt af finansieringsselskabet. Det fremgår endvidere af samarbejdsaftalen, at Bokredits eneste reelle opgave er at stille kapital til rådighed. Bokredits ”køb” af de aktiver, som den enkelte kontrakt omfatter, finder som nævnt først sted efter, at forhandleren har indgået kontrakten med kunden, al service af det ”lejede” i en garanteret lejeperiode på (p.t.) 52 måneder påhviler forhandleren, som samtidig over for Bokredit indestår for lejebetalingerne m.v., og forhandleren kan til enhver tid inden for den garanterede lejeperiode ”tilbagekøbe” aktivet til dettes nedskrevne værdi – en værdi i hvis beregning bl.a. indgår Bokredits ”bruttoindkøbspris (excl. moms)” med fradrag af de indgåede lejebetalinger excl. moms, idet den herefter fremkomne sum hver måned tillægges ”et beløb beregnet af summen med 1,54% pr. md.” Bokredit får med andre ord sine penge forrentet og tilbagebetalt gennem lejebetalingerne.
Vi finder efter en samlet vurdering, at arrangementet reelt indeholder de samme elementer, som indgår i et såkaldt lånekøb, d.v.s. køb hvor købesummen helt eller delvis tilvejebringes ved lån til køberen fra tredjemand, med hvem sælgeren har truffet aftale om finansiering af købet. Når dette er tilfældet, bringer det ikke arrangementet uden for kreditaftalelovens bestyttelsespræceptive bestemmelser om lånekøb, at arrangementet er kamufleret som en aftale om leje eller leasing, hvis det må antages at have været meningen, at modtageren af tingen skulle blive ejer af den, og finansieringen er baseret på en aftale mellem sælgeren og finansieren, jf. kreditaftalelovens § 6, stk. 2, sammenholdt med § 5, nr. 2.
Spørgsmålet er dog, om Bokredit har været berettiget til at forudsætte, at den indgåede kontrakt er en reel lejekontrakt, som falder uden for kreditaftalelovens § 6, stk. 2, som følge af kontraktens fortrykte bestemmelse om, ”at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede”. Vi finder, at dette som minimum må forudsætte, at Bokredit kan dokumentere, at man udtrykkeligt havde instrueret Cadeau Electronics om, at forretningen ikke ved kontrakternes indgåelse måtte stille kunderne en købe- eller forkøbsret i udsigt – heller ikke med henblik på effektuering efter forretningens udnyttelse af sin egen køberet.
Bokredit har ikke godtgjort, at man har instrueret Cadeau Electronics på den anførte måde, men uanset om det måtte have været tilfældet, finder vi, at det bør være Bokredit – og ikke klageren – som må bære risikoen for, at Cadeau Electronics har handlet i strid med Bokredits instrukser. Bokredits forretningskoncept er således baseret på et samarbejde, som er til fordel for såvel Bokredit som forhandlerne: Bokredit får gennem forhandlernes formidling af kontakten til kunderne øget sin finansieringsvirksomhed samtidig med, at forhandlerne får øget deres salg. Forhandlerne har efter samarbejdsaftalen selv tilbagekøbsret og dermed mulighed for at indfri de tilsagn om køberet, som de har givet kunderne, og den omsætningsforøgelse, som forhandlerne opnår igennem sådanne tilsagn, kommer også Bokredit til gode. Bokredit har samtidig af de indgåede kontrakter kunnet se, at disse som oftest er indgået på vilkår om lang uopsigelighed – hvilket i sig selv indicerer, at hovedformålet er varig anskaffelse og ikke leje – ligesom i hvert fald nogle af forhandlernes markedsføring af køberetten er foregået åbenlyst gennem annoncering m.v.
Det forhold, at kontrakten er fortrykt et vilkår om, ”at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede”, ændrer derfor efter vores opfattelse ikke, at der under de i sagen foreliggende omstændigheder med bindende virkning også for Bokredit er indgået et kreditkøb omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 2, og § 5, nr. 2.
Da Cadeau Electronics er blevet tvangsopløst og derfor ikke kan opfylde klagerens krav på at få tilbagebetalt beløbet på 4.476 kr., og da beløbet ikke overstiger, hvad Bokredit har modtaget fra klageren, kan klageren herefter gøre kravet gældende mod Bokredit i medfør af kreditaftaleloven § 33, stk. 2, hvor i det hedder:
”Stk. 2. I de tilfælde, som er nævnt i § 5, nr. 2, kan forbrugeren også over for anden kreditor rejse samme pengekrav på grundlag af købet som over for sælgeren. Forbrugeren må dog først sandsynliggøre, at sælgeren ikke opfylder sine forpligtelser, og kravet kan ikke overstige, hvad vedkommende kreditor har modtaget som betaling fra forbrugeren i anledning af købet.”
To nævnsmedlemmer – Bent Madsen og Ebbe Lauritzen – finder, at der mellem Cadeau Electronics og Bokredit alene er indgået aftale om Bokredits finansiering af lejeaftaler. Disse medlemmer finder derfor, at arrangementet ikke kan anses som omfattet af kreditaftalelovens § 5, nr. 2, og at klageren som følge heraf ikke har noget krav mod Bokredit.
Der træffes vedrørende dette spørgsmål afgørelse efter stemmeflertallet.
....”
Forklaringer:
Der er under sagen afgivet forklaringer af Nikolaj Vilner, Kjeld Pedersen og Merethe Larsen. Der er endvidere dokumenteret forklaringer afgivet af Tonny Børme, Kjeld Pedersen, Michael Larsen, Bo Abenth og Susanne Feiffer for Københavns Byret den 11. september 2001 under behandlingen af sagsnr. 17152/01. Der er endvidere dokumenteret forklaringer afgivet af Kjeld Pedersen, Susanne Feiffer, Morten Larsen, Jytte Nielsen, Jørgen Clausen, Peter Nielsen og Niels Tiedjen for Københavns Byret den 19. august 2002 og af Michael Larsen, Bo Abenth, Merethe Larsen, Morten Larsen og Susanne Feiffer, afgivet for Københavns Byret den 28. april 2003 under behandlingen af sagsnr. 31.6978/02.
Nikolaj Vilner har forklaret bl.a., at han i august 1996 indgik en aftale om leje af et stereoanlæg. Han var da 23 år og studerende. Han så en annonce fra Cadeau Electronic ApS i et kuponhæfte. Da han havde brug for et anlæg, krydsede han af på kuponen og returnerede den. Hans intentioner var at købe efter 36 måneder som anført i annoncen, da han ikke havde råd til at købe kontant. Han fik tilsendt en lejekontrakt. Han undrede sig ikke over, at der stod Bokredit på kontrakten. Han troede, at Cadeau kontrollerede hans kreditværdighed hos Bokredit. Han tænkte ikke nærmere over, hvorfor han skulle betale til Bokredit. Han fortsatte med at betale den månedlige leje, også efter at de 36 måneder var forløbet. Han modtog fortsat opkrævninger.
Da han blev opmærksom på dette, kontaktede han Bokredit og spurgte, hvorfor han ikke var blevet tilbudt at købe apparatet for en krone. Bokredit bekræftede, at de 36 måneder var forløbet, hvorfor det var hans anlæg. Da han den følgende måned igen blev opkrævet leje, kontaktede han på ny Bokredit og fik oplyst, at de blev ved med at kræve leje, indtil han opsagde lejekontrakten. Sagsøger havde ikke overvejet, hvorfor det var en leje- og ikke en købsaftale, han indgik. Han havde ikke på noget tidspunkt kontakt med Bokredit omkring aftalens indgåelse. Han opfattede Cadeau Electronic ApS og Bokredit som to selskaber, der samarbejdede.
Kjeld Pedersen har vedstået sin forklaring, som fremgår af retsbogen for Københavns Byret af 11. september 2001 i sag 17152/01 og af 19. august 2002 i sag 31.6798/02 og har supplerende forklaret bl.a., at han har en håndværksmæssig baggrund, men har taget regnskab og virksomhedsøkonomi på Niels Brock. Han har været administrerende direktør i Jensen Finans K/S siden 1983. Bokredit, som var ejet af Jensen Finans K/S, er solgt, og Jensen Finans K/S er i dag et afviklingsselskab for den portefølje, som køberne af Bokredit ikke ville overtage. Køberne har rejst et krav mod Jensen Finans K/S foranlediget af problemerne omkring disse kontrakter. I forbindelse med overdragelsen af Bokredit har de nye ejere kasseret store dele af arkivet, herunder også arkiv tilhørende Jensen Finans K/S. Derfor mangler der blandt andet regnskabsmateriale til dokumentation under denne sag.
Bokredits vedtægtsbestemte formål var udlejning og handel. Virksomheden startede omkring 1983, hvor han via en kontakt i radiobranchen var blevet opmærksom på, at der var et stort uudnyttet potentiale med hensyn til udlejning af radio/tv-udstyr. Bokredit har gennem årene haft op til 250 samarbejdspartnere i form af radio/tv-forhandlere over hele landet. Forholdet til forhandlerne reguleres af en overenskomst, som har været stort set uændret siden 1973. Desuden er der udarbejdet en guide, som skulle tage højde for enhver situation, som forhandlerne kan opleve. Når en kunde henvendte sig til en af disse samarbejdspartnere med ønske om at leje, kunne forhandleren indgå en aftale på en fortrykt lejekontrakt, som de havde liggende. Det var vigtigt, at disse standardkontrakter blev brugt, da de var udarbejdet i samarbejde med en advokat og overholdt gældende regler.
Kontraktsættet havde været sendt til Forbrugerombudsmanden til godkendelse, og der havde blot været en enkelt lille rettelse. Hvis der var rettet i standardkontrakten, blev den ikke accepteret hos Bokredit, men blev returneret. Lejekontrakten var første side i et kontraktsæt. Udover den originale lejekontrakt bestod sættet af en kopi af kontrakten til lejer og en til forhandleren. Endelig indeholdt sættet en faktura og en fakturakopi. Bokredit har på forhånd forpligtet sig til at købe produkterne af forhandleren i forbindelse med udlejning. Bokredit købte produkterne til butiksprisen. Bokredit fik således ejendomsretten og afskrev på produktet. Salgsprisen blev anført på lejekontrakten af forsikringsmæssige årsager. Forhandleren underskrev lejekontrakten på vegne udlejer. Forhandleren var ikke part i sagen. Der er ikke noget egentligt krav om underskrift fra forhandlerens side. Underskrift mangler eksempelvis på lejekontrakten i denne sag, men den er accepteret alligevel.
Forhandleren var ikke bemyndiget ud over, hvad der stod i lejekontrakten, og således heller ikke til at tilbyde en køberet. Lejekontrakten blev indsendt samme dag til Bokredit, som administrerede lejekontrakten. Når kunden var oprettet, afsendtes et velkomstbrev. Bokredit stod for opkrævning af lejen. Der stod ikke noget om nedskrevet værdi eller lignende på giroblanketterne. Service på produktet blev ydet af forhandleren, som fik et servicevederlag.
Lejeforhold ophørte typisk, fordi kunden ikke ønskede at leje mere og derfor opsagde lejekontrakten. Forhandleren modtog eller hentede apparatet. Hvis kunden misligholdt, blev der rykket 3 gange. Hvis det ikke hjalp, bad Bokredit forhandleren hente apparatet. Hvis det var nødvendigt, rekvirerede Bokredit bistand fra fogedretten.
Forhandleren indestod Bokredit for lejeindtægten i 52 måneder. Hvis et apparat eksempelvis blev taget tilbage efter et år, skulle forhandleren betale minimumsleje til Bokredit, indtil han kunne genudleje apparatet. Forhandleren kunne inden for perioden på 52 måneder vælge at købe apparatet til den nedskrevne værdi og herefter sælge det eventuelt til lejeren. Hvis en forhandler eksempelvis gik konkurs, måtte Bokredit selv hente apparatet. I sådan et tilfælde kunne de eventuelt lave en aftale om køb, hvis det var for dyrt at hente apparatet.
Bokredit har ikke på forhånd lavet aftaler med kunden om køb af apparater efter en lejeperiode. Bokredit havde jo ingen kontakt med kunden.
Ved samarbejdsaftalens § 2 påtog Bokredit sig en købsforpligtelse. Denne forpligtigelse påtog Bokredit sig allerede inden der var indgået en lejeaftale. Ved § 6 var minimumslejeperioden for nye aktiver sat til 6 måneder. Da det af afskrivningsmæssige hensyn ikke var tilstrækkeligt, var der i lejekontrakten anbefalet minimum 12 måneder med mulighed for, at forhandleren kunne fastsætte en længere lejeperiode.
Gennemsnitligt var produkterne udlejet i 22-24 måneder. Derfor blev de typisk genudlejet. I en periode havde Bokredit flere genudlejninger end nyudlejninger.
Nogle produkter afskrives hurtigere end andre, hvorfor lejen skulle være tilsvarende højere. Vejledning herom fandtes i guiden.
Der eksisterer ikke andre papirer på aftalen mellem Bokredit og forhandlerne end overenskomsten og guiden.
Forhandlerne var forpligtet til at sikre en minimumslejeperiode. Der var ikke noget loft. I en enkelt situation havde en forhandler forlangt en minimumslejeperiode på 40 måneder. Dette var blevet kritiseret af Forbrugerombudsmanden, der fandt maksimalt 24 måneder for passende.
Når en lejekontrakt blev oprettet i edb-systemet, kontrollerede systemet selv, at kravet om en minimumsleje på 3% var opfyldt, og at det udlejede produkt ikke havde samme serienummer som et andet udlejet produkt.
Forhandlerne var interesseret i en leje højere end 3% pr. måned, idet der herved skete en hurtigere nedskrivning. Dels sikrede de sig herved servicevederlaget i samarbejdsaftalens § 9. Dels ville de kunne tjene penge på de brugte apparater.
Forkøbsret og køberet indgår ikke i Bokredit’s koncept. Når Cadeau Electronic ApS eller – som i sag nr. B-2476-02 vedrørende Wicky Vang Pedersen - Valby Radio har givet en køberet, er det ikke sket efter aftale med Bokredit. Vidnet ved ikke, hvornår de pågældende er begyndt på dette. I forbindelse med en fogedforretning i 1996 blev Bokredit bekendt med, at Cadeau Electronic ApS havde tilbudt køb for 1 krone efter 36 måneder. I den anledning havde Bokredit meddelt Cadeau Electronic ApS, at samarbejdet ville ophøre, hvis de fortsatte med denne praksis. Cadeau Electronic ApS havde dog på dette tidspunkt også et eget finansieringsselskab, og i det selskab kunne han jo gøre, hvad han ville.
Foreholdt en annonce fra kuponhæfte med overskriften ”Lej JVC Hi-Fi i 36 mdr. og køb for 1 krone!” indrykket af Cadeau har vidnet forklaret, at han ikke har set denne annonce. Han havde ikke kendskab til, at Cadeau Electronic ApS brugte dette koncept. Han blev først bekendt med dette gennem advokat Ulrik Bayer i forbindelse med fogedsagen i Gladsaxe, og fik i den anledning udarbejdet et responsum herom. Det var offentligt kendt, at Fredgaard og Fona brugte dette koncept, men Bokredit ville ikke se det hos sine forhandlere. Hvis der kom sådanne kontrakter, blev de returneret til forhandlerne. Medarbejderne risikerede opsigelse. Vidnet kender til det notat, som hans medarbejder Jytte Nielsen har skrevet om, at hvis en medarbejder godkender en sådan kontrakt, ”behøver I ikke at komme mere”. Notatet blev skrevet på baggrund af et konkret eksempel med en lejekontrakt fra Valby Radio med en lejer Kim Schnabelrauch.
Når Tonny Børme under en sag ved Københavns Byret (sag nr. 17152/01) har forklaret anderledes, kan det betragtes som gengældelse. Tonny Børme blev i 1999 erklæret konkurs med virksomheden Valby Radio efter en begæring fra Bokredit. Efter konkursen blev der indsat en konsulent fra Bokredit til at videreføre forretningen. Han havde problemer med disse 1 krones kontrakter, og i nogle situationer har Bokredit måtte acceptere aftalen for at få ro om situationen.
Situationen var tilsvarende for Bo Abenth, som stod bag Cadeau Electronic ApS, idet dette selskab også blev erklæret konkurs efter begæring fra Bokredit.
Om Susanne Pfeiffer har vidnet forklaret, at hun var ansat hos Bokredit, men havde oparbejdet et meget nært samarbejde med Tonny Børme. De 8-taller, som hun har forklaret om, findes ikke.
Om brevet af 9. november 1993 vedrørende 2tal-kæden har vidnet forklaret, at Mogens Bendler, direktør for 2tal-kæden, havde kontaktet ham, efter at annoncekampagnen var iværksat. Vidnet havde accepteret at hjælpe 2tal i den konkrete situation for at bevare det gode forhold til Mogens Bendler. Der var tale om en kortvarig annoncekampagne. På det tidspunkt havde han ikke forudset, at det gav problemer for andre end Bendler.
Vidnet har ikke selv udøvet nogen kontrol med, hvordan medarbejderne forvaltede lejekontrakterne. Det sorterede under Jytte Nielsen, som stod for administrationen af kontoret. Hun administrerede udfra de foreliggende rutiner. Der var udarbejdet en medarbejderhåndbog. Hvis en medarbejder havde afvist en kontrakt eksempelvis på grund af angivelse af ”køb for en krone”, blev en ny kontrakt mellem samme parter ikke særligt kontrolleret. Der var ingen funktion i systemet, der ”fangede” en ny kontrakt mellem samme parter.
Foreholdt at lejeaftalen i denne sag er med en leje på 3,8% over 36 måneder svarende til beregningen i brevet af 9. november 1993 til 2tal’s forhandlere, har vidnet oplyst, at han ikke nærmere kan forklare dette. Det beror på renteniveauet, hvornår værdien er nedskrevet til 1 kr. Det er under bestyrelsesmøder drøftet og præciseret, at dette ikke er en del af Bokredits koncept. Bestyrelsesmødereferater er også gået tabt i forbindelse med overdragelsen af Bokredits aktiviteter.
I 1980’erne var det normalt med 36 eller 48 måneders kontrakter. Forhandlerne var interesserede i denne ordning for at begrænse deres egen risiko i relation til den garanterede lejeperiode. Fordelene for kunden var, at der var fri service.
Merethe Larsen har forklaret bl.a., at hun har været ansat i Jensen-koncernen siden 1980 og været tilknyttet Bokredit siden 1983. Hun er opsagt. Hun har været sekretær for Kjeld Pedersen og foretaget incassosager vedrørende lejekontrakterne. Hun har ikke siddet som sagsbehandler vedrørende lejekontrakterne, men har haft berøring med alle medarbejdergrupper. Det har aldrig været et led i Bokredits koncept, at lejere havde køberet. Hvis forhandlere eller kunder har spurgt, er det blevet afslået. Bokredit har ikke været bekendt med Cadeau Electronic ApS’s og Valby Radios procedure. Hvis Bokredit modtog lejekontrakter med sådant indhold, blev de returneret. Det kunne ikke accepteres. Det vidste alle medarbejdere, og det var også en stående bemærkning over for nye medarbejdere. Bokredit solgte ikke noget til kunderne, det gjorde kun forhandlerne.
Notatet fra Jytte Nielsen var kendt af medarbejderne og har ofte været omtalt på grund af den specielle formulering: ”behøver i ikke at komme mere”, som ikke var til at misforstå.
Hun erindrer ikke at have skrevet brevet af 9. november 1993 til 2tal-kæden. Der er ikke blevet arbejdet efter et sådant koncept. Det ville have krævet en ændring i systemet og ville også have krævet en ændret instruks til medarbejderne. En sådan blev ikke givet. Vidnet mener ikke, at der kom mange lejekontrakter på baggrund af 2tals annoncering. Vidnet erindrer ikke at have set nogen kontrakt lavet efter disse retningslinier.
Brevet af 3. september 1996 til Cadeau Electronic ApS kan vidnet godt have skrevet. Det er klart udtryk for Kjeld Pedersens holdning. Vidnet kan ikke forestille sig, at der skulle være en skjult dagsorden.
Af retsbogen for Københavns Byret af 11. september 2001 i sag nr. 17152-01 fremgår bl.a. følgende:
Tonny Børme forklarer, at hans samarbejde med Bokredit blev indledt i 1993. Ved samarbejdets start indgik Tonny Børme med Bokredits direktør en mundtlig aftale om salg af varer på lejekontrakter.... Aftalen var til gensidig fordel, idet Tonny Børme kunne få forøget sin omsætning og Bokredit kunne få en større finansieringsindtægt. Baggrunden for aftalen var kreditkøbslovens regler, om mindsteudbetaling på afbetalingskontrakter for at omgå dette lavede man konstruktionen med salg i lejekontrakter.
Bokredits direktør Kjeld Pedersen fortalte Tonny Børme, at konstruktionen var i strid med kreditkøbsloven, men det var jo ikke Tonny Børmes problem. Tonny Børme fik besked på, kun at skrive bestemmelsen om kundens mulighed for at købe apparatet for 1 kr. efter en periode på kundens og Tonny Børmes egen kopi. Det stod således ikke på den originale lejekontrakt. Lejeperiodens længde blev fastsat på baggrund af en almindelig renteberegning. Det var efter drøftelse med Kjeld Pedersen. Hvis lejeperioden var 48 måneder blev lejen fastsat til 3 procent af nyværdien og ved 36 måneder til 4 procent.
Tonny Børme fik senere af en bogholderichef i Bokredit at vide, at der ikke var plads til avance og de aftalte, at lejeperioden blev forlænget med et par måneder på efterfølgende kontrakter. Det gav altid overskud til Bokredit. Hvis kunderne misligholdte kontrakterne blev Tonny Børme faktureret. Det kunne forekomme, at lejen blev fastsat til mindre end 3 procent. Dette kunne ske når der var tale om genudlejede enheder. Men af hensyn til forsikringen blev nyprisen anført i kontrakten. Lejen kunne også være højere end 4 procent. Det kunne den være hvis kunden ønskede en kortere lejeperiode. I sådanne tilfælde er det sket, at Tonny Børme er blevet ringet op af Bokredit, der ville tjekke om der var sket en fejl, og Tonny Børme har så oplyst, om den kortere lejeperiode. Fra 1993 - 1997 indgik Tonny Børme ca. 1.300 kontrakter med Bokredit. Ved hans første konkurs i 1997 var kontrakternes godskrevne værdi på ca. 6 mill.
Tonny Børme fik hver måned fra Bokredit en oversigt over kontrakterne. Tonny Børme gennemgik de såkaldte hvilelejekontrakter, hvor kontrakten var ophævet af kunden og overvejede evt. tilbagekøb. Den enkelte kontrakts nedskrevne værdi kunne blive meget høj ved kundens misligholdelse, og overstige effekternes værdi betydeligt. Tonny Børme kunne ikke få beregningsmåden oplyst. Når en kontrakt ved lejeperiodens udløb var nedskrevet til 0, var det efter aftale med Bokredit op til kunden selv at henvende sig. Tonny Børme annoncerede i Valby-bladet om denne købsform. Han sendte kopi af annoncen til Bokredit, der ikke reagerede herpå. Da Tonny Børme i sommeren 1997 genåbnede efter konkursen måtte han aftale med Bokredit, at alle den tidligere forretnings kontraktsforpligtelser blev overført til det nye selskab. Den første måned indgik Tonny Børme kontrakter med Bokredit for ca. 150.000 kr. Beløbet blev ikke afregnet, idet Bokredit modregnede gammel gæld. Herefter indgik Tonny Børme kun Bokreditkontrakter, hvis han blev presset til det. Der blev måske indgået 15 kontrakter i de følgende 2 år. Samarbejdet med Bokredit gav Tonny Børme underskud. I 1999 var restgælden på kontrakterne 1,2 mill. Det var Bokredit der indgav konkursbegæringen.
....
Kjeld Pedersen forklarer, at han er direktør i Bokredit…. Tonny Børmes praksis med 1-kroneskontrakterne var i strid med standardlejekontrakten og med samarbejdsaftalen og der er ikke indgået nogen mundtlig aftale herom. Bokredit var ikke bekendt med, at Tonny Børme skaffede kunder på denne måde. Bokredit ville aldrig have accepteret sådanne kontrakter. Man er bekendt med både købeloven og de skattemæssige konsekvenser. Bokredit etablerede virksomhed med udlejning i 1983. Man har i dag 150-250 samarbejdspartnere. Der er 12 sager hos Forbrugerombudsmanden. 1 vedrører Valby-Radio og de 11 andre en forhandler der hedder Cado. Den sag, der er tabt i Forbrugerklagenævnet skal prøves ved domstolene.
Kjeld Pedersen blev foreholdt bilag 17-1, andet afsnit sidste punktum. Kjeld Pedersen forklarer, at forhandlerne jo også har andre samarbejdspartnere. De fleste kontrakter har en længde på et år. 36 måneder vil typisk ikke være nok til nedskrivning af effekterne. Når Bokredit har modtaget en kontrakt tilskrives kunden, og der gøres opmærksom på, at der er tale om lejede apparater. Kjeld Pedersen har ikke set Tonny Børmes annonce i Valby-bladet og har ikke fået den tilsendt. Han ville have gjort indsigelse, hvis han havde set den, men på den anden side kan Tonny Børme jo gøre hvad han vil. Bokredit har opsagt samarbejdet med Cado, Cado har også haft sit eget finansieringsselskab, og har her kunnet gøre som de ville. Bokredit har tilskrevet Cado, om at man ikke ville medvirke til 1-kronesaftalerne.
Bokredit har ikke haft aftale med forhandlerne om underretning om markedsføring. Minimumslejeperioden har været 6 måneder, men man har anbefalet 12 måneder. Det er det typiske i dag. Tidligere kunne det være længere. En periode på 52 måneder vil give en nedskrivning til 0.
Foreholdt sagens bilag 12-3 5. sidste side tabel over nedskrivningsprocenter forklarer Kjeld Pedersen at tabellen er nyttig for forhandlerne, når de skal vurdere om de skal bruge deres tilbagekøbsret. Afgørende for om lejen fastsættes til 3 eller 4 procent er hvad markedet kan bære. Hvis en forhandler har lavet en kontrakt med en leje på 12 ½ procent har han været dygtig. Det er et frit marked, og Bokredit ville ikke reagere heroverfor.
Foreholdt bilag 15 sidste side kontrakt over 62262071521 forklarer Kjeld Pedersen, at en månedlig leje, som anført på 12 ½ procent ville kunne opnås i dele af landet. Man skal ikke fokusere på procenten, men på at en video kan bære en leje på 250 kr. om måneden. Der er meget service på en video. Kjeld Pedersen vil nødig tro, at en medarbejder hos ham har fået oplyst, at en høj lejeprocent har skyldtes, at der har været indgået aftale om en lejeperiode på 12 måneder, og ret til køb for 1 kr. herefter.
.....
Michael Larsen forklarer, at han var ansat hos Tonny Børme fra 1993 til 1998. Han var beskæftiget med kundeekspedition. Allerede da Michael Larsen startede hos Tonny Børme var det normal kotume med lejeaftaler, med mulighed for køb for 1 kr. efter en periode. I midten af 1993 havde Tonny Børme og Michael Larsen et møde med Kjeld Pedersen fra Bokredit. Tonny Børme ville lave købekontrakter, men det var ikke nogen god ide på grund af kravet om mindsteudbetaling. De spurgte om konstruktionen med 1-kronesaftalerne kunne lade sig gøre og det var der ingen problemer i. Det gjorde alle de andre forhandlere.
Tommelfingerreglen var en leje på 3 procent ved en 4-årsperiode og 4 procent ved en 3- årsperiode. Overfor kunden sammenlignede de med ydelserne hos f.eks. Uni-Finans og det kom normalt til at passe så ydelsen blev nogenlunde det samme. De blev enige med Kjeld Pedersen om kunne at skrive om 1-kronesaftalen på kontraktkopien. Kjeld Pedersen ville ikke have det til at stå på den originale kontrakt, da det ikke var ”helt efter bogen”. Proceduren blev drøftet flere gange under løbende møder med Kjeld Pedersen i hele perioden. Han kom ind imellem på besøg i forretningen, hvis de ikke havde haft så mange kontrakter. Michael Larsen kan huske, at de annoncerede med 1-kronesaftalerne. Han kan ikke huske, om de sendte kopi af annoncen til Bokredit. Der blev lavet mange aftaler med en månedlig leje på op til 10-12 procent, hvis kunden ønskede en kortere nedskrivningsperiode. Denne mulighed fik de sat på plads med Bokredit fra starten.
....
Bo Abenth forklarer, at han drev firmaet Cado-eletronic fra 1982 til 1998. Han annoncerede i kuponhæfter der blev omdelt i hele landet. Han solgte tv-radio og pc-udstyr pr. postordre. Han finansierede oprindelig selv, og fik senere aftale med Icano-finans og så omkring 1996 med Bokredit. I starten annoncerede han med køb uden udbetaling, men da samarbejdet med Bokredit blev indledt annoncerede han med overskriften ”Lej i 3 år – køb for 1 kr.”. Han havde samarbejdet med Bokredit indtil 1998. Under dette samarbejde finansierede han enkelte kontrakter selv, men han havde ikke aftale med andre finansieringsselskaber. På et tidspunkt henvendte Kjeld Pedersen sig til Bo Abenth om formuleringen i Bo Abenths ordrebekræftelser.
Bo Abenth skrev her til kunden, at når effekterne havde været lejet i 3 år, kunne de købes for 1 kr. På et møde opponerede Kjeld Pedersen mod formuleringen, og de aftalte at Bo Abenth fremover skulle skrive, at kunden efter 3 år, kunne købe tilsvarende udstyr for 1 kr. Kjeld Pedersen gav også Bo Abenth et eksempel fra en anden forhandler om, hvordan det skulle formuleres. Kjeld Pedersen sagde, at tilføjelser på Bokredits standartkontrakt ikke kunne accepteres. Bokredit indgive sammen med andre kreditorer konkursbegæring mod Cado. Det er Bo Abenths opfattelse, at man hos Bokredit vidste alt om, hvad der foregik i Tonny Børmes forretning. Bo Abenth var på en forretningsrejse til Norge sammen med Kjeld Pedersen, hvor de drøftede om et tilsvarende koncept kunne bruges i Norge.
....
Susanne Feiffer forklarer, at hun var ansat hos Bokredit fra 1. januar 1996 til 31. august 1998. Hun var sagsbehandler. De var 6 i det hele. De havde hver sit område og hun havde med Tonny Børme at gøre. Det forekom, at de modtog kontrakter med en væsentlig højere leje end 3 procent. Første gang Susanne Feiffer så sådan en kontrakt henvendte hun sig til Jytte Nielsen i Bokredits bogholderi og spurgte, om det var i orden. Jytte Nielsen sagde, at der var tale om en skjult købekontrakt, og det var tilsyneladende OK. Jytte Nielsen forklarede, at der måske var en aftale om, at kunden kunne købe effekterne efter en periode. Susanne Feiffer modtog også sådanne kontrakter fra Tonny Børme og hun talte løbende med Tonny Børme om, når den nedskrevne værdi på et tidspunkt var i 0, skulle kontrakten stoppe. Andre forhandlere gjorde det samme herunder Cado. De kunne ikke undgå at være opmærksomme på Cados annoncering. Kjeld Pedersen skal være blind, for ikke at have vidst om det. Tonny Børmes kampagne med 1-kroneskøbene startede vist i 1996. Hun kan ikke huske, om forhandlerne indsendte annoncer til Bokredit. Da Tonny Børme startede op igen efter sin konkurs, lå det i luften at han ikke skulle have for meget.
....”
Af retsbogen for Københavns Byret af 19. august 2002 i sag nr. 31.6978-02 fremgår følgende:
Kjeld Pedersen ... forklarer, at han har været direktør for Bokredit fra 1983 frem til år 2002, hvor selskabet blev solgt. Han var også direktør for Mediakanalen A/S. Selskabet Bokredits virksomhed bestod i udlejning af tv og videoer. Lejekontrakterne blev indgået af radioforhandlerne, som herefter solgte det lejede til Bokredit, som fortsatte lejeforholdet.... Han har dog ikke beskæftiget sig med konkret sagsbehandling, idet han jo alene har det overordnede ansvar for selskabet. Han har således ikke været inde i de enkelte kontrakter. Gennemsnitligt blev der betalt 2,9 procent af salgsprisen i leje. Han kender Tonny Børme tilbage fra 1993, men indledte et nærmere samarbejde… Det var en medarbejder i selskabet, der hed Susanne Feiffer, der behandlede de lejekontrakter, der kom fra Tonny Børmes radioforretning. Selskabet havde en regnskabschef, der hed Jytte Nielsen, og det var hende, der forestod de direkte henvendelser fra medarbejderne, hvis der er problemer. Der har ikke været en aftale om, at Bokredits kunder kunne overtage det lejede til en krone.
Dette kunne simpelthen ikke lade sig gøre, idet der så var to, der kunne købe det lejede til en krone. Han er ikke bekendt med Tonny Børmes markedsføring. Herunder bilag 12. Han kender Michael Larsen og Bo Abenth, men han har ikke indgået aftaler med dem om, at det lejede kunne erhverves for en krone. Det er forekommet, at ejendomsretten er overgået til en lejer. Kjeld Pedersen bekræfter således, at dette er sket jf. ... 1, bilag 17, side 3. Kjeld Pedersen understreger, at Bokredit på dette tidspunkt, havde overtaget driften af Tonny Børmes forretning, idet Tonny Børme på dette tidspunkt var gået konkurs. Der har således været tale om en lejekontrakt, som senere er overgået til et egentlig køb. Foreholdt Bokredits skrivelse af 9. november 1993 ”Til vore samarbejdspartnere i 2tal kæden.” forklarer Kjeld Pedersen, at den fremgangsmåde, der er beskrevet er lavet på foranledning af Mogens Bendler, som var direktør for 2-tal kæden. Man valgte da i Bokredit at acceptere, at kunder kunne købe det lejede for en krone… det drejede sig kun om en ganske kort periode. Ulrik Bayer er advokat for selskabet vedr. mindre sager og inkassosager. Selskabet havde et tilgodehavende hos, Tonny Børme, som der ikke rigtigt skete noget med, idet der ikke blev betalt, hvilket slutteligt førte til konkursen. Efter konkursdekretet var afsagt, tog Kjeld Pedersen bl.a. sammen med advokat Ulrik Bayer og den advokat, der skulle forestå bobehandlingen ud i forretningen.
De mødte da Tonny Børme, som da havde oplyst Kjeld Pedersen om, at han havde solgt 30 tv-apparater. Det tilgodehavende, som selskabet herved fik, havde Tonny Børme sagt kunne modregnes i momsbeløbet, hvilket var uforstående for Kjeld Pedersen…. Tonny Børme kunne få finansieret lejekontrakter hos andre end Bokredit. Når der skulle betales, blev der fremsendt girokort fra Bokredit, ligesom Bokredit forinden havde sendt meddelelse til kunden, om at det var Bokredit, der var udlejer. Undertiden betalte kunderne lejen i den forretning, de have lejet tv-apparatet. Lejen blev herefter sendt til Bokredit. Der blev rykket for betalingen 3 gange. Ved betalingsmisligholdelse var det forhandleren, der tog ud for at hente apparatet, hvis man kunne finde en frivillig ordning ellers var det Bokredit, der gik til fogeden og fik apparatet tilbage gennem fogedretten. Med hensyn til bilag 17, side 3, oplyser Kjeld Pedersen, at Tonny Børme ikke var forhandler på det tidspunkt. Lejekontrakten var fra lejerens side uopsigelig de første 12 måneder og løb derefter en måned af gangen. Kjeld Pedersen vil ikke afvise, at selskabet har opfyldt en kroners kontrakter, efter at Tonny Børme var gået konkurs, idet Kjeld Pedersens melding til medarbejderne i den periode var, at man skulle skabe ro omkring Valby butikken, også selv om dette måtte medføre, at en krones kontrakter blev opfyldt. Han ved ikke om bilag 17, side 3, er en af disse.
....
Susanne Feiffer forklarer, at hun var ansat hos Bokredit fra januar 1996 til september 1998, som sagsbehandler, hvor hun servicerede et antal radioforhandlere. Det forekom, at lejekontrakterne fungerede som en skjult købekontrakt. Hvis dette var tilfældet, var dette markeret på lejekontrakten med et 8 tal. I disse situationer, blev der betalt et højere lejebeløb end det sædvanlige Hun mener, at det sædvanlige lejebeløb var 3 procent. De havde en liste, der viste, hvilken procentsats lejen skulle være. I begyndelsen havde hun studset over 8 tallet, og havde spurgt Jytte Nielsen, som var den, hun havde kontakt med om disse forhold og Jytte Nielsen havde forklaret hende hvorfor. Endvidere havde Jytte Nielsen forklaret, at forhandlerne ikke fik et servicebeløb, hvis der var angivet et 8 tal. Undertiden forekom det, at der stod købekontrakt på den lejekontrakt, der kom ind. Denne blev så sendt tilbage til forhandleren idet, der ikke måtte stå købekontrakt.
Forhandlerne fremsendte herefter en ny kontrakt, som var betegnet lejekontrakt. Hun har talt med Tonny Børme om dette. Hun mener, at Kjeld Pedersen var bekendt med fremgangsmåden med 8 tallet. I den periode hun var ansat var, der i alt 6 ansatte, inklusiv Kjeld Pedersen. Hun er bekendt med, at Cado Electronics annoncerede i et postordrekatalog, om at man kunne indgå lejekontrakt og senere købe det lejede tilbage for en krone. Lejekontrakten blev indgået med Bokredit. Det var noget man talte om i selskabet, idet det formentlig ville medføre yderligere arbejde. Postordrekataloget lå fremme i firmaet. Hun mener, at Kjeld Pedersen var bekendt hermed, idet var Kjeld Pedersen, der havde kontakten med Cado. Foreholdt sagens ... 1, bilag 14, side 2, 3. sidste afsnit oplyser Susanne Feiffer, at det korrekt, som der står anført der. Hun har aldrig hørt Jytte Nielsen udtalt, at det var fyringsgrund, hvis man godkendte en lejekontrakt, hvor det var angivet at man kunne købe det lejede for en krone. Susanne Feiffer forklarer supplerende, at hun aldrig har set Jytte Nielsens notat af 11. maj 1995 med bilag. Susanne Feiffer forklarer yderligere, at 8 tallet var anført øverst ved siden af radioforhandlerens navn og adresse. Med hensyn til Cado havde Kjeld Pedersen fortalt om kontakten. Foreholdt Bokredits skrivelse af 3. september 1996 til Cadeau oplyser Susanne Feiffer, at hun ikke kender den pågældende skrivelse.
....
Morten Larsen forklarer, at han medejer og direktør for Bokredit I/S, der bl.a. udlejer tv og hårde hvidevarer. Endvidere har selskabet enkelte købekontrakter. Han overtog Bokredits virksomhed pr. 1. januar 2002. I forbindelse med overtagelsen af virksomheden var han på besøg hos nogle forhandlere, som foreviste ham Bokredits skrivelse af 9. november 1993, og han blev således bekendt med, at der var en krones kontrakter. Han har set dette hos en forhandler. Det var Bokredits skrivelse af 9. november 1993 han fik forevist. Han har fået samme oplysning hos en anden forhandler. Han tog hjem på kontoret og fortalte medarbejderne om det, og de kunne ligeledes vise et bilag svarende til dette brev, men uden modtager med overskriften, der formentlig lyder ”Til vores samarbejdspartner i 2-tal kæden”. Han mener, at brevet, som han fik forevist hos forhandleren var underskrevet af Kjeld Pedersen. Forhandleren oplyste, at man havde anvendt denne fremgangsmåde, indtil for et par år siden. De to forhandlere, der oplyste ham om denne fremgangsmåde var Boyes Radio på Frederiksberg og en radioforhandler i Skibby. Han har talt med sin advokat om dette og overvejer om han på den baggrund har givet for høj pris for virksomheden.
....
Jytte Nielsen forklarer, at hun var ansat i Bokredit fra august 1992 indtil november 1998 som bogholder. Hun har set selskabets lejekontrakter, fordi forhandlerne skulle have udbetalt vederlag. Der blev anført kode 8 på nogle af lejekontrakterne. Det var de lejekontrakter, hvor forhandlerne ikke skulle have servicevederlag. Det var Kjeld Pedersen, der gav instruks, om hvorledes sager som var anderledes end mængden skulle behandles. Hvis der på en lejekontrakt stod, at man kunne købe det lejede tilbage for en krone, skulle lejekontrakten sendes tilbage til forhandleren. Det er hende, der har skrevet notat dateret 11. maj 1995. Når der nederst i bilaget er anført ”Behøver I ikke at komme mere” menes der, at det er fyringsgrund, hvis man godtager en lejekontrakt, hvor der står, at det lejede kan købes tilbage for en krone. Hun har skrevet det på Kjeld Pedersen foranledning. Kontrakten blev så sendt tilbage til forhandleren, som ofte sendte en ny kontrakt frem, uden at anføre, at effekterne senere kunne købes tilbage.
Medarbejderen kunne ikke foretage sig noget uden, at Kjeld Pedersen vidste det. Hun vidste, at Kjeld Pedersen skulle til Valby og tale med Tonny Børme om hans annoncering, idet Kjeld Pedersen havde sagt, at den skulle se anderledes ud. Hun har været ude hos Tonny Børme for at hjælpe ham med bogføring, men har ikke talt med ham om hans annoncering og heller ikke om en krones kontrakter. Foreholdt sagens bilag 18, side 3, 3. sidste afsnit oplyser Jytte Nielsen, at hun har snakket løst med Tonny Børme om annonceringen. Foreholdt 2. sidste afsnit, samme side og bilag oplyser Jytte Nielsen, der aldrig er talt direkte om en krones kontrakter, men at disse er omtalt mere generelt. Kjeld Pedersen havde således orienteret om, at det var Bokredit uvedkommende, hvad forhandleren og kunde havde aftalt. 8 tallerne var anført på den originale lejekontrakt.
Det var typisk på lejekontrakter, der kom fra 2-tal kæden. Hun husker 8 taller på lejekontrakter, der kom fra Boyes radio og Clausens radio. Kjeld Pedersen havde således sagt at 8 tallet skulle anføres på en lejekontrakt, når der var en højere leje end den sædvanlige, og så skulle der ikke udbetales serviceydelse til forhandleren. Dette var i hvert fald sagt i begyndelsen af 1994. Merethe Larsen, Anne Thiim og Gert Frost, havde bl.a. været tilstede ved sådan et møde. I slutningen af ansættelsesperioden kom, der ikke så mange kontrakter med 8 taller. Kjeld Pedersen har omtalt samarbejdet med Cado, men ikke nævnt noget om en krones kontrakter, så vidt Jytte Nielsen husker.
....
Jørgen Clausen forklarer, at han er radio og tv forhandler i Dragør. Han er med i 2-tal kæden. Han har haft et samarbejde med Kjeld Pedersen – formentlig siden 1983. Det var Jørgen Clausen, der lavede lejekontrakten, hvorefter det lejede blev overdraget til Bokredit. Han har aldrig drøftet en krones kontrakter med Kjeld Pedersen. Hvis kunden misligholder lejekontrakten, er det Jørgen Clausen, der skal forsøge, at få lejeforholdet til at køre videre eller hente det lejede. Hvis man skal have bistand af fogden er det Bokredit, der foretager dette, idet det er Bokredit, der er ejer. Han har aldrig drøftet køb til en krone med kunderne. Hvis en kunde henvender sig og siger, at vedkommende heller ville købe, forsøger han at sælge et helt nyt tv eller et passende brugt. Han erindrer ikke at have modtaget Bokredits skrivelse af 9. november 1993, ligesom han ikke husker, at der skulle have været kampagner om at tilbagekøbe det lejede for en krone.
....
Peter Nielsen forklarer, at han er radioforhandler i Skagen og Aalbæk. Han har haft et forretningsmæssig samarbejde med Kjeld Pedersen formentlig siden 1983. Peter Nielsen lejer tv og hvidevarer ud til kunder. Det lejede bliver senere solgt til Bokredit. Han har ikke indgået købsaftaler til en krone, og han har heller ikke turde gøre dette, idet han da ville være bange for, at samarbejdet med Bokredit som han ellers har været tilfreds med, ville ophøre. Der er i øvrigt ikke stor forskel på, om man indgår en lejekontrakt eller en købekontrakt, idet der ved lejeaftalen skal betales en måneds leje forud, depositum samt oprettelsesafgift. Han har aldrig set Bokredits skrivelse af 9. november 1993.
....
Niels Tiedjen forklarer, at han er radioforhandler på Borups Alle. Han har samarbejdet med Kjeld Pedersen gennem mange år. Det foregår på den måde, at Niels Tiedjen indgår lejekontrakt med en kunde. Han sælger efterfølgende det lejede til Bokredit. Kunderne har ikke fået køberet til det lejede, fordi man ikke må i henhold til lovgivningen, og man må heller ikke ifølge aftale med Bokredit. Hvis en kunde efter, at have lejet nogle effekter, meddeler at vedkommende gerne ville købe effekterne, ringer Niels Tiedjen til Bokredit og får den nedskrevne værdi oplyst. Til dette beløb lægger han et eller andet beløb for den service, der efterfølgende ydes. Han har aldrig aftalt, at kunden kunne købe det lejede til en krone. Han har set, at formentlig Fona brugte denne fremgangsmåde på et tidspunkt, hvor han ringede til Bokredit for, at høre deres holdning til spørgsmålet. Han fik da at vide, at det måtte han ikke. Han husker ikke, hvem talte med hos Bokredit herom. Han husker, at han har talt med Kjeld Pedersen 6-7 gange under deres samarbejde. Niels Tiedjen forklarer supplerende, at han ikke har noget kendskab til Tonny Børme, udover, at han har mødt ham en enkelt gang.
....”
Af retsbogen for Københavns Byret af 28. april 2003 i sag nr. 31.6978-02 fremgår følgende:
”…
Michael Larsen ...forklarer, at han har været ansat hos Tonny Børme fra 1993 til 1999. Han har efter ophøret af ansættelsesforholdet alligevel hjulpet til under ferie og sygdom indtil 2001. Michael Larsen var bekendt med 1-krones kontrakterne. Det var aftalt med Bokredit, at man kunne købe det lejede for 1-kr. efter 3-4 år. Han har været med til diverse møder sammen med Tonny Børme i forretningen på Valby Langgade, hvor 1-krones kontrakterne har været diskuteret, idet man var usikker på, om man kunne gøre dette. Kjeld Pedersen havde meddelt dem, at det kunne lade sig gøre. Kjeld Pedersen var deres kontaktperson hos Bokredit, og det er vidnets opfattelse, at Kjeld Pedersen var bekendt med den kampagne, hvor 1-krones kontrakterne er omtalt.
Man havde bl.a. diskuteret hvilken leje, der skulle betales for på den måde hurtigere at lade kunden købe det lejede. Vidnet opfattede det som en let måde at lave en afbetalingskontrakt på, idet man her slap for kreditvurdering af kunden og betaling af udbetaling. Man ringede undertiden til Bokredit og hørte, hvad det lejede var nedskrevet til. Hvis kunden ønskede at købe på et tidligere tidspunkt, blev lejekontrakten ophævet, og kunden købte det lejede for den nedskrevne værdi. Han har på flere lejekontrakter tilføjet på side 2, som var deres kopi, at man kunne købe det lejede til 1-kr., når lejeperioden var udløbet. Det blev ikke skrevet på det eksemplar, der blev fremsendt til Bokredit, idet Bokredit ikke ville have dette. …
Michael Larsen husker ikke, om de sendte kopier af bilag 12 eller tilsvarende til Kjeld Pedersen. Hvis der ikke var en aftale om, at man kunne købe det lejede for 1-kr., var der alligevel nogle som fortsatte som lejere og andre kom under lejeforholdets forløb ind i forretningen og spurgte, om de kunne få lov til at købe på dette tidspunkt, hvilket var tilfældet. Michael Larsen har således også efterfølgende skrevet på lejeaftaler, at det lejede senere kunne købes for 1 kr. Tonny Børme havde kontakt til diverse finansieringsselskaber i forbindelse med oprettelse af købekontrakter, og Tonny Børme fik da udbetalt hele købesummen på én gang. Vidnet bekræfter, at det er ham, der har underskrevet lejekontrakt af 26. september 1995 med Lasse Hansen.
Foreholdt lejekontrakt af 26. maj 1997 med Lars Mikkelsen, påtegning om at det lejede kan købes for 1 kr., er dette underskrevet af Tonny Børme. Michael Larsen kan ikke se eller er ikke bekendt med, hvornår dette er skrevet.
...
Bo Abenth … forklarer, at han har drevet firmaet Cadeau fra 1982 til 1998, hvor det gik konkurs. Han har haft et samarbejde med Kjeld Pedersen siden 1995. En af ideerne i samarbejdet med Kjeld Pedersen var, at Bo Abenth ønskede at leje elektronikting ud, hvorefter kunderne kunne købe de pågældende effekter efter 3 år for 1 kr. Kjeld Pedersen var bekendt med dette, idet det var baggrunden for hele deres samarbejde. Der blev omdelt kuponhæfter til samtlige husstande med denne reklame. Kjeld Pedersen var bekendt med disse annoncer. De havde drøftet, hvordan salget skulle foregå. Han har således korresponderet med Kjeld Pedersen herom både mundtligt og skriftligt. Det fremgik ikke af selve lejekontrakten, at kunden kunne købe det lejede tilbage for 1 kr. Dette fik kunden at vide i et følgebrev.
Senere ændrede man teksten i følgebrevet således, at kunden kunne købe et tilsvarende apparat for 1 kr. og ikke nødvendigvis det apparat, kunden tidligere havde lejet, men tanken var, at kunden kunne beholde det apparat, der var lejet. … Med hensyn til Bokredits skrivelse af 9. november 1993 mener han ikke, at han har set den. Han husker det i hvert fald ikke. Han har fået eksemplarer fra Kjeld Pedersen på breve, som han kunne anvende til kunderne, og som var anvendt af Bokredits samarbejdspartnere. Han var tilfreds, hvis lejeformålet holdt i den angivne lejeperiode. Forevist skrivelse af 3. september 1996, oplyser vidnet, at han formentlig har fået brevet, når det er stilet til ham, men husker det ikke. Samarbejdsaftalen med Bokredit blev i hvert fald ikke opsagt efter nærværende skrivelse. Han vil ikke afvise, at der har været breve, der er blevet sendt for at opretholde formalia, men som parterne ikke har tillagt betydning.
…
Merethe Larsen ... forklarer, at hun har været ansat i Bokredit siden starten i 1985 eller 1987 indtil den 1. marts 2002, hvor hun selv sagde op. Hun har været sekretær for Kjeld Pedersen. Der var 5-8 personer ansat i virksomheden. Hun lavede endvidere inkassoarbejde. Det var Bokredit, der købte diverse fjernsyn og radioer af radioforhandlerne. Lejeren havde indgået aftale direkte med radioforhandleren, men lejeren fik at vide, at det var Bokredit, der var ejer, og at der skulle betales til Bokredit. Hun er bekendt med lejeaftaler jf. eksempelvis bilag 31-3 og -4. Hvis hun har set 1 kr. kontrakter, hvilket er tilfældet, så er disse sendt tilbage til de forhandlere, der havde fremsendt dem. Hun mener, at der er tilfælde, hvor der er lejere, der er blevet ejer af det lejede. Det er sket, at der er nogle, der har rettet henvendelse til Bokredit for at spørge, om de kunne købe det lejede.
Hun har da henvist dem til forhandleren. Forhandleren kunne løbende få oplyst, hvad der skyldtes på lejekontrakten. Hun har i forbindelse med det økonomiske sammenbrud hos Valby Radio set kontrakter, hvor der stod, at disse kunne købe det lejede tilbage for 1-kr. Hun har set tilsvarende fra firmaet Cado. De havde ca. 100 forhandlere. Hun arbejder stadig som sekretær for Kjeld Pedersen nu i et andet firma. Det var ikke hende, der forestod den konkrete sagsbehandling. Forevist Bokredits skrivelse af 9. november 1993, oplyser vidnet, at hun er bekendt med brevet, men det var kun en kortvarig kampagne, hvor man valgte at bidrage til den. Hvis der var skrevet et 8-tal på en lejeaftale, har hun fået oplyst af en forhandler, at det var noget forhandleren skulle bruge til sin egen statistik. De beholdt den pågældende lejekontrakt.
Foreholdt bilag 33-1 [udateret, håndskrevet notat] oplyser Merethe Larsen, at hun ikke er bekendt med denne notits. Hun vil tro, at det er Susanne Feiffers håndskrift. Det var Kjeld Pedersen eller bogholderen, der instruerede nye medarbejdere.
…
Morten Larsen ... forklarer, …, at han ikke fandt nogen tilbagekaldelse på Bokredits skrivelse af 9. november 1993.... Advokatfirmaet Reumert & Kromann meddelte ham, at de mente, at der slet ikke havde fundet en sådan kampagne sted. I forbindelse med at han ledte efter en tilbagekaldelse af det nævnte brev, fandt han imidlertid bilag 33-1 [udateret, håndskrevet notat]. Han fandt - endvidere nogle sager - 36 - eksisterende sager, hvor der er angivet et 8-tal. De eksisterende sager kommer fra Skibby Radio, Cadeau og Bøjes Radio. Morten Larsen oplyser, at det er korrekt, at der har været uenighed mellem ham og Bokredit K/S om en refusionsopgørelse. Der var således uenighed om et beløb på ca. 3/4 mio. kr. … For så vidt angår de 36 eksisterende kontrakter kan det dreje sig om et beløb på 1-300.000 kr., som Morten Larsen sammen med de to medinteressenter evt. kan blive erstatningsansvarlige for. Der er konkret kommet krav om betaling af 41.000 kr. samt et mindre beløb, men Morten Larsen har nu valgt at se fremad og ønsker ikke at gå tilbage vedrørende de gamle kontrakter. Han mener, at han har talt med Tonny Børme, der ringede til ham forud for nærværende sag, hvor Tonny Børme bad om nogle gamle kontoudtog, og det var i den sammenhæng, de kom til at tale om nærværende sag.
…
Susanne Feiffer forklarer, at det er korrekt, at det er hende, der har skrevet bilag 33-1 [udateret, håndskrevet notat]. Hun husker ikke, hvornår hun har skrevet notitsen. Den er sikkert skrevet på grundlag af, hvad Jytte Nielsen har forklaret hende. Hun skriver ofte lapper for at huske, hvordan tingene forholder sig.
Parternes procedure:
Forbrugerombudsmanden har til støtte for Nikolaj Vilners påstand i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 26. maj 2003.
Forbrugerombudsmanden har således gjort gældende, at aftalen om leje af stereoanlægget reelt er en kreditaftale vedrørende køb med ejendomsforbehold, omfattet af kreditaftaleloven, jf. lov nr. 398 af 13. juni 1990 med senere ændringer, uanset at den er betegnet som en lejeaftale. Der er tale om et lejekøb efter kreditaftalelovens § 6, stk. 2, og et lånekøb i et oprindeligt trepartsforhold efter kreditaftalelovens § 5, nr. 2.
Efter kreditaftalelovens § 6, stk. 2, anses også en lejeaftale for at være et kreditkøb med ejendomsforbehold, ”… såfremt det må antages at have været meningen, at modtageren af tingen skal blive ejer af den”. Formålet med bestemmelsen er at sikre forbrugeren mod omgåelse af kreditaftalelovens krav om, at køber skal præstere en mindsteudbetaling som betingelse for, at sælger kan tage ejendomsforbehold. Udbetalingskravet i kreditaftaleloven er begrundet i et ønske om at beskytte køberne mod at foretage letsindige køb, jf. betænkning nr. 839/1978, s. 87.
Ved at indgå sådanne lejekøb ville udlejer kunne opnå det bedste af to verdener. Som udlejer er man ejer og har således ejendomsretten. Man kan undlade at følge kreditaftalelovens regler, herunder om mindsteudbetaling, hvorved man kommer i kontakt med de forbrugere, der ikke har råd til at betale en udbetaling. Samtidig kan man tilbyde forbrugeren apparatet for en krone på et tidspunkt, hvor apparatet er fuldt afskrevet og ikke længere repræsenterer en værdi for udlejer. Denne mulighed er afskåret ved kreditaftalelovens § 6, stk. 2.
I denne sag var det allerede ved aftalens indgåelse meningen, at Nikolaj Vilner skulle blive ejer af det lejede, dels fordi Nikolaj Vilner ved bestillingen – ved afkrydsning på en kupon – tilkendegav, at han agtede at benytte sig af køberetten, dels fordi lejeaftalen var uopsigelig indtil køberettens indtræden, og dels fordi købesummen på 1 kr. efter lejeperioden på 36 måneder gjorde det utænkeligt, at Nikolaj Vilner ikke ville købe det ”lejede”.
Købesummen blev reelt dækket ved lån til Nikolaj Vilner indrømmet af Bokredit på grundlag af en forudgående aftale mellem Cadeau Electronic ApS og Bokredit, jf. kreditaftalelovens § 5, nr. 2, hvor den månedlige leje var udtryk for amortisering af lånet. Uanset at aftalen betegner sig som en lejeaftale, og at Bokredit efter sit formål driver udlejningsvirksomhed og ikke lånefinansieringsvirksomhed, er aftalen under disse omstændigheder omfattet af kreditaftaleloven, jf. kreditaftalelovens § 6, stk. 2, om lejekøb og kreditaftalelovens § 5, nr. 2, om kreditkøb i oprindelige trepartsforhold.
Retsvirkningerne heraf er, at aftalen skal opfylde de præceptive bestemmelser i kreditaftaleloven, jf. herved lovens § 7, stk. 1, og at Bokredit i modsat fald skal tåle, at aftalens vilkår ændres i overensstemmelse med kreditaftalelovens regler.
Aftalen opfylder ikke kreditaftalelovens bestemmelser om gyldigt ejendomsforbehold, jf. kreditaftalelovens § 34, stk. 1, nr. 4, idet hverken Bokredit eller Cadeau Electronic ApS ved overgivelsen af stereoanlægget til Nikolaj Vilner blev fyldestgjort for mindst 20 % af kontantprisen på 8.990 kr. Ejendomsforbeholdet er ikke gyldigt, og ejendomsretten overgik derfor til Nikolaj Vilner allerede ved aftalens indgåelse. Cadeau Electronic ApS udleverede det lejede til Nikolaj Vilner før overdragelse af ejendomsretten til Bokredit. Nikolaj Vilner er derfor også beskyttet imod ekstinktion af sin ejendomsret, jf. kreditaftalelovens § 32.
Nikolaj Vilner modtog ved aftalens indgåelse ikke samtlige de i kreditaftalelovens § 9 opregnede oplysninger vedrørende kreditomkostninger og kreditvilkår. Nikolaj Vilner er herefter alene forpligtet til at betale kontantprisen amortiseret i overensstemmelse med aftalernes bestemmelse samt en årlig rente svarende til diskontoen tillagt 5% af den til enhver tid værende restgæld, jf. kreditaftalelovens § 23.
Forbrugerombudsmanden har videre gjort gældende, at Bokredit er bundet af Cadeau Electronic ApS’s dispositioner, idet Cadeau Electronic ApS handlede som fuldmægtig for Bokredit. Aftalen om at kunne købe for 1 kr. efter 36 måneders leje lå inden for legitimationens grænser. Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at Bokredit var bekendt med og havde accepteret, at Cadeau Electronic ApS kunne give køberet samtidig med oprettelsen af en lejekontrakt. Overenskomstens bestemmelse om den garanterede lejeperiode sammenholdt med forhandlerens mulighed for at købe til apparatets nedskrevne værdi indeholder det egentlige incitament for forhandleren til at indgå i et arrangement om leje med købsret. Bokredits positive viden om forholdene fremgår ligeledes af de forklaringer, der er afgivet for byretten.
Om Cadeau Electronic ApS handlede uden intern bemyndigelse kan ikke føre til andet resultat, idet Bokredit som anført i Forbrugerklagenævnets afgørelse er nærmest til at bære risikoen for, at Cadeau Electronic ApS i givet fald har handlet i strid med Bokredits instrukser, og at der således under de foreliggende omstændigheder med bindende virkning også for Bokredit er indgået et kreditkøb omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 3, og § 5, nr. 2.
Forbrugerombudsmanden har desuden gjort gældende, at Nikolaj Vilner endvidere kan rejse samme krav over for Bokredit, som han kunne rejse mod Cadeau Electronic ApS, idet han ved Cadeau Electronic ApS’s tvangsopløsning og deraf følgende manglende betaling har sandsynliggjort, at Cadeau Electronic ApS ikke opfylder sine forpligtelser, jf. kreditaftalelovens § 33, stk. 2.
Sagsøgers krav på tilbagebetaling udgør 4.556 kr., hvilket beløb størrelsesmæssigt er anerkendt af Bokredit.
Bokredit har til støtte for sin påstand i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 26. maj 2003.
Bokredit har således gjort gældende, at aftaleforholdene mellem Nikolaj Vilner og Bokredit reguleres alene af standardlejekontrakten fra 1996. Heri er det fremhævet med versaler lige over Nikolaj Vilners underskrift, at ”LEJER IKKE HAR KØBSRET ELLER FORKØBSRET TIL DET LEJEDE”. Samme bestemmelse er gengivet i standardbetingelserne på bagsiden af kontrakten. Nikolaj Vilner har ikke hævdet, at Bokredit har lovet en køberet.
Kreditaftalelovens § 5, nr. 2, finder ikke anvendelse. I 1996 skete der ikke et salg fra Cadeau Electronic ApS til Nikolaj Vilner, og Bokredit ydede ikke lån til finansiering af en købesum. Bokredit drev ikke sådan lånefinansieringsvirksomhed. Bokredit drev udlejningsvirksomhed og købte produkterne af forhandlerne og udlejede dem til Nikolaj Vilner. Ved indgåelsen af standardlejeaftalen med Nikolaj Vilner tilkom ejendomsretten til det lejede produkt Bokredit, der forinden havde forpligtet sig til at købe det lejede effekter af Cadeau Electronic ApS, jf. overenskomstens § 2.
Kreditaftalelovens § 6, stk. 2, finder ikke anvendelse. Det har aldrig været Bokredits mening, at lejerne skulle blive ejere af produkterne. En aftale herom strider mod Bokredits koncept og har været ukendt for Bokredit. Heller ikke Nikolaj Vilner kan med rette have ment, at han havde en aftale med Bokredit om, at han skulle blive ejer af produktet. Det fremgår klart af lejekontrakten, at Bokredit ejer produktet, og at Nikolaj Vilner ikke har køberet til det lejede.
Breve med en køberet er ikke fra Bokredit men fra Cadeau Electronic ApS, der imidlertid hverken er part i lejekontrakterne eller ejer af det lejede. Bokredits samarbejde med forhandlerne bestod i, at forhandlerne solgte produkterne til Bokredit og som en praktisk foranstaltning underskrev standardlejekontrakten med lejerne på vegne af Bokredit. Forhandlerne har derimod hverken haft fuldmagt eller bemyndigelse til at indrømme lejerne en køberet på Bokredits vegne. Nikolaj Vilner kan ikke have troet, at Bokredit havde lovet ham en køberet, jf. ovenfor, og i brevet til Nikolaj Vilner skriver forhandleren således også, at han vil tilbagekøbe det lejede fra Bokredit og sælge det til Nikolaj Vilner.
Den køberet, som er tilsagt Nikolaj Vilner, er derfor en selvstændig og uafhængig aftale mellem forhandleren og Nikolaj Vilner. Kreditaftalelovens §§ 32 og 33 giver ikke Nikolaj Vilner et krav mod Bokredit, da bestemmelserne forudsætter eksistensen af ”anden kreditor”, og at § 5, nr. 2, finder anvendelse. Dette er ikke tilfældet, jf. ovenfor, og det vil have uoverskuelige konsekvenser for Bokredits koncept, hvis Bokredit bindes af aftaler mellem en lokal radioforhandler og en lejer – aftaler som Bokredit ikke kender til og ikke kan gardere sig mod.
Forhandlerne og Bokredit har ikke haft et sådant interessefællesskab, at forhandlernes salgsskridt bør binde Bokredit. Synspunktet er uhjemlet. Der har alene bestået et sædvanligt kommercielt forhold som beskrevet i overenskomsten. Bokredit har gjort, hvad der har stået i dennes magt for at undgå, at forhandlerne indrømmer lejere en køberet, jf. overenskomstens § 4, notat af 11. maj 1995, brev af 3. september 1996, ordlyden af den udarbejdede standardkontrakt og de fakturaformularer, som forhandlerne er forpligtet til at anvende ved salg af udlejede effekter til Bokredit, hvorefter ”det er en udtrykkelig forudsætning for købers accept af nærværende leverance/faktura, at sælger har udlejet ovennævnte effekter på sagsøgtes lejekontrakt til 3. mand”.
Endelig bestrides det, at forhandleren kan anses som befuldmægtiget, og hvis dette var tilfældet har forhandleren ved at tilsige en køberet klart handlet uden for sin bemyndigelse.
Det afgørende er altså, hvad der er realiteten og substansen i de indgående aftaler. Det fremgår klart og utvetydigt, at der er tale om et lejeforhold. Det har ikke været parternes mening, at Nikolaj Vilner skulle blive ejer. Bokredit har gjort, hvad der stod i deres magt for at sikre dette, og Nikolaj Vilner kan ikke have været i god tro om andet, når dette fremgår direkte af kontrakten.
Landsrettens bemærkninger:
Det forretningskoncept, som Bokredit har tilrettelagt, indebærer efter kontraktsgrundlaget, at Bokredit driver udlejningsvirksomhed. På baggrund af kontraktsgrundlaget vil det imidlertid i visse situationer være nærliggende, at forbrugeren og forhandleren aftaler, at forbrugeren på trods af den klare formulering af standardlejeaftalen bliver ejer af de udlejede apparater.
I den foreliggende sag har Nikolaj Vilner ved udløbet af opsigelsesperioden på 36 måneder betalt en samlet leje af en sådan størrelse, at apparatets værdi må antages internt at være nedskrevet til 0 kr. eller i hvert fald en meget begrænset værdi. Overenskomsten indebærer, at forhandleren har ret til at tilbagekøbe det lejede apparat for den begrænsede værdi samtidig med, at Nikolaj Vilner kan opsige lejeaftalen.
Da forhandleren imidlertid også gennem overenskomsten er forpligtet til at betale leje i 52 måneder til Bokredit, er det åbenbart, at forhandleren, såfremt forbrugeren opsiger lejeaftalen, gør brug af sin køberet over for Bokredit for derved at frigøre sig fra den fortsatte pligt til lejebetaling. Denne situation kunne såvel forhandleren som Bokredit givet forudse allerede ved forbrugerens indgåelse af lejeaftalen hos forhandleren.
Det er herefter nærliggende, at forhandleren i sin markedsføring, således som det er sket hos Valby Radio, Cadeau Electronic ApS og 2tal, anvender konceptet ”lej i 3 år og køb for 1 kr.” eller tilsvarende, og således aftaler med forbrugeren, at denne kan købe de lejede apparater efter udløbet af opsigelsesperioden.
Bokredit var da også opmærksom på, at der i radiobranchen, Fona og Fredgaard, anvendtes denne markedsføring, og Bokredit accepterede under det foreliggende kontraktsgrundlag, ifølge Kjeld Pedersens forklaring for en kort periode, at 2tal anvendte denne markedsføring, jf. således Bokredits skrivelse af 9. november 1993. Under disse omstændigheder, og da Bokredit ikke har ført nogen kontrol med, om forhandlerne uden for standardkontraktsgrundlaget aftalte med forbrugerne, at disse kunne købe apparaterne for et symbolsk beløb, finder landsretten, at Bokredit i disse sager må identificeres med forhandleren ved bedømmelsen efter kreditaftalelovens § 5, nr. 2, og § 6, stk. 2.
Det bemærkes i den forbindelse, at det ved brug af EDB og stikprøvekontrol ville være ganske nemt for Bokredit at lave en sådan kontrol, navnlig af de lejeaftaler, hvor der var særlig risiko for, at forhandleren og forbrugeren havde aftalt, at forbrugeren skulle blive ejer af apparatet.
Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at det i forholdet mellem Cadeau Electronic ApS og Nikolaj Vilner har været meningen, at Nikolaj Vilner efter en periode skulle blive ejer af det lejede apparat, hvilket af de oven for nævnte grunde må anses for at gælde i forhold til Bokredit. Lejeaftalen må således anses for et køb med ejendomsforbehold, jf. kreditaftaleloven § 6, stk. 2.
Efter en samlet vurdering af kontraktsgrundlaget, navnlig bestemmelserne om Bokredits købspligt og den garanterede lejeperiode/lejebetaling sammenholdt med forhandlerens ret til at tilbagekøbe det lejede til nedskreven værdi, har Bokredits eneste reelle opgave været at stille kapital til rådighed for forbrugeren. Der er således tale om et køb med ejendomsforbehold, hvor købesummen reelt blev dækket ved lån til sagsøger indrømmet af Bokredit på grundlag af en aftale mellem Cadeau Electronic ApS og Bokredit, jf. kreditaftalelovens § 5, nr. 2.
Ved indgåelse af en kreditaftale har forbrugeren krav på at modtage kreditoplysninger i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 9. Disse oplysninger er ikke givet Nikolaj Vilner. Retsvirkningerne af manglende iagttagelse af § 9 er efter kreditaftalelovens § 23, stk. 1, at forbrugeren ikke har pligt til at betale mere end kontantprisen og en årlig rente, svarende til diskontoen med tillæg af 5 %. Nikolaj Vilners tilbagebetalingskrav er opgjort til 4.556 kr. Cadeau Electronic ApS er erklæret konkurs.
Efter kreditaftalelovens § 33, stk. 2, hæfter Bokredit herefter for betaling af Nikolaj Vilners tilbagebetalingskrav.
Sagsøger, Nikolaj Vilners, påstand, hvorom der er beløbsmæssig enighed mellem parterne, tages herefter til følge.
Thi kendes for ret:
Sagsøgte, Jensen Finans K/S, skal inden 14 dage betale 4.556,00 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 21. maj 2002 til sagsøger, Forbrugerombudsmanden som mandatar for Nikolaj Vilner.
Inden samme frist skal sagsøgte betale sagsomkostninger til sagsøger med 20.000 kr.
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes. Østre Landsrets kontor, den
P.j.v.
B3398009 - DLE
UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
D O M
Afsagt den 3. september 2003 af Østre Landsrets 9. afdeling
(landsdommerne Østerborg, Bloch Andersen og Christina Breinstrup (kst.)).
9. afd. nr. B-3398-01:
Jørgen Steen Nielsen (advokat Leo Støchkel besk.),
mod
1) Jensen Finans K/S (tidligere Bokredit K/S)
(advokat Frank Bøggild)
biint. 1) Forbrugerombudsmanden
(ka. v/advokat Henrik Nedergaard Thomsen),
Denne sag, der er anlagt den 16. august 2001, blev ved kendelse af 20. november 2001 fra Civilretten i Glostrup efter retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 2 og 3, henvist til behandling ved Østre Landsret. Sagsøger, Jørgen Steen Nielsen, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Jensen Finans K/S (tidligere Bokredit K/S), tilpligtes at betale sagsøgeren 2.637,00 kr. med sædvanlig procesrente heraf fra sagens anlæg.
Sagsøgte, Jensen Finans K/S (tidligere Bokredit K/S), (i det følgende kaldet Bokredit) har påstået frifindelse.
Sagsøger, Jørgen Steen Nielsen, har fri proces.
Forbrugerombudsmanden er under sagen indtrådt som biintervenient i medfør af retsplejelovens § 252 til støtte for sagsøgers påstand.
Sagen er behandlet sammen med to sager om tilsvarende spørgsmål under j.nr. B-2476-02, Forbrugerombudsmanden som mandatar for Wicky Vang Pedersen mod Jensen Finans K/S, og B-2477-02, Forbrugerombudsmanden som mandatar for Nikolaj Vilner mod Jensen Finans K/S.
Sagen angår spørgsmålet, om en aftale om leje af et fjernsyn og en videomaskine, der er indgået den 18. august 1996 mellem Bokredit og Jørgen Steen Nielsen, er omfattet af kreditaftaleloven, jf. lovens § 6, stk. 2, idet forhandleren af effekterne, Cadeau Electronic ApS, i forbindelse med indgåelsen af lejekontrakten tilbød Jørgen Steen Nielsen, at forhandleren efter en lejeperiode på 36 måneder ville tilbagekøbe effekterne fra Bokredit, hvorefter Jørgen Steen Nielsen kunne erhverve effekterne for en krone, og i bekræftende fald om Jørgen Steen Nielsens tilbagebetalingskrav kan gøres gældende mod Bokredit, jf. lovens § 33, stk. 2, jf. § 5, nr. 2.
Forbrugerklagenævnet traf afgørelse i sagen den 4. april 2001. Forbrugerklagenævnet fandt, at der med bindende virkning også for Bokredit var indgået et kreditkøb omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 2, og § 5, nr. 2. En følge heraf var, at aftalen mellem Jørgen Steen Nielsen og Bokredit bedømmes som et forbrugerkreditkøb omfattet af kreditaftaleloven, hvorfor Jørgen Steen Nielsen ved aftalens indgåelse havde krav på at få oplysninger om kreditomkostninger og kreditvilkår i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 9. Retsvirkningerne af manglende iagttagelse af oplysningspligten er, at Jørgen Steen Nielsen ikke kan tilpligtes at betale mere end kontantprisen og en årlig rente af den til enhver tid værende restgæld, svarende til Nationalbankens diskonto med tillæg af 5%. Forbrugerklagenævnet har opgjort Jørgen Steen Nielsens tilbagebetalingskrav til 2.637 kr. Forbrugerklagenævnets afgørelse er ikke enstemmig.
Bokredit har ikke ønsket at efterkomme afgørelsen.
Der er ikke tvist om den beløbsmæssige opgørelse, såfremt kreditaftalelovens bestemmelser finder anvendelse.
Sagens omstændigheder
Sagen angår nærmere en lejeaftale, som Jørgen Steen Nielsen indgik den 18. august 1996. Aftalen blev indgået med forhandleren Cadeau Electronic ApS på vegne udlejer Bokredit. Forholdet mellem Cadeau Electronic ApS og Bokredit blev reguleret af en overenskomst, som blev indgået mellem parterne i december 1995. Af overenskomsten fremgår følgende:
”Generelt
§ 1
Nærværende overenskomst regulerer BO-KREDIT K/S's virksomhed som udlejer i samarbejde med Forhandleren, som på BO-KREDIT K/S's vegne har formidlet udlejningsvirksomheden og stiller sin salgs-, service- og lagerkapacitet til rådighed herfor.
Overenskomsten suppleres med bilag, der nærmere angiver de af overenskomsten omfattende aktiver og minimumsbeløb for de enkelte køb, ligesom BO-KREDIT K/S kan udstede supplerende forskrifter gældende for overenskomsten.
......
KØBSVILKÅR/FORHANDLERFORTJENESTE
§ 2
BO-KREDIT K/S forpligter sig til på de i nærværende overenskomst anførte vilkår at afkøbe Forhandleren de aktiver, om hvilke denne på vegne BO-KREDIT K/S som udlejer har indgået lejeaftaler.
Overenskomsten omfatter alene nye aktiver. BO-KREDIT K/S er forpligtet til at købe disse til Forhandlerens indkøbspris tillagt 10 % avance udgørende det endelige vederlag for Forhandlerens formidling af udlejningsvirksomhed på BO-KREDIT K/S's vegne, jfr. om service m.v. dog nedenfor § 8 og § 12. Købesummen forfalder til betaling ved udgangen af løbende måned plus 8 dage. BO-KREDIT K/S kan til enhver tid forlange efter dets skøn fornøden dokumentation for den anførte indkøbspris.
Nærværende overenskomst omfatter alene aktiver udlejet til lejere med fast bopæl i Danmark. Aftale om udlejning på BO-KREDIT K/S´s vegne skal være foretaget gennem Forhandlerens egen detailforretning, således at Forhandleren ikke optræder som mellemhandler for andre.
......
STANDARDKONTRAKTER
§ 4
ved indgåelse af lejemål på de af nærværende overenskomst omfattende aktiver, er Forhandleren forpligtet til at anvende de af BO-KREDIT K/S udformede kontraktsæt, som indeholder en lejekontraktformular med genpart til lejeren, en faktura fra Forhandleren til BO-KREDIT K/S. Kontraktsæt leveres af BO-KREDIT K/S uden beregning.
Kontraktsæt, der ikke opfylder de af BO-KREDIT K/S til enhver tid fastsatte bestemmelser samt nærværende overenskomst, kan afvises af BO-KREDIT K/S. Lejekontrakten tiltransporteres i så fald Forhandleren.
Anvendte/udfyldte kontraktsæt skal tilstilles BO-KREDIT K/S senest 3 hverdage efter kontraktdato.
Forhandleren er ansvarlig for, at der sker anmeldelse til Danmarks Radio.
FASTSÆTTELSE OG HÆFTELSE FOR LEJE
§ 5
Lejekontrakten jfr. § 4, skal have en minimumslejeperiode på 6 måneder, som Forhandleren ikke er berettiget til at ændre. Ved genudlejning kan minimumslejeperioden dog være kortere end 6 måneder. For det enkelte aktiv gælder, at de på lejekontrakten anførte månedlige lejebeløb (excl. moms) altid minimum skal tilsvare 3,7 % af aktivets oprindelige indkøbspris, jfr. § 2 (excl. moms). Er den på lejekontrakten anførte leje mindre, reduceres BO-KREDIT K/S' købspris forholdsmæssigt tilsvarende, således at lejen stadig udgør 3,7 % af aktivets oprindelige indkøbspris.
Såfremt et aktiv periodevis ikke er udlejet, betaler Forhandleren ovennævnte minimumsbeløb til BO-KREDIT K/S jfr. § 9, indtil genudlejning på de nærværende overenskomst gældende vilkår finder sted.
Det anførte minimumslejebeløb kan ændres ved skriftlig meddelelse fra BO-KREDIT K/S med 1 måneds varsel og er da gældende for kontrakter indgået efter varslets udløb.
LEJEINDBETALINGER
§ 6
Måtte lejeindbetalinger ved en fejltagelse og i strid med lejekontrakten ske til Forhandleren, er denne forpligtet til straks at videresende disse til BO-KREDIT K/S, og indbetalingerne kan ikke af Forhandleren anvendes til nogen form for modregning overfor BO-KREDIT K/S.
ADMINISTRATION AF LEJEKONTRAKTER
§ 7
Al administration af lejekontrakter forestås alene af BO-KREDIT K/S og er Forhandleren uvedkommende.
SERVICE
§ 8
Forhandleren er overfor BO-KREDIT K/S og overfor lejeren ansvarlig for al service af det lejede i den i § 9 anførte periode, jfr. tillige den i § 4 anførte lejekontrakts bestemmelser herom.
For påtagelse af denne forpligtelse samt den i § 12 anførte forpligtelse tilkommer der Forhandleren et vederlag på 10 % af de til BO-KREDIT K/S indgåede månedlige lejeindbetalinger på de af nærværende overenskomst omfattede aktiver (excl. moms). Vederlaget vil blive udbetalt den 20. i hver måned vedlagt specifikation, jfr. § 10.
SELVSKYLDNERKAUTION/GARANTERET LEJEPERIODE/TILBAGEKØB
§9
Forhandleren indestår som selvskyldnerkautionist for lejebetalinger, rykkergebyr m.v. for de med hans medvirken i henhold til nærværende overenskomst indgåede lejekontrakter. Såfremt lejebetalingerne m.v. ikke indgår, er BO-KREDIT K/S berettiget til at foretage modregning i ethvert beløb Forhandleren måtte have til gode hos BO-KREDIT K/S.
Forhandleren indestår BO-KREDIT K/S for, at denne på hvert aktiv, herunder ved eventuel genudlejning, opnår en lejeperiode på minimum 52 måneder. Som alternativ til denne forpligtelse er Forhandleren til enhver tid, inden udløbet af de 52 måneder, berettiget til at afkøbe BO-KREDIT K/S aktivet til dettes internt nedskrevne værdi.
Denne værdi beregnes som BO-KREDIT K/S’s bruttoindkøbspris (excl. moms) minus de indgåede lejeindbetalinger plus de udbetalte servicevederlag. Det herefter fremkomne beløb tillægges hver måned et rentebeløb beregnet af samme beløb med 1,68%/md. Af det herefter fremkomne beløb beregner BO-KREDIT K/S sig en avance på 10%.
Uanset anførte beregningsmetode er Forhandleren dog altid pligtig til at betale mindst 5% af BO-KREDIT K/S’s bruttoindkøbspris (excl. moms) for det aktiv, han agter at tilbagekøbe.
Den ovenfor anførte månedlige rentesats kan løbende ændres gennem meddelelse fra BO-KREDIT K/S i takt med ændringer i hovedbankernes almindelige udlånsrente og ændringer i valutakurser for de af BO-KREDIT K/S optagne finanslån i EMS-valutaer. Ændringen af rentesatsen er gældende fra meddelelsesdatoen.
.......
LEJERS MISLIGEHOLDELSE OG KONTRAKTUDLØB
§12
Såfremt lejeren ikke betaler rettidigt, udsender BO-KREDIT K/S rykkerskrivelse. Hvis betalingen stadig udebliver efter anden rykkerskrivelse, som udsendes 14 dage efter første rykkerskrivelse, udsendes meddelelse om, at aktivet vil blive afhentet. Genpart af meddelelsen sendes til Forhandleren, der på BO-KREDIT K/S vegne foranlediger aktivet afhentet og indestår for betryggende opbevaring herunder forsikring, indtil genudlejning finder sted. Tilsvarende gælder ved normal udløb af lejekontrakt, idet ydelsen herfor er inkluderet i vederlaget for service, jfr. §8. BO-KREDIT K/S er til enhver tid berettiget til at kontrollere aktivets tilstedeværelse hos Forhandleren og kan udstede forskrifter for dettes opbevaring.
.......
MÆRKNING
§ 14
Da ejendomsretten til de af nærværende overenskomst omfattende aktiver, jfr. tillige det i § 4 anførte standardkontraktsæts bestemmelser herom, tilhører BO-KREDIT K/S, er Forhandleren pligtig til at påføre alle udlejede genstande BO-KREDIT K/S´s navnemærkat samtidig med standardskontraktsættes undertegnelse af parterne, såvel som når dette måtte befinde sig hos Forhandler, jfr. § 12.
......
FORHANDLERS MISLIGEHOLDELSE
§ 17
Nærværende aftale kan af BO-KREDIT K/S øjeblikkeligt og uden varsel hæves som misligholdt, såfremt Forhandleren standser sine betalinger, indleder akkordforhandlinger eller andre gældsordninger med sine kreditorer, eller træder i konkurs.
......”
Tilsvarende overenskomst blev af Bokredit anvendt som en standardaftale i forhold til alle Bokredits samarbejdspartnere.
Lejeaftalen, som blev indgået med Jørgen Steen Nielsen, blev udarbejdet på en standardlejekontrakt i overensstemmelse med overenskomstens § 4. På standardlejekontraktens side 1 i rubrikken ”Udlejer hvem ejendomsretten til det lejede tilhører” er angivet Bokredits navn, logo, adresse og telefonnummer. I næste rubrik med teksten ”Forhandleren til hvem al henvendelse om eventuel service på det lejede rettes:” er der ikke fortrykt noget navn.
Nederst på kontrakten umiddelbart over underskriften er som standardtekst anført:
”Lejeren bekræfter ved sin underskrift at have gennemlæst og godkendt såvel ovenstående betingelser som de på bagsiden anførte vilkår, og særligt at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede
...”
Lejevilkårene, som er anført på bagsiden af standardkontrakten, er følgende:
”Lejerens forpligtelser ...
1.
Det lejede er og forbliver BOKREDIT’s ejendom. Lejeren kan på ingen måde sælge, pantsætte, fremleje eller udlåne det lejede. Ligeledes må lejeren ikke anvise det i lejede til genstand for udlæg eller pantsætning.
2.
Lejerens rettigheder og forpligtelser i henhold til nærværende lejekontrakt kan ikke overdrages til trediemand uden BOKREDIT’s skriftlige samtykke.
3.
Lejeren forpligter sig til at overtage alt ansvar for det lejede og holde det forsikret mod enhver skade til nyværdi i hele lejeperioden.
....
5.
Lejekontrakten er oprettet for en minimumsperiode på 12 måneder, medmindre andet er anført på forside. I de første 12 måneder af kontraktens løbetid kan den aftalte leje kun reguleres med ændringer i merværdiafgiften eller andre lovmæssige afgifter.
6.
Lejeren er pligtig at indbetale lejen til BOKREDIT enten pr. giro eller PBS.
....
BOKREDIT og forhandlerens forpligtelser...
7.
Lejen omfatter transport og opstilling af det lejede
8.
SERVICE: Forhandleren er forpligtet til at holde det lejede i fuld funktionsdygtig stand og udføre nødvendig service uden udgift for lejeren. Enhver henvendelse om service kan alene rettes til forhandleren.
Såfremt denne uanset sig forpligtelse hertil ikke udfører den rekvirerede service kan henvendelse rettes til BOKREDIT, som så vil anvise et servicefirma.
....
9.
Forhandleren er forpligtet til at udføre påkrævet service hurtigst muligt.
....
Iøvrigt....
12.
Da BOKREDIT ikke er producent af eller iøvrigt foretager service på det lejede, fraskrives ethvert produktansvar, ligesom indirekte skader og følgeskader af enhver art er undtaget. Dette forhindrer dog ikke lejeren i at rette eventuelle krav mod fabrikanten og/eller forhandleren af apparatet, idet den BOKREDIT i så henseende tilkommende ret tiltransporteres lejeren.
13.
Lejeren har ikke købsret eller forkøbsret til det lejede.
....
Opsigelse...
15.
Der er i øvrigt aftalt et gensidigt, skriftligt opsigelsesvarsel på 1 måned til en forfaldsdag medmindre andet er anført på forsiden. BOKREDIT er altid berettiget til uden varsel at ophæve lejekontrakten og tilbagetage det lejede, såfremt lejeren misligholder nærværende kontrakts bestemmelser med vanrøgt, manglende forsikring af det lejede eller udebleven, forfalden lejebetaling udover 8 dage efter forfald. Endvidere er BOKREDIT berettiget til at opsige kontrakten uden varsel til øjeblikkeligt ophør, såfremt lejeren standser sine betalinger, erklæres konkurs, indleder akkordforhandlinger eller der foretages udlæg/udpantning i lejerens løsøre.
16.
Ophæves lejekontrakten som følge af nogen af de i kontrakten anførte grunde skal forfalden leje med tillæg af morarente, omkostninger ved tilbagetagelse af det lejede, samt uforfalden leje frem til opsigelse normalt kan finde sted (jævnfør lejekontraktens bestemmelser) og eventuelt inddrivelsesomkostninger betales til lejeren.
17.
Ophævelse af lejekontrakten eller anden tilbagegivelse af det lejede må ikke ske uden BOKREDIT’s forudgående samtykke.
18.
Kunden er forpligtet til at påsætte mærkat med teksten: Tilhører BOKREDIT. Mærkater udleveres af forhandleren.”
Sagens nærmere omstændigheder fremgår i det væsentlige af Forbrugerklagenævnets afgørelse. Heraf fremgår blandt andet følgende:
”....
Klagerens fremstilling
Klagen vedrører: Klageren lejede den 18. august 1996 et tv og en video med fjernbetjeninger og tv/videobord af indklagede. Lejeaftalen blev formidlet af Cadeau Electronics ApS, der senere er gået konkurs. Kopi af lejekontrakten er vedhæftet sagsfremstillingen.
På lejekontrakten står Cadeau Electronic ApS, som forhandleren, til hvem al henvendelse om eventuel service på det lejede skal rettes, og indklagede, Bokredit, står som udlejer, hvem ejendomsretten til det lejede tilhører.
I kontrakten er varernes værdi med tilhørende fjernbetjening og tv/videobord angivet til i alt 8.495 kroner. Ved lejekontraktens oprettelse er klageren faktureret for 295 kr. i oprettelsesgebyr, 0 kr. i leje fra datoen for kontraktens indgåelse til 1. oktober 1996, således at der ved leveringen blev betalt 295 kr., jf. den vedhæftede kontrakt. Fra 1. oktober 1996 udgjorde den månedlige leje 331 kr. Ifølge lejevilkår pkt. 5 er kontrakten ”oprettet for en minimumsperiode på 12 måneder, medmindre andet er anført på forside”. På kontrakten er opsigelsesvarselet anført til 1. oktober 1999.
Det er i lejekontrakten fremhævet, at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede, hvilket tillige fremgår af punkt 13 i kontraktens lejebetingelser. Ligeledes fremgår det, at det lejede er og forbliver indklagedes ejendom.
Alt vedrørende den indgåede aftale er sket skriftligt gennem Cadeau Electronic ApS. Cadeau Eletronics ApS oplyste ved aftalens indgåelse, at de ville tilbagekøbe det lejede fra indklagede, når klageren havde lejet varerne i 36 måneder, hvorefter klageren ville få tilbud om at købe det lejede for 1 krone.
Cadeau Electronics ApS oplyste i brev af 29. august 1996 blandt andet:
”Lejepris kr. 331,- i 36 måneder, derefter kan De købe det for 1 kr.”
”Lejekontrakten samt spørgeskemaet bedes underskrevet og sendt til os i den portofri svarkuvert. Så snart lejekontrakten er modtaget og godkendt, vil Deres nye JVC TV/Video blive leveret.”
”Derfor er det vigtigt, at lejekontrakten sendes til os inden 6 dage for at De kan sikre Dem Deres TV/Video som nu står klar på lageret.” Og
”BEMÆRK også, at når De har lejet varen i 36 måneder, tilbagekøber vi det lejede fra Bokredit, og sælger det hele til Dem for KUN 1 krone.”
I brev af 2. september 1996 oplyste Cadeau Electronics ApS blandt andet:
”Det er os en glæde at kunne meddele, at Deres lejekontrakt er godkendt, og de bestilte varer er klar til levering.”
”Vi vedlægger Deres lejekontrakt, samt nogle selvklæbende ”Bo Kredit” mærkater. Mærkaterne bedes De klistre på bagsiden af de lejede enheder.” Og
”Vi skal samtidig bekræfte følgende: Når De har lejet varen i 36 måneder, og betalt månedslejen som aftalt, vil vi tilbagekøbe varen fra BOKREDIT, og derefter tilbyde Dem at købe det lejede for KUN 1 krone.”
Kopi af brevene er vedhæftet sagsfremstillingen.
Klageren har oplyst, at udsigten til at kunne købe apparaterne tiltalte ham.
Klageren henvendte sig den 8. august 1999 skriftligt til såvel indklagede som Cadeau Eletronics ApS med anmodning om, at købe det ejede for 1 krone pr. 1. september 1999. Brevet til Cadeau Electronics ApS blev returneret til klageren, da selskabet ikke eksisterer mere.
Indklagede afviste klagerens anmodning om at købe det lejede for 1 krone under henvisning til, at der ikke er forkøbsret til det lejede. Da Cadeau Electronics ApS havde lovet klageren apparaterne for 1 krone, tilbød indklagede klageren, at han kunne købe apparaterne for 596 kr. pr. 1. september 1999. Indklagede oplyste, at det er dem uvist, hvordan Cadeau Electronics ApS ville kunne tilbyde klageren apparaterne for 1 krone.
Klageren har betalt 11.585 kr. i leje (svarende til 35 måneder á 331 kr.) og er herefter ophørt med betalingen. Desuden har klageren betalt et oprettelsesgebyr på 295 kr. Klageren har således i alt betalt 11.880 kr. til indklagede for tv´et og videoen.
Indklagede har herefter rykket for betaling flere gange og har i brev af 27. oktober 1999 oplyst, at sagen overgives til fogedretten.
....”
Der har under sagen været fremlagt nogle skrivelser og notater til belysning af Bokredit’s forhold.
Af skrivelse af 9. november 1993 fra Bokredit fremgår følgende:
”Til vores samarbejdspartnere i 2tal kæden.
Da vi er bekendt med, at 2tal i øjeblikket har iværksat en annoncekampagne, hvori 2tal tilbyder lejekunder, at såfremt de lejer hos 2tal, kan de købe et tilsvarende apparat for 1 krone efter nedenstående regler:
Efter 12 måneder såfremt lejen udgør 9,3 % af udsalgsprisen.
Efter 24 måneder såfremt lejen udgør 5,2 % af udsalgsprisen.
Efter 36 måneder såfremt lejen udgør 3,8 % af udsalgsprisen.
Efter 48 måneder såfremt lejen udgør 3,1 % af udsalgsprisen.
Efter 60 måneder såfremt lejen udgør 2,7 % af udsalgsprisen.
Det er en forudsætning, at lejer binder sig for en hel lejeperiode ved udfyldelse af lejekontrakten – ligesom betalingen skal ske via PBS, og at der tegnes en garantiforsikring.
Da apparatet ikke i alle tilfælde vil være nedskrevet til 0 kroner, indenfor førnævnte periode, har vi valgt at bidrage til kampagnen, ved ikke at beregne os avance, jævnfør overenskomstens § 9.
Det er dog en betingelse, at lejekontrakten fra oprettelsestidspunktet indeholder opsigelsesperioden på henholdsvis 12 – 24 – 36 – 48 – 60 måneder, samt at lejebeløbet udgør førnævnte procenter.
Vi skal ligeledes gøre opmærksom på, at vi ikke kan udbetale servicevederlag på lejekontrakten
Med venlig hilsen
BOKREDIT
Kjeld Pedersen”.
Af notat dateret ll. maj 1995 fra medarbejder hos Bokredit, Jytte Nielsen, fremgår følgende:
”BOKREDIT
HVIS NOGEN SKULLE FINDE PÅ AT GODKENDE EN KONTRAKT SOM VEDLAGTE KOPI – ELLER HVIS DER STÅR NOGET SOM HELST MED FORKØBSRET, KØB EFTER X ANTAL MDR. ELLER LIGENENDE – BEHØVER I IKKE AT KOMME MERE.
mvh
JYTTE NIELSEN”.
Af en skrivelse af 3. september 1996 fra Bokredit til Cadeau Electronic Aps fremgår følgende:
”Vedr.: lejekontraktnr. 6715.2081634 – Stig Andersen.
Via fogedretten i Gladsaxe erfarer vi, at De tilbyder lejer, at købe aktiverne påført vor lejekontrakt – for DKK 1,00 efter 36 måneder.
Da De har solgt aktiverne til os jvf. fakturanr. 6715.2081634 af 9. maj 1996, kan De ikke samtidig tilbyde 3. mand, at købe aktiverne hvori vi har ejendomsforbehold.
Vi skal henstille til, at De omgående ophører med denne fremgangsmåde – idet vi modsat ser os nødsaget til omgående, at opsige overenskomsten som misligholdt.
Med venlig hilsen
BOKREDIT
Kjeld Pedersen”.
Af et udateret håndskrevet notat, fremlagt under sagen og skrevet af en medarbejder hos Bokredit, Susanne Feiffer, fremgår:
”Hvis der står 8 på originalfakt skal der ikke være 5 i service og der skal stå 8 i frivillig forlig. Skal ikke betale avance ved tilbagekøb på disse (Skjuldt købekontrakt)”.
Under sagens behandling ved Forbrugerklagenævnet har Bokredits advokater i to breve af 9. oktober 2000 nærmere redegjort for samarbejdet med forhandlerne. Indholdet af brevene er af Forbrugerklagenævnet gengivet således:
”....
.... når en forbruger ønsker, at leje et produkt, køber Bokredit produktet af forhandleren. Herudover underskrives en standardlejekontrakt af forbrugeren og forhandleren på vegne af Bokredit. Kontraktsparterne i lejeforholdet er således forbrugeren og Bokredit, ikke forhandleren, som derimod modtager den fulde butikskøbesum for produktet af Bokredit. Herefter indsendes lejekontrakten i udfyldt stand til Bokredit, der journaliserer sagen og efter lejerens ønske fremsender girokort eller foretager tilmelding til PBS.
Bokredit er udlejer af det lejede, og Bokredit har ejendomsretten til det lejede. Det er i lejekontrakten med fremhævet skrift umiddelbart ovenfor det sted, hvor lejeren skriver under på lejekontrakten anført, at lejer bekræfter ”at have gennemlæst og godkendt såvel de ovenstående betingelser som de på bagsiden anførte vilkår, og særligt at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede”, samt at lejeren bekræfter ”at have modtaget genpart af nærværende kontrakt”. Det er under punktet ”i øvrigt 13.” på bagsiden af lejekontrakten gentaget, at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede. Under punktet ”lejerens forpligtelser 1.” på bagsiden af lejekontrakten er anført, at ejendomsretten til det lejede er og forbliver Bokredits.
For at Bokredit kan opnår den fornødne sikkerhed for lejebetalingen, garanterer forhandlerne overfor Bokredit, at selskabet opnår en lejeperiode på 48 måneder for det lejede produkt. Dette indebærer, at forhandlerne er forpligtet til at betale leje til Bokredit, såfremt lejeforholdet ophører inden 48 måneder.
For at give forhandlerne mulighed for at blive frigjort for deres garantiforpligtelser over for Bokredit, har forhandlerne ret til at købe de lejede produkter til en af Bokredit beregnet værdi, jf. samarbejdsaftalens § 10. Denne ret er indrømmet forhandlerne, således at de har mulighed for at tilbagekøbe et konkret produkt og derved begrænse et tab ved egen genudleje af produktet i garantiperioden/salg af dette som led i forhandlernes sædvanlige detailsalg. Forhandlernes tilbagekøbsret er således ikke som antaget af Forbrugerklagenævnet led i et låneforhold, hvorved Bokredit og forhandlerne skulle have aftalt, at første nævnte ved aftaleindgåelse skulle yde lejeren et lån, som gennem betaling af leje skulle tilbagebetales til Bokredit.
Der er ikke aftalt en tidsmæssig begrænsning i lejeforholdet mellem forhandleren og Bokredit, eller at ejendomsretten til det lejede senere skal gå tilbage til forhandlerne. Ejendomsretten går alene tilbage til forhandleren, hvis denne udnytter sin tilbagekøbsret i den periode (48 måneder), hvori forhandlerne indestår Bokredit for betaling af lejen, jf. herom ovenfor. Der er derimod ikke tale om, at ejendomsretten i henhold til aftale pr. automatik og efter en given lejeperiode tilbagegår til forhandlerne.
Det afvises, at forholdet er omfattet af kreditaftalelovens § 5 og § 6, stk. 2, idet der henvises til:
1. Ved indgåelse af aftalen med forbrugeren tilkommer ejendomsretten til det relevante produkt Bokredit. Der er ikke tale om et salg fra forhandleren til forbrugeren, og Bokredit yder ikke lån til finansiering af en købesum: Bokredit køber produktet af forhandleren og udlejer det til forbrugeren. Herefter er forholdet ikke omfattet af kreditaftalelovens § 5.
2. I lejekontrakten mellem forbrugeren og Bokredit er umiddelbart over forbrugerens underskrift fremhævet med versaler, at ”LEJEREN IKKE HAR KØBSRET ELLER FORKØBSRET TIL DET LEJEDE.” Det kan vanskeligt tydeliggøres yderligere, at det ikke har været meningen ved lejeforholdets etablering, at forbrugeren senere skulle blive ejer af produktet. Der har følgelig foreligget et reelt lejeforhold, der ikke er omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 2.
3. Anvendelse af kreditaftalelovens § 33 forudsætter eksistensen af ”en anden kreditor”, og at § 5, nr. 2, finder anvendelse. Dette er ikke tilfældet i Bokredits sager, jf. punkt 1 ovenfor. Forhandleren er ikke part i lejeforholdet. Forbrugerens medkontraktent er alene Bokredit, og forhandleren underskriver alene lejeaftalen på vegne af Bokredit. Måtte en forhandler have stillet forbrugeren ejerskab til det lejede i udsigt, er dette i strid med forhandlerens aftale med Bokredit og lejeaftalens klare ordlyd, jf. punkt 2 ovenfor, der indebærer, at forbrugeren ikke kan have haft en berettiget forventning om at kunne blive ejer af det lejede.
....”
Forbrugerklagenævnet har afgjort sagen med følgende bemærkninger:
”...
Sagen er behandlet på et nævnsmøde sammen med 11 tilsvarende sager med Bokredit K/S som indklaget eller medindklaget. I alle sagerne havde klageren rettet henvendelse til en forretning, der forhandlede genstande af den slags, som klageren efterspurgte. Klagerne underskrev ved aftaleindgåelsen en fortrykt kontrakt betegnet ”Lejekontrakt” med angivelse af Bokredit som ”udlejer” og forretningen som ”forhandleren” samt fortrykt et vilkår om, at ”at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede”.
I alle 12 sager har klagerne imidlertid forklaret, at de ved aftaleindgåelsen af forhandleren fik løfte om, at de efter at have overholdt kontrakten i et aftalt antal år, som i de enkelte sager varierer fra 3 til 5 år, kunne købe det lejede for 1 kr. Klagernes forklaring underbygges i halvdelen af sagerne af, at forhandleren skriftligt har bekræftet den indgåede aftale om køberet, ligesom der i to sager er fremlagt dokumentation for, at forhandleren i annoncer har reklameret med retten til at købe for 1 krone efter lejeperiodens udløb.
I 4 af sagerne – herunder den foreliggende – var forhandleren Cadeau Electronics ApS. Da dette selskab er blevet tvangsopløst, har det ikke været medindklaget i sagerne. Forretningen har i 3 af sagerne i forbindelse med kontrakternes indgåelse skriftligt bekræftet, at klagerne efter en lejeperiode på 36 måneder kunne købe det lejede for kun én krone, og der er fremlagt et eksempel på, at Cadeau Electronics har annonceret på følgende måde: ”Lej.....i 36 mdr. og køb for 1 krone!”.
Cadeau Electronics var, da kontrakterne med klagerne blev indgået, ejer af de apparater, som kontrakterne vedrører. Apparaterne blev herefter ”købt” af Bokredit, jf. forhandlersamarbejdsaftalens § 2, men da det følger af samarbejdsaftalens § 10, at forhandleren var berettiget til at ”tilbagekøbe” apparaterne, var mellemværendet med Bokredit ikke til hinder for, at Cadeau Electronics kunne opfylde sit løfte over for klagerne.
Nævnet lægger på denne baggrund efter en samlet vurdering til grund, at det ved kontrakternes indgåelse var meningen, at klagerne skulle blive ejer af apparaterne, et resultat, som tillige støttes af apparaternes karakter af mere varige forbrugsgoder og kontrakternes bestemmelser om en mindstelejetid på 3 år.
I forholdet mellem klageren og Cadeau Electronics foreligger der derfor utvivlsomt et køb med ejendomsforbehold, jf. herved § 6, stk. 2, i lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler med senere ændringer, hvori det hedder:
”Som køb med ejendomsforbehold anses også en aftale, der er betegnet som lejekontrakt, eller hvorefter betalingen i øvrigt fremtræder som vederlag for brug af tingen, såfremt det må antages at have været meningen, at modtageren af tingen skal blive ejer af den.”
Denne bestemmelse, som svarer fuldstændig til § 1, stk. 2, i afbetalingslovens fra 1917, og § 2, stk. 2, i kreditkøbsloven fra 1982, omfatter således ifølge forarbejder, teori og praksis bl.a. tilfælde, hvor en lejer ved aftalens indgåelse er indrømmet ret til senere at købe det lejede for et symbolsk beløb eller en reduceret pris, som følge af hel eller delvis godskrivning af de hidtidige lejeindbetalinger, jf. herved bl.a. Torben Jensen, Afbetaling, 1970, s. 402-403, betænkning nr. 839/1978 om køb på kredit s. 59, og betænkning nr. 876/1979 vedrørende udlejning af løsøre, s. 6.
I forbrugerkøb forudsætter et ejendomsforbeholds gyldighed imidlertid, at sælgeren ved overgivelsen af det købte er fyldestgjort for mindst 20% af kontantprisen, jf. kreditaftalelovens § 34, stk. 1, nr. 4. Værdien af apparaterne er i kontrakten angivet til 8.495 kr., og der blev ifølge kontrakten ved oprettelsen betalt 295 kr. Da klageren dermed har fået apparaterne overgivet, uden at der blev betalt den nødvendige mindsteudbetaling, foreligger der herefter et forbrugerkreditkøb, hvori der er taget et ugyldigt ejendomsforbehold, og klageren har derfor været rette ejer af apparaterne siden august 1996, hvor han fik apparaterne overgivet.
Cadeau Electronics var, da klageren indgik aftalen, ejer af apparaterne, hvorfor klagerens ejendomsret er støttet på en aftale indgået med den materielt berettigede. Da klageren samtidig har fået apparaterne overgivet, er klageren beskyttet imod, at andre – og herunder Bokredit – kan ekstingvere hans ejendomsret.
At aftalen mellem klageren og Cadeau Electronics skal bedømmes som et forbrugerkreditkøb omfattet af kreditaftaleloven, betyder endvidere, at klageren ved kontraktens indgåelse har haft krav på at få de oplysninger vedrørende kreditomkostninger og kreditvilkår, som fremgår af kreditaftalelovens § 9. Retsvirkningerne af, at klageren ikke som påbudt efter § 9, stk. 1, nr. 3, har fået oplyst samtlige kreditomkostninger angivet som ét samlet beløb, er efter § 23, stk. 1, at klageren ikke kan tilpligtes at betale mere end kontantprisen og en årlig rente af den til enhver tid værende restgæld svarende til Nationalbankens diskonto med et tillæg på 5%.
Forbrugerstyrelsen har beregnet det samlede rentebeløb, som klageren har haft pligt til at betale efter kreditaftalelovens § 23, stk. 1, til ca. 828 kr. Udregningen er sket med udgangspunkt i en kontantpris på 8.495 kr. og ud fra en forsætning om, at klageren har betalt i overensstemmelse med kontraktens bestemmelser.
Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at klageren alene har haft pligt til at betale 8.495 kr. + 828 kr., eller i alt 9.323 kr. Klageren kunne derfor over for Cadeau Electronics have krævet tilbagebetaling af, hvad klageren har betalt derudover. Da klageren ifølge sine oplysninger i sagen i alt har betalt 11.880 kr., udgør klagerens tilbagebetalingskrav 2.557 kr.
Vedrørende spørgsmålet, om klageren også kan gøre et tilbagebetalingskrav gældende mod Bokredit, udtaler 3 nævnsmedlemmer – Lene Pagter Kristensen, Kirsten Nielsen og Grethe Viborg – følgende:
Kreditkøb er i kreditaftalelovens § 5 defineret på følgende måde:
”§ 5. Som kreditkøb betegnes en kreditaftale med henblik på køb af løsøre, hvorefter
1) køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med betalingen af købesummen eller en del af denne eller
2) købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren.”
I den nugældende forhandlersamarbejdsaftale – som ifølge Bokredits advokat ikke er undergået væsentlige ændringer – hedder det om Bokredits samarbejde med forhandlerne bl.a.:
.....
Samarbejdsaftalen sikrer således, at forhandleren ved at formidle en ”lejekontrakt” mellem en kunde og Bokredit får varens kontantpris dækket igennem en finansiering ydet af Bokredit på samme måde, som sælgeren ved at formidle en låneaftale mellem en forbruger og et finansieringsselskab straks får kontantprisen udbetalt af finansieringsselskabet. Det fremgår endvidere af samarbejdsaftalen, at Bokredits eneste reelle opgave er at stille kapital til rådighed. Bokredits ”køb” af de aktiver, som den enkelte kontrakt omfatter, finder som nævnt først sted efter, at forhandleren har indgået kontrakten med kunden, al service af det ”lejede” i en garanteret lejeperiode på (p.t.) 52 måneder påhviler forhandleren, som samtidig over for Bokredit indestår for lejebetalingerne m.v., og forhandleren kan til enhver tid inden for den garanterede lejeperiode ”tilbagekøbe” aktivet til dettes nedskrevne værdi – en værdi i hvis beregning bl.a. indgår Bokredits ”bruttoindkøbspris (excl. moms)” med fradrag af de indgåede lejebetalinger excl. moms, idet den herefter fremkomne sum hver måned tillægges ”et beløb beregnet af summen med 1,54% pr. md.” Bokredit får med andre ord sine penge forrentet og tilbagebetalt gennem lejebetalingerne.
Vi finder efter en samlet vurdering, at arrangementet reelt indeholder de samme elementer, som indgår i et såkaldt lånekøb, d.v.s. køb hvor købesummen helt eller delvis tilvejebringes ved lån til køberen fra tredjemand, med hvem sælgeren har truffet aftale om finansiering af købet. Når dette er tilfældet, bringer det ikke arrangementet uden for kreditaftalelovens bestyttelsespræceptive bestemmelser om lånekøb, at arrangementet er kamufleret som en aftale om leje eller leasing, hvis det må antages at have været meningen, at modtageren af tingen skulle blive ejer af den, og finansieringen er baseret på en aftale mellem sælgeren og finansieren, jf. kreditaftalelovens § 6, stk. 2, sammenholdt med § 5, nr. 2.
Spørgsmålet er dog, om Bokredit har været berettiget til at forudsætte, at den indgåede kontrakt er en reel lejekontrakt, som falder uden for kreditaftalelovens § 6, stk. 2, som følge af kontraktens fortrykte bestemmelse om, ”at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede”. Vi finder, at dette som minimum må forudsætte, at Bokredit kan dokumentere, at man udtrykkeligt havde instrueret Cadeau Electronics om, at forretningen ikke ved kontrakternes indgåelse måtte stille kunderne en købe- eller forkøbsret i udsigt – heller ikke med henblik på effektuering efter forretningens udnyttelse af sin egen køberet.
Bokredit har ikke godtgjort, at man har instrueret Cadeau Electronics på den anførte måde, men uanset om det måtte have været tilfældet, finder vi, at det bør være Bokredit – og ikke klageren – som må bære risikoen for, at Cadeau Electronics har handlet i strid med Bokredits instrukser. Bokredits forretningskoncept er således baseret på et samarbejde, som er til fordel for såvel Bokredit som forhandlerne: Bokredit får gennem forhandlernes formidling af kontakten til kunderne øget sin finansieringsvirksomhed samtidig med, at forhandlerne får øget deres salg. Forhandlerne har efter samarbejdsaftalen selv tilbagekøbsret og dermed mulighed for at indfri de tilsagn om køberet, som de har givet kunderne, og den omsætningsforøgelse, som forhandlerne opnår igennem sådanne tilsagn, kommer også Bokredit til gode. Bokredit har samtidig af de indgåede kontrakter kunnet se, at disse som oftest er indgået på vilkår om lang uopsigelighed – hvilket i sig selv indicerer, at hovedformålet er varig anskaffelse og ikke leje – ligesom i hvert fald nogle af forhandlernes markedsføring af køberetten er foregået åbenlyst gennem annoncering m.v.
Det forhold, at kontrakten er fortrykt et vilkår om, ”at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede”, ændrer derfor efter vores opfattelse ikke, at der under de i sagen foreliggende omstændigheder med bindende virkning også for Bokredit er indgået et kreditkøb omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 2, og § 5, nr. 2.
Da Cadeau Electronics er blevet tvangsopløst og derfor ikke kan opfylde klagerens krav på at få tilbagebetalt beløbet på 2.557 kr., og da beløbet ikke overstiger, hvad Bokredit har modtaget fra klageren, kan klageren herefter gøre kravet gældende mod Bokredit i medfør af kreditaftaleloven § 33, stk. 2, hvor i det hedder:
”Stk. 2. I de tilfælde, som er nævnt i § 5, nr. 2, kan forbrugeren også over for anden kreditor rejse samme pengekrav på grundlag af købet som over for sælgeren. Forbrugeren må dog først sandsynliggøre, at sælgeren ikke opfylder sine forpligtelser, og kravet kan ikke overstige, hvad vedkommende kreditor har modtaget som betaling fra forbrugeren i anledning af købet.”
To nævnsmedlemmer – Bent Madsen og Ebbe Lauritzen – finder, at der mellem Cadeau Electronics og Bokredit alene er indgået aftale om Bokredits finansiering af lejeaftaler. Disse medlemmer finder derfor, at arrangementet ikke kan anses som omfattet af kreditaftalelovens § 5, nr. 2, og at klageren som følge heraf ikke har noget krav mod Bokredit.
Der træffes vedrørende dette spørgsmål afgørelse efter stemmeflertallet.
....”
Forklaringer
Der er under sagen afgivet forklaringer af Jørgen Steen Nielsen, Kjeld Pedersen og Merethe Larsen. Der er endvidere dokumenteret forklaringer afgivet af Tonny Børme, Kjeld Pedersen, Michael Larsen, Bo Abenth og Susanne Feiffer for Københavns Byret den 11. september 2001 under behandlingen af sagsnr. 17152/01. Der er endvidere dokumenteret forklaringer afgivet af Kjeld Pedersen, Susanne Feiffer, Morten Larsen, Jytte Nielsen, Jørgen Clausen, Peter Nielsen og Niels Tiedjen for Københavns Byret den 19. august 2002 og af Michael Larsen, Bo Abenth, Merethe Larsen, Morten Larsen og Susanne Feiffer, afgivet for Københavns Byret den 28. april 2003 under behandlingen af sagsnr. 31.6978/02.
Jørgen Steen Nielsen har forklaret bl.a., at han ønskede sig et nyt fjernsyn med fjernbetjening og tekstTV, men han havde ikke råd til at købe kontant. Han så annoncen fra Cadeau Electronic ApS i et kuponhæfte. Man kunne vælge mellem kontantkøb eller ”lej i 36 mdr og køb for 1 krone.” Han anså det for en god måde at købe tingene på. Det var en høj leje, men når han kunne købe for en krone, var det i orden. Han rev siden ud af kuponhæftet og krydsede af. Han fik derefter et brev om, at fjernsyn og video var stillet til side til ham. Det var han glad for, idet han var registreret i RKI. Han skyndte sig at underskrive lejekontrakten og returnere den. Det foregik på hans bopæl.
Han havde ikke personlig kontakt med nogen herom. Han fik et særskilt brev, hvor det blev bekræftet, at han kunne købe tingene for en krone. Betingelsen var, at han overholdt betalingsfristerne, så derfor blev han tilmeldt PBS. Han bemærkede, at der stod Bokredit på lejekontrakten og på de mærkater, som han skulle sætte på fjernsynet. Da der var gået 35 måneder, skrev han et anbefalet brev til Cadeau Electronic ApS med kopi til Bokredit om, at han ville købe for en krone den følgende måned. Brevet fra Cadeau Electronic ApS kom retur. Bokredit meddelte, at de ikke kendte noget til den aftale. Derfor klagede han til Forbrugerklagenævnet.
Kjeld Pedersen har vedstået sin forklaring, som fremgår af retsbogen for Københavns Byret af 11. september 2001 i sag 17152/01 og af 19. august 2002 i sag 31.6798/02 og har supplerende forklaret bl.a., at han har en håndværksmæssig baggrund, men har taget regnskab og virksomhedsøkonomi på Niels Brock. Han har været administrerende direktør i Jensen Finans K/S siden 1983. Bokredit, som var ejet af Jensen Finans K/S, er solgt, og Jensen Finans K/S er i dag et afviklingsselskab for den portefølje, som køberne af Bokredit ikke ville overtage. Køberne har rejst et krav mod Jensen Finans K/S foranlediget af problemerne omkring disse kontrakter. I forbindelse med overdragelsen af Bokredit har de nye ejere kasseret store dele af arkivet, herunder også arkiv tilhørende Jensen Finans K/S. Derfor mangler der blandt andet regnskabsmateriale til dokumentation under denne sag.
Bokredits vedtægtsbestemte formål var udlejning og handel. Virksomheden startede omkring 1983, hvor han via en kontakt i radiobranchen var blevet opmærksom på, at der var et stort uudnyttet potentiale med hensyn til udlejning af radio/tv-udstyr. Bokredit har gennem årene haft op til 250 samarbejdspartnere i form af radio/tv-forhandlere over hele landet. Forholdet til forhandlerne reguleres af en overenskomst, som har været stort set uændret siden 1973. Desuden er der udarbejdet en guide, som skulle tage højde for enhver situation, som forhandlerne kan opleve. Når en kunde henvendte sig til en af disse samarbejdspartnere med ønske om at leje, kunne forhandleren indgå en aftale på en fortrykt lejekontrakt, som de havde liggende. Det var vigtigt, at disse standardkontrakter blev brugt, da de var udarbejdet i samarbejde med en advokat og overholdt gældende regler.
Kontraktsættet havde været sendt til Forbrugerombudsmanden til godkendelse, og der havde blot været en enkelt lille rettelse. Hvis der var rettet i standardkontrakten, blev den ikke accepteret hos Bokredit, men blev returneret. Lejekontrakten var første side i et kontraktsæt. Udover den originale lejekontrakt bestod sættet af en kopi af kontrakten til lejer og en til forhandleren. Endelig indeholdt sættet en faktura og en fakturakopi. Bokredit har på forhånd forpligtet sig til at købe produkterne af forhandleren i forbindelse med udlejning. Bokredit købte produkterne til butiksprisen. Bokredit fik således ejendomsretten og afskrev på produktet. Salgsprisen blev anført på lejekontrakten af forsikringsmæssige årsager. Forhandleren underskrev lejekontrakten på vegne udlejer. Forhandleren var ikke part i sagen. Der er ikke noget egentligt krav om underskrift fra forhandlerens side. Underskrift mangler eksempelvis på lejekontrakten i sag B-2477-02 vedrørende Nikolaj Vilner, men den er accepteret alligevel. Forhandleren var ikke bemyndiget ud over, hvad der stod i lejekontrakten, og således heller ikke til at tilbyde en køberet. Lejekontrakten blev indsendt samme dag til Bokredit, som administrerede lejekontrakten. Når kunden var oprettet, afsendtes et velkomstbrev. Bokredit stod for opkrævning af lejen. Der stod ikke noget om nedskrevet værdi eller lignende på giroblanketterne. Service på produktet blev ydet af forhandleren, som fik et servicevederlag.
Lejeforhold ophørte typisk, fordi kunden ikke ønskede at leje mere og derfor opsagde lejekontrakten. Forhandleren modtog eller hentede apparatet. Hvis kunden misligholdt, blev der rykket 3 gange. Hvis det ikke hjalp, bad Bokredit forhandleren hente apparatet. Hvis det var nødvendigt, rekvirerede Bokredit bistand fra fogedretten.
Forhandleren indestod Bokredit for lejeindtægten i 52 måneder. Hvis et apparat eksempelvis blev taget tilbage efter et år, skulle forhandleren betale minimumsleje til Bokredit, indtil han kunne genudleje apparatet. Forhandleren kunne inden for perioden på 52 måneder vælge at købe apparatet til den nedskrevne værdi og herefter sælge det eventuelt til lejeren. Hvis en forhandler eksempelvis gik konkurs, måtte Bokredit selv hente apparatet. I sådan et tilfælde kunne de eventuelt lave en aftale om køb, hvis det var for dyrt at hente apparatet.
Bokredit har ikke på forhånd lavet aftaler med kunden om køb af apparater efter en lejeperiode. Bokredit havde jo ingen kontakt med kunden.
Ved samarbejdsaftalens § 2 påtog Bokredit sig en købsforpligtelse. Denne forpligtigelse påtog Bokredit sig allerede inden der var indgået en lejeaftale. Ved § 6 var minimumslejeperioden for nye aktiver sat til 6 måneder. Da det af afskrivningsmæssige hensyn ikke var tilstrækkeligt, var der i lejekontrakten anbefalet minimum 12 måneder med mulighed for, at forhandleren kunne fastsætte en længere lejeperiode.
Gennemsnitligt var produkterne udlejet i 22-24 måneder. Derfor blev de typisk genudlejet. I en periode havde Bokredit flere genudlejninger end nyudlejninger.
Nogle produkter afskrives hurtigere end andre, hvorfor lejen skulle være tilsvarende højere. Vejledning herom fandtes i guiden.
Der eksisterer ikke andre papirer på aftalen mellem Bokredit og forhandlerne end overenskomsten og guiden.
Forhandlerne var forpligtet til at sikre en minimumslejeperiode. Der var ikke noget loft. I en enkelt situation havde en forhandler forlangt en minimumslejeperiode på 40 måneder. Dette var blevet kritiseret af Forbrugerombudsmanden, der fandt maksimalt 24 måneder for passende.
Når en lejekontrakt blev oprettet i edb-systemet, kontrollerede systemet selv, at kravet om en minimumsleje på 3% var opfyldt, og at det udlejede produkt ikke havde samme serienummer som et andet udlejet produkt.
Forhandlerne var interesseret i en leje højere end 3% pr. måned, idet der herved skete en hurtigere nedskrivning. Dels sikrede de sig herved servicevederlaget i samarbejdsaftalens § 9. Dels ville de kunne tjene penge på de brugte apparater.
Forkøbsret og køberet indgår ikke i Bokredit’s koncept. Når Cadeau Electronic ApS eller – som i sag nr. B-2476-02 vedrørende Wicky Vang Pedersen - Valby Radio har givet en køberet, er det ikke sket efter aftale med Bokredit. Vidnet ved ikke, hvornår de pågældende er begyndt på dette. I forbindelse med en fogedforretning i 1996 blev Bokredit bekendt med, at Cadeau Electronic ApS havde tilbudt køb for 1 krone efter 36 måneder. I den anledning havde Bokredit meddelt Cadeau Electronic ApS, at samarbejdet ville ophøre, hvis de fortsatte med denne praksis. Cadeau Electronic ApS havde dog på dette tidspunkt også et eget finansieringsselskab, og i det selskab kunne han jo gøre, hvad han ville.
Foreholdt en annonce fra kuponhæfte med overskriften ”Lej JVC Hi-Fi i 36 mdr. og køb for 1 krone!” indrykket af Cadeau har vidnet forklaret, at han ikke har set denne annonce. Han havde ikke kendskab til, at Cadeau Electronic ApS brugte dette koncept. Han blev først bekendt med dette gennem advokat Ulrik Bayer i forbindelse med fogedsagen i Gladsaxe, og fik i den anledning udarbejdet et responsum herom. Det var offentligt kendt, at Fredgaard og Fona brugte dette koncept, men Bokredit ville ikke se det hos sine forhandlere. Hvis der kom sådanne kontrakter, blev de returneret til forhandlerne. Medarbejderne risikerede opsigelse. Vidnet kender til det notat, som hans medarbejder Jytte Nielsen har skrevet om, at hvis en medarbejder godkender en sådan kontrakt, ”behøver I ikke at komme mere”. Notatet blev skrevet på baggrund af et konkret eksempel med en lejekontrakt fra Valby Radio med en lejer Kim Schnabelrauch.
Når Tonny Børme under en sag ved Københavns Byret (sag nr. 17152/01) har forklaret anderledes, kan det betragtes som gengældelse. Tonny Børme blev i 1999 erklæret konkurs med virksomheden Valby Radio efter en begæring fra Bokredit. Efter konkursen blev der indsat en konsulent fra Bokredit til at videreføre forretningen. Han havde problemer med disse 1 krones kontrakter, og i nogle situationer har Bokredit måtte acceptere aftalen for at få ro om situationen.
Situationen var tilsvarende for Bo Abenth, som stod bag Cadeau Electronic ApS, idet dette selskab også blev erklæret konkurs efter begæring fra Bokredit.
Om Susanne Pfeiffer har vidnet forklaret, at hun var ansat hos Bokredit, men havde oparbejdet et meget nært samarbejde med Tonny Børme. De 8-taller, som hun har forklaret om, findes ikke.
Om brevet af 9. november 1993 vedrørende 2tal-kæden har vidnet forklaret, at Mogens Bendler, direktør for 2tal-kæden, havde kontaktet ham, efter at annoncekampagnen var iværksat. Vidnet havde accepteret at hjælpe 2tal i den konkrete situation for at bevare det gode forhold til Mogens Bendler. Der var tale om en kortvarig annoncekampagne. På det tidspunkt havde han ikke forudset, at det gav problemer for andre end Bendler.
Vidnet har ikke selv udøvet nogen kontrol med, hvordan medarbejderne forvaltede lejekontrakterne. Det sorterede under Jytte Nielsen, som stod for administrationen af kontoret. Hun administrerede udfra de foreliggende rutiner. Der var udarbejdet en medarbejderhåndbog. Hvis en medarbejder havde afvist en kontrakt eksempelvis på grund af angivelse af ”køb for en krone”, blev en ny kontrakt mellem samme parter ikke særligt kontrolleret. Der var ingen funktion i systemet, der ”fangede” en ny kontrakt mellem samme parter.
Foreholdt at lejeaftalen i B-2477-02 Nikolaj Vilner-sagen er med en leje på 3,8% over 36 måneder svarende til beregningen i brevet af 9. november 1993 til 2tal’s forhandlere, har vidnet oplyst, at han ikke nærmere kan forklare dette. Det beror på renteniveauet, hvornår værdien er nedskrevet til 1 kr. Det er under bestyrelsesmøder drøftet og præciseret, at dette ikke er en del af Bokredits koncept. Bestyrelsesmødereferater er også gået tabt i forbindelse med overdragelsen af Bokredits aktiviteter.
I 1980’erne var det normalt med 36 eller 48 måneders kontrakter. Forhandlerne var interesserede i denne ordning for at begrænse deres egen risiko i relation til den garanterede lejeperiode. Fordelene for kunden var, at der var fri service.
Merethe Larsen har forklaret bl.a., at hun har været ansat i Jensen-koncernen siden 1980 og været tilknyttet Bokredit siden 1983. Hun er opsagt. Hun har været sekretær for Kjeld Pedersen og foretaget incassosager vedrørende lejekontrakterne. Hun har ikke siddet som sagsbehandler vedrørende lejekontrakterne, men har haft berøring med alle medarbejdergrupper. Det har aldrig været et led i Bokredits koncept, at lejere havde køberet. Hvis forhandlere eller kunder har spurgt, er det blevet afslået. Bokredit har ikke været bekendt med Cadeau Electronic ApS’s og Valby Radios procedure. Hvis Bokredit modtog lejekontrakter med sådant indhold, blev de returneret. Det kunne ikke accepteres. Det vidste alle medarbejdere, og det var også en stående bemærkning over for nye medarbejdere. Bokredit solgte ikke noget til kunderne, det gjorde kun forhandlerne.
Notatet fra Jytte Nielsen var kendt af medarbejderne og har ofte været omtalt på grund af den specielle formulering: ”behøver i ikke at komme mere”, som ikke var til at misforstå.
Hun erindrer ikke at have skrevet brevet af 9. november 1993 til 2tal-kæden. Der er ikke blevet arbejdet efter et sådant koncept. Det ville have krævet en ændring i systemet og ville også have krævet en ændret instruks til medarbejderne. En sådan blev ikke givet. Vidnet mener ikke, at der kom mange lejekontrakter på baggrund af 2tals annoncering. Vidnet erindrer ikke at have set nogen kontrakt lavet efter disse retningslinier.
Brevet af 3. september 1996 til Cadeau Electronic ApS kan vidnet godt have skrevet. Det er klart udtryk for Kjeld Pedersens holdning. Vidnet kan ikke forestille sig, at der skulle være en skjult dagsorden.
Af retsbogen for Københavns Byret af 11. september 2001 i sag nr. 17152-01 fremgår bl.a. følgende:
Tonny Børme forklarer, at hans samarbejde med Bokredit blev indledt i 1993. Ved samarbejdets start indgik Tonny Børme med Bokredits direktør en mundtlig aftale om salg af varer på lejekontrakter.... Aftalen var til gensidig fordel, idet Tonny Børme kunne få forøget sin omsætning og Bokredit kunne få en større finansieringsindtægt. Baggrunden for aftalen var kreditkøbslovens regler, om mindsteudbetaling på afbetalingskontrakter for at omgå dette lavede man konstruktionen med salg i lejekontrakter. Bokredits direktør Kjeld Pedersen fortalte Tonny Børme, at konstruktionen var i strid med kreditkøbsloven, men det var jo ikke Tonny Børmes problem.
Tonny Børme fik besked på, kun at skrive bestemmelsen om kundens mulighed for at købe apparatet for 1 kr. efter en periode på kundens og Tonny Børmes egen kopi. Det stod således ikke på den originale lejekontrakt. Lejeperiodens længde blev fastsat på baggrund af en almindelig renteberegning. Det var efter drøftelse med Kjeld Pedersen. Hvis lejeperioden var 48 måneder blev lejen fastsat til 3 procent af nyværdien og ved 36 måneder til 4 procent. Tonny Børme fik senere af en bogholderichef i Bokredit at vide, at der ikke var plads til avance og de aftalte, at lejeperioden blev forlænget med et par måneder på efterfølgende kontrakter. Det gav altid overskud til Bokredit. Hvis kunderne misligholdte kontrakterne blev Tonny Børme faktureret. Det kunne forekomme, at lejen blev fastsat til mindre end 3 procent. Dette kunne ske når der var tale om genudlejede enheder. Men af hensyn til forsikringen blev nyprisen anført i kontrakten. Lejen kunne også være højere end 4 procent. Det kunne den være hvis kunden ønskede en kortere lejeperiode. I sådanne tilfælde er det sket, at Tonny Børme er blevet ringet op af Bokredit, der ville tjekke om der var sket en fejl, og Tonny Børme har så oplyst, om den kortere lejeperiode. Fra 1993 - 1997 indgik Tonny Børme ca. 1.300 kontrakter med Bokredit.
Ved hans første konkurs i 1997 var kontrakternes godskrevne værdi på ca. 6 mill. Tonny Børme fik hver måned fra Bokredit en oversigt over kontrakterne. Tonny Børme gennemgik de såkaldte hvilelejekontrakter, hvor kontrakten var ophævet af kunden og overvejede evt. tilbagekøb. Den enkelte kontrakts nedskrevne værdi kunne blive meget høj ved kundens misligholdelse, og overstige effekternes værdi betydeligt. Tonny Børme kunne ikke få beregningsmåden oplyst. Når en kontrakt ved lejeperiodens udløb var nedskrevet til 0, var det efter aftale med Bokredit op til kunden selv at henvende sig. Tonny Børme annoncerede i Valby-bladet om denne købsform. Han sendte kopi af annoncen til Bokredit, der ikke reagerede herpå. Da Tonny Børme i sommeren 1997 genåbnede efter konkursen måtte han aftale med Bokredit, at alle den tidligere forretnings kontraktsforpligtelser blev overført til det nye selskab. Den første måned indgik Tonny Børme kontrakter med Bokredit for ca. 150.000 kr. Beløbet blev ikke afregnet, idet Bokredit modregnede gammel gæld. Herefter indgik Tonny Børme kun Bokreditkontrakter, hvis han blev presset til det. Der blev måske indgået 15 kontrakter i de følgende 2 år. Samarbejdet med Bokredit gav Tonny Børme underskud. I 1999 var restgælden på kontrakterne 1,2 mill. Det var Bokredit der indgav konkursbegæringen.
....
Kjeld Pedersen forklarer, at han er direktør i Bokredit…. Tonny Børmes praksis med 1-kroneskontrakterne var i strid med standardlejekontrakten og med samarbejdsaftalen og der er ikke indgået nogen mundtlig aftale herom. Bokredit var ikke bekendt med, at Tonny Børme skaffede kunder på denne måde. Bokredit ville aldrig have accepteret sådanne kontrakter. Man er bekendt med både købeloven og de skattemæssige konsekvenser. Bokredit etablerede virksomhed med udlejning i 1983. Man har i dag 150-250 samarbejdspartnere. Der er 12 sager hos Forbrugerombudsmanden. 1 vedrører Valby-Radio og de 11 andre en forhandler der hedder Cado. Den sag, der er tabt i Forbrugerklagenævnet skal prøves ved domstolene.
Kjeld Pedersen blev foreholdt bilag 17-1, andet afsnit sidste punktum. Kjeld Pedersen forklarer, at forhandlerne jo også har andre samarbejdspartnere. De fleste kontrakter har en længde på et år. 36 måneder vil typisk ikke være nok til nedskrivning af effekterne. Når Bokredit har modtaget en kontrakt tilskrives kunden, og der gøres opmærksom på, at der er tale om lejede apparater. Kjeld Pedersen har ikke set Tonny Børmes annonce i Valby-bladet og har ikke fået den tilsendt. Han ville have gjort indsigelse, hvis han havde set den, men på den anden side kan Tonny Børme jo gøre hvad han vil. Bokredit har opsagt samarbejdet med Cado, Cado har også haft sit eget finansieringsselskab, og har her kunnet gøre som de ville. Bokredit har tilskrevet Cado, om at man ikke ville medvirke til 1-kronesaftalerne. Bokredit har ikke haft aftale med forhandlerne om underretning om markedsføring. Minimumslejeperioden har været 6 måneder, men man har anbefalet 12 måneder. Det er det typiske i dag. Tidligere kunne det være længere. En periode på 52 måneder vil give en nedskrivning til 0.
Foreholdt sagens bilag 12-3 5. sidste side tabel over nedskrivningsprocenter forklarer Kjeld Pedersen at tabellen er nyttig for forhandlerne, når de skal vurdere om de skal bruge deres tilbagekøbsret. Afgørende for om lejen fastsættes til 3 eller 4 procent er hvad markedet kan bære. Hvis en forhandler har lavet en kontrakt med en leje på 12 ½ procent har han været dygtig. Det er et frit marked, og Bokredit ville ikke reagere heroverfor.
Foreholdt bilag 15 sidste side kontrakt over 62262071521 forklarer Kjeld Pedersen, at en månedlig leje, som anført på 12 ½ procent ville kunne opnås i dele af landet. Man skal ikke fokusere på procenten, men på at en video kan bære en leje på 250 kr. om måneden. Der er meget service på en video. Kjeld Pedersen vil nødig tro, at en medarbejder hos ham har fået oplyst, at en høj lejeprocent har skyldtes, at der har været indgået aftale om en lejeperiode på 12 måneder, og ret til køb for 1 kr. herefter.
.....
Michael Larsen forklarer, at han var ansat hos Tonny Børme fra 1993 til 1998. Han var beskæftiget med kundeekspedition. Allerede da Michael Larsen startede hos Tonny Børme var det normal kotume med lejeaftaler, med mulighed for køb for 1 kr. efter en periode. I midten af 1993 havde Tonny Børme og Michael Larsen et møde med Kjeld Pedersen fra Bokredit. Tonny Børme ville lave købekontrakter, men det var ikke nogen god ide på grund af kravet om mindsteudbetaling. De spurgte om konstruktionen med 1-kronesaftalerne kunne lade sig gøre og det var der ingen problemer i. Det gjorde alle de andre forhandlere.
Tommelfingerreglen var en leje på 3 procent ved en 4-årsperiode og 4 procent ved en 3- årsperiode. Overfor kunden sammenlignede de med ydelserne hos f.eks. Uni-Finans og det kom normalt til at passe så ydelsen blev nogenlunde det samme. De blev enige med Kjeld Pedersen om kunne at skrive om 1-kronesaftalen på kontraktkopien. Kjeld Pedersen ville ikke have det til at stå på den originale kontrakt, da det ikke var ”helt efter bogen”. Proceduren blev drøftet flere gange under løbende møder med Kjeld Pedersen i hele perioden. Han kom ind imellem på besøg i forretningen, hvis de ikke havde haft så mange kontrakter. Michael Larsen kan huske, at de annoncerede med 1-kronesaftalerne. Han kan ikke huske, om de sendte kopi af annoncen til Bokredit. Der blev lavet mange aftaler med en månedlig leje på op til 10-12 procent, hvis kunden ønskede en kortere nedskrivningsperiode. Denne mulighed fik de sat på plads med Bokredit fra starten.
....
Bo Abenth forklarer, at han drev firmaet Cado-eletronic fra 1982 til 1998. Han annoncerede i kuponhæfter der blev omdelt i hele landet. Han solgte tv-radio og pc-udstyr pr. postordre. Han finansierede oprindelig selv, og fik senere aftale med Icano-finans og så omkring 1996 med Bokredit. I starten annoncerede han med køb uden udbetaling, men da samarbejdet med Bokredit blev indledt annoncerede han med overskriften ”Lej i 3 år – køb for 1 kr.”. Han havde samarbejdet med Bokredit indtil 1998. Under dette samarbejde finansierede han enkelte kontrakter selv, men han havde ikke aftale med andre finansieringsselskaber. På et tidspunkt henvendte Kjeld Pedersen sig til Bo Abenth om formuleringen i Bo Abenths ordrebekræftelser.
Bo Abenth skrev her til kunden, at når effekterne havde været lejet i 3 år, kunne de købes for 1 kr. På et møde opponerede Kjeld Pedersen mod formuleringen, og de aftalte at Bo Abenth fremover skulle skrive, at kunden efter 3 år, kunne købe tilsvarende udstyr for 1 kr. Kjeld Pedersen gav også Bo Abenth et eksempel fra en anden forhandler om, hvordan det skulle formuleres. Kjeld Pedersen sagde, at tilføjelser på Bokredits standartkontrakt ikke kunne accepteres. Bokredit indgive sammen med andre kreditorer konkursbegæring mod Cado. Det er Bo Abenths opfattelse, at man hos Bokredit vidste alt om, hvad der foregik i Tonny Børmes forretning. Bo Abenth var på en forretningsrejse til Norge sammen med Kjeld Pedersen, hvor de drøftede om et tilsvarende koncept kunne bruges i Norge.
....
Susanne Feiffer forklarer, at hun var ansat hos Bokredit fra 1. januar 1996 til 31. august 1998. Hun var sagsbehandler. De var 6 i det hele. De havde hver sit område og hun havde med Tonny Børme at gøre. Det forekom, at de modtog kontrakter med en væsentlig højere leje end 3 procent. Første gang Susanne Feiffer så sådan en kontrakt henvendte hun sig til Jytte Nielsen i Bokredits bogholderi og spurgte, om det var i orden. Jytte Nielsen sagde, at der var tale om en skjult købekontrakt, og det var tilsyneladende OK. Jytte Nielsen forklarede, at der måske var en aftale om, at kunden kunne købe effekterne efter en periode. Susanne Feiffer modtog også sådanne kontrakter fra Tonny Børme og hun talte løbende med Tonny Børme om, når den nedskrevne værdi på et tidspunkt var i 0, skulle kontrakten stoppe. Andre forhandlere gjorde det samme herunder Cado. De kunne ikke undgå at være opmærksomme på Cados annoncering. Kjeld Pedersen skal være blind, for ikke at have vidst om det. Tonny Børmes kampagne med 1-kroneskøbene startede vist i 1996. Hun kan ikke huske, om forhandlerne indsendte annoncer til Bokredit. Da Tonny Børme startede op igen efter sin konkurs, lå det i luften at han ikke skulle have for meget.
....”
Af retsbogen for Københavns Byret af 19. august 2002 i sag nr. 31.6978-02 fremgår følgende:
Kjeld Pedersen ... forklarer, at han har været direktør for Bokredit fra 1983 frem til år 2002, hvor selskabet blev solgt. Han var også direktør for Mediakanalen A/S. Selskabet Bokredits virksomhed bestod i udlejning af tv og videoer. Lejekontrakterne blev indgået af radioforhandlerne, som herefter solgte det lejede til Bokredit, som fortsatte lejeforholdet.... Han har dog ikke beskæftiget sig med konkret sagsbehandling, idet han jo alene har det overordnede ansvar for selskabet. Han har således ikke været inde i de enkelte kontrakter. Gennemsnitligt blev der betalt 2,9 procent af salgsprisen i leje. Han kender Tonny Børme tilbage fra 1993, men indledte et nærmere samarbejde… Det var en medarbejder i selskabet, der hed Susanne Feiffer, der behandlede de lejekontrakter, der kom fra Tonny Børmes radioforretning. Selskabet havde en regnskabschef, der hed Jytte Nielsen, og det var hende, der forestod de direkte henvendelser fra medarbejderne, hvis der er problemer. Der har ikke været en aftale om, at Bokredits kunder kunne overtage det lejede til en krone.
Dette kunne simpelthen ikke lade sig gøre, idet der så var to, der kunne købe det lejede til en krone. Han er ikke bekendt med Tonny Børmes markedsføring. Herunder bilag 12. Han kender Michael Larsen og Bo Abenth, men han har ikke indgået aftaler med dem om, at det lejede kunne erhverves for en krone. Det er forekommet, at ejendomsretten er overgået til en lejer. Kjeld Pedersen bekræfter således, at dette er sket jf. ... 1, bilag 17, side 3. Kjeld Pedersen understreger, at Bokredit på dette tidspunkt, havde overtaget driften af Tonny Børmes forretning, idet Tonny Børme på dette tidspunkt var gået konkurs. Der har således været tale om en lejekontrakt, som senere er overgået til et egentlig køb. Foreholdt Bokredits skrivelse af 9. november 1993 ”Til vore samarbejdspartnere i 2tal kæden.” forklarer Kjeld Pedersen, at den fremgangsmåde, der er beskrevet er lavet på foranledning af Mogens Bendler, som var direktør for 2-tal kæden. Man valgte da i Bokredit at acceptere, at kunder kunne købe det lejede for en krone… det drejede sig kun om en ganske kort periode.
Ulrik Bayer er advokat for selskabet vedr. mindre sager og inkassosager. Selskabet havde et tilgodehavende hos, Tonny Børme, som der ikke rigtigt skete noget med, idet der ikke blev betalt, hvilket slutteligt førte til konkursen. Efter konkursdekretet var afsagt, tog Kjeld Pedersen bl.a. sammen med advokat Ulrik Bayer og den advokat, der skulle forestå bobehandlingen ud i forretningen. De mødte da Tonny Børme, som da havde oplyst Kjeld Pedersen om, at han havde solgt 30 tv-apparater. Det tilgodehavende, som selskabet herved fik, havde Tonny Børme sagt kunne modregnes i momsbeløbet, hvilket var uforstående for Kjeld Pedersen…. Tonny Børme kunne få finansieret lejekontrakter hos andre end Bokredit. Når der skulle betales, blev der fremsendt girokort fra Bokredit, ligesom Bokredit forinden havde sendt meddelelse til kunden, om at det var Bokredit, der var udlejer. Undertiden betalte kunderne lejen i den forretning, de have lejet tv-apparatet. Lejen blev herefter sendt til Bokredit. Der blev rykket for betalingen 3 gange.
Ved betalingsmisligholdelse var det forhandleren, der tog ud for at hente apparatet, hvis man kunne finde en frivillig ordning ellers var det Bokredit, der gik til fogeden og fik apparatet tilbage gennem fogedretten. Med hensyn til bilag 17, side 3, oplyser Kjeld Pedersen, at Tonny Børme ikke var forhandler på det tidspunkt. Lejekontrakten var fra lejerens side uopsigelig de første 12 måneder og løb derefter en måned af gangen. Kjeld Pedersen vil ikke afvise, at selskabet har opfyldt en kroners kontrakter, efter at Tonny Børme var gået konkurs, idet Kjeld Pedersens melding til medarbejderne i den periode var, at man skulle skabe ro omkring Valby butikken, også selv om dette måtte medføre, at en krones kontrakter blev opfyldt. Han ved ikke om bilag 17, side 3, er en af disse.
....
Susanne Feiffer forklarer, at hun var ansat hos Bokredit fra januar 1996 til september 1998, som sagsbehandler, hvor hun servicerede et antal radioforhandlere. Det forekom, at lejekontrakterne fungerede som en skjult købekontrakt. Hvis dette var tilfældet, var dette markeret på lejekontrakten med et 8 tal. I disse situationer, blev der betalt et højere lejebeløb end det sædvanlige Hun mener, at det sædvanlige lejebeløb var 3 procent. De havde en liste, der viste, hvilken procentsats lejen skulle være. I begyndelsen havde hun studset over 8 tallet, og havde spurgt Jytte Nielsen, som var den, hun havde kontakt med om disse forhold og Jytte Nielsen havde forklaret hende hvorfor. Endvidere havde Jytte Nielsen forklaret, at forhandlerne ikke fik et servicebeløb, hvis der var angivet et 8 tal. Undertiden forekom det, at der stod købekontrakt på den lejekontrakt, der kom ind.
Denne blev så sendt tilbage til forhandleren idet, der ikke måtte stå købekontrakt. Forhandlerne fremsendte herefter en ny kontrakt, som var betegnet lejekontrakt. Hun har talt med Tonny Børme om dette. Hun mener, at Kjeld Pedersen var bekendt med fremgangsmåden med 8 tallet. I den periode hun var ansat var, der i alt 6 ansatte, inklusiv Kjeld Pedersen. Hun er bekendt med, at Cado Electronics annoncerede i et postordrekatalog, om at man kunne indgå lejekontrakt og senere købe det lejede tilbage for en krone. Lejekontrakten blev indgået med Bokredit. Det var noget man talte om i selskabet, idet det formentlig ville medføre yderligere arbejde. Postordrekataloget lå fremme i firmaet. Hun mener, at Kjeld Pedersen var bekendt hermed, idet var Kjeld Pedersen, der havde kontakten med Cado. Foreholdt sagens ... 1, bilag 14, side 2, 3. sidste afsnit oplyser Susanne Feiffer, at det korrekt, som der står anført der. Hun har aldrig hørt Jytte Nielsen udtalt, at det var fyringsgrund, hvis man godkendte en lejekontrakt, hvor det var angivet at man kunne købe det lejede for en krone. Susanne Feiffer forklarer supplerende, at hun aldrig har set Jytte Nielsens notat af 11. maj 1995 med bilag. Susanne Feiffer forklarer yderligere, at 8 tallet var anført øverst ved siden af radioforhandlerens navn og adresse. Med hensyn til Cado havde Kjeld Pedersen fortalt om kontakten. Foreholdt Bokredits skrivelse af 3. september 1996 til Cadeau oplyser Susanne Feiffer, at hun ikke kender den pågældende skrivelse.
....
Morten Larsen forklarer, at han medejer og direktør for Bokredit I/S, der bl.a. udlejer tv og hårde hvidevarer. Endvidere har selskabet enkelte købekontrakter. Han overtog Bokredits virksomhed pr. 1. januar 2002. I forbindelse med overtagelsen af virksomheden var han på besøg hos nogle forhandlere, som foreviste ham Bokredits skrivelse af 9. november 1993, og han blev således bekendt med, at der var en krones kontrakter. Han har set dette hos en forhandler. Det var Bokredits skrivelse af 9. november 1993 han fik forevist. Han har fået samme oplysning hos en anden forhandler. Han tog hjem på kontoret og fortalte medarbejderne om det, og de kunne ligeledes vise et bilag svarende til dette brev, men uden modtager med overskriften, der formentlig lyder ”Til vores samarbejdspartner i 2-tal kæden”. Han mener, at brevet, som han fik forevist hos forhandleren var underskrevet af Kjeld Pedersen. Forhandleren oplyste, at man havde anvendt denne fremgangsmåde, indtil for et par år siden. De to forhandlere, der oplyste ham om denne fremgangsmåde var Boyes Radio på Frederiksberg og en radioforhandler i Skibby. Han har talt med sin advokat om dette og overvejer om han på den baggrund har givet for høj pris for virksomheden.
....
Jytte Nielsen forklarer, at hun var ansat i Bokredit fra august 1992 indtil november 1998 som bogholder. Hun har set selskabets lejekontrakter, fordi forhandlerne skulle have udbetalt vederlag. Der blev anført kode 8 på nogle af lejekontrakterne. Det var de lejekontrakter, hvor forhandlerne ikke skulle have servicevederlag. Det var Kjeld Pedersen, der gav instruks, om hvorledes sager som var anderledes end mængden skulle behandles. Hvis der på en lejekontrakt stod, at man kunne købe det lejede tilbage for en krone, skulle lejekontrakten sendes tilbage til forhandleren. Det er hende, der har skrevet notat dateret 11. maj 1995. Når der nederst i bilaget er anført ”Behøver I ikke at komme mere” menes der, at det er fyringsgrund, hvis man godtager en lejekontrakt, hvor der står, at det lejede kan købes tilbage for en krone. Hun har skrevet det på Kjeld Pedersen foranledning.
Kontrakten blev så sendt tilbage til forhandleren, som ofte sendte en ny kontrakt frem, uden at anføre, at effekterne senere kunne købes tilbage. Medarbejderen kunne ikke foretage sig noget uden, at Kjeld Pedersen vidste det. Hun vidste, at Kjeld Pedersen skulle til Valby og tale med Tonny Børme om hans annoncering, idet Kjeld Pedersen havde sagt, at den skulle se anderledes ud. Hun har været ude hos Tonny Børme for at hjælpe ham med bogføring, men har ikke talt med ham om hans annoncering og heller ikke om en krones kontrakter. Foreholdt sagens bilag 18, side 3, 3. sidste afsnit oplyser Jytte Nielsen, at hun har snakket løst med Tonny Børme om annonceringen. Foreholdt 2. sidste afsnit, samme side og bilag oplyser Jytte Nielsen, der aldrig er talt direkte om en krones kontrakter, men at disse er omtalt mere generelt. Kjeld Pedersen havde således orienteret om, at det var Bokredit uvedkommende, hvad forhandleren og kunde havde aftalt. 8 tallerne var anført på den originale lejekontrakt. Det var typisk på lejekontrakter, der kom fra 2-tal kæden. Hun husker 8 taller på lejekontrakter, der kom fra Boyes radio og Clausens radio. Kjeld Pedersen havde således sagt at 8 tallet skulle anføres på en lejekontrakt, når der var en højere leje end den sædvanlige, og så skulle der ikke udbetales serviceydelse til forhandleren. Dette var i hvert fald sagt i begyndelsen af 1994. Merethe Larsen, Anne Thiim og Gert Frost, havde bl.a. været tilstede ved sådan et møde. I slutningen af ansættelsesperioden kom, der ikke så mange kontrakter med 8 taller. Kjeld Pedersen har omtalt samarbejdet med Cado, men ikke nævnt noget om en krones kontrakter, så vidt Jytte Nielsen husker.
....
Jørgen Clausen forklarer, at han er radio og tv forhandler i Dragør. Han er med i 2-tal kæden. Han har haft et samarbejde med Kjeld Pedersen – formentlig siden 1983. Det var Jørgen Clausen, der lavede lejekontrakten, hvorefter det lejede blev overdraget til Bokredit. Han har aldrig drøftet en krones kontrakter med Kjeld Pedersen. Hvis kunden misligholder lejekontrakten, er det Jørgen Clausen, der skal forsøge, at få lejeforholdet til at køre videre eller hente det lejede. Hvis man skal have bistand af fogden er det Bokredit, der foretager dette, idet det er Bokredit, der er ejer. Han har aldrig drøftet køb til en krone med kunderne. Hvis en kunde henvender sig og siger, at vedkommende heller ville købe, forsøger han at sælge et helt nyt tv eller et passende brugt. Han erindrer ikke at have modtaget Bokredits skrivelse af 9. november 1993, ligesom han ikke husker, at der skulle have været kampagner om at tilbagekøbe det lejede for en krone.
....
Peter Nielsen forklarer, at han er radioforhandler i Skagen og Aalbæk. Han har haft et forretningsmæssig samarbejde med Kjeld Pedersen formentlig siden 1983. Peter Nielsen lejer tv og hvidevarer ud til kunder. Det lejede bliver senere solgt til Bokredit. Han har ikke indgået købsaftaler til en krone, og han har heller ikke turde gøre dette, idet han da ville være bange for, at samarbejdet med Bokredit som han ellers har været tilfreds med, ville ophøre. Der er i øvrigt ikke stor forskel på, om man indgår en lejekontrakt eller en købekontrakt, idet der ved lejeaftalen skal betales en måneds leje forud, depositum samt oprettelsesafgift. Han har aldrig set Bokredits skrivelse af 9. november 1993.
....
Niels Tiedjen forklarer, at han er radioforhandler på Borups Alle. Han har samarbejdet med Kjeld Pedersen gennem mange år. Det foregår på den måde, at Niels Tiedjen indgår lejekontrakt med en kunde. Han sælger efterfølgende det lejede til Bokredit. Kunderne har ikke fået køberet til det lejede, fordi man ikke må i henhold til lovgivningen, og man må heller ikke ifølge aftale med Bokredit. Hvis en kunde efter, at have lejet nogle effekter, meddeler at vedkommende gerne ville købe effekterne, ringer Niels Tiedjen til Bokredit og får den nedskrevne værdi oplyst. Til dette beløb lægger han et eller andet beløb for den service, der efterfølgende ydes. Han har aldrig aftalt, at kunden kunne købe det lejede til en krone. Han har set, at formentlig Fona brugte denne fremgangsmåde på et tidspunkt, hvor han ringede til Bokredit for, at høre deres holdning til spørgsmålet. Han fik da at vide, at det måtte han ikke. Han husker ikke, hvem talte med hos Bokredit herom. Han husker, at han har talt med Kjeld Pedersen 6-7 gange under deres samarbejde. Niels Tiedjen forklarer supplerende, at han ikke har noget kendskab til Tonny Børme, udover, at han har mødt ham en enkelt gang.
....”
Af retsbogen for Københavns Byret af 28. april 2003 i sag nr. 31.6978-02 fremgår følgende:
”…
Michael Larsen ...forklarer, at han har været ansat hos Tonny Børme fra 1993 til 1999. Han har efter ophøret af ansættelsesforholdet alligevel hjulpet til under ferie og sygdom indtil 2001. Michael Larsen var bekendt med 1-krones kontrakterne. Det var aftalt med Bokredit, at man kunne købe det lejede for 1-kr. efter 3-4 år. Han har været med til diverse møder sammen med Tonny Børme i forretningen på Valby Langgade, hvor 1-krones kontrakterne har været diskuteret, idet man var usikker på, om man kunne gøre dette. Kjeld Pedersen havde meddelt dem, at det kunne lade sig gøre. Kjeld Pedersen var deres kontaktperson hos Bokredit, og det er vidnets opfattelse, at Kjeld Pedersen var bekendt med den kampagne, hvor 1-krones kontrakterne er omtalt.
Man havde bl.a. diskuteret hvilken leje, der skulle betales for på den måde hurtigere at lade kunden købe det lejede. Vidnet opfattede det som en let måde at lave en afbetalingskontrakt på, idet man her slap for kreditvurdering af kunden og betaling af udbetaling. Man ringede undertiden til Bokredit og hørte, hvad det lejede var nedskrevet til. Hvis kunden ønskede at købe på et tidligere tidspunkt, blev lejekontrakten ophævet, og kunden købte det lejede for den nedskrevne værdi. Han har på flere lejekontrakter tilføjet på side 2, som var deres kopi, at man kunne købe det lejede til 1-kr., når lejeperioden var udløbet. Det blev ikke skrevet på det eksemplar, der blev fremsendt til Bokredit, idet Bokredit ikke ville have dette. … Michael Larsen husker ikke, om de sendte kopier af bilag 12 eller tilsvarende til Kjeld Pedersen. Hvis der ikke var en aftale om, at man kunne købe det lejede for 1-kr., var der alligevel nogle som fortsatte som lejere og andre kom under lejeforholdets forløb ind i forretningen og spurgte, om de kunne få lov til at købe på dette tidspunkt, hvilket var tilfældet. Michael Larsen har således også efterfølgende skrevet på lejeaftaler, at det lejede senere kunne købes for 1 kr. Tonny Børme havde kontakt til diverse finansieringsselskaber i forbindelse med oprettelse af købekontrakter, og Tonny Børme fik da udbetalt hele købesummen på én gang. Vidnet bekræfter, at det er ham, der har underskrevet lejekontrakt af 26. september 1995 med Lasse Hansen.
Foreholdt lejekontrakt af 26. maj 1997 med Lars Mikkelsen, påtegning om at det lejede kan købes for 1 kr., er dette underskrevet af Tonny Børme. Michael Larsen kan ikke se eller er ikke bekendt med, hvornår dette er skrevet.
...
Bo Abenth … forklarer, at han har drevet firmaet Cadeau fra 1982 til 1998, hvor det gik konkurs. Han har haft et samarbejde med Kjeld Pedersen siden 1995. En af ideerne i samarbejdet med Kjeld Pedersen var, at Bo Abenth ønskede at leje elektronikting ud, hvorefter kunderne kunne købe de pågældende effekter efter 3 år for 1 kr. Kjeld Pedersen var bekendt med dette, idet det var baggrunden for hele deres samarbejde. Der blev omdelt kuponhæfter til samtlige husstande med denne reklame. Kjeld Pedersen var bekendt med disse annoncer. De havde drøftet, hvordan salget skulle foregå. Han har således korresponderet med Kjeld Pedersen herom både mundtligt og skriftligt. Det fremgik ikke af selve lejekontrakten, at kunden kunne købe det lejede tilbage for 1 kr. Dette fik kunden at vide i et følgebrev. Senere ændrede man teksten i følgebrevet således, at kunden kunne købe et tilsvarende apparat for 1 kr. og ikke nødvendigvis det apparat, kunden tidligere havde lejet, men tanken var, at kunden kunne beholde det apparat, der var lejet. … Med hensyn til Bokredits skrivelse af 9. november 1993 mener han ikke, at han har set den. Han husker det i hvert fald ikke. Han har fået eksemplarer fra Kjeld Pedersen på breve, som han kunne anvende til kunderne, og som var anvendt af Bokredits samarbejdspartnere. Han var tilfreds, hvis lejeformålet holdt i den angivne lejeperiode. Forevist skrivelse af 3. september 1996, oplyser vidnet, at han formentlig har fået brevet, når det er stilet til ham, men husker det ikke. Samarbejdsaftalen med Bokredit blev i hvert fald ikke opsagt efter nærværende skrivelse. Han vil ikke afvise, at der har været breve, der er blevet sendt for at opretholde formalia, men som parterne ikke har tillagt betydning.
…
Merethe Larsen ... forklarer, at hun har været ansat i Bokredit siden starten i 1985 eller 1987 indtil den 1. marts 2002, hvor hun selv sagde op. Hun har været sekretær for Kjeld Pedersen. Der var 5-8 personer ansat i virksomheden. Hun lavede endvidere inkassoarbejde. Det var Bokredit, der købte diverse fjernsyn og radioer af radioforhandlerne. Lejeren havde indgået aftale direkte med radioforhandleren, men lejeren fik at vide, at det var Bokredit, der var ejer, og at der skulle betales til Bokredit. Hun er bekendt med lejeaftaler jf. eksempelvis bilag 31-3 og -4. Hvis hun har set 1 kr. kontrakter, hvilket er tilfældet, så er disse sendt tilbage til de forhandlere, der havde fremsendt dem. Hun mener, at der er tilfælde, hvor der er lejere, der er blevet ejer af det lejede. Det er sket, at der er nogle, der har rettet henvendelse til Bokredit for at spørge, om de kunne købe det lejede. Hun har da henvist dem til forhandleren. Forhandleren kunne løbende få oplyst, hvad der skyldtes på lejekontrakten.
Hun har i forbindelse med det økonomiske sammenbrud hos Valby Radio set kontrakter, hvor der stod, at disse kunne købe det lejede tilbage for 1-kr. Hun har set tilsvarende fra firmaet Cado. De havde ca. 100 forhandlere. Hun arbejder stadig som sekretær for Kjeld Pedersen nu i et andet firma. Det var ikke hende, der forestod den konkrete sagsbehandling. Forevist Bokredits skrivelse af 9. november 1993, oplyser vidnet, at hun er bekendt med brevet, men det var kun en kortvarig kampagne, hvor man valgte at bidrage til den. Hvis der var skrevet et 8-tal på en lejeaftale, har hun fået oplyst af en forhandler, at det var noget forhandleren skulle bruge til sin egen statistik. De beholdt den pågældende lejekontrakt.
Foreholdt bilag 33-1 [udateret, håndskrevet notat] oplyser Merethe Larsen, at hun ikke er bekendt med denne notits. Hun vil tro, at det er Susanne Feiffers håndskrift. Det var Kjeld Pedersen eller bogholderen, der instruerede nye medarbejdere.
…
Morten Larsen ... forklarer, …, at han ikke fandt nogen tilbagekaldelse på Bokredits skrivelse af 9. november 1993.... Advokatfirmaet Reumert & Kromann meddelte ham, at de mente, at der slet ikke havde fundet en sådan kampagne sted. I forbindelse med at han ledte efter en tilbagekaldelse af det nævnte brev, fandt han imidlertid bilag 33-1 [udateret, håndskrevet notat]. Han fandt - endvidere nogle sager - 36 - eksisterende sager, hvor der er angivet et 8-tal. De eksisterende sager kommer fra Skibby Radio, Cadeau og Bøjes Radio. Morten Larsen oplyser, at det er korrekt, at der har været uenighed mellem ham og Bokredit K/S om en refusionsopgørelse. Der var således uenighed om et beløb på ca. 3/4 mio. kr. … For så vidt angår de 36 eksisterende kontrakter kan det dreje sig om et beløb på 1-300.000 kr., som Morten Larsen sammen med de to medinteressenter evt. kan blive erstatningsansvarlige for. Der er konkret kommet krav om betaling af 41.000 kr. samt et mindre beløb, men Morten Larsen har nu valgt at se fremad og ønsker ikke at gå tilbage vedrørende de gamle kontrakter. Han mener, at han har talt med Tonny Børme, der ringede til ham forud for nærværende sag, hvor Tonny Børme bad om nogle gamle kontoudtog, og det var i den sammenhæng, de kom til at tale om nærværende sag.
…
Susanne Feiffer forklarer, at det er korrekt, at det er hende, der har skrevet bilag 33-1 [udateret, håndskrevet notat]. Hun husker ikke, hvornår hun har skrevet notitsen. Den er sikkert skrevet på grundlag af, hvad Jytte Nielsen har forklaret hende. Hun skriver ofte lapper for at huske, hvordan tingene forholder sig.
Parternes procedure
Forbrugerombudsmanden har til støtte for Jørgen Steen Nielsens påstand i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 26. maj 2003.
Forbrugerombudsmanden har således gjort gældende, at aftalen om leje af tv- og videoapperat reelt er en kreditaftale vedrørende køb med ejendomsforbehold, omfattet af kreditaftaleloven, jf. lov nr. 398 af 13. juni 1990 med senere ændringer, uanset at den er betegnet som en lejeaftale. Der er tale om et lejekøb efter kreditaftalelovens § 6, stk. 2, og et lånekøb i et oprindeligt trepartsforhold efter kreditaftalelovens § 5, nr. 2.
Efter kreditaftalelovens § 6, stk. 2, anses også en lejeaftale for at være et kreditkøb med ejendomsforbehold, ”… såfremt det må antages at have været meningen, at modtageren af tingen skal blive ejer af den”. Formålet med bestemmelsen er at sikre forbrugeren mod omgåelse af kreditaftalelovens krav om, at køber skal præstere en mindsteudbetaling som betingelse for, at sælger kan tage ejendomsforbehold. Udbetalingskravet i kreditaftaleloven er begrundet i et ønske om at beskytte køberne mod at foretage letsindige køb, jf. betænkning nr. 839/1978, s. 87.
Ved at indgå sådanne lejekøb ville udlejer kunne opnå det bedste af to verdener. Som udlejer er man ejer og har således ejendomsretten. Man kan undlade at følge kreditaftalelovens regler, herunder om mindsteudbetaling, hvorved man kommer i kontakt med de forbrugere, der ikke har råd til at betale en udbetaling. Samtidig kan man tilbyde forbrugeren apparatet for en krone på et tidspunkt, hvor apparatet er fuldt afskrevet og ikke længere repræsenterer en værdi for udlejer. Denne mulighed er afskåret ved kreditaftalelovens § 6, stk. 2.
I denne sag var det allerede ved aftalens indgåelse meningen, at Jørgen Steen Nielsen skulle blive ejer af det lejede, dels fordi Jørgen Steen Nielsen ved bestillingen – ved afkrydsning på en kupon – tilkendegav, at han agtede at benytte sig af køberetten, dels fordi lejeaftalen var uopsigelig indtil køberettens indtræden, og dels fordi købesummen på 1 kr. efter lejeperioden på 36 måneder gjorde det utænkeligt, at Jørgen Steen Nielsen ikke ville købe det ”lejede”. Købesummen blev reelt dækket ved lån til Jørgen Steen Nielsen indrømmet af Bokredit på grundlag af en forudgående aftale mellem Cadeau Electronic ApS og Bokredit, jf. kreditaftalelovens § 5, nr. 2, hvor den månedlige leje var udtryk for amortisering af lånet. Uanset at aftalen betegner sig som en lejeaftale, og at Bokredit efter sit formål driver udlejningsvirksomhed og ikke lånefinansieringsvirksomhed, er aftalen under disse omstændigheder omfattet af kreditaftaleloven, jf. kreditaftalelovens § 6, stk. 2, om lejekøb og kreditaftalelovens § 5, nr. 2, om kreditkøb i oprindelige trepartsforhold.
Retsvirkningerne heraf er, at aftalen skal opfylde de præceptive bestemmelser i kreditaftaleloven, jf. herved lovens § 7, stk. 1, og at Bokredit i modsat fald skal tåle, at aftalens vilkår ændres i overensstemmelse med kreditaftalelovens regler.
Aftalen opfylder ikke kreditaftalelovens bestemmelser om gyldigt ejendomsforbehold, jf. kreditaftalelovens § 34, stk. 1, nr. 4, idet hverken Bokredit eller Cadeau Electronic ApS ved overgivelsen af tv- og videoapparaterne til Jørgen Steen Nielsen blev fyldestgjort for mindst 20 % af kontantprisen på 8.495 kr. Ejendomsforbeholdet er ikke gyldigt, og ejendomsretten overgik derfor til Jørgen Steen Nielsen allerede ved aftalens indgåelse. Cadeau Electronic ApS udleverede det lejede til Jørgen Steen Nielsen før overdragelse af ejendomsretten til Bokredit. Jørgen Steen Nielsen er derfor også beskyttet imod ekstinktion af sin ejendomsret, jf. kreditaftalelovens § 32.
Jørgen Steen Nielsen modtog ved aftalens indgåelse ikke samtlige de i kreditaftalelovens § 9 opregnede oplysninger vedrørende kreditomkostninger og kreditvilkår. Jørgen Steen Nielsen er herefter alene forpligtet til at betale kontantprisen amortiseret i overensstemmelse med aftalernes bestemmelse samt en årlig rente svarende til diskontoen tillagt 5% af den til enhver tid værende restgæld, jf. kreditaftalelovens § 23.
Forbrugerombudsmanden har videre gjort gældende, at Bokredit er bundet af Cadeau Electronic ApS’s dispositioner, idet Cadeau Electronic ApS handlede som fuldmægtig for Bokredit. Aftalen om at kunne købe for 1 kr. efter 36 måneders leje lå inden for legitimationens grænser. Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at Bokredit var bekendt med og havde accepteret, at Cadeau Electronic ApS kunne give køberet samtidig med oprettelsen af en lejekontrakt.
Overenskomstens bestemmelse om den garanterede lejeperiode sammenholdt med forhandlerens mulighed for at købe til apparatets nedskrevne værdi indeholder det egentlige incitament for forhandleren til at indgå i et arrangement om leje med købsret. Bokredits positive viden om forholdene fremgår ligeledes af de forklaringer, der er afgivet for byretten. Om Cadeau Electronic ApS handlede uden intern bemyndigelse kan ikke føre til andet resultat, idet Bokredit som anført i Forbrugerklagenævnets afgørelse er nærmest til at bære risikoen for, at Cadeau Electronic ApS i givet fald har handlet i strid med Bokredits instrukser, og at der således under de foreliggende omstændigheder med bindende virkning også for Bokredit er indgået et kreditkøb omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 3, og § 5, nr. 2.
Forbrugerombudsmanden har desuden gjort gældende, at Jørgen Steen Nielsen endvidere kan rejse samme krav over for Bokredit, som han kunne rejse mod Cadeau Electronic ApS, idet han ved Cadeau Electronic ApS’s tvangsopløsning og deraf følgende manglende betaling har sandsynliggjort, at Cadeau Electronic ApS ikke opfylder sine forpligtelser, jf. kreditaftalelovens § 33, stk. 2.
Sagsøgers krav på tilbagebetaling udgør 2.637 kr., hvilket beløb størrelsesmæssigt er anerkendt af Bokredit.
Jørgen Steen Nielsen har tilsluttet sig Forbrugerombudsmandens procedure, og har herunder i påstandsdokument af 15. maj 2003 bl.a. gjort gældende, at den overenskomst, der er indgået mellem forhandleren og Bokredit bevirker et sådant interessefællesskab imellem forhandleren og Bokredit, at de salgsskridt, som Cadeau Electronic ApS har foretaget i denne sag med henblik på afhændelse af tv- og radioapparater, også bør binde Bokredit, at det bør komme Bokredit til skade, at overenskomsten netop åbner mulighed for en situation, som den Jørgen Steen Nielsen er anbragt i, idet forhandleren kan tilbagekøbe apparatet, og at Jørgen Steen Nielsen, der indgik aftalen hos forhandleren, og hvor forhandleren underskrev på lejeaftalen, vanskeligt kan gennemskue forholdet mellem Bokredit og forhandleren.
Bokredit har til støtte for sin påstand i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 26. maj 2003.
Bokredit har således gjort gældende, at aftaleforholdene mellem Jørgen Steen Nielsen og Bokredit reguleres alene af standardlejekontrakten fra 1996. Heri er det fremhævet med versaler lige over Jørgen Steen Nielsens underskrift, at ”LEJER IKKE HAR KØBSRET ELLER FORKØBSRET TIL DET LEJEDE”. Samme bestemmelse er gengivet i standardbetingelserne på bagsiden af kontrakten. Jørgen Steen Nielsen har ikke hævdet, at Bokredit har lovet en køberet.
Kreditaftalelovens § 5, nr. 2, finder ikke anvendelse. I 1996 skete der ikke et salg fra Cadeau Electronic ApS til Jørgen Steen Nielsen, og Bokredit ydede ikke lån til finansiering af en købesum. Bokredit drev ikke sådan lånefinansieringsvirksomhed. Bokredit drev udlejningsvirksomhed og købte produkterne af forhandlerne og udlejede dem til Jørgen Steen Nielsen. Ved indgåelsen af standardlejeaftalen med Jørgen Steen Nielsen tilkom ejendomsretten til de lejede produkter Bokredit, der forinden havde forpligtet sig til at købe de lejede effekter af Cadeau Electronic ApS, jf. overenskomstens § 2.
Kreditaftalelovens § 6, stk. 2, finder ikke anvendelse. Det har aldrig været Bokredits mening, at lejerne skulle blive ejere af produkterne. En aftale herom strider mod Bokredits koncept og har været ukendt for Bokredit. Heller ikke Jørgen Steen Nielsen kan med rette have ment, at han havde en aftale med Bokredit om, at han skulle blive ejer af produkterne. Det fremgår klart af lejekontrakten, at Bokredit ejer produkterne, og at Jørgen Steen Nielsen ikke har køberet til det lejede.
Breve med en køberet er ikke fra Bokredit men fra Cadeau Electronic ApS, der imidlertid hverken er part i lejekontrakterne eller ejer af det lejede. Bokredits samarbejde med forhandlerne bestod i, at forhandlerne solgte produkterne til Bokredit og som en praktisk foranstaltning underskrev standardlejekontrakten med lejerne på vegne af Bokredit. Forhandlerne har derimod hverken haft fuldmagt eller bemyndigelse til at indrømme lejerne en køberet på Bokredits vegne. Jørgen Steen Nielsen kan ikke have troet, at Bokredit havde lovet ham en køberet, jf. ovenfor, og i brevene til Jørgen Steen Nielsen skriver forhandleren således også, at han vil tilbagekøbe det lejede fra Bokredit og sælge det til Jørgen Steen Nielsen.
Den køberet, som er tilsagt Jørgen Steen Nielsen, er derfor en selvstændig og uafhængig aftale mellem forhandleren og Jørgen Steen Nielsen. Kreditaftalelovens §§ 32 og 33 giver ikke Jørgen Steen Nielsen et krav mod Bokredit, da bestemmelserne forudsætter eksistensen af ”anden kreditor”, og at § 5, nr. 2, finder anvendelse. Dette er ikke tilfældet, jf. ovenfor, og det vil have uoverskuelige konsekvenser for Bokredits koncept, hvis Bokredit bindes af aftaler mellem en lokal radioforhandler og en lejer – aftaler som Bokredit ikke kender til og ikke kan gardere sig mod.
Forhandlerne og Bokredit har ikke haft et sådant interessefællesskab, at forhandlernes salgsskridt bør binde Bokredit. Synspunktet er uhjemlet. Der har alene bestået et sædvanligt kommercielt forhold som beskrevet i overenskomsten. Bokredit har gjort, hvad der har stået i dennes magt for at undgå, at forhandlerne indrømmer lejere en køberet, jf. overenskomstens § 4, notat af 11. maj 1995, brev af 3. september 1996, ordlyden af den udarbejdede standardkontrakt og de fakturaformularer, som forhandlerne er forpligtet til at anvende ved salg af udlejede effekter til Bokredit, hvorefter ”det er en udtrykkelig forudsætning for købers accept af nærværende leverance/faktura, at sælger har udlejet ovennævnte effekter på sagsøgtes lejekontrakt til 3. mand”.
Endelig bestrides det, at forhandleren kan anses som befuldmægtiget, og hvis dette var tilfældet har forhandleren ved at tilsige en køberet klart handlet uden for sin bemyndigelse.
Det afgørende er altså, hvad der er realiteten og substansen i de indgående aftaler. Det fremgår klart og utvetydigt, at der er tale om et lejeforhold. Det har ikke været parternes mening, at Jørgen Steen Nielsen skulle blive ejer. Bokredit har gjort, hvad der stod i deres magt for at sikre dette, og Jørgen Steen Nielsen kan ikke have været i god tro om andet, når dette fremgår direkte af kontrakten.
Landsrettens bemærkninger
Det forretningskoncept, som Bokredit har tilrettelagt, indebærer efter kontraktsgrundlaget, at Bokredit driver udlejningsvirksomhed. På baggrund af kontraktsgrundlaget vil det imidlertid i visse situationer være nærliggende, at forbrugeren og forhandleren aftaler, at forbrugeren på trods af den klare formulering af standardlejeaftalen bliver ejer af de udlejede apparater.
I den foreliggende sag har Jørgen Steen Nielsen ved udløbet af opsigelsesperioden på 36 måneder betalt en samlet leje af en sådan størrelse, at apparatets værdi må antages internt at være nedskrevet til 0 kr. eller i hvert fald en meget begrænset værdi. Overenskomsten indebærer, at forhandleren har ret til at tilbagekøbe de lejede apparater for den begrænsede værdi samtidig med, at Jørgen Steen Nielsen kan opsige lejeaftalen.
Da forhandleren imidlertid også gennem overenskomsten er forpligtet til at betale leje i 52 måneder til Bokredit, er det åbenbart, at forhandleren, såfremt forbrugeren opsiger lejeaftalen, gør brug af sin køberet over for Bokredit for derved at frigøre sig fra den fortsatte pligt til lejebetaling. Denne situation kunne såvel forhandleren som Bokredit givet forudse allerede ved forbrugerens indgåelse af lejeaftalen hos forhandleren.
Det er herefter nærliggende, at forhandleren i sin markedsføring, således som det er sket hos Valby Radio, Cadeau Electronic ApS og 2tal, anvender konceptet ”lej i 3 år og køb for 1 kr.” eller tilsvarende, og således aftaler med forbrugeren, at denne kan købe de lejede apparater efter udløbet af opsigelsesperioden.
Bokredit var da også opmærksom på, at der i radiobranchen, Fona og Fredgaard, anvendtes denne markedsføring, og Bokredit accepterede under det foreliggende kontraktsgrundlag, ifølge Kjeld Pedersens forklaring for en kort periode, at 2tal anvendte denne markedsføring, jf. således Bokredits skrivelse af 9. november 1993. Under disse omstændigheder, og da Bokredit ikke har ført nogen kontrol med, om forhandlerne uden for standardkontraktsgrundlaget aftalte med forbrugerne, at disse kunne købe apparaterne for et symbolsk beløb, finder landsretten, at Bokredit i disse sager må identificeres med forhandleren ved bedømmelsen efter kreditaftalelovens § 5, nr. 2, og § 6, stk. 2.
Det bemærkes i den forbindelse, at det ved brug af EDB og stikprøvekontrol ville være ganske nemt for Bokredit at lave en sådan kontrol, navnlig af de lejeaftaler, hvor der var særlig risiko for, at forhandleren og forbrugeren havde aftalt, at forbrugeren skulle blive ejer af apparatet.
Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at det i forholdet mellem Cadeau Electronic ApS og Jørgen Steen Nielsen har været meningen, at Jørgen Steen Nielsen efter en periode skulle blive ejer af de lejede apparater, hvilket af de oven for nævnte grunde må anses for at gælde i forhold til Bokredit. Lejeaftalen må således anses for et køb med ejendomsforbehold, jf. kreditaftaleloven § 6, stk. 2.
Efter en samlet vurdering af kontraktsgrundlaget, navnlig bestemmelserne om Bokredits købspligt og den garanterede lejeperiode/lejebetaling sammenholdt med forhandlerens ret til at tilbagekøbe det lejede til nedskreven værdi, har Bokredits eneste reelle opgave været at stille kapital til rådighed for forbrugeren. Der er således tale om et køb med ejendomsforbehold, hvor købesummen reelt blev dækket ved lån til sagsøger indrømmet af Bokredit på grundlag af en aftale mellem Cadeau Electronic ApS og Bokredit, jf. kreditaftalelovens § 5, nr. 2.
Ved indgåelse af en kreditaftale har forbrugeren krav på at modtage kreditoplysninger i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 9. Disse oplysninger er ikke givet Jørgen Steen Nielsen. Retsvirkningerne af manglende iagttagelse af § 9 er efter kreditaftalelovens § 23, stk. 1, at forbrugeren ikke har pligt til at betale mere end kontantprisen og en årlig rente, svarende til diskontoen med tillæg af 5 %. Jørgen Steen Nielsens tilbagebetalingskrav er opgjort til 2.637 kr. Cadeau Electronic ApS er erklæret konkurs.
Efter kreditaftalelovens § 33, stk. 2, hæfter Bokredit herefter for betaling af Jørgen Steen Nielsens tilbagebetalingskrav.
Sagsøger, Jørgen Steen Nielsens, påstand, hvorom der er beløbsmæssig enighed mellem parterne, tages herefter til følge.
Landsretten finder under henvisning til, at sagen er behandlet sammen med sagerne B-2476-02 og B-2477-02, ikke grundlag for at pålægge sagsøgte at betale sagsomkostninger til biintervenienten.
Thi kendes for ret
Sagsøgte, Jensen Finans K/S, skal inden 14 dage betale 2.637,00 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 16. august 2001 til sagsøger, Jørgen Steen Nielsen.
Inden samme frist skal sagsøgte betale sagsomkostninger til statskassen med 40.000 kr.
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes. Østre Landsrets kontor
P.j.v.