Forbrugerombudsmanden iværksatte i 1999 en nærmere undersøgelse af brugtbilbranchens kontraktvilkår. Som det fremgår af Juridisk Årbog 1999, afsnit 2.1.1.2., påtalte Forbrugerombudsmanden i den forbindelse et vilkår i DAF's standardkontrakt, hvorefter køberen, hvis han annullerer aftalen om køb af en brugt bil, altid skal betale 10% af den aftalte købesum (inkl. moms, registreringsafgift og leveringsomkostninger) i erstatning.
Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at et sådant vilkår, hvorefter erstatningens størrelse på forhånd var fastlagt uden hensyn til, om sælger kan dokumentere at have lidt et modsvarende tab, er usædvanligt og i almindelighed stiller forbrugeren væsentligt ringere end sædvanlige erstatningsretlige grundsætninger. Forbrugerombudsmanden fandt derfor, at vilkåret som minimum måtte fremhæves over for forbrugerne, ligesom han anså det for tvivlsomt, om vilkåret kunne gøres gældende mod en forbruger, selvom det var specielt fremhævet over for ham, jf. herved aftalelovens § 38 c, jf. § 36. På den baggrund fandt Forbrugerombudsmanden, at anvendelsen af vilkåret var i strid med god markedsføringsskik.
Forbrugerklagenævnet har i to sager tilsidesat det pågældende aftalevilkår som urimeligt. En af sagerne, der er refereret i Juridisk Årbog 1999, afsnit 6.12.1., blev af sælger indbragt for retten med påstand om, at køber skulle godtgøre sælger 10% af købesummen i henhold til standardslutsedlens vilkår om uberettiget annullation. Forbrugerombudsmanden indtrådte i sagen som biintervenient til støtte for forbrugeren, mens DAF indtrådte i sagen som biintervenient til støtte for sælgeren.
Den 15. august 2000 afsagde Vestre Landsret dom i sagen.
Om aftalevilkåret udtalte retten:
»Da vilkåret om erstatning er anført under slutsedlens standardvilkår, hvortil der er henvist i slutsedlens første side umiddelbart oven over sagsøgtes underskrift, finder vi, at vilkåret må anses for vedtaget mellem parterne. Vi finder imidlertid, at det vil være urimeligt at fastholde vilkåret, som er ensidigt fastsat af sagsøger, og som stiller sagsøgte, der er forbruger, væsentligt ringere end efter købelovens almindelige erstatningsregler, uden at denne omstændighed er særlig fremhævet.
Vi finder endvidere, at vilkåret generelt forrykker parternes indbyrdes retsstilling efter købeloven til ugunst for forbrugeren. Som følge heraf stemmer vi for at tilsidesætte aftalens vilkår om erstatning efter aftalelovens § 38 c, jf. § 36, og give sagsøgte medhold i sin påstand om frifindelse. «Én dommer stemte for at frifinde forbrugeren, allerede fordi denne dommer måtte lægge til grund, at det var en væsentlig forudsætning for aftalens indgåelse, at bilen kunne finansieres for et månedligt beløb på maksimalt 1.000 kr. Da sagsøgte ikke havde dokumenteret, at dette kunne lade sig gøre, fandt denne dommer ikke, at det var godtgjort, at der på trods af underskrivelsen af slutsedlen var indgået nogen endelig aftale om køb af bilen, idet aftalen endnu ikke var forhandlet på plads.
Højesteret har i dom af 21. december 2001 stadfæstet dommen om, at standardvilkåret var urimeligt og skulle tilsidesættes efter aftalelovens § 38 c, sammenholdt med § 36.
(1999-521/5-140)