I starten af 2003 blev Forbrugerombudsmanden bekendt med, at et større dansk teleselskab ringede rundt til forbrugere for at sælge telefonabonnementer.
Forbrugerombudsmanden var kommet i besiddelse af et manuskript for telefonsalget, hvoraf det fremgik, at det selskab, der af teleselskabet var bestilt til i praksis at ringe forbrugerne op, skulle ringe til så mange forbrugere som muligt med henblik på at få forbrugerne gjort interesserede i et af teleselskabet abonnementer. De forbrugere, der var interesserede, blev efterfølgende ringet op af endnu en sælger med henblik på tegning af abonnementet.
Forbrugerombudsmanden bad de to selskaber om en redegørelse, idet han fandt, at der var tale om en klar overtrædelse af forbrugeraftalelovens § 2 [nu § 6], hvorefter det er ulovligt at ringe til forbrugere med henblik på at sælge telefonabonnementer, medmindre forbrugerne på forhånd har givet samtykke til det.
Teleselskabet oplyste over for Forbrugerombudsmanden, at der i alt var blevet ringet til ca. 23.000 forbrugere. Af disse havde ca. 7.500 sagt ja til at blive ringet op igen med henblik på tegning af et telefonabonnement, og ca. 1.200 havde rent faktisk tegnet et abonnement på baggrund af opkaldene.
På den baggrund valgte Forbrugerombudsmanden at melde både teleselskabet og det selskab, der havde foretaget opkaldene, til politiet.
Senere på året accepterede begge selskaber at betale en bøde for overtrædelsen. Teleselskabet fik således en bøde på 210.000 kr. og det andet selskab en bøde på 170.000 kr.
Sidst opdateret:
19. maj 2004
Giv din vurdering af denne side