Gå til resume Gå til indhold

Reklame for ulykkesforsikring spillede på frygt

Sag

En annonce for en ulykkesforsikring spillede på en latent frygt hos ældre mennesker for at blive overfaldet og gav indtryk af, at ældre mennesker i almindelighed er ofre. Forbrugerombudsmanden fandt, at annoncen var i strid med god markedsføringsskik.

Gå til indhold

Et forsikringsselskab markedsførte en seniorulykkesforsikring – et produkt, der primært henvendte sig til ældre mennesker.

Af annoncens overskrift fremgik det, at »Voldsmændene får rigelig opmærksomhed. Vi vil gerne gøre noget ekstra for ofrene«. I annoncens brødtekst stod der »Så godt som hver dag kan man læse i aviserne om sagesløse mennesker, der bliver overfaldet. For mange ældre betyder det, at de ikke er trygge ved at gå ud. Og slet ikke efter mørkets frembrud. Hos (selskabets navn) har vi udviklet en forsikring, specielt til ældre mennesker«.

Forbrugerombudsmanden påpegede, at ordvalget og tonen i annoncen i høj grad spillede på en latent frygt hos ældre mennesker for at blive overfaldet og gav indtryk af, at ældre mennesker i almindelighed er ofre.

Forbrugerombudsmanden fandt, at annoncen var i strid med kravet om god markedsføringsskik i markedsføringslovens § 1. Herudover henviste han til grundprincipperne i ICC's Internationale Kodeks for reklame og markedskommunikation, hvorefter alle reklamer skal være lovlige, sømmelige, hæderlige og sandfærdige og udarbejdet med behørig social ansvarsfølelse, jf. kodeks art. 1. I øvrigt henvistes til ICC kodeks art. 4, stk. 2, hvorefter reklamer ikke bør spille på frygt.

Forsikringsselskabet oplyste, at det ikke var intentionen, at spille på frygt. Selskabet oplyste, at annoncekampagnen var afsluttet og annoncen ville derfor ikke blive bragt igen.

På baggrund heraf afsluttede Forbrugerombudsmanden sagen. (1999-203/5-312)

Sagsnummer:
1999-203/5-312
 
Lovgrundlag:
Markedsføringsloven
 
Sidst opdateret:   5. maj 2004
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Find flere oplysninger om, hvad du som erhvervsdrivende kan bruge Forbrugerombudsmandens hjemmeside til.
Læs mere om hvad du kan bruge hjemmesiden til som jurist eller rådgiver.
Forbrugerombudsmanden behandler sager om erhvervsdrivende, der ikke markedsfører sig korrekt over for forbrugere. Læs mere om hvad du kan finde på hjemmesiden som forbruger.
Fandt du det, du ledte efter? Du kan også besøge: