Forbrugerombudsmanden afsluttede en sag mod et teleselskab, som på sin hjemmeside havde opfordret til og præmieret sine kunder for at skaffe nye kunder til selskabet (såkaldt ”tip en ven”).
Foranstaltningen indebar, at en forbruger, som var kunde hos teleselskabet, kunne få en gratis mobiltelefon, hvis kunden anbefalede selskabet til en anden person, således at denne person også blev kunde hos det pågældende selskab.
Der var i forbindelse med markedsføringen af foranstaltningen endvidere indsat et billede af en person, som holdt en telefon op til øret, samtidig med at personen snakkede. Der var i samme billede også afbilledet, hvad der forekom at være et stykke papir med tekst, hvilket efter Forbruger-ombudsmandens opfattelse i denne sammenhæng kunne lede tankerne hen på en sms/mms.
Det er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse som udgangspunkt lovligt for erhvervsdrivende at benytte tip en ven-funktioner, hvis den er-hvervsdrivende alene stiller funktionen til rådighed, uden at forbrugeren derudover opfordres til eller præmieres for at benytte den.
Hvis den erhvervsdrivende derimod opfordrer til eller præmierer forbrugere for at orientere andre forbrugere om den erhvervsdrivende via en kontaktform, som er omfattet af markedsføringslovens § 6 eller forbru-geraftalelovens § 6, er dette efter Forbrugerombudsmandens opfattelse i strid med disse bestemmelser, som begge indeholder forbud mod uanmo-det henvendelse.
Bestemmelserne finder efter deres ordlyd anvendelse, når det er en erhvervsdrivende, der retter henvendelse. Det er imidlertid Forbrugerombudsmandens opfattelse, at den omstændighed, at den erhvervsdrivende skyder et ekstra led ind i kommunikationskæden i form af, at det er en forbruger, der retter henvendelse, ikke bringer forholdet ud af bestemmel-sernes anvendelsesområde, hvis forbrugeren, der retter henvendelsen, er blevet opfordret hertil eller præmieret herfor af den erhvervsdrivende.
Endvidere kan der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ved en så-dan foranstaltning, hvor den erhvervsdrivende opfordrer en forbruger til at foretage en handling, som den erhvervsdrivende ikke selv må foretage, være tale om, at den erhvervsdrivende forsøger at omgå forbuddene i markedsføringslovens § 6 og forbrugeraftalelovens § 6, hvilket efter For-brugerombudsmandens opfattelse er i strid med markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik.
Forbrugerombudsmanden meddelte teleselskabet sin opfattelse af tip en ven-funktioner.
Selskabet svarede Forbrugerombudsmanden, at det ikke tilbød eller anviste en særlig kontaktform og ikke stillede metoder for kontakt til rådighed for kunderne til brug for tipningen.
Forbrugerombudsmanden tog dette til efterretning, men meddelte teleselskabet, at det så på grund af den fortsatte præmiering var forpligtet til at vejlede kunderne om, at visse uanmodede henvendelser, jf. markedsføringslovens § 6 og forbrugeraftalelovens § 6, til andre forbrugere er ulovlige. Selskabet skulle endvidere fjerne det omtalte billede fra hjemmesiden, da dette efter Forbrugerombudsmandens opfattelse kunne opfordre kunderne til at tippe venner via kontaktformer, som er omfattet af de nævnte forbud.
Teleselskabet rettede ind efter Forbrugerombudsmandens anvisninger, og Forbrugerombudsmanden afsluttede herefter sagen.
Forbrugerombudsmanden har i øvrigt givet udtryk for sin opfattelse af tip en ven-funktioner i sin vejledning om uanmodet markedsføring (spamvejledningen), hvor også dommen U 2002.2277/2 SH er nævnt. Dommen fastslår, at en erhvervsdrivende, der benytter andre til at udsende mar-kedsføringsmateriale, skal påse, at markedsføringslovens § 6 (dengang § 6 a) bliver overholdt.
Sidst opdateret:
1. oktober 2009