Gå til resume Gå til indhold

Spørgeskema ikke i strid med markedsføringsloven

Sag

Forbrugerombudsmanden fandt, at et spørgeskema, hvis formål udelukkende var at evaluere et netop overstået kundeforløb, ikke blev anset som en henvendelse med henblik på salg. Dog måtte der på ingen måde opfordres til køb, og spørgeskemaundersøgelsen skulle iværksættes umiddelbart efter afslutningen på kundeforløbet.

Gå til indhold

Forbrugerombudsmanden modtog en anmodning om en forhåndsbesked fra et ejendomsmæglerfirma.

Ejendomsmæglerfirmaet ønskede at udsende en automatisk e-mail med et link til et spørgeskema til kunderne efter afslutningen af en ejendomshandel eller en vurdering af en ejendom. Gennem spørgeskemaet kunne kunderne evaluere og kommentere det netop overståede forløb.

Forbrugerombudsmanden orienterede ejendomsmæglerfirmaet om reglen om uanmodet henvendelse i markedsføringslovens § 6, stk. 1, hvorefter erhvervsdrivende ikke må rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, et automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på afsætning af produkter, medmindre den pågældende har anmodet om det.

Forbrugerombudsmanden oplyste, at betingelsen om, at henvendelsen skal ske med henblik på afsætning af produkter, efter hans opfattelse skal fortolkes udvidende.

Også tilfælde, hvor forbrugerne ikke direkte opfordres til at foretage konkrete køb, men hvor henvendelsen kan siges at indeholde ”branding” af den erhvervsdrivende, vil således efter Forbrugerombudsmandens opfattelse være omfattet af markedsføringslovens § 6, idet henvendelsen sker med henblik på senere afsætning af produkter. Forbrugerombudsmanden henviste til spam-vejledningen.

Forbrugerombudsmanden meddelte dog ejendomsmæglerfirmaet, at et spørgeskema, hvis formål udelukkende er at evaluere et netop overstået kundeforløb, ikke skal anses for at være en henvendelse med henblik på afsætning af produkter, og at udsendelsen af et sådant spørgeskema derfor ikke er omfattet af § 6.

Det er imidlertid en forudsætning, at spørgeskemaet udformes objektivt og ikke anpriser den erhvervsdrivende, at der på ingen måde opfordres til køb af produkter, og at spørgeskemaundersøgelsen iværksættes umiddelbart efter afslutningen på kundeforløbet.

Forbrugerombudsmanden oplyste endvidere, at vurderingen i høj grad er afhængig af den endelige udformning af spørgeskemaet.

Sagsnummer:
09/00787
 
Lovgrundlag:
Markedsføringsloven
 
Sidst opdateret:   8. april 2009
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Find flere oplysninger om, hvad du som erhvervsdrivende kan bruge Forbrugerombudsmandens hjemmeside til.
Læs mere om hvad du kan bruge hjemmesiden til som jurist eller rådgiver.
Forbrugerombudsmanden behandler sager om erhvervsdrivende, der ikke markedsfører sig korrekt over for forbrugere. Læs mere om hvad du kan finde på hjemmesiden som forbruger.
Fandt du det, du ledte efter? Du kan også besøge: