Gå til resume Gå til indhold

Brug af samtykker erhvervet ved overtagelse af en anden virksomheds aktiviteter

Sag

Forbrugerombudsmanden meddelte i en forhåndsbesked, at succession i en anden erhvervsdrivendes ret til at bruge samtykker til markedsføring krævede, at alle aktiviteter, aktiver som passiver, var blevet erhvervet.

Gå til indhold

En erhvervsdrivende (A) ville i en anmodning om forhåndsbesked vide, hvorvidt A kunne anvende samtykker til markedsføring, som en anden erhvervsdrivende (B) i sin tid havde indhentet hos sine kunder. A havde kun erhvervet en del af B’s aktiviteter og i den forbindelse overtaget de kunder, der i sin tid havde afgivet samtykket.
 
Forbrugerombudsmanden henviste til sin vejledning vedrørende markedsføringslovens § 6 (den såkaldte spamvejledning), hvor følgende fremgår:
 
”Samtykket vil normalt blive meddelt til en bestemt erhvervsdrivende – nemlig den erhvervsdrivende, der har indhentet samtykket. Hvis samtykket er givet til en konkret, navngivet erhvervsdrivende, vil det ikke kunne overdrages til en anden erhvervsdrivende til markedsføring, medmindre der er tale om, at en anden erhvervsdrivende har overtaget den pågældende virksomhed og i øvrigt kun markedsfører sig inden for samtykkets rammer. En virksomhed kan således succedere i en anden virksomheds ret til at bruge samtykkerne, hvis virksomhedernes aktiver og passiver overtages. En virksomhed kan imidlertid efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke benytte et samtykkeregister, der er købt af et konkursbo, uden at virksomheden i øvrigt har overtaget den konkursramte virksomheds aktiver og passiver, til markedsføring."

På den baggrund meddelte Forbrugerombudsmanden, at succession i en anden erhvervsdrivendes ret til at bruge samtykkerne efter hans opfattelse vil kræve, at den erhvervsdrivende har erhvervet samtlige den anden erhvervsdrivendes aktiviteter omfattende såvel aktiver og passiver.

Var dette krav ikke opfyldt i den konkrete situation, ville den erhvervsdrivende efter Forbrugerombudsmandens vurdering derfor være nødt til at indhente nye samtykker.

Derudover henviste Forbrugerombudsmanden i øvrigt til reglerne i persondatalovens §§ 6 og 36.

Sagsnummer:
11/04921
 
Lovgrundlag:
Markedsføringsloven
 
Sidst opdateret:   25. november 2011
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Find flere oplysninger om, hvad du som erhvervsdrivende kan bruge Forbrugerombudsmandens hjemmeside til.
Læs mere om hvad du kan bruge hjemmesiden til som jurist eller rådgiver.
Forbrugerombudsmanden behandler sager om erhvervsdrivende, der ikke markedsfører sig korrekt over for forbrugere. Læs mere om hvad du kan finde på hjemmesiden som forbruger.
Fandt du det, du ledte efter? Du kan også besøge: