Morgenavisen Jyllandsposten henledte Forbrugerombudsmandens opmærksomhed på flere varehuses annonceaviser, hvori anvendtes udtryk som »udsalg« og »før og nu« om varer, der enten ikke var nedsat eller ikke tidligere havde været solgt i varehuset.
Et af de varehuse, som Forbrugerombudsmanden tilskrev, bekræftede, at i hvert fald én af de varer, der var afbildet som udsalgsvarer, var indkøbt specielt til udsalget. Varehuset fandt imidlertid ikke, at dette forhold var til hinder for anvendelsen af betegnelsen »udsalg« om varen.
Forbrugerombudsmanden anførte over for varehuset, at betegnelsen »udsalg« kun må anvendes, når det kan dokumenteres, at der er tale om varer, som umiddelbart forud for udsalget er blevet udbudt til salg til en højere pris i forretningen. Forbrugerombudsmanden henviste i den forbindelse bl.a. til sin vejledning om prismarkedsføring og til de definitioner af udsalgsbegrebet, der fremkom under Folketingets behandling i 1991, da forbudet om mængdebegrænsning første gang blev vedtaget.
Varehuset tilkendegav senere, at man ikke ville anvende betegnelsen »udsalgsvarer« om varer, som er blevet tilført til et forestående eller igangværende udsalg.
Sidst opdateret:
21. april 2004
Giv din vurdering af denne side