Brug af ordet ”gratis”

Et teleselskab anmodede om en forhåndsbesked. Af anmodningen fremgik, at selskabets kunder kunne vælge mellem tre forskellige måder at betale deres månedlige abonnementsydelse på. De forskellige metoder havde forskellige gebyrer tilknyttet – enten ved fremsendelse af faktura til et gebyr på 35 kroner, ved betaling via betalingsservice et gebyr på 4,70 kroner, eller ved brug af selskabets egen betalingsløsning til 0 kroner. Den sidstnævnte løsning kostede således ikke noget, og det var denne løsning selskabet ønskede at benævne ”gratis”.

Forbrugerombudsmanden bemærkede, at forholdet måtte bedømmes efter bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold, jf. markedsføringslovens § 3. Ifølge § 2 i bekendtgørelsen anses de former for markedsføring, der er opregnet i nr. 1–20 i bilaget til bekendtgørelsen, under alle omstændigheder for at være vildledende i forbrugerforhold. Bilagets nr. 20 har følgende ordlyd:

20) Et produkt omtales som "gratis", "vederlagsfrit", "uden betaling" eller lignende, selv om forbrugeren skal betale andet end de uundgåelige udgifter, der er forbundet med at reagere på den pågældende handelspraksis, samt afhentning eller betaling for levering af produktet.

Forbrugerombudsmanden fandt, at det herefter som udgangspunkt er muligt at anvende udtrykket ”gratis” o. lign., hvis der ikke afkræves betaling for andet og mere end de i bilaget nævnte uundgåelige udgifter. Dette kan fx være telefontakst for at ringe til selskabet om hvilken betalingsform, man vælger eller betaling af porto ved indsendelse af oplysninger herom.

Da den pågældende betalingsløsning ikke herudover krævede nogen form for betaling – ej heller indirekte, idet prisen på abonnementsydelsen var uafhængig af den valgte betalingsform - vurderede Forbrugerombudsmanden, at den planlagte brug af ordet ”gratis” faldt inden for rammerne af det tilladte efter nr. 20 i bilaget til bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold.