Gå til resume Gå til indhold

Ændring af redningsabonnement

Sag

Falck ændrer brev om negativ aftalebinding til abonnenter efter at Forbrugerombudsmanden udtalte, at selskabets fremgangsmåde var i strid med markedsføringslovens § 1.

Gå til indhold

Falck sendte hen over sommeren et brev til selskabets abonnenter på bilabonnement med orientering om en supplerende dækning mod en præmieforhøjelse på 48 kr. Det blev også oplyst i brevet, at de abonnenter der ikke ønskede den supplerende dækning kunne framelde sig den nye dækning.

Forbrugerombudsmanden modtog adskillige klager fra abonnenter, der ikke brød sig om fremgangsmåden. Klagerne anførte, at ændringerne i abonnementet skete automatisk, og at oplysningerne om ændringerne var gemt godt af vejen i brevet, således at der var risiko for, at man kunne overse muligheden for at sige ”nej tak”.

På den baggrund tog Forbrugerombudsmanden sagen op over for Falck.

”Negativ aftalebinding”, hvor en abonnents tavshed anses for en stiltiende accept, er som udgangspunkt i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1.

Negativ aftalebinding kan dog efter omstændighederne accepteres fx i situationer, hvor der er hjemmel til denne fremgangsmåde i det oprindelige aftaleforhold, eller hvor ændringerne gennemgående er til forbrugernes fordel, fx i form af en bedre dækning - dog forudsat, at præmiestigningen er af en ubetydelig størrelse.

Dette havde Forbrugerombudsmanden meddelt Falck i foråret, da selskabet bad om en forhåndsbesked om en sådan fremgangsmåde. 

Det er også en forudsætning, at oplysninger til abonnenterne om ændring i abonnementet og præmien, herunder muligheden for at sige ”nej tak”, er fremhævet klart og tydeligt i et brev på en måde, så oplysningerne bliver læst og forstået.

Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at der kunne rejses tvivl om klarheden og tydeligheden i Falcks brev til abonnenterne.

Falck ændrede derfor udformningen af de breve, som skulle udsendes til et antal abonnenter, således at kravet om klarhed og tydelighed var opfyldt.

Forbrugerombudsmanden afsluttede herefter sagen. (2005-1100/5-481).

Sagsnummer:
2005-1100/5-481
 
Lovgrundlag:
Markedsføringsloven
 
Sidst opdateret:   28. september 2005
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Find flere oplysninger om, hvad du som erhvervsdrivende kan bruge Forbrugerombudsmandens hjemmeside til.
Læs mere om hvad du kan bruge hjemmesiden til som jurist eller rådgiver.
Forbrugerombudsmanden behandler sager om erhvervsdrivende, der ikke markedsfører sig korrekt over for forbrugere. Læs mere om hvad du kan finde på hjemmesiden som forbruger.

Forbrugerombudsmanden er en uafhængig myndighed, der bl.a. fører tilsyn med, at erhvervsdrivende overholder reglerne for markedsføring.