Gå til resume Gå til indhold

Visum som negativ aftalebinding ved salg af pakkerejser

Sag

Forholdet mellem forbrugernes og rejsearrangørers forpligtelser, når det gælder visa, er bestemt ved pakkerejseloven. Forbrugerombudsmanden fandt derfor ikke grundlag for at acceptere negativ aftalebinding ved rejsearrangørs salg af pakkerejser.

Gå til indhold

Der var automatisk inkluderet et visum, når en rejsearrangør solgte pakkerejser til Egypten. Efter Forbrugerombudsmandens praksis er det imidlertid i almindelighed i strid med god markedsføringsskik at anvende en fremgangsmåde til aftaleindgåelse, som kræver en aktiv handling fra forbrugerens side for at undgå at blive bundet.

I den konkrete sag henviste Forbrugerombudsmanden til, at det følger af pakkerejselovens § 29, stk. 1, at der er forbrugerens eget ansvar at sørge for bl.a. de nødvendige visa. Rejsearrangøren er således ikke forpligtet til at drage omsorg for, at forbrugeren rent faktisk sikrer sig de nødvendige visa, men er derimod underlagt en pligt til inden aftalens indgåelse at oplyse forbrugeren om de visumregler, som skal overholdes, for at rejsen kan gennemføres, jf. pakkerejselovens § 6, stk. 1. Forbrugerombudsmanden henviste i den forbindelse også til praksis fra Pakkerejse-Ankenævnet i form af to såkaldt retningsgivende kendelser om nægtet indrejse som følge af manglende visum. Med henvisning til pakkerejselovens § 29, stk. 1, og idet den føromtalte oplysningspligt efter pakkerejseloven blev anset for opfyldt, blev klagers erstatningskrav i begge sager afvist.

På baggrund af det forhold, der fra lovgivers side er bestemt mellem forbrugerens og rejsearrangørens forpligtelser i relation til visa, var der ikke efter Forbrugerombudsmandens opfattelse grundlag for at acceptere negativ aftalebinding i den konkrete sag.  

Forbrugerombudsmanden anerkendte rejsearrangørens ønske om at ville beskytte forbrugerne mod ubehagelige rejseoplevelser som følge af visumproblemer, men henviste til, at dette hensyn også kunne tilgodeses ved mindre indgribende måder end negativ aftalebinding, fx ved at særligt fremhæve visumreglerne for den pågældende destination i sit materiale og ved at tilbyde som et tilvalg til rejsebestillingen at sørge for visum.

Sagen afsluttedes med, at rejsearrangøren tilkendegav over for Forbrugerombudsmanden, at man ikke længere ville benytte sig af denne form for negativ aftalebinding.

Sagsnummer:
10/09177
 
Lovgrundlag:
Markedsføringsloven
 
Sidst opdateret:   15. marts 2011
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Find flere oplysninger om, hvad du som erhvervsdrivende kan bruge Forbrugerombudsmandens hjemmeside til.
Læs mere om hvad du kan bruge hjemmesiden til som jurist eller rådgiver.
Forbrugerombudsmanden behandler sager om erhvervsdrivende, der ikke markedsfører sig korrekt over for forbrugere. Læs mere om hvad du kan finde på hjemmesiden som forbruger.
Fandt du det, du ledte efter? Du kan også besøge: