Kvalitetsstandarder for hjemmehjælp ikke en markedsretlig problemstilling

En borger var blevet tildelt knapt halvanden times hjemmehjælp hver 14. dag. Der blev på den baggrund klaget over vildledning efter markedsføringslovens § 3 med henvisning til pågældende kommunes kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83. Her fremgik angivelsen ”hygiejnemæssig forsvarlig renholdelse”, som kommunen efter klagers opfattelse ikke havde været i stand til at dokumentere rigtigheden af.

Klager anså det derfor for vildledende at anvende dette udtryk i kvalitetsstandarderne. Der var frit valgs-ordning i den pågældende kommune. 

Forbrugerombudsmanden bemærkede, at angivelsen ”hygiejnemæssig forsvarlig renholdelse” var fremsat i relation til en ydelse, der blev tildelt kredsen af modtagere på grundlag af et retskrav efter serviceloven, dvs. i relation til udmøntningen af en offentligretlig forpligtelse.

Der var med kommunens kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83 tale om offentligt fastsatte krav til denne ydelse, herunder bl.a. hvilke konkrete rengøringsopgaver der var omfattet, og hvori deres indhold bestod (rengøringsspecifikationer).

Information af denne karakter var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke markedsføring og dermed ikke omfattet af markedsføringslovens § 3.

At information om offentligt fastsatte krav til ydelser, som offentlige myndigheder er forpligtet til at give borgerne, fx en kommunens kvalitetsstandarder for hjemmehjælp, ikke var markedsføring i markedsføringslovens forstand og ikke er omfattet af loven, fremgik i øvrigt også af den betænkning, der ligger til grund for den nuværende markedsføringslov, jf. ”Markedsføring og prisoplysning”, betænkning nr. 1457, 2005, p. 132.   

Forbrugerombudsmanden oplyste til orientering, at markedsføringsloven først fandt anvendelse i relation til selve udbuddet af ydelser, fx informationsmateriale, der skulle formå de enkelte modtagere af hjemmehjælp til at vælge netop den leverandør, der var afsenderen af materialet. 

Forbrugerombudsmanden tilkendegav afslutningsvis, at der ikke var tale om en markedsretlig problemstilling, men om en socialretlig problemstilling, som måtte behandles i det dertil hørende klagesystem.