En gruppe borgere i en kommune stiftede en forening med det ene formål at tilvejebringe kapital til etablering af et lokalt svømmeanlæg i kommunen. Foreningen rettede henvendelse til Forbrugerombudsmanden for at få hans syn på lovligheden af en påtænkt foranstaltning.
Foreningen påtænkte over en periode at foretage telefoniske henvendelser til alle kommunens husstande med det ene formål at undersøge, om disse ønskede at støtte svømmehalsprojektet og tegne sig for en andel.
Forbrugerombudsmanden udtalte, at det var hans umiddelbare vurdering, at en aktivitet som den beskrevne måtte anses for erhvervsmæssig, idet han lagde vægt på, at svømmehallen skulle drives som et A.m.b.A., at svømmehallen stilles til rådighed for folkeskoler, børne- og ungdomsinstitutioner og offentligheden i øvrigt mod betaling, at anlægsinvesteringen var budgetteret til 11,5 mill. kr. + moms, og at der søgtes tilvejebragt en andelskapital på 4,5 mill. kr., hvoraf en mindre del af renterne for opsparingen skulle anvendes til administration.
Forbrugerombudsmanden fandt således, at telefoniske henvendelser ville være i strid med lov om visse forbrugeraftaler, § 2, stk. 1 [nu § 6], idet han samtidig henledte foreningens opmærksomhed på, at loven administreres af Justitsministeriet, og at den endelige fortolkning af spørgsmålet måtte henhøre under domstolene. (1995-116/5-304). Juridisk Årbog 1995, 52.
Sidst opdateret:
23. april 2004
Giv din vurdering af denne side