Gå til resume Gå til indhold

Oplysninger ved markedsføring af kreditaftaler

Sag

Gennemførelsen af det nye forbrugerkreditdirektiv har medført, at der er blevet indsat en ny § 14a i markedsføringsloven. Bestemmelsen regulerer, hvilke oplysninger der skal gives ved enhver markedsføring af kreditaftaler, når der er angivet en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med kreditten.

Gå til indhold

På baggrund af den nye bestemmelse blev Forbrugerombudsmanden bedt om at tage stilling til, hvorvidt markedsføringslovens § 14, om markedsføring af kreditkøb, fortsat havde en selvstændig betydning og dermed fortsat skulle overholdes ved markedsføring af kreditkøb.

Med henvisning til forarbejderne til § 14 a, udtalte Forbrugerombudsmanden, at markedsføringslovens § 14 regulerer prisoplysninger ved genstandsbestemte kreditkøb, mens loven § 14a regulerer markedsføringen af alle kreditaftaler.

Efter Forbrugerombudsmandes opfattelse er der dermed tale om et vist overlap mellem de to bestemmelser, men efter en gennemgang af de enkelte dele af § 14, udtalte Forbrugerombudsmanden, at bestemmelsen skal overholdes i sin helhed, når der er tale om markedsføring af et genstandsbestemt kreditkøb.

I forhold til § 14, stk. 1, udtalte Forbrugerombudsmanden følgende:

Markedsføringslovens § 14, stk. 1, nr. 1:

Efter lovens § 14, stk. 1, nr. 1, skal udbyderen af kreditten give oplysninger om kontantprisen.

Denne bestemmelse svarer til § 14a, stk. 2, nr. 5, der stiller krav om følgende oplysninger: ”Ved kredit i form af henstand med betalingen for en specifik vare eller tjenesteydelse, kontantprisen og størrelsen af en eventuel forudbetaling.”

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er der tale om et overlap i anvendelsesområdet i § 14, stk. 1, nr. 1, og § 14a, stk. 2, nr. 5. Lovens § 14, stk. 1, nr. 1, skal derfor tillige overholdes ved markedsføringen af genstandsbestemte kreditkøb.

Markedsføringslovens § 14, stk. 1, nr. 2:

Markedsføringslovens § 14, stk. 1, nr. 2, indeholder et krav om, at kreditudbyderen skal give oplysninger om kreditomkostningerne angivet som ét beløb.

Disse kreditomkostninger skal ifølge markedsføringslovens § 14, stk. 2, opgøres efter kapitel 2 i kreditaftaleloven (lovbekendtgørelse nr. 157 af 25. februar 2009).

Opgørelsen af kreditomkostningerne følger af § 13, stk. 1, i den tidligere kreditaftalelov, og bestemmelsen er en implementering af artikel 1, stk. 2, litra d, i direktiv 87/102/EØF.

Kreditaftalelovens § 13 er imidlertid blevet ophævet, jf. § 1, nr. 9, i lov nr. 535 af 26. maj 2010 om ændring af lov om kreditaftaler og lov om markedsføring.

Det nye forbrugerkreditdirektiv 2008/48/EF indeholder dog i artikel 3, litra g, en ny tilsvarende definition, som erstatter den tidligere i direktiv 87/102/EØF

Den nye definitionen er implementeret i lovens § 4, nr. 7, og erstatter dermed den gamle definition med et lignende indhold og formål, nemlig at få synliggjort omkostningerne ved kreditten.

Dette indebærer efter Forbrugerombudsmandens opfattelse, at man formentligt må fortolke henvisningen i markedsføringslovens § 14, stk. 2, direktivkonformt, således at der er tale om en henvisning til den nye definition, som er implementeret i lovens § 4, nr. 7.

Markedsføringslovens § 14, stk. 1, nr. 3:

Efter lovens § 14, stk. 1, nr. 3, skal kreditudbyderen give oplysninger om de årlige omkostninger i procent for kreditten. Af bestemmelsen følger det, at de årlige omkostninger i procent skal gives på en lige så fremtrædende måde som de øvrige kreditoplysninger.

Ligeledes følger det af markedsføringslovens § 14, stk. 2, at kapitel 2 i lov om kreditaftaler finder anvendelse ved beregningen af ÅOP.

Før ændringen af kreditaftaleloven fulgte beregningen af ÅOP i lovens kapitel 2 (§ 16), og da dette stadig er reguleret i § 16, som forefindes i kapitel 2, skal bestemmelsen overholdes.

Sagsnummer:
11/01275
 
Lovgrundlag:
Markedsføringsloven
 
Sidst opdateret:   20. juli 2011
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Find flere oplysninger om, hvad du som erhvervsdrivende kan bruge Forbrugerombudsmandens hjemmeside til.
Læs mere om hvad du kan bruge hjemmesiden til som jurist eller rådgiver.
Forbrugerombudsmanden behandler sager om erhvervsdrivende, der ikke markedsfører sig korrekt over for forbrugere. Læs mere om hvad du kan finde på hjemmesiden som forbruger.
Fandt du det, du ledte efter? Du kan også besøge: