Gå til resume Gå til indhold

Brug af giroindbetalingskort i markedsføringen

Sag

Ved udsendelse til erhvervsdrivende af faktura med giroindbetalingskort for en ikke bestilt ydelse, overtrådte firma ikke markedsføringsloven, fordi det fremgik af et følgebrev, at der kun var tale om et tilbud.

Gå til indhold

Kort før jul modtog Forbrugerombudsmanden mange klager fra erhvervsdrivende, der netop fra et it-firma havde modtaget en faktura med tilhørende giroindbetalingskort nederst. De enslydende klager gik ud på, at man ikke havde bestilt den ydelse, som man nu modtog en faktura for, og klagerne var forargede over, at det kun med mindre skrift af et følgebrev fremgik, at der kun var tale om et tilbud. 

Efter en vurdering af klagerne og det omhandlede markedsføringsmateriale meddelte Forbrugerombudsmanden klagerne, at der efter hans opfattelse ikke forelå en overtrædelse af markedsføringsloven. 

Forbrugerombudsmanden henviste i den forbindelse til, at Sø- og Handelsretten allerede i 1979 havde lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om brug af fakturaer som led i en reklamekampagne. 

Forbrugerombudsmanden forsøgte på daværende tidspunkt at få forbudt anvendelsen af giroindbetalingskort som reklamemateriale, men dette fandt Sø- og Handelsretten for vidtgående. 

Retten havde imidlertid forståelse for, at brug af giroindbetalingskort i markedsføringen efter omstændighederne kunne føre til, at nogle virksomheder kom til at betale regninger, de ikke var forpligtede til at betale. 

Retten gjorde derfor brugen af giroindbetalingskort som led i erhvervsmæssig reklamering betinget af, at der tydeligt blev gjort opmærksom på, at der var tale om et tilbud, som modtageren opfordres til at acceptere ved at betale det vedlagte giroindbetalingskort. Oplysning herom kunne ifølge dommen enten fremgå af et ledsagende brev, af tekst på indbetalingskortet eller begge steder. 

I det materiale, som it-firmaet havde udsendt, fremgik det ikke af fakturaen, at der alene var tale om et tilbud, men det fremgik imidlertid af følgebrevet, ligesom det fremgik, at man blot kunne smide fakturaen væk, hvis ikke man ønskede at købe det omhandlede produkt. 

På den baggrund mente Forbrugerombudsmanden ikke, at firmaet overtrådte markedsføringsloven. 

Forbrugerombudsmanden valgte dog under hensyntagen til de mange klager at orientere it-firmaet om klagerne og opfordrede samtidig firmaet til fremover at gøre tydeligere opmærksom på, at der reelt kun var tale om et tilbud, som man kunne vælge ikke at acceptere. (2003-11120/5-28)

Sagsnummer:
2003-11120/5-28
 
Lovgrundlag:
Markedsføringsloven
 
Sidst opdateret:   15. maj 2004
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Find flere oplysninger om, hvad du som erhvervsdrivende kan bruge Forbrugerombudsmandens hjemmeside til.
Læs mere om hvad du kan bruge hjemmesiden til som jurist eller rådgiver.
Forbrugerombudsmanden behandler sager om erhvervsdrivende, der ikke markedsfører sig korrekt over for forbrugere. Læs mere om hvad du kan finde på hjemmesiden som forbruger.

Forbrugerombudsmanden er en uafhængig myndighed, der bl.a. fører tilsyn med, at erhvervsdrivende overholder reglerne for markedsføring.