Gå til resume Gå til indhold

Rejsebureau måtte ikke ”frasortere” forbrugere, der ikke ønskede rejseforsikring

Sag

Forbrugerombudsmanden fandt det i strid med god markedsføringsskik, at et rejsebureau ville afskære forbrugere uden en rejseforsikring fra at købe rejser, da en sådan forsikring ikke var lovpligtig, og kravet gik ud over rejsebureauernes omsorgspligt og kunne føre til tegning af overflødige forsikringer.

Gå til indhold

Et rejsebureau ønskede at afskære forbrugere, der ikke tegnede en rejseforsikring gennem rejsebureauet eller dokumenterede, at de allerede var omfattet af en rejseforsikring, fra at købe rejser.

I bestillingsforløbet ønskede rejsebureauet derfor at indsætte et punkt kaldet ”tilvalg af forsikring”, hvor forbrugeren ved at sætte kryds skulle vælge mellem at købe en årsrejseforsikring eller indsende oplysninger om sin nuværende forsikring. Valgte forbrugeren ingen af de to muligheder, kunne bestilling ikke gennemføres, hvilket forbrugeren ville blive orienteret om via et pop up vindue

Det var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1, fordi der ville være tale om forskelsbehandling på et usagligt grundlag.

Baggrunden herfor var, at der ikke er tale om en lovpligtig forsikring, at rejsebureauernes såkaldte omsorgspligt ikke kan fortolkes som en pligt til at sørge for, at forbrugerne har tegnet behørig forsikring, og at fremgangsmåden i øvrigt ville åbne op for, at forbrugere, der ikke har tilstrækkeligt overblik over deres forsikringer, kan føle sig presset til at købe en forsikring, som de ikke havde brug for.

Sagsnummer:
08/08480
 
Lovgrundlag:
Markedsføringsloven
 
Sidst opdateret:   25. februar 2009
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Find flere oplysninger om, hvad du som erhvervsdrivende kan bruge Forbrugerombudsmandens hjemmeside til.
Læs mere om hvad du kan bruge hjemmesiden til som jurist eller rådgiver.
Forbrugerombudsmanden behandler sager om erhvervsdrivende, der ikke markedsfører sig korrekt over for forbrugere. Læs mere om hvad du kan finde på hjemmesiden som forbruger.

Forbrugerombudsmanden er en uafhængig myndighed, der bl.a. fører tilsyn med, at erhvervsdrivende overholder reglerne for markedsføring.