En radioforretning annoncerede med 4 års tilbagekøbsgaranti ved køb af apparater, hvis købspris oversteg 1.500 kr. I markedsføringsmaterialet var der angivet nogle eksempler på, hvordan tilbagekøbsprisen blev udregnet. Det blev oplyst over for Forbrugerombudsmanden, at tilbagekøbsgarantien var betinget af, at kunden erhverver en ny vare i forretningen, og at tilbagekøbssummen blev benyttet til at betale den nye vare. Der var således reelt tale om, at den erhvervsdrivende ydede en 4 årig bytteret, hvor forbrugeren ved køb af nye varer kunne indbytte det gamle apparat, der herefter indgik i bytteaftalen med en værdi udregnet efter afskrivningsreglerne.
Forbrugerombudsmanden udtalte, at det var misvisende, at betegne ordningen som en tilbagekøbsgaranti, idet tilbagekøb almindeligvis forudsætter, at man ved henvendelse til sælgeren kan aflevere det solgte og modtage et pengebeløb for varen.
Da ordningen ikke gav kunden mulighed for at sælge varen tilbage for et pengebeløb, fandt Forbrugerombudsmanden, at markedsføringsmaterialet var i strid med markedsføringslovens § 2, stk. 1, og Forbrugerombudsmanden henstillede, at radioforretningen skulle ophøre med denne form for markedsføring.
Sidst opdateret:
23. april 2004
Giv din vurdering af denne side