Gå til resume Gå til indhold

Brugsanvisning til TV

Sag

En brugsanvisning til et TV, der alene var tilgængelig via det pågældende fjernsyns skærm, var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke tilstrækkelig.

Gå til indhold

En erhvervsdrivende ønskede Forbrugerombudsmandens vurdering af et papirløst koncept for fjernsyn, hvor den danske brugsanvisning kun fandtes på skærmen.

Forbrugerombudsmanden henviste til, at der ifølge markedsføringslovens § 7 skal gives en ”forsvarlig vejledning”, men at bestemmelsen ikke opstiller formkrav til, hvordan denne vejledningspligt skal opfyldes. Det ville derfor afhænge af en konkret vurdering, herunder af formuegodets art, om vejledningspligten i § 7 kunne anses for opfyldt.

I den foreliggende situation ville der normalt være en nem og umiddelbar adgang til brugsanvisningen på fjernsynet. Dog ville der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse kunne opstå situationer, hvor der kunne være behov for, at forbrugeren havde en alternativ adgang til brugsanvisningen – f.eks. hvis fejlen ved fjernsynet bestod i, at dette slet ikke kunne tændes. I sådanne situationer kunne der således være behov for, at forbrugeren på anden måde havde adgang til en brugsvejledning, f.eks. via internettet eller ved at kontakte en hotline/servicetelefon el.lign. Såfremt dette hensyn blev iagttaget, var det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at konceptet ville være i overensstemmelse med § 7.

Forbrugerombudsmanden udtalte dog samtidig, at det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse, ville være i strid med god markedsføringsskik, såfremt en erhvervsdrivende benyttede et koncept, som generelt måtte anses for at være i strid med eller ikke opfyldte gældende oplysningsforpligtelser i den civilretlige lovgivning, herunder købeloven. Såfremt det måtte anses for en mangel i købelovens forstand, at der ikke medfulgte en fysisk brugsanvisning, jf. bl.a. købelovens § 76, ville anvendelsen af det foreliggende koncept efter Forbrugerombudsmandens opfattelse være i strid med markedsføringslovens § 1. 

Sagsnummer:
09/04790
 
Lovgrundlag:
Markedsføringsloven
 
Sidst opdateret:   17. december 2009
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Find flere oplysninger om, hvad du som erhvervsdrivende kan bruge Forbrugerombudsmandens hjemmeside til.
Læs mere om hvad du kan bruge hjemmesiden til som jurist eller rådgiver.
Forbrugerombudsmanden behandler sager om erhvervsdrivende, der ikke markedsfører sig korrekt over for forbrugere. Læs mere om hvad du kan finde på hjemmesiden som forbruger.
Fandt du det, du ledte efter? Du kan også besøge: