Gå til resume Gå til indhold

Krav om samtykke

Hvad gælder?

Hvordan skal et samtykke indhentes, hvornår, og må man give gaver som en betingelse for et samtykke? Og hvad med umyndiges samtykke, hvordan gælder det? Det og andet får du svar på her.

Gå til indhold

1. Hvordan skal samtykket indhentes
2. Tip-en-ven-funktioner
3. Interessedatabaser
4. Præmiering for samtykke
5. Samtykke som betingelse for aftaleindgåelse
6. Belønning for modtagelse af reklamer
7. Umyndiges samtykke
8. Undtagelser

Hvis en erhvervsdrivende vil sende reklamer mv. til forbrugere, erhvervsdrivende eller offentlige myndigheder via elektronisk post (e-mail, SMS, MMS mv), telefax mv. skal den erhvervsdrivende forinden have et samtykke fra modtageren.

1. Hvordan skal samtykket indhentes?

Et samtykke må ikke indhentes via elektronisk post (e-mail, SMS eller MMS) eller telefax. Det må heller ikke indhentes via almindeligt brev hvis forbrugeren har tilmeldt sig Robinsonlisten. Men man kan godt afgive sit samtykke via disse kanaler.

Se sag hvor en påtænkt foranstaltning til indhentelse af samtykke ikke var lovlig.

Det skal fremgå, hvilken kommunikationsform der meddeles samtykke til (e-mail, alm. brev mv.) og hvilke typer reklamer man modtager som følge af samtykket.

Se Telia-sagen, hvor et samtykke til modtagelse af personligt adresseret reklame, der var anført i et ikke særligt fremhævet afsnit og havde en uklar sproglig formulering, ikke fandtes at opfylde klarheds- og fremhævelseskravene i markedsføringslovens § 6.

Se også sag om internet-blogejeres opgivelse af e-mailadresser og kontaktformularer, som ikke kunne sidestilles med anmodning eller samtykke til en erhvervsdrivendes elektroniske henvendelse med henblik på afsætning af varer.

Hvem skal samtykket gives til?

Samtykket skal som udgangspunkt gives over for en eller flere bestemte erhvervsdrivende, således at forbrugeren er klar over, hvilke virksomheder han vil modtage reklamer fra., se dog nærmere Interessebank Danmark-sagen, hvor det var nok at indhente samtykke til interesseområder.

Hvor længe gælder et samtykke?

Forbrugerombudsmanden har i en sag om sammenlægning af maillinglister i forbindelse med etablering af nyt selskab udtalt, at det formentlig ikke var nødvendigt at indhente nye samtykker.

Der er ikke i § 6 i markedsføringsloven fastsat grænser for, hvor længe et samtykke kan gøres gældende, men Forbrugerombudsmanden har udtalt, at det ikke kan udelukkes, at der kan være situationer, hvor det vil stride mod god skik at gøre et samtykke gældende. Læs sag om genoptaget udsendelse af nyhedsbrev.

2. Tip-en-ven-funktioner

En erhvervsdrivende må gerne bruge Tip-en-ven funktioner, hvis de alene stiller funktionen til rådighed, uden at forbrugeren derudover opfordres til ­ eller præmieres for ­ at benytte den. Dette synspunkt forudsætter, at den erhvervsdrivende ikke lægger selvstændigt markedsføringsmateriale ind i den e-mail, der sendes til tredjemand. Forbrugerombudsmanden har dog accepteret, at den erhvervsdrivende lægger et link ind i e-mailen til den pågældendes hjemmeside.

Forbrugerombudsmanden har set tilfælde, hvor forbrugerne skulle tippe et vist antal venner for at være med i en konkurrence. En sådan betingelse vil efter Forbrugerombudsmandens opfattelse være i strid med § 6.

Telia-sagen
Ifølge denne sag skal en erhvervsdrivende der benytter andre til at udsende markedsføringsmateriale påse, at markedsføringslovens § 6 bliver overholdt.

Ekstra led i kommunikationskæden
Den omstændighed, at den erhvervsdrivende skyder et ekstra led ind i kom-munikationskæden i form af, at det er en forbruger, der retter henvendelse, kan betyde, at den erhvervsdrivende forsøger at omgå forbuddene i markedsføringslovens § 6 og forbrugeraftalelovens § 6.

Anvendelse af tip en ven-funktionen i en konkurrence
En hotelkæde opfordrede deltagerne i en konkurrence til at invitere familie og venner til at være med. Udover at deltagerne kunne få bedre vinderchancer, fremgik det også af konkurrencebetingelserne, at man samtidig gav samtykke til at modtage fremtidig markedsføring.

3. Interessedatabaser

Det er lovligt at benytte sig af interessedatabaser, der går ud på at indhente forbrugernes samtykke til, at en ikke nærmere angiven kreds af erhvervsdrivende kan sende reklamer til forbrugerne indenfor områder, som forbrugerne samtidig tilkendegiver deres interesse for.

Det er dog et krav, at kunden er klar over, at han giver et samtykke og, at det klart og tydeligt fremgår, hvilke emner der meddeles samtykke til.

Læs Interessebank Danmark-sagen.

Kommunikationform skal oplyses i samtykket

Et informeret samtykke bør også indeholde oplysninger om den kommunikationsform, der vil blive anvendt ved fremtidige henvendelser.

En større tøjkæde ringede forbrugere op med et såkaldt "voice message", der reklamerede for en ny tøjkollektion. Forinden havde tøjkæden via en sms-konkurrence indhentet samtykke fra de forbrugere, der blev kontaktet.

Forbrugerombudsmanden mener ikke, at tøjkæden havde indhentet samtykke til denne kommunikationsform, da man ikke "sender" ikke information via et voice message.

Læs mere om tøjkædens telefonopkald.

4. Præmiering for samtykke

Forbrugerombudsmanden er meget betænkelig ved, at forbrugerne på nogen måde præmieres for at give afkald på den beskyttelse, som de har efter lovgivningen.

I en konkret sag Interessebank Danmark-sagen tog Sø- og Handelsretten dog stilling til brugen af en præmiekonkurrence, som selskabet havde brugt som »lokkemiddel« for at få forbrugerne til at tilmelde sig et markedsføringsprogram der involverede en interessedatabase. Forbrugerne havde mulighed for at vinde en rejse til en værdi af 25.000 kr. samt en række andre præmier, hvis de tilmeldte sig interessedatabasen indenfor en bestemt frist. Sø- og Handelsretten fandt imidlertid ikke, at konkurrencen, på grund af udformningen og den beskedne præmiesum, var i strid med god markedsføringsskik.

Forbrugerombudsmanden finder, at der er tale om en meget konkret afgørelse, og at en præmiering for afgivelse af samtykke efter omstændighederne kan være i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1.

Forbrugerombudsmanden har ikke indvendinger imod, at forbrugere efter afgivelse af et samtykke betales for at modtage reklame, hvis ordningen er gennemskuelig for forbrugerne. De skal have mulighed for at afveje fordele og ulemper ved ordningen, de skal til enhver tid kunne få deres penge udbetalt kontant, og de skal frit kunne tilbagekalde deres samtykke, når de ikke længere ønsker at deltage i ordningen.

Læs sag om betaling for modtagelse af elektronisk reklame.

5. Samtykke som betingelse for aftaleindgåelse

Indgåelse af en aftale eller opnåelse af fordele/rabatter i forbindelse med indgåelse af en aftale må efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke være betinget af, at forbrugeren giver samtykke til, at den erhvervsdrivende efterfølgende kan rette henvendelse til forbrugeren i markedsføringsøjemed.

Det bemærkes, at modtageren til enhver tid kan tilbagekalde et samtykke, hvorfor en sådan fremgangsmåde også af denne grund ikke er praktisk anvendelig.

6. Belønning for modtagelse af reklamer

Det er lovligt at forbrugere betales for at modtage reklame, hvis ordningen er gennemskuelig for forbrugerne. De skal have mulighed for at afveje fordele og ulemper ved ordningen, de skal til enhver tid kunne få deres penge udbetalt kontant, og de skal frit kunne tilbagekalde deres samtykke, når de ikke længere ønsker at deltage i ordningen.

Læs sag om betaling for modtagelse af elektronisk reklame.

7. Umyndiges samtykke

Forældre til børn og unge kan på børnenes/de unges vegne anmode om at modtage elektroniske post. Når forældrene har givet samtykke til at reklamemeddelelser kan sendes via elektronisk post og lignende, og der herefter sendes meddelelser til barnet/den unge, bør vejledningen "Børn, unge og markedsføring" i det hele være iagttaget.

8. Undtagelser

En erhvervsdrivende behøver ikke at iagttage forbuddet mod direkte henvendelser, hvis vedkommende har et specifikt samtykke fra henvendelsens modtager.

Forbrugerombudsmanden stiller samme krav til et samtykke, hvad enten det er et samtykke til at modtage reklame via elektronisk post, eller det er et samtykke fra en person - der har frabedt sig reklame i CPR ­ til at modtage almindelig post.

Læs sag om markedsføring via facebook-profil, som efter Forbrugerombudsmandens opfattelse krævede forudgående samtykke fra modtagerne.

Lovgrundlag:
Markedsføringsloven § 6
 
Branche:
Alle
 
Sidst opdateret:   24. april 2006
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Find flere oplysninger om, hvad du som erhvervsdrivende kan bruge Forbrugerombudsmandens hjemmeside til.
Læs mere om hvad du kan bruge hjemmesiden til som jurist eller rådgiver.
Forbrugerombudsmanden behandler sager om erhvervsdrivende, der ikke markedsfører sig korrekt over for forbrugere. Læs mere om hvad du kan finde på hjemmesiden som forbruger.

Forbrugerombudsmanden er en uafhængig myndighed, der bl.a. fører tilsyn med, at erhvervsdrivende overholder reglerne for markedsføring.