Gå til resume Gå til indhold

Håndhævelse af § 6

Hvad gælder?

Forbrugerombudsmanden vil forfølge grove overtrædelser af bestemmelsen, og her kan du bl.a. læse om bødeniveauet i den slags sager.

Gå til indhold

Forbrugerombudsmanden følger nøje med i, om bestemmelsen bliver overholdt og vil især forfølge klare og grove overtrædelser. Ved bedømmelsen af, om en overtrædelse skal forfølges, vil der blandt andet blive lagt vægt på antallet af klager, gentagne overtrædelser, overtrædelser, der sker trods tidligere indskærpelse af reglerne mv.

Bødeniveau

Sø- og Handelsretten har afgivet 3 domme vedrørende bødeniveauet for overtrædelse af § 6.

I den første sag blev bøden på 15.000 kr. for udsendelse af 156 reklamer. Sø- og Handelsretten lagde ved udmålingen af bøden vægt på antallet af henvendelser, antallet af modtagere (ca. 50, der hver især havde modtaget flere henvendelser), og den gene og økonomiske skade, som henvendelserne medførte for modtagerne, hvoraf hovedparten var erhvervsdrivende, der måtte spilde tid og arbejdskraft på at læse og behandle reklamerne. Endvidere lagde retten vægt på, at selskabet fortsatte sin ulovlige markedsføring, efter at selskabet af de danske myndigheder var blevet vejledt om indholdet af reglerne i § 6. Dommen er trykt i UfR 2003.1855 S.

I den næste sag blev selskabet blev dømt for overtrædelse af markedsføringslovens § 6, for at have udsendt mellem 7.650 – 15.300 telefaxreklamer uden modtagernes samtykke. Bøden blev på 400.000 kr. Under sagen foreslog Forbrugerombudsmanden en beregningsmodel for fremtidig udmåling af bøde ved overtrædelse af markedsføringslovens § 6, uanset om den uanmodede henvendelse sker via telefax, SMS eller e-mail.

Beregningsmodellen:
For op til 100 overtrædelser en minimumsbøde på 10.000 kr. For over 100 overtrædelser en bøde på 100 kr. for hver overtrædelse. Således vil en bøde for 60 overtrædelser være 10.000 kr. og for 140 overtrædelser være 14.000 kr.

Af dommens præmisser fremgår, at retten er enig i den foreslåede beregningsmodel, men at den fandt, at der ved udmålingen bør ske en vis nedrunding, hvor antallet af uanmodede henvendelser har været betragteligt.

I den konkrete sag lagde retten endvidere vægt på:

  • antallet af uanmodede henvendelser,
  • den gene og økonomiske skade, som henvendelserne har medført for modtagerne,
  • de foreliggende oplysninger om selskabets forhold, og
  • antallet af klager sendt til Forbrugerombudsmanden.

Dommen er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2004.1141S.

Den tredje sag handlede om udsendelse af reklamer via SMS og e-mail til ca. 48.000 modtagere uden modtagerens samtykke samt at miskreditere andre erhvervsdrivende og anvende angivelser, der er utilbørlige over for andre erhvervsdrivende og forbrugere. Bøden blev på 2 millioner kr.

Af dommen fremgår det at udtrykket "elektronisk post" omfatter alle former for meddelelser som sendes elektronisk. Bestemmelsen er for så vidt angår "elektronisk post" teknologineutral og finder anvendelse på allerede kendte former for teknologi til elektronisk forsendelse af meddelelser som nye former, og uanset om disse betegnes som e-mails, talebeskeder, videobeskeder, MMS'er, SMS'er eller noget helt andet, og uanset om de helt eller delvis sendes via landbaserede eller luftbårne netværk.

Ved strafudmålingen har retten lagt vægt på antallet af henvendelser, til den gene, som henvendelserne har medført for modtagerne, til de foreliggende oplysninger om selskabets forhold og til antallet af klager. Retten har også lagt vægt på, at tiltalte hurtigt trak sin kampagne tilbage efter Forbrugerombudsmandens henvendelse, og at de forurettede erhvervsdrivende ikke selv har rejst krav over for selskabet i anledning af de utilbørlige angivelser.

Læs også Forbrugerombudsmandens spam-vejledning 

Lovgrundlag:
Markedsføringsloven § 6
 
Branche:
alle
 
Sidst opdateret:   24. april 2006
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Find flere oplysninger om, hvad du som erhvervsdrivende kan bruge Forbrugerombudsmandens hjemmeside til.
Læs mere om hvad du kan bruge hjemmesiden til som jurist eller rådgiver.
Forbrugerombudsmanden behandler sager om erhvervsdrivende, der ikke markedsfører sig korrekt over for forbrugere. Læs mere om hvad du kan finde på hjemmesiden som forbruger.

Forbrugerombudsmanden er en uafhængig myndighed, der bl.a. fører tilsyn med, at erhvervsdrivende overholder reglerne for markedsføring.