Manglende rådgivning ved køb af Scandinotes obligationer

En forbruger havde i 2004 indgået en aftale med sin bank om fravalg af rådgivning ved værdipapirhandel. Den 1. november 2007 trådte de såkaldte MiFID-regler om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel, der som udgangspunkt kræver rådgivning af forbrugerne, imidlertid i kraft. Forbrugeren købte Scandinotes V Junior 2015 obligationer i december 2007 uden rådgivning fra banken.

Scandinotes V Junior obligationer var et komplekst finansielt instrument, og banken skulle efter Forbrugerombudsmandens opfattelse inden en anbefaling om investering i sådanne papirer have rådgivet grundigt om risikoen herved, herunder om opdelingen i trancher, hvortil der var knyttet forskellige niveauer af sikkerhed. Opdelingen i trancher betød, at den laveste Junior tranche skulle bære alle tab fuldt ud før Mezzanine tranchen, der igen skulle dække alle tab fuldt ud før Senior tranchen. Forbrugerombudsmanden fandt ikke, at banken havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at denne rådgivning af forbrugeren havde fundet sted.

Forbrugerombudsmanden anmodede om Finanstilsynets vurdering af betydningen af en aftale om fravalg af rådgivning indgået før MiFID-reglernes ikrafttræden. Finanstilsynet udtalte blandt andet, at værdipapirhandleren hverken efter de tidligere eller nuværende regler kunne se bort fra sine forpligtelser i forhold til investorbeskyttelse ved værdipapirhandel, og at en kunde, der ikke tidligere havde handlet en bestemt type værdipapir, ikke kunne formodes at have det fornødne kendskab til produktets risici. Værdipapirhandleren var derfor forpligtet til at gennemføre en hensigtsmæssigheds- eller egnethedstest af kunden, forinden ordren gennemførtes. Under henvisning til aftalen om fravalg af rådgivning havde banken ikke gennemført en sådan test af kunden.

Forbrugerombudsmanden fandt herefter – i modsætning til Pengeinstitutankenævnet, hvor sagen tidligere havde været behandlet – at banken havde handlet ansvarspådragende ved ikke at have rådgivet tilstrækkeligt om risikoen ved køb af obligationerne og ved ikke at have foretaget en egnetheds- eller hensigtsmæssighedstest af forbrugeren. Pengeinstitutankenævnets flertal fandt således, at bankens manglende hensigtsmæssighedstest ikke udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at banken som følge heraf havde pådraget sig et erstatningsansvar ved at gennemføre købsordren, idet nævnet særligt lagde vægt på aftalen om fravalg af rådgivning sammenholdt med det oplyste om klagerens risikovillighed og erfaring med værdipapirhandel.

Banken og forbrugeren indgik forlig om betaling af erstatning for den manglende rådgivning.

Sagen blev rejst af Forbrugerombudsmanden efter lov om finansiel virksomhed § 348, hvor Forbrugerombudsmanden ved ”Bankpakke II” fik mulighed for at bistå forbrugerne ved eksempelvis at indgå forlig eller udtage stævning i sager om investering og rådgivning mv.